Jeg har været alt for længe om at skive om dette projekt. Især fordi jeg selv har været involveret i web-delen af det. Jeg synes projektet er spændende fordi det er ambitiøst, fordi det udfordrer den traditionelle måde at udgive og sælge musik og sidst men ikke mindst fordi det hele er lykkes!

Michael Møller, der også er frontmand i Moi Caprice, har skrevet og indspillet 31 sange om ugengældt kærlighed – én til hver dag i maj. De 31 sange har været tilgængelige i løbet af maj måned på hjemmesiden amonthofunrequitedlove.com, hvor de i øvrigt stadig kan streames. Efterfølgende er det lagt ud til brugerne, om de finder projektet værd at investere i inden der trykkes fysiske eksemplarer. Doneres der penge nok får alle donatorer de 31 sange tilsendt på enten CD eller Vinyl.

Der er tale om 31 smukke og meget velskrevne sange. Den høje kvantitet er tilsyneladende ikke gået ud over kvaliteten og det er en imponerende bedrift fra Møllers side. Jeg kan ikke anbefale det nok, at du giver sangene et lyt. Der er skrevet mange pæne ord om projektet allerede. Ord, der også afspejler hvordan jeg har det og ord der er meget bedre end mine. Tillad mig derfor at henvise til en anmeldelse i Information d. 6. juni 2011 af Klaus Lynggaard. Her er i øvrigt hvad han skriver om konceptets forretningmodel.

“At Møller hver dag, i løbet af de 31 af slagsen, som tilsammen udgjorde maj måned, valgte at give én af disse sange gratis væk på et dertil indrettet site, skal vel ikke kun tolkes som et udslag af godhed. Men snarere som en logisk konsekvens af, at den jungle, som internettet nu engang er, har muliggjort en musikspredning uden sidestykke. Oven i købet fuldstændig vederlagsfrit, for man downloader jo lortet gratis, det er godt nok illegalt,but who cares? Personligt lider jeg jo af den vrangforestilling, at folk skal have penge for deres arbejde ikke kun rørlæggere og advokater, men såmænd også sangskrivere. Men da de færreste er indstillet på det, har Møller altså valgt at give dem bort, og så kan folk betale for dem, hvis de har lyst. Det er helt sikkert billigere end at få lavet en cd, som ingen vil købe. Hvorom alting er skaf Dem dog adgang til denne sangskat, hvordan De end bærer Dem ad. De vil ikke fortryde det. Den er nemlig helt fantastisk, ja, man fristes til at sige alle pengene værd.”

Du kan stadig nå at donere penge til projektet og blive ejer af et fysisk eksemplar af sangene – se mere her.

These Days Are Cruel And Long

-
-

As You walk Away

-
-

Where the Wind blows

-

amonthofunrequitedlove.com

Læs også hvad jeg har skrevet om konceptet på Making-Waves.dk.
-

Læs også:

• The Eclectic Moniker – We’re Soldiers in a Silent War
• Thulebasen – Hvad synes jeg om dem?
• Hvem er Indians?
• WhoMadeWho – Inside World
• Sleep Party People – A Dark God Heart

Jeg har været længe om at give Thulebasen en chance. Jeg plejer ellers at være meget opsøgende og interesseret i eksperimenterende og grænseprøvende populærmusik og “eksperimenterende” og “grænseprøvende” er to prædikater, jeg ikke er sen til at bruge om Thulebasen, nu hvor jeg endelig har fået lyttet. Jeg er ikke blæst væk, men jeg er interesseret og splittet og det har givet anledning til en lille anmeldelse.

Stilen i Thulebasens musik er usammenhængende på den fede og kontrollerede måde. Rytmen er stabil og pumpende, mens toner, klange og tekster får friere spil. Musikken bevæger sig hele tiden imellem to positioner. Én hvor den er harmonisk og iørefaldende og én hvor den er støjende og skæv. Det gør det til en udfordrende og til tider anstrengende oplevelse at lytte til, men i kraft heraf også en spændende oplevelse som er værd at give en chance.

Lyden og produktionsstilen sender mine tanker tilbage til de grimme 90ere, hvor grunge-musikken med sine støjende guitareffekter og tre barré akkorder spillede sig til en plads i mit forvirrede teenagehjerte. Dengang som nu var det en befriende modvægt til det rene og pæne i mainstreammusikken. Den modvægt finder jeg også i noget af i Thulebasens musik. En modvægt jeg – og musikken i det hele taget – har brug for. En modvægt, der sikrer at udviklingen ikke går i stå. Jeg er tiltrukket af  musikere, der med deres musik råber vagt i gevær overfor ensretning og populisme på hitlisterne. Musikere der med deres musik fortæller os, at der er andet end skabelonhits og kendisser at komme efter i musikken og at al “populær” musik ikke behøver være midtersøgende eller rette sig ind efter mindste fællesnævner for at have en berettigelse i verden. Det er musik som denne, der gør at jeg igen kan nyde en god popsang fra Lady Gaga uden at føle at musikkens lod er ren massetilfredsstillelse og efterspørgselsdækning.

