Jeg har meget lyst til at give en grundig introduktion til Anna Calvi. Hun interesserer mig meget. Desværre har jeg imidlertid hverken tid til at skrive tekst eller lave research, så du må nøjes med musikken og billederne. Jeg har, som altid, indsat links til hjemmeside og Spotify sidst i indlægget.
J. Irving Dally er en amerikansk sanger-sangskriver. Han har endnu ikke udgivet et helt album, men to EP’er, som begge kan høres på Spotify via linket nedenfor. Musikken er perfekt til en stenet søndag aften.
I dag skal vi til England. Southhampton. Bandet Band of Skulls spiller rockmusik, med rødder i nogle meget traditionelle og til tider banale rocktraditioner. De slægter tydeligvis på ældre landsbands som Led Zeppelin og Cream i deres bluesede tilgang, simple guitar-riffs og powerakkorder. Heldigvis leverer de varen med så stor overbevisning og selvtillid at de skiller sig tydeligt ud fra den alt for store mængde af unge bands, der begiver sig ud i den genre.
Band of Skulls har en enkelt udgivelse bag sig - Baby Darling Doll Face Honey fra 2009. Nu er der et nyt album på vej, som i følge kilderne rammer handelen d. 21. februar 2012. Herfra har de allerede nu udsendt singlen “The Devil Takes Care of His Own”, som er leveres sammen med denne video.
Den franske elektro-duo Air udgiver et nyt album d. 6 februar. Titlen bliver, som antydet i overskriften, Le Voyage Dans La Lune – “En rejsen til månen”. Navnet er taget fra den 110 år gamle kult-film af den franske instruktør Georges Méliès. Filmen er netop blevet restaureret, for at blive vist på filmfestivaler verden over. I den sammenhæng opsøgte man de to musikere i Air og spurgte om de ville skrive ny originalmusik til filmen. Jeg forestiller mig ikke at det har været en svær beslutning. Det blev man fra bandet så tilfredse med at man nu har valgt at udgivet numrene som et traditionelt album.
Herunder kan får du en smagsprøve og en lille tur til månens farlige land.
Se mere på aircheology.com
Af udelukkende egoistiske årsager har jeg kigget mit års musiklytning igennem. Jeg læst læst en masse blogindlæg med årets bedst dit og årets bedste dat, jeg har været på en tur tilbage på bloggen her, jeg har analyseret min Last.fm-konto, jeg været en tur omkring mine stjernemarkeringer i Spotify og så har jeg vredet hjernen for at komme i tanker om de vigtigste udgivelser fra 2011. Det blev til en Spotify-playliste, som jeg er helt stolt af. Listen er derfor mit bud på de bedste sange fra året 2011.
Mange af mine valg er klichefulde og forudsigelige, det vil jeg ikke løbe fra, men forhåbentlig er der også et par overraskelser og lækkerbiskener imellem – det synes jeg! Derfor vil jeg gerne offentliggøre listen her på siden.
Her er den: Torbens totusindeogelleve top-tracks
Der kommer muligvis flere tracks til, hvis jeg får tid til yderligere tilbageblik.
godt nytår derude!
Jeg har lige haft en af den slags oplevelser, der ville gøre mig til en dårlig blogger, hvis jeg ikke deler den. En af den slags musikalske opdagelser, hvor man smider hvad man har i hænderne og fordyber sig spontant og betingelsesløst i nogle nye toner. Det drejer sig om bandet Extra Classic Fra San Francisco. Indtil for en time siden var de mig totalt ukendte. Nu føles det som om de har været der altid, hvilket givetvis også hænger sammen med bandets tilbageskuende stil.
Det var sangen “Give Me Your Love”, der trods sin klichefulde velkendthed ramte mig lige i min følelsesmæssige akilleshæl. Stilen er 70er-lækker og soulinspireret med 1-2-3-4-trommer og masser af veludnyttede retro-instrumentering. Efter at have lyttet til sangen 4-5 gange i træk gik jeg på opdagelse i resten af deres lydunivers. Til min forundring, og hurtigt også min fornøjelse, var resten af sangene under en kraftig Jamaica-indflydelse. Det i en grad, så en reference til Boney M er på sin plads.
Jeg ved ikke om musikken er langtidsholdbart eller om jeg bare trængte til nogle varme og trygge toner i decmbergråvejeret, men den umiddelbare oplevelse ved at opdage dem, var så stor at gravede mig ned foran computeren midt i gaveindpakning og rødkålskogning for at dele den.
“Give Me Your Love” er afslutningsnummeret på debutalbummet Your Light Like White Lightning, Your Light Like A Laser Beam, som fandt vej til offentligheden tidligere på året. Først har jeg indsat den officielle video til sangen og derefter en optagelse fra sitet theneighborhood.tv, hvor jeg selv opdagede den.
I fald jeg ikke få blogget i morgen vil jeg lige indskyde et hurtigt “glædelig Jul”.
13&God er en kollaboration imellem nogle tysle og nogle amerikanske musikere. De kommer bla. fra de to grupper The notwist og Themselves. Musikken lander i et utraditionel blandingspunkt imellem indie-pop, electronica og hip hop. Et velfungerende et, vel at mærke. Det skyldes primært de lækre produktioner, fængende hooks og i dette tilfælde den meget stemningsskabende video.
I foråret havde jeg en lille flirt med sangen “Old Age”, som var i heftig rotation. Den kan høres herunder. Både “Old Age” og “Armored Scarves” er at finde på albummet Own Your Ghost fra 211.
Normalt handler det om musik her på siden, men i dag skal det handle om film. Jeg elsker film. Jeg er eskapist af den værste slags. Jeg er afhængig af flugten, eventyret og den alternative virkelighed man finder i i filmens verden. Jeg afskyr socialrealisme. Jeg vil underholdes. Jeg vil tages væk og ikke mindes om virkeligheden.
Kees van Dijkhuizen jr. er en 18årig filmskole-studernde fra Holland. Han deler tilsyneladende min smag. Han har lavet en serie af montager med titlen [The films of]. Her hylder han i korte billedkollager sine (Og mine) favoritinstruktører. Hvis man som jeg har ser de fleste af filmene, er det et hurtigt film-fix af gide minder fra nogle af filmhistoriens helt store øjeblikke. Fik jeg sagt at jeg elsker film?
Jeg har en indrømmelse. Jeg bruger bloggen her som en øvelse i at skrive god tekst i en fart. Det er en evne jeg har brug for i min professionelle hverdag. Ofte har jeg ikke tænkt over hvad der skal stå, før jeg sætter mig til tasterne. Øvelsen består i bare at begynde at skrive og få det redigeret og rettet så hurtigt som muligt. Fidusen er selvfølgelig at jeg ikke mister læsere på det samtidig. Normalt vil jeg derfor lave lidt mere research end jeg har gjort her eller forsøge at gøre indlægget personligt eller humoristisk. I dette tilfælde derimod, havde jeg ikke meget at sige om musikken eller andre vedkommende ting, for den salgs skyld. Derfor blev det til et lille kig bag kulisserne i stedet.
Selvom jeg ikke kan byde på noget interessant at læse, skal det stadig være relevant at besøge siden, så du skal ikke snydes for musik. Jeg har fundet og indsat to videoer med Bandet Yellow Ostrich (Gul Struds, hvis du var i tvivl), som jeg synes er gode. Bandet er en trio fra New York og udsendte tidligere på året debuten “The Mistress”.
Tak for din tid.
Så kom der endelig en video fra det nye album (Metals 2011) fra den canadiske sangerinde Feist. Jeg har glædet mig til at præsentere hende her på bloggen og det nye album får hermed en varm anbefaling med på vejen. Jeg er betaget af hendes intime og karakteristiske sangstil, hendes finurlige klaverfigurerer og hele stemningen i hendes musik. Videoen er ikke videre ophidsende, men underbygger stemningen i sangen godt.
