Det her er for fedt!

Jeg er et overstimuleret menneske og det siger jeg ikke for at prale. Jeg keder mig. Jeg savner musikalske aha-oplevelser og stimuli, der går ud over hvad mainstream’et tilbyder. Nogle ville måske kalde mig en snob eller en kulturradikal, men jeg anser ikke mig selv som overlegen eller bedrevidende. Tvært imod. Jeg er er hæmmet. Jeg har tænkt alt for meget over musik og musiks værdi. Jeg har i dag svært ved at finde de simple nydelser i musikken, som min kærlighed oprindeligt voksede ud af. Jeg går mere og mere i ekstremerne, som en junkie der øger sin dosis for overhovedet at føle noget. Jeg har prøvet alt muligt – endda lyttet til Lady Gaga, fast besluttet på at jeg ville kunne li’ det. Det virkede ikke.

En gang imellem falder jeg dog over noget som inspirerer mig. Nogle gange kun en kort oplevelse – et øjeblik, hvor musikken giver mig noget nyt og unikt. Det er de øjeblikke jeg ånder for og som fastholder min interesse. Ofte er oplevelserne flygtige. En unik oplevelse kan sjældent gentages og deri ligger måske netop værdien. Det er det følgende et eksempel på. Jeg er oppe at køre lige nu og det har fået mig til tasterne, men det er ikke sikkert at musikken i sig selv er værd at vende tilbage til.

Nu ikke mere højtsvævende prolog! Tillad mig at præsentere et stykke moderne kompositionsmusik. Det særlige ved musikken er at den ikke afspilles fra et msdium, som en CD eller en MP3-fil, men fremføres live af en mikro-chip, som er indsat i en “jewel case” (Standard-CD-cover), som blot skal sluttes til en forstærker med højtalere. “1 bit” -musik defineres som low-fi og er den allerlaveste digitale repræsentation af musik.

Tristan Perich: 1-Bit Symphony (Part 1: Overview) from Tristan Perich on Vimeo.

Og tag lige et smut forbi hjemmeside også – simpel og smagfuldt indrettet og præsenteret! www.1bitsymphony.com/

Jeg kender ikke meget til Sebastian Tellier, men er faldet over denne video og jeg synes den passer godt ind her på bloggen og så synes jeg bloggen kunne trænge til lidt mere erotik. Hvis du tidligere har besøgt bloggen, har du måske lagt mærke til at jeg stort set altid poster en video i mine indlæg og nogle gange kun en video. Det gør jeg fordi jeg i videoens visuelle udfoldelsesmuligheder finder en stedfortræder for albummet og albumcoveret. Det har jeg skrevet om her.

I dette tilfælde fandt jeg videoen først og blev efterfølgende interesseret i musikken – en helt gyldig måde at blive inspireret på, hvis man spørger mig.

Musikken er i hvert fald lækker, tilbagelænet, smooth og passer godt til en søndag eftermiddag.

Sébastien Tellier – Look from Record Makers on Vimeo.

http://www.myspace.com/sebastientellier

Go’ Weekend!

Devo – Satisfaction

Som en anden vaneforbryder der vender tilbage gerningsstedet, vender jeg altid tilbage til Kraftwaerks elektroniske retrounivers. På det sidste er det dog sket oftere og oftere. Et slags afhængighedsforhold har tilsyneladende taget sin begyndelse.

Det er som om Krafwerks musik har en rensende effekt på mig. Lidt på samme måde som pizza og cola kan tage de værste tømmermænd. – Måske er det tanken om den enorme indflydelse krafværket har haft på musikken siden de i 70′erne skabte musikalsk progression med deres elektroniske toner og måske er det bare forbandet god musik…?

I dag er bandets lyd hverken unik eller banebrydende mere og de sidste par udspil, og især det katastrofale Tour de france -album, har nærmest devalueret bandets status. Når jeg derimod tager turen tilbage til Trans-Europa express, The Man Machine og Autobahn bliver jeg varm og glad i mellemøret. Sidstnævnte motorvejsmusik har jeg fået ind med modermælken i mit eget barndomshjem, hvilket muligvis er endnu en forklaring på min tilknytning og fascination.

