Kalenderen fortæller mig at vi er i 2013. Et nyt år, nye indlæg og ny energi. Nu må vi se. Jeg er ikke klar til at kaste håndklædet i ringen helt endnu, men min tid bliver mere og mere dyrebar. Jeg har job, er gift, har barn og gang i et hav at andre projekter, som jeg ikke vil kede læseren med i denne omgang. En ting er dog sikker. Min begejstring for musik og min passion for at formidle den er ikke svundet ind.
Her er en stemningsfuld video jeg har fundet. Bandet hedder The Legendary Lightnes og er fra Zurich, hovedstaden i Schweiz. En by og et land jeg endnu ikke har være forbi her på mine musikalske rejser her på bloggen. Musikken er melankolsk, men fortrøstningsfuld og billederne er smukke og rolige. Hvad der foregår ved jeg ikke…. Altså jeg kan godt se at der cykles på en cykelbane, men derudover er jeg ligeglad. Bandet er ikke at finde på Spotify endnu, men det håber jeg de kommer, så jeg kan høre mere.
Jeg håber at dette er det første af mange nye indlæg på bloggen, men forbeholder mig retten til at have for travlt med andre ting. Sådan er det.
2012 har ikke været et godt år for Organgrinder. Ventelisten til en tids-transplantation er lang og timerne har været for få til at komme nok til tasterne i det forgangne år. Det er jo nok mest ærgerligt for bloggeren selv, da skriverierne er både meditative og tjener som et graveredskab til at holde sig ajour med ny musik.
Et tilbageblik på året viser dog, at jeg trods alt ikke har ligget helt på den lade side hvad angår ny musik. Listen med ny musik der fangede mit øre i 2012, er lang og lytteværdig. Hvis jeg selv skal sige det.
listen er en blanding af de tracks fra 2012, jeg lyttede mest til, tracks fra 2012 jeg ville ønske, jeg havde lyttet mere til 0g tracks fra 2012 jeg synes skal have lidt mere opmærksomhed i det hele taget. listen er primært sammensat ved at kigge på stjernemarkeringer fra Spotify, top-lister fra last.fm og links og videoer jeg har poste på de sociale medier. Der er dog ingen formelle regler for hvordan listen er sammensat. I sidtse instans er den udtryk for rent smagsdommeri fra min side.
Bandet Goat er svære at placere. Jeg går ud fra at det er et bevidst virkemiddel fra deres side. Det er sjældent det lykkes for bands at iscenesætte sig selv som mystiske og det ender ofte i klicheer eller det der er værre, når de forsøger. Har Goat bedre held end det?…
Genremæssigt finder man i Goats musik elementer af 70′er-inspireret syrerockrock, afrikanske rytmer, funk, salsa, calypso, støjrock og shoegaze, men i en lettilgængelig blanding, der ikke forfalder til de alt for eksperimenterende ekstremer. Gruppen skriver på deres facebook-side at de stammer fra landsbyen Korpolombolo i det dybeste, mørkeste sverige. En landsby hvis beboere iflg. bandet selv dyrker og tilbeder voodoo-magi. omvendelsen fra kristendom, der øjensynligt foregik under dramatiske omstændigheder, skete efter en heksedoktor og hans følge bosatte sig i byen på et ikke angivet tidspunkt.
Jeg har valgt ikke at undersøge om historien er sand. Jeg ved ikke om landsbyen Korpolombolo rent faktisk findes eller om der overhovedet foregår nogen form for voodoo-dyrkelse i Sverige. Det er ikke relevant, for jeg ved at det er en historie og at den har til formål at udvide min oplevelse af musikken – og det virker.
For at have succes med sådan en form for historiefortælling, skal man selvfølgelig også lave god musik. Få iscenesættelser er gode nok til at gøre dårlig musik god og det er der mange der har misforsår, når de forsøger sig med lignende gimmicks. De to ting skal supplere hinanden. Historien skal gøre os mere interesserede i musikken, men musikken skal også gøre os mere interesserede i historien. Ellers fungerer det ikke. Den symbiose får Goat til at fungere. I hvert fald for mig. At bandets hjemmeside og internettilstedeværelse sagtens kunne udvide universet og øge effekten yderligere, er en anden sag.
