Josh Tillman er tidligere trommeslager i Fleet Foxes – et band der har været svært at komme udenom, hvis du har kigget med her på bloggen. Tillman er nu, under pseudonymet Father John Misty, på trapperne med et debut-album. Første smagsprøve fra albummet, sangen “Hollywood Forever Cemetery Sings”, lover godt, selvom Tillman ikke stilmæssigt har bevæget sig langt væk fra sine skæggede venner i Fleet Foxes. Men hvad gør det, når sangen er så iørefaldende.  Under påskud af at det er musikmandag og at jeg derfor ikke behøver uddybe min anbefaling yderligere, vil jeg lade ovenstående stå alene.

Det er ikke ofte, hård guitardrevet rock finder vej til bloggen. Og da slet ikke den 90er inspirerede, post-grundgede af slagsen. Den oboservante læser vil vide, at jeg fra tid til anden ligefrem langer ud efter rock-genren. Jeg kan f.eks. finde på at skrive, at den skal forny sig radikalt eller overgive sig til sin skæbne som fortidsmusik. Fornyelse hører jeg ikke meget af på Mastodons nyeste album The hunter og alligevel er jeg ikke på et negativt ærinde i dag. Faktisk har jeg sat mig til tasterne for varmt at anbefale pladen. The Hunter er et habilt og veludført stykke rockhåndværk. Det bedste i lang tid.

Jeg ved ikke helt hvor filmen knækker for mig. Jeg modsiger jo mig selv. Heldigvis er der et bidskab at udlede. En pointe, som jeg ikke selv havde set, da jeg begyndte at skrive: Musik kan ikke sættes på formel! Genrer er, og vil altid være, et uperfekt forsøg på at ordne musikken. Vi har brug for orden og tilstræber det i mange sammenhænge, der ikke lader sig ordne. Ofte bryder musikken imidlertid ud af sin genre, overrasker os indenfor sin genre eller lader sig slet og ret ikke indfange i en genre. Det er der en grund til. Musikkens æstetiske sjæl lader sig nemlig ikke indfange og det er lige præcis, hvor jeg fejler, når jeg prøver at skriver noget generelt om rockmusikken. Jeg tror jeg har fået øje på en tendens, men bliver modbevist af mit øre. Mit øre får næsten altid det sidste ord i når det kommer til min musiksmag, uanset hvor hårdt jeg kæmper imod. Mit øre overtrumfer fornuften og trangen til orden og dikterer hvad jeg kan lide og ikke lide, også selvom jeg ikke havde ønsket eller regnet med at kunne lide det. Kære øre, tak for det! De situationer, hvor min spontane fascination af et stykke musik går i clinch med min intellektuelle forståelse er meget værdifulde. De får det til at kildre i og jeg vågner og koncentrerer mig om musikken, for jeg ved pludselig ikke helt hvad der foregår.

Nok af mit selvfede sludder for nu. Tillad mig nu at henlede opmærksomheden på musikken og videoen. Mit øre og mit øje, der nu også havde noget at skulle have sagt, fældede en positiv dom og hjernen fulgte snart efter. Om du kommer til at opleve det samme tør jeg ikke garantere, men for mig var det rejsen værd og jeg synes virkelig, videoen er et kig værd.

Mastodon – The Hunter @ Spotify

Den forgangne uge har været domineret af to 80er-band i min musikalske verden. Talk Talk og Echo & The Bunnymen. Hvorfor netop disse to dukkede op, kan jeg ikke huske, men har begge har været med til at bringe mig sikkert igennem nogle lange aftener med hjembragt arbejde. Grupper er dannet næsten samtidig i hhv. 1981 og  1979 og opløst i hhv. 1991 0g 1993. Også geografisk er de tæt på hinanden. Talk Talk er fra London og ETB fra Liverpool. Mit øre har øjensynlig haft behov for musik med netop de spatiale og temporale kvaliteter (Jeg beklager, men jeg havde sådan lyst til at bruge det begrebspar).

Det kan være svært at finde gode videoer med bands fra den tid, så jeg blev glad da jeg fandt “rigtige” musikvideoer til to af det to bands største hits. Så kære læser, tag med et smut tilbage til midtfirserne. Tilbage til New Wave-musikkens sidste dage. Til en tid hvor et pophit stadig kunne være krydret med lidt weltschmerz.

Talk Talk – “Life’s What You Make It” fra albummet The Colour Of Spring fra 1986

Tak til @Rune_Ha

“Killing Moon” fra albummet Ocean Rain fra 1984

Talk Talk – The Colour Of Spring @ Spotify

Echo And The Bunnymen – Ocean Rain @ Spotify

Jeg kan godt li’ denne video fra amerikanske Cloud Nothings. Den minder mig om en scene fra en film. Jeg får lyst til at vide hvad der går forud for den besynderlige rejse i gulvhøjde. Jeg har lyttet en smule til musikken inden jeg faldt over videoen her, men har nu atter smidt deres aktuelle album Cloud Nothings på playlisten.

Jeg har for vane at skrive hvor et band er fra, når de havner på blogger her. Hvis de er fra USA noterer jeg endda gerne hvilken stat de kommer fra. Det gør for traditionens skyld, men også fordi det er nemmere at slå fast en genrer og musikalske referencer. Clouds Nothing er fra Cleveland Ohio. Bandet er iøvrigt mere eller mindre et soloforetagende fra en vis Dylan Baldi.

facebook.com/cloudnothings

Cloud Nothings @ Spotify

Cloud Nothings @ WiMP

Hver gang Justice lægger en ny musikvideo på internettet, smider jeg hvad jeg har i hænderne og hengiver mig i begejstring til deres storladne univers. Jeg er vel en slags fan.