Her producerer kraftværket rå energi i en bizar tysk TV-optagelse fra en glemt tid:

Kraftwerk – “Die Roboter” (The Robots) 1978

Hold da op det er klichemættet det her! Alt fra optagelsens lokation i bakkerne med udsigt til Golden Gate Bridge i San Fransisco til de usminkede hippiepiger, der efter min bedste fordoms-kunst må bo i et kvindekollektiv. Og ja – det er en ældre bibelsk salme og nej, jeg er hverkel religiøs eller interesseret i salmer eller bibler.

Med alle disse forbehold og med frygt for at cementere billedet af min musikalske type som en indie-folk-hipster, vælger jeg alligevel at dele denne video. Jeg er helt solgt til harmonierne! Jeg kan lide den måde pigernes uslebne og lidt ru stemmer giver sangen en slags let forvrængning og udefinerbar kant af noget råt og grimt. Sangen er en udmyg klagesang og det synes jeg trioen fanger bedre end mange traditionelle kirkekor ville kunne.

Mountain Man “Babylon”

Mountain man er paradoksalt nok en kvinde-trio. Inspirationen er hentet i den nordamerikanske folkemusik. En inspirationskilde de deler med hippe navne som Bon Iver, Band of Horses 0g Fleet foxes. Bandet er i UK er signet til pladeselsbaet Bella Union, der også lægger stald til tjekkede indie-navne som Beach House, Andrew Bird, Department of Eagles og vores egne Kissaway Trail og Chimes and Bells. Bandet har for nyligt udgivet albummet “Made the Harbor”.

myspace.com/mountainmansquint

Jeg er normalt ikke en stor fan af Elvis Costello. Jeg anerkender hans virkningshistorie og hans centrale position i udviklingen af den moderne pop og rockscene, men musikken har aldrig bidt sig fast i mig. En enkelt sang har dog en plads i mit indre. Jeg kommer således fra tid til anden, i tanker om sangen “(I Don’t Want To Go To) Chelsea”. Den er sjaskcharmerende på retro-måden og den reggae-inspirerede (Men ikke alt for Happy-go-lucky) -stil i nummeret gør mig altid i godt humør.

Forleden dag, alene på cykel omgivet af marker og flankeret af Arresøen og Roskilde Fjord på strækningen imellem Frederikssund og Frederiksværk, kom jeg i tanker om denne sang (Gud ved hvorfor). Da jeg en times tid senere igen have internetforbindelse, lavede jeg en rask googling. Op dukkede nedenstående video.

Jeg deler den her fordi jeg synes den er et morsomt tilbageblik og fordi video-stilen, tøjet, Costellos mimik, farverne og hele setuppet i det hele taget, er så gennemført senhalvfjerdser-retro, at jeg jeg ikke kan holde det for mig selv. Videoen kunne snildt være lavet til et ungt Brookin-indie-band i 2010. Costellos virkelige navn er i øvrigt “Declan Patrick Aloysius MacManus” (Tak til Wikipedia). En tilføjelse jeg ikke kan modstå.

Jeg håber at mindst et par af læserne derude finder den samme fornøjelse i det aldrene hit, som jeg… Mine Damer og herrer – Eliv Costello:

Når du ser denne video – betragt det hermed som en anbefaling –  så læg mærke til dan gmale mand med cigaren med den udstoppede hund ved sin side. De fleste akustiske liveoptagelser som denne er ofte kedelige og jeg skal som regel kende musikken i forvejen før jeg gider se med. Men i denne video er jeg underholdt – om end på en lidt forundrede og foruroliget måde.

Hvad laver den gamle mand i den optagelse, hvorfor har en en udstoppet hund ved sin side og hvorfor tager de to musikere så let på sagen? Jeg er ved godt der ikke gives en forklaring og at det absurde i set up’et er virkemidlet i sig selv og det virker på mig.

Jeg finder imidlertid også nydelse i selve musikken. Jeg er voksende fan af Jakob Bellens (Den i skrædderstillig siddende sanger). Både i projektet Murder, som i videoen, men også i bandet I Got You On Tape. Melankolien og hans underspillede stil kombineret med en gennemtrængende dyb vokal er en cocktail helt efter min smag.

Optagelsen er en del af Xsessions – et nystartet site med mange tilsvarende optagelse med spændende danske bands fra den ulmende undergrund – heriblandt også I Got YouOn Tape. Se mere på xsessions.dk.

myspace.com/murderdk

myspace.com/igotyouontape

Arcade Fires nye album “The Suburbs” udkommer d. 2. august i år. En udgivelsesbegivenhed jeg må indrømme at jeg har set meget frem til. Normalt er jeg ikke typen der absolut skal være først med nyheder og anmeldelser af musik – det område er der rigeligt med musikblogs, der tager sig af. Jeg vil heller finde værdi og substans ved at søge i uventede kroge og bruge tiden på at gå på opdagelse i musikhistorien. Men en gang imellem er der bands, som optager mig så meget at jeg opbygger store forventninger til release-datoer.

Et af de bands er Arcade Fire. De to tidligere albums fra det canadiske band har været fast lytteinventar i casa del Organgrinder siden bandets gennembrud i 2004. Ikke mindst fordi jeg deler passionen med min hustru, der ved flere lejligheder har gjort mig opmærksom på tyngden og godset på tekstsiden af sangene og det er jo hendes ekspertiseområde.

Jeg har hørt rygter om at “The Suburbs” allerede er blevet leaket og jeg har måske og måske ikke sneget mig til et par appetitvækkende smug-lyt, der måske og måske ikke tegner sig som en god og lytteværdig gentagelse af AF’s gedigene indielyd. Der er under alle omstændigheder ikke lang tid til at hele verden kan lytte med på ganske lovlig vis. Og uanset om jeg måske eller måske ikke har brugt pirateriske metoder til at lytte til musikken, har jeg penge sat til side til denne udgivelse. Forleden læste jeg en anmeldelse på Rollingstone.com, hvis anmelder giver albummet fire ud af fem stjerner. Endnu en indikator for at vi kan se frem til en glimrende plade.

Nå, men for at forkorte ventetiden for de af os, der er fans nok til at være utålmodige, har jeg fundet et klip frem, som de altid sagde i TV da jeg var barn. Det er fra den dokumentariske musikfilm “Miroir Noire” og er en akustisk optagelse af sangen Neon Bible i en elevator – og som der står i den mest populære af kommentarerne på YouTube “Best elevatormusic ever”.

Bon appetit!

Jeg ved ikke helt hvorfor denne video har findet vej til bloggen. Det skaber en rigtig stemning synes jeg – det er mærkeligt og det passer til mit overophedede hedebølgehovede. Dertil skal også tilføjes at jeg har en svaghed for eksperimenterende tysk elektronisk musik fra 70′erne. Et tid-og-sted jeg anser som toneangivende, i noget der er tæt på ordets bogstavelige forstand, for store dele af det lydbillede vi bevæger os indenfor i den vestlige populærmusik i dag. – Også selvom videoen her er et nyere Remix. Hvad skal jeg mere skrive…? – Nå ja – Jeg kan også godt lide hjortene i videoen.

exerpt of a cassette concert – music composed by conrad schnitzler – remixed by wolfgang ‘sequenza’ seidel
nimation by Dani Haerle

Jeg er faldet over det amerikanske band Blind Pilot og vil gerne dele det med verden her på bloggen. Musikalsk er vi i et landskab, formet af bands som Bon Iver, Fleet Foxes, Bowerbirds og Band og Horses. Et landskab jeg ofte lader min ører tage på vandretur i. Jeg har ikke et godt argument for hvorfor det godt – Det er der bare! Og når nu dette er min personlige musikblog, vil jeg tage mig den frihed at poste lige hvad jeg vil. Jeg håber der er en læser eller to derude, der ligesom mig kan finde fornøjelse og velbehag i disse meget ukontroversielle, men lækre toner.

God søndag!

Hør mere på Bandets Myspace: http://www.myspace.com/blindpilot