Når du ser denne video – betragt det hermed som en anbefaling –  så læg mærke til dan gmale mand med cigaren med den udstoppede hund ved sin side. De fleste akustiske liveoptagelser som denne er ofte kedelige og jeg skal som regel kende musikken i forvejen før jeg gider se med. Men i denne video er jeg underholdt – om end på en lidt forundrede og foruroliget måde.

Hvad laver den gamle mand i den optagelse, hvorfor har en en udstoppet hund ved sin side og hvorfor tager de to musikere så let på sagen? Jeg er ved godt der ikke gives en forklaring og at det absurde i set up’et er virkemidlet i sig selv og det virker på mig.

Jeg finder imidlertid også nydelse i selve musikken. Jeg er voksende fan af Jakob Bellens (Den i skrædderstillig siddende sanger). Både i projektet Murder, som i videoen, men også i bandet I Got You On Tape. Melankolien og hans underspillede stil kombineret med en gennemtrængende dyb vokal er en cocktail helt efter min smag.

Optagelsen er en del af Xsessions – et nystartet site med mange tilsvarende optagelse med spændende danske bands fra den ulmende undergrund – heriblandt også I Got YouOn Tape. Se mere på xsessions.dk.

myspace.com/murderdk

myspace.com/igotyouontape

Share on Facebook

Arcade Fires nye album “The Suburbs” udkommer d. 2. august i år. En udgivelsesbegivenhed jeg må indrømme at jeg har set meget frem til. Normalt er jeg ikke typen der absolut skal være først med nyheder og anmeldelser af musik – det område er der rigeligt med musikblogs, der tager sig af. Jeg vil heller finde værdi og substans ved at søge i uventede kroge og bruge tiden på at gå på opdagelse i musikhistorien. Men en gang imellem er der bands, som optager mig så meget at jeg opbygger store forventninger til release-datoer.

Et af de bands er Arcade Fire. De to tidligere albums fra det canadiske band har været fast lytteinventar i casa del Organgrinder siden bandets gennembrud i 2004. Ikke mindst fordi jeg deler passionen med min hustru, der ved flere lejligheder har gjort mig opmærksom på tyngden og godset på tekstsiden af sangene og det er jo hendes ekspertiseområde.

Jeg har hørt rygter om at “The Suburbs” allerede er blevet leaket og jeg har måske og måske ikke sneget mig til et par appetitvækkende smug-lyt, der måske og måske ikke tegner sig som en god og lytteværdig gentagelse af AF’s gedigene indielyd. Der er under alle omstændigheder ikke lang tid til at hele verden kan lytte med på ganske lovlig vis. Og uanset om jeg måske eller måske ikke har brugt pirateriske metoder til at lytte til musikken, har jeg penge sat til side til denne udgivelse. Forleden læste jeg en anmeldelse på Rollingstone.com, hvis anmelder giver albummet fire ud af fem stjerner. Endnu en indikator for at vi kan se frem til en glimrende plade.

Nå, men for at forkorte ventetiden for de af os, der er fans nok til at være utålmodige, har jeg fundet et klip frem, som de altid sagde i TV da jeg var barn. Det er fra den dokumentariske musikfilm “Miroir Noire” og er en akustisk optagelse af sangen Neon Bible i en elevator – og som der står i den mest populære af kommentarerne på YouTube “Best elevatormusic ever”.

Bon appetit!

Share on Facebook

Jeg holder for tiden ferie og ferier kan hurtigt blive lange lykkelige begivenheder med hyggelige stunder og godt vejr. Det er i sig selv ikke dårligt, men det er alligevel rart at blive mindet om det grimme og skæve i livet også. Livet er ikke en lang sommerferie og det har Bonnie Prince Billy forstået og er villig til at vise os.

Videoen er ikke en barsk socialrealistisk kommentar til et eller anden aktuelt politisk emne, men kæler for det skæve, disharmoniske og grimme. En slag meneto mori. Videoen indeholder både et bryllup, sport, sex, alderdom, fattigdom og død og bemærk hvordan kunstneren selv uprætentiøst lader sig udstille i slutningen af filmen i al sin kiksethed. Jeg kan lide det fordi det er et afbræk fra den jubeloptimistiske og selvhøjtidelige musikkultur jeg eksponeres for i radio, på TV og på internettet til dagligt. Den giver mig derfor troen tilbage på kunsten og musikken, lysten tilbage til at høre P3 og læse overgearede musikblogs og meningen tilbage med at  holde sommerferie med alt hvad der hører med af klicheer om softice, cykkelture og afvaskede yndlings-t-shirts.

Videoen er instrueret af http://www.harmony-korine.com/paper/index/i_workhorse.html">Harmony Korine og sangen “No More Workhouse Blues” er 2. single fra albummet Bonnie ‘Prince’ Billy Sings Greatest Palace Music fra 2004.

Share on Facebook

Jeg ved ikke helt hvorfor denne video har findet vej til bloggen. Det skaber en rigtig stemning synes jeg – det er mærkeligt og det passer til mit overophedede hedebølgehovede. Dertil skal også tilføjes at jeg har en svaghed for eksperimenterende tysk elektronisk musik fra 70′erne. Et tid-og-sted jeg anser som toneangivende, i noget der er tæt på ordets bogstavelige forstand, for store dele af det lydbillede vi bevæger os indenfor i den vestlige populærmusik i dag. – Også selvom videoen her er et nyere Remix. Hvad skal jeg mere skrive…? – Nå ja – Jeg kan også godt lide hjortene i videoen.

exerpt of a cassette concert – music composed by conrad schnitzler – remixed by wolfgang ‘sequenza’ seidel
nimation by Dani Haerle

Share on Facebook

Jeg er faldet over det amerikanske band Blind Pilot og vil gerne dele det med verden her på bloggen. Musikalsk er vi i et landskab, formet af bands som Bon Iver, Fleet Foxes, Bowerbirds og Band og Horses. Et landskab jeg ofte lader min ører tage på vandretur i. Jeg har ikke et godt argument for hvorfor det godt – Det er der bare! Og når nu dette er min personlige musikblog, vil jeg tage mig den frihed at poste lige hvad jeg vil. Jeg håber der er en læser eller to derude, der ligesom mig kan finde fornøjelse og velbehag i disse meget ukontroversielle, men lækre toner.

God søndag!

Hør mere på Bandets Myspace: http://www.myspace.com/blindpilot

Share on Facebook

Jeg ved godt at musikken her er indiesmart på den selvfede måde, jeg indrømmer gerne at jeg er nem at fange, når det hele er indhyllet i undergund og ekserimentalisme som her og ja, jeg har fundet det på Pitchfork.com. Ikke desto mindre er jeg både draget og fascineret af billeder og musik. Det er skævt, ustemt, upænt og ude af takt og netop deri finder jeg en charmen og en udfordring, som jeg gerne tager op.

Det er som minusserne i musikken tilsammen gir’ plus. Musikken får mig til at lytte efter, lægger mærke til detaljer og være sanseligt tilstede. Men det provokerer mig også og udfordrer mine forestillinger. Der er masser af genkendelighed i musikken – så det er aldrig helt umuligt at lytte til. Akkorderne er rene og simple, instrumenterne er velkendte og opbygningen er i sig selv ikke revolutionerende. Værdien ligger i spæningsfeltet imellem det grimme og det smukke, imellem det rene og det skæve, imellem det velkendte og det udfordrende.

JULIAN LYNCH – “SEED” Fra albummet “Orange You Glad” 2009

Baggrundsmusik og forgrundsmusik.

Jeg hører musik hele tiden. I Radioen, i TV, når jeg ser film, når jeg handler ind og alle mulige andre steder. Den musikjeg møder i disse kontekster er baggrundsmusik. Den er ofte helt som den skal være – nemlig i baggrunden. Jeg inviteres ikke til at lytte grundigt efter – musikken må ikke stjæle min opmærksomhed fra det, der er i forgrunden. Det gør Julian Lynch. Her har musikken et selvstændigt budskab, som jeg skal afkode med mine sanser og det er et kritisk budskab. Musikken tvinger mig ubevidst til at forholde mig til hvad musik er, hvad det kan være og hvad jeg får ud af det, men der er et spørgsmål uden et svar. Det er et æstetisk spørgsmål, som jeg gerne vil stilles igen og igen.