Her stopper min begejstring for Thulebasen imidlertid også. Jeg tager, som du måske kan fornemme, hatten af for unge musikere der tør udfordre konventionerne på en intelligent måde og ikke måle deres succes i massernes gunst og penge. Spørgsmålet er bare om det er det, der sker her? Thulebasen er også overeksponerede, overhypede og overfladiske i deres udtryk. Især i den måde de profilerer sig ved siden af musikken – og det går mig på nerverne. I en tid hvor hipsteren står så meget for skud savner jeg nogen, der tør stå frem med et mere menneskeligt og usnobbet ansigt. Jeg foretrækker ærlig virkelyst og spilleglæde frem for påtaget ironisk distance og niche-arrogance. Sidstnævnte vibe er desværre den jeg samler op, når jeg tager en tur rundt i Thulebasens univers.

Splittelse er godt. Det får mig til tasterne og det får mig til at huske hvorfor jeg holder af musik. Uanset hvad jeg ender med at synes om Thulebasens musik, skylder jeg dem en tak for ikke at gøre det for nemt.

Videoen herunder er Thulebasen, når de er bedst. De syrede billeder og overdrevne effekter underbygger musikken perfekt.-

Thulebasen – Monster from TAMBOURHINOCEROS on Vimeo.

-

thulebasen.com
-

Læs også:

• The Eclectic Moniker – We’re Soldiers in a Silent War
• Michael Møller – A Month of Unrequited Love
• Hvem er Indians?
• WhoMadeWho – Inside World
• Sleep Party People – A Dark God Heart

Forleden blev jeg ringet op af en journalist fra avisen Urban, der gerne ville høre min mening om DRs nye radiokanal P6 Beat. Den var jeg selvfølgelig mere end villig til at give hende. Jeg har selv skrevet i rosende vendinger om kanalen her på bloggen.

Jeg tillader mig at dele den i en affotograferet version. Det gør mig nemlig både stolt og glad at jeg tituleres som musiknørd. Om det er fortjent vil jeg ikke gøre mig til herre over.

-

-

Læs også:

• P6 Beat – Radio efter mit hjerte

Radiohead er et af de gerningssteder jeg oftest vender tilbage til. Min nære tilknytning til gruppen har varet i over 15 år, hvilket er lang tid for mig. Jeg er spændt hver gang de er på gaden (eller i cyberspace) med ny musik. Det aktuelle album “The King Of Limbs” har ikke været en undtagelse. Selvom jeg er en smule skuffet over manglende udvikling og innovation, som normalt er nogle af de egenskaber der tiltrækker mig ved Radioheads musik, er det rart og trygt at være tilbage i deres eksperimenterende lydunivers.

Derudover vil jeg isærdeleshed gerne anbefale videoen til sangen “Lotus Flower”, der var første officielle livstegn fra albummet. Thom Yorke, som kan bryste sig med betegnelsen stort idol for Torben Eik, er en spændende karakter. Han er både grim, kikset, cool og dragende på samme tid. Både i rollen som sangskriver, vokalist og danser.

.

Læs også:

• Fixers – Iron Deer Dream
• MODESELEKTOR og Thom Yorke – Shipwreck
• Naturfilm, insekter, Radiohead – “All I Need”
• Radiohead + Franco Zeffirelli
• Gary Jules / Radiohead Mashup – Mad World / High and Dry

ANR hed tidligere Awsome New Republic. Jeg kendte dem ikke før nu og synes personligt navneændringen er på sin plads. Miami-duoen er albumaktuel med “Stay Kids” hvorfra sangen “The EndlessField of Mercy” også kommer.

Musikken har jeg ikke så meget at skrive om, men videoen synes jeg er både sjov, ulækker og gennemført. Jeg provokeres af det tykflydende amerkanske setup, det bibelske lys, retrostilen og hvad der i det hele taget må betragtes som en ironisk kommentar til den amerikanske skønhendskonkurrencen. Pigernes oerfladiske tårer, sejrsfakter og de forstenede forældre i publikum er i dirket konflikt med ANRs tilbageholdende poplyd. Det skaber spænding. Tab og vind med sammen sind piger!

Se mere på myspace.com/anrmiami

Læs også:

• Ingen lignende indlæg

Jeg har tidligere skrevet om det danske band Altmodisch, men sidste gang drejede det sig om en musikvideo. Denne gang har jeg brugt ørerne og nærlyttet den Selvbetitlede Altmodisch-EP. Den er udgivet på det nye spændende pladeselskab Rust Music i starten af februar i år. 

Kort om Rust Music

EP’en ‘Altmodisch’ bærer nederste i højre hjørne tallet 05 (Som ses på voveret foroven). Det er fordi det er den femte udgivelse på pladeselskabet Rust Music – så simpelt er det. Det er en fed detalje synes jeg, men jeg kan ikke rigtig redegøre for hvorfor. Pladeselskabet proklamerer på deres hjemmeside: “Rust Music udgiver remixes, liveoptagelser og sideprojekter.” og ” Vi satser på nicheproduktioner, som ellers ikke finder vej til plademarkedet.“. EP’en fra Altmodisch indholder ikke remixes eller liveoptagelser og den er ikke et sideprojekt, så Altmodische bliver altså betragtetsom en nicheproduktion. Det gør den interessant syes jeg og glæder mig til at følge pladeselskabet i fremtiden. 

Om EP’en 

Jeg er oprigtigt glad på bandets vegne for at de har fået muligheden for at udgive nogle sange på dette nye pladeselskab. Jeg bifalder ethvert pladeselskab, der udgiver musik, som ikke umiddelbart passer ind hos mainstreampladeselskaberne. Genren er indietronica eller electro-pop/rock. Ikke genrer jeg har beskæftigen mig meget med her på bloggen, men lovningen om nichemusik har vagt min interesse. her er mine beskedne tanker om musikken.

Først og fremmest har bandet en virkelig lækker gennemarbejdet og gennemtænkt lyd! Grundforståelsen af musik kommer, så vidt jeg kan høre, fra rockmusikkens traditioner, men Altmodisch formår at tilføre et hav at interessante nye elementer – Ikke kun elektroniske. Musikken er stemningsmættet og oprigtig rar at have i ørerne. De fire tracks er velproducerede og knivskarpe i kvaliteten. Der benyttes flittigt elektroniske elementer, samples og beats, men jordforbindelsen holdes hele tiden især med med guitar og trommer. De klanglige elementer i musikken er afvekslende, og nye lyde og instrumenter introduceres i hver sang. Mine tanker ledes hen på alt fra Sigur Rós til Radiohead og Kashmir.

Desværre må jeg sige at sangene stræber så meget efter at være stemningsfulde og malende at det gør helheden en smule kedelig. Jeg fornemmer tit et energisk potential i sangene, som aldrig forløses. Det er som om der bygges op til noget stort, som aldrig indtræffer og det er irriterende. Sangene mangler simpelthen spændingskurve, og når jeg ikke er opmærksom, glider musikken i baggrunden i mit hoved. Jeg efterlyser noget mere pumpende rockenergi – ikke hele tiden, men bare et skud energi ind imellem til at ruske lidt op i det hele. Når det er sagt er jeg faktisk meget begejstret for Altmodisch’ lydlige drømmeunivers og EP’en er neærmest perfekt til en sen aftentime, når man skriver blog.

Om navnet

Til sidst er der en bemærkning at knytte til bandets navn. “Altmodisch” er skam et dansk ord – det betyder “gammeldags”. Det er fedt synes jeg, fordi bandets lyd bærer så meget præg af de allernyeste elementer fra det elektroniske univers. Jeg læser det som en humoristisk kommentar til musikkens tilbøjelighed til at bevæge sig i mode-mønstre, der hele tiden griber tilbage til retro-lyd. Man kan også se det som en manifestation af en tendens i musikken, til at dyrke det nyeste nye, men holde fast i det gamle. Jeg ved ikke om jeg har fat i noget, men et skægt navn er det!

www.bandbase.dk/altmodisch

Læs også:

• Bloggen krydser sine spor – en Video fra AVE
• Musikvideoen er det nye albumcover
• Musikbrancen i år 2025 – Musikparlamentet # 3

En repræsentant fra det kunstneriske, fynske rockband AVE, sendte mig forleden en e-mail med den nyhed at AVE, ledsaget af Odenses symfoniorkester og Herning drengekor, skal åben SPOT festivalen . Jeg skrev tilbage og spurgte om han kunne sende mig noget lytte-materiale. Det modtog jeg i går i et brev. Et brev, der er så fint, at det alene fortjener omtale.

AVE bevæger sig stadig i undergrundens skygger i det danske rocklandskab, men det er øjensynligt ved at ændre sig. At åbne SPOT festival er ikke en ubetydelig begivenhed og slet ikke når man er i selskab med et drengekor og et symfoniorkester. Jeg synes