Chromatics fortolker Neil Young
tirsdag, februar 14th, 2012
Jeg har en svaghed for coverversioner. Jeg er tiltrukket af den energi der opstår, når man udfordrer det velkendte. Når man tager en velkendt melodi og placerer den i en ny musikalsk kontekst. Det forstyrer og behager øret på én gang. Det er ikke nødvendigvis nemt at opnå. en coverversioner er en fortolkning – og det kaldes de også under tiden. Når man fortolker noget, udlægger man det på sin egen måde. Man fremhævder det vigtigste og det bærende og omsætter det til sit eget sprog. Selv i jura handler en fortolkning om at præcisere meningen med en lovtekst.
Det handler altså om at finde meningen med et stykke musik og udlægge det på sin egen måde. Her mener jeg selvfølgelig ikke meningen med teksten. Den bliver i det fleste tilfælde genbrugt ord for ord. Nej, det handler om at finde essensen i musikken, budskabet, kernen. Det handler om at finde den egenskab, den stemning, den følelse, det groove, den rytme, den produktion eller hvad det end er, der er særligt ved nummeret og give det videre på sin egen måde. Det er langt fra alle fortolkere, der er gode til det eller stræber efter det for den sags skyld.
Det sker til tider ligefrem at en coverversion er bedre end originalen. Måske fordi fordi den kunstner der skrev den, ikke selv havde set den sande mening. Vi mindes i disse dage Whitney Houston. en af hendes største hits er ”I Will Always Love You” er skrevet af Dolly Parton, men jeg har altid synes at Whitneys version var bedre. I dette tilfælde er originalen ikke overgået, men det gør det ikke til en dårlig version. Chromatics har i høj grad indfanget det essentielle i sangen, mens de tager den over i et helt andet musikalsk univers. Fortolkningen er selvfølgelig loyal overfor tekstens budskab om forkortede skæbner indenfor rockmusikken og udførelsen er ligesom i originalen tro mod tekstens budskab. Men, der er også et lag mere. Der er noget i produktionen, som føles meget rigtigt. Noget ubeskriveligt. Det noget, der får den til at være god.