Julian Lynch - "Mare"

Jeg lover at jeg snart poster noget pop her på bloggen, for pop har også en værdi! Jeg kan godt li’ pop og jeg kan godt li’ mainstream, for det tjener et formål og det har en værdi for mange mennesker, men jeg passer på ikke at blande alle typer af musik sammen. Det er klart at jeg ikke kan lytte til udfordrende musik døgnet rundt – det har jeg ikke koncentrationsevne til. Nogle gange foretrækker jeg de trygge toner fra musik jeg kender, nogle gange vil jeg synge med og en sjælden gang vil jeg endda danse og så er det ikke Julian Lynch jeg sætter på. Jeg kan også godt li’ den musak, der spilles i supermarkeder – den giver en rolig oplevelse og afstresser mig, mens jeg vælger hvilken shampoo jeg skal prøve denne gang. Jeg kan godt li’ filmmusik – den underbygger spændigsmomenter i filmens handlings-dynamikker og øger intensiteten i oplevelsen. Jeg kan i det hele taget godt li’ baggrundmusik, for den tjener en vigtige funktion i min hverdag. Men! – Jeg er også fan af forgrundsmusik. Musik der kræver min opmærksomhed, musik, der er svær at lytte til og som udfordrer mine forestillinger og vaner. Og det er det jeg finder hos Julian Lynch og det er det, der er sjovest at blogge om og det er derfor jeg hele tiden udskyder at skrive om Lady Gaga, som jeg også holder meget af.

Nyeste album fra Julian Lynch hedder “Mare”. Pitchfork’s giver den 8.5 ud af 10 point. Læs anmeldelsen her.

Share on Facebook

Jeg har en svaghed for utraditionelle musikinstrumenter. Det skyldes at jeg har brug for at blive udfordret, når jeg lytter til musik. Jeg har brug for eksperimenter, der stikker til de fordomme og italesættelser musikken er indhyldet i. Jeg har brug for at vide at musik er en dynamisk størrelse, der aldrig lader sig indfange, men er legesyg og altid i forandring.

Musisk dekonstruktion?

Når jeg skriver det går jeg ind i en mere kompleks udlægning af hvad jeg mener om musikalsk æstetik. En udredning et kort blogindlæg som dette ingenlunde kan rumme. Jeg mener (Og du er velkommen til at mene noget andet) at æstetiske musikalske oplevelser altid opstår i et spændingsfelt imellem det velkendte og det ukendt – imellem det forståelige og det kritiske. Jeg mener imidlertid ikke at sande æstetiske oplevelser er den eneste grund til at høre musik.

Musik har mange egenskaber. Det kan skaber genkendelse og association, det kan underbygge en fællesskabsfølelse, det er ofte meget identitetsskabende hos de kulturer det florerer i og musikens tekstindhold kan mere eller mindre direkte, kommunikere et budskab til modtageren. Grunden til at jeg finder nydelse i disse to videoer har ikke noget med disse at gøre. Jeg finder ikke musikken særligt vellydende, den minder mig ikke om noget bestemt, jeg kender ikke og har et forhold til kunstnerne og jeg kan ikke forestille mig at lytte til det samme med mine venner, men de udfordrer mig! De får mig til at forholde mig til hvad musik er og kan være. De bruger nemlig begge et simpelt kneb. De tager musikken ude af sine vante kontekster og stiller indirekte et kritisk spørgsmål – Er dette også musik? Jeg tør ikke love at du får den samme oplevelse ud af dem og jeg vil heller ikke påstå at de er repræsentanter for ægte æstetiske oplevelser og måske får du iøvrigt noget ud af dem på et helt andet niveau, men et er sikkert – de er spændende nok til at fremprovokere al denne tekst fra min hånd …

Et velkendt instrument?

Share on Facebook

Nu er det på tide at jeg erklærer min kærlighed til det danske band I Got You on Tape. Jeg har ikke nævnt dem endnu her på bloggen og det må høre op! Jeg har fundet det passende at begynde med videoen nedenfor. Den er fra det nystartede  musikvideo-koncept Xsessions.

Jeg synes bare i skal høre det. Senere vil jeg følge op med flere ord.

Se mere om bandet her: http://igotyouontape.com/

Og gå på opdagelse i Xsessions her: http://xsessions.dk/

Share on Facebook

Digitalisering er blevet en del af musikken, hvad enten vi synes om det eller ej. Den er ved at forandre de omstændigheder, der omgiver musikken. Internettet har gjort det muligt at gå til og købe ny musik på få sekunder og denne form for tilgængelighed er ved at blive dominerende indenfor moderne musikforbrug. Tjenester som iTunes og TDC Play, og teknologi som mobile MP3-afspillere og Smartphones skaber nye forbrugsvaner og de kommende generationer, der vokser op med de nye muligheder, må forventes at have en helt anden tilgang til musik. At musikken er blevet tilgængelig direkte fra din computer eller afspiller, betyder at musikken ikke længere er betinget af et fysisk medie. Dette er selvfølgelig også en trussel for coveret. Hvad det betyder for musikken, og hvordan den visuelle oplevelse kan bibeholdes på anden vis, står til diskussion, men et er sikkert: Intet har været gjort forgæves! Følgende er derfor en hyldest til pladecoveret. Jeg har valgt nogle få af mine favoritter, som er sat ind i indlægget undervejs.

Coverets historie

Fra den første skrøbelige lakplade kom i handlen, for godt og vel 100 år siden, og helt frem til i dag, har privatforbrug af musik knyttet sig til en fysisk udgivelse. I denne periode er det blevet en tradition at pryde udgivelserne på opfindsom vis og bruge det til at skabe identitet og appel overfor forbrugeren. Mange af bedste udgivelser er akkompagneret af storslået omslags-kunst og mange albums bliver husket for deres unikke, provokerende eller smukke design. For mange er det stadigvæk en vigtig del af den musikalske helhedsoplevelse at åbne coveret for første gang og lade sig drage ind i kunsterens univers.

Allerede for 20 år siden led albumcoveret sit første nederlag, da den kompakte musik-disk kom på markedet. Jeg husker ikke selv, om der var stor postyr dengang, men den lille booklet fra en CD-jewelcase har i mine øjne, aldrig kunnet erstatte det store skrøbelige LP-cover fra vinylens æra. I dag hvor den fysiske udgivelse endelig er ved at blive overhalet af det digitale salg, har vinylen da også pludselig fået et større marked igen. Efter min mening hænger dette nært sammen med coverets betydning.

Dette er en hyldest – ikke en begrædelse!

Tiderne skifter, teknologien bliver bedre og ændrer betingelserne for kunsten – det er netop musik et godt eksempel på. De tekniske betingelser har været udslagsgivende for musikkens lyd og udbredelse. Node-systemet, fortepianoet, fonografen, radioen, el-guitaren, synthesizeren, CD’en og internettet er alle teknologiske opfindelser, der har ændret musikkens udtryk og lyd. Nye muligheder giver nye udtryksformer og nye spændende oplever. Således har internettet åbnet op for en hel verden af muligheder, der ikke fandtes i den analoge tidslalder. Jeg er positiv, glæder mig til fremskridtet og forventer meget af de kunstnere, der laver musik under de nye omstændigheder.

Min personlige interesse for pladecoveret startede tilbage i min barndom i 1980’erne. Jeg fik fra tid til anden fik lov at bladre igennem mine fars LP-samling og det var en yndet beskæftigelse. Her fandtes en fantastisk blanding af Deutsche Grammophons standardiserede forsider med det gule logo, rockplader med Cream og Crosby Stills, Nash and Young, jazzplader med Louis Armstrong og eksperimenterende kunstnere som Emerson Lake & Palmer og Kraftwerk.  Alt dette gjorde stort indtryk på mig og har lagret sig i min bevidsthed som storslåede oplevelser for en lille dreng den dag i dag.

Albumcoveret er døende, men har ikke levet forgæves. De gamle covers fortæller en vigtig historie om fortidens mennesker og musik og de fleste af dem er viderebragt netop her på internettet. Derfor har jeg oprettet bloggen http://oldalbumcovers.tumblr.com">Old Album Covers, hvor jeg poster nogle af de covers, der har inspirerer mig, og som jeg synes, fortjener at blive husket. Kravene er, at omslagene skal være fra før 1990 og og skal være beregnet som LP-omslag.

Hvis der er et cover, som du synes, er blevet overset, er du velkommen til at dele det. Til det formål har jeg lavet en side på Facebook-side, for alle, der interesserer sig for de gamle omslag.

De tre albums jeg har valgt er Miles Davis – “Bitches Brew”, The Velvet Underground – “The Velvet Underground with Nico” og Emerson Lake & Palmer – “Tarkus”.

Indlægget er oprindeligt skrevet som et gæsteindlæg til bloggen InWonders

Share on Facebook

Jeg blev mindet om det islandske band Hjaltalín forleden, da deres promoter skrev og gjorde min opmærksom på en ny single fra bandet. Singlen ha jeg ikke hørt endnu, så jeg vil hellere dele denne video, der stilmissægt passer godt til mit nye banner-logo-billde.

Hør mere her: http://www.myspace.com/hjaltalinband

Share on Facebook