For mig er Justice et af de sidste rockbands. De viderebringer nogle af rockens mest karakteristiske værdier, men tilfører den også noget nyt. Sidstnævnte er essentielt, hvis den skal overleve (Hvilken jeg ikke nødvendigvis er fortaler for). På pressefotos, i musikvideoer og i interviewes ligner Justice ofte rockmusikere fra 70erne, klædt sig i sorte læderjakker og solbriller. Deres stil og attitude er rebelsk, småchauvinistisk og megalomanisk – ganske som glamrocken i sin storhedstid. Og ja, jeg er klar over, at det er ironiske virkemidler, men det har det også været for mange af deres forgangsbands.

Der hvor Justice for alvor adskiller sig fra genkendelige rocktraditioner, er selvfølgelig at musikken er elektronisk og ligefrem club’et. Duoen udsender stort set lige så mange remix’es, som egne kompositioner og på scenen står de bag en pult i stedet for at opføre sig som en flok bavianer med instrumenter. De bruger klicheerne hvor det har en virkning, men vil noget nyt. Derved adskiller de sig, i min optik, både fra deres frænder på rockscenen, men også fra deres ofte ligeså klichefulde kollegaer fra den elektroniske verden.

Jeg har valgt at bruge coveret til EP’en “On’n'on” som indlægsbillede. Den skabte vistnok en del kontrovers og måtte flere steder censureres - ikke på grund af de bare bryster, dem har man efterhånden lært at leve med i populærmusikkens verden, men på grund af hånden i skridtet. En sand sejr for den del af Justice, der kører på rockens værdier. Husk at vendingen “Rock n’ Roll” oprindeligt blev brugt om et samleje.

Videoen skal bare nydes. Den kræver ikke kritisk stillingstagen, symboltolkning eller store analyser. Den skal indtages som en hyldest til fortidens drengede rockikoner og sine lækre billeder af skelletter, nøgne damer i det ydre rum.

Se også denne fan-skabte video til samme sang, der heller ikke undgår det seksuelle.

Justice @ Spotify

Justice @ WiMP

Jonathan Wilson er en amerikanst sanger og sangskriver fra fra staten North Carolina. Han debuterede i efteråret med albummet Gentle Spirit. Tre numre inde i albummet mødes man med sangen “Desert Raven”. Et nummer, der har en meget iørefaldende guitarfigur, der spilles igen og igen i løbet af sangens mere end seks minutter. Stilen er retrospektiv i en grad, hvor man skal være uhyre dygtig for at det ikke bliver intetsigende. Den læner sig især, i mit øre, op af Neil Young, når han er folk-musiker vel at mærke.

Wilson er signet på pladeselskabet Bella Union, der i sin tid blev grundlagt for at udgive plader for cocteau Twins og som sidenhen er blevet et velrenomeret indie-selskab, men ry for at give sine artister en høj grad af kunstnerisk frihed. Pladeselskabet har navne som Fleet Foxes, Beach House og Josh T. Pearson i hus, men arbejder også med en del danske kunstnere – f.eks. Our Broken Garden og Treefight for Sunlight.

Videoen er lidt stenet, både i bogstavelig og overført forstand, men det er musikken også, så enderne mødes godt.

Via @martinibsen

I sommers skrev jeg et indlæg om Danger Mouse, der i samarbejde med Daniele Luppi, netop havde udgivet albummet Rome. Med Jack White og Norah Jones på vokal skabte de to et cool, filmisk og retrolækkert soundtrackalbum, der i mere end almindelig grad kaldte på at få billeder til.

Nu har Mouse og Luppi, offentliggjort en video til sangen “Two Against One”. Den er instrueret af en af tidens mest interessante musikvideoinstruktører Chris Milk, der ud over sin opsigtsvækkende video til Arcade Fire’s “Wilderness Downtown”  også har lavet videoer for navne Kanye West og Gnarles Barkley og stod bag den posthume, crowd sourcede video til Johnny Cash ”Ain’t No Grave” fra 2010.

romealbum.com

Danger Mouse & Daniele Luppi – Rome @ Spotify

Jeg har meget lyst til at give en grundig introduktion til Anna Calvi. Hun interesserer mig meget. Desværre har jeg imidlertid hverken tid til at skrive tekst eller lave research, så du må nøjes med musikken og billederne. Jeg har, som altid, indsat links til hjemmeside og Spotify sidst i indlægget.

annacalvi.com

Anna Calvi @ Spotify

J. Irving Dally er en amerikansk sanger-sangskriver. Han har endnu ikke udgivet et helt album, men to EP’er, som begge kan høres på Spotify via linket nedenfor. Musikken er perfekt til en stenet søndag aften.

jirvindally.net

jirvindally.bandcamp.com

J. Irvin Dally @ Spotify

I dag skal vi til England. Southhampton. Bandet Band of Skulls spiller rockmusik, med rødder i nogle meget traditionelle og til tider banale rocktraditioner. De slægter tydeligvis på ældre landsbands som Led Zeppelin og Cream i deres bluesede tilgang, simple guitar-riffs og powerakkorder. Heldigvis leverer de varen med så stor overbevisning og selvtillid at de skiller sig tydeligt ud fra den alt for store mængde af unge bands, der begiver sig ud i den genre.

Band of Skulls har en enkelt udgivelse bag sig - Baby Darling Doll Face Honey fra 2009. Nu er der et nyt album på vej, som i følge kilderne rammer handelen d. 21. februar 2012. Herfra har de allerede nu udsendt singlen “The Devil Takes Care of His Own”, som er leveres sammen med denne video.

bandofskulls.com

Band Of Skulls @ Spotify

Band Of Skulls @ WiMP