Jeg er selv blevet trukket langsomt ind i bandets univers. Først opdagede jeg videoen til “Goatlord”, som ifølge titlen skulle være en live-optagelse. Der var noget dragende ved videoen, der gjorde mig nysgerrig. Efter et par gennemlytninger opsægte jeg mere fra bandet og faldt over de mærkelige tekster bandet har skrevet om sig selv. De gav mig lyst til at høre endnu mere af deres musik. Både fordi jeg nu var tiltrukket af helheden, men også for at finde ud af om de var i stand til at fortsætte fortællingen i deres musik også.
Nu venter jeg blot på at deres kommende album “World Music” skal udkomme. Det gør det d. 10 oktober.
Goatlord (live)
Let It Bleed
Goathead
Trailer til albummet World Music, der udkommert 10. oktober (2012)
Jeg er helt pjattet med æstetikken i denne video. Så er det sagt! Både billederne og musikken. At lave en “kunstvideo” som denne er en svær disciplin der ofte ender i noget prætentiøst eller bare fjollet. Det er der måske også nogle der vil mene om denne video, men jeg er solgt.
Bag musikken står Jacob Bellens. Ham finder man normalt i front for bandet I Got You On Tape og som den ene halvdel af duoen Murder. Bag billederne står Malthe Fischer. Han var tidligere en del af Oh No Ono og har siden bandets opløsning slået sine folder som musikvideoinstruktør med det abstrakte og udsyrende som sine kendetegn.
Jeg glemmer ofte hvordan det virker, det der med musik. Jeg søger den rene aha-oplevelse. Kærlighed ved første lyt. Men når jeg ikke er opmærksom, slår min hjerne over til at tro den er i stand til at kende god musik med det samme. Sådan er det sjældent. Ofte er det helt omvendt.
Frank Ocean er på alles læber og taster for tiden og det synes jeg indtil for ganske nyligt var ufortjent. Jeg synes at staklen, der jo tydeligvis har masser af talent, blev overeksponeret, overvurderet og red på en bølge af hipster-skabt web-hype der som regel ikke er særlig sundt i længden. Sidstnævnte mener jeg stadig, men jeg må også tilslutte mig hyldestkoret. Ocean kommer med noget så sjældent som noget nyt og bliver noget så sjældent som hyldet for det – af masserne. Det er popmusik, men det er god popmusik og det tør skille sig ud.
I splittelsen har musikken pludselig fået stor værdi for mig og det er ikke første gang det foregår på den måde, når jeg opdager nye artister. Jeg vidste ikke med det samme at jeg med tiden ville blive betaget af Frank Ocean produktioner, men da jeg begyndte at blive det var jeg splittet imellem to positioner – synes jeg det var overvurderet eller var der en god grund til den megen omtale. Det drev mig til sidst undersøge sagen og finde d af hvor jeg stod. Derfor lyttede jeg og keg lyttede grundigt. Det tog noget tid i ingenmandsland, men til sidst sejrede sangene på albummet ORANGE, men selve det at lytte efter var også en sejr. Det er noget, der sker sjældent i en forbrugsverden hvor alt er tilgængeligt hele tiden.
Måske var det kampen der omvendte mig, måske rummede musikken hele tiden noget jeg godt kunne lidt og måske var de det mange gennemlytninger der til sidst overbeviste mit øre. En ting er sikkert. Det krævede min opmærksomhed for at opdage det. Jeg er endda kommet så langt at jeg nu skriver om ham her på bloggen og deler hans musik sammen med en lækker musikvideo.
Sommerperioden har som altid været sløv. Ferie har en tendens til at dræne min kreativitet og desuden sker der ikke ret meget i musikbranchen, hvis man ikke ligefrem er på festival hele sommeren. Jeg vil derfor begynde at hive mig selv ud af min sommerdvale i takt med at vejret bliver koldere og dagene kortere.
Jeg synes det er passende at lægge ud med en lille hyldest til musikken – eller rettere en hyldest til de instrumentere hvori musikken finder sin lyd og klang. Vi glemmer undertiden hvor forskellige de kan lyde, selv hvis man holder sig til instrumenter fra pop og rock.
Videoen er en blære-film fra det amerikanske produktionsselskab Robot Repair, der laver musik, lyde og lyd-branding til reklamefilm og deslige.
Major Lazer bestod til at starte med af de to DJs Diplo og Switch. De mødte efter sigende hinanden under et fælles samarbejde med M.I.A.. De udgav i 2009 albummet Guns Don’t Kill People…Lazers Do, der efterfølgende har opnået noget nær kultstatus. Siden har Switch forladt samarbejdet, mens Diplo bærer navnet videre med nye produktioner. En af de nye produktioner er tracket “Get Free”, som på det seneste har sneget sig helt ind under huden på mig. Det er normalt ikke en type af musik jeg skriver om eller lytter meget til, men hvis det er fedt, så er det fedt.
En ting man hurtigt opdager ved Major Lazer, er et meget gennemført og gennemgående visuelt udtryk, der ofte inkluderer sci-fi-soldaten, der også er hovedperson i vdeoen herunder. For det meste er Major Lazer garant for festmusik af den slags, der men pumpende energiudladninger og tunge rytmer er svær at sidde stille til, men med “Get Free” afprøves en mere nedtonet stil og det var lige præcis hvad der skulle til for at komme på bloggen her. Sangens vokalspor leveres af Amber Coffmann fra Dirty Projectors og nummeret indeholder både produktionsmæssige finurligheder og melodilinjer, der har fået krogen godt og grundigt i mit musikøre.
Major Lazer holder fest i København på VEGA d. 22 august – jeg kunne forestille mig at der bliver gang i den.
På en måde er det åndsvagt at lave en liste med anbefalinger til Roskilde Festival, for programmet er som sædvanelig spækket med fede navne og masser af spændende nye musikoplevelser. Desuden er konkurrencen blevet meget stor på området. Enhver musikblog, musikportal eller musiknørd med respekt for sig selv laver en eller anden variation af fænomenet. Jeg læser selv mange af dem.
Når jeg alligevel vælger at kaster mig ud i at lave en liste med navne jeg tror er værd at tjekke ud, er det primært fordi jeg selv havde behov for at danne mig et overblik over programmet. Hvorfor så ikke samle det i en liste her på siden også?
Listen er sammensat i tilfældig rækkefølge og uden hensyn til spilleplan og i det hele taget hvad der er menneskeligt muligt at nå.
Andromeda Mega Express Orchestra er, så vidt jeg kan regne ud, et bigband eller er i hvert fald noget i den stil. Og ja, det er vel primært jazz de spiller, selvom der er tale om et grænseland imellem mange genrer. Nu håber jeg ikke min beskrivelse, får dig til at tro at AMEOs musik er et eller andet utilgængelig fusionsmusik. Det er det ikke. AMEO blander rigtignok genrene og er svære at placere i det musikalske spektrum, men det er en fordel i deres tilfælde. Deres musik er en hyldest til energi, ironi og science fiction, hvilket kommer til udtryk i et intelligent miskmask af forskellige stilarter og genre-referencer. Det mest gennemgående i musikken er rum-temaet, som også findes i orkesterets navn. Der bliver lånt flittigt af virkemidler fra sci-fi-film fra 50erne og 60erne og tilført energi med elementer af funk, jazz, balkan, rock, hiphop og alle de andre.
Exitmusic er smerte, mørke, vellyd, kontrast, og røv fedt. Det må godt gøre ondt her på bloggen og jeg kan en begyndende kærligheden spire til denne musik. Jeg beklager hvis det lyder storladent.
Exitmusic er fra magiske Brooklyn i New York. Et sted, der fostrer så mange interessante musik-navne i disse år. At dømme ud fra lyden og stilen tror jeg det er rimeligt at antage at bandnavnet er inspireret af Radioheads dramtisk-tragiske klassiker “Exit Music (For a film)” fra albummet OK Computer. En god reference, hvis man vil have nærværende bloggers opmærksomhed. Min kærkighed skal man arbejde lidt mere for, men Exitmusic har gode chancer for at få den, hvis de fortsætter i samme stil fremover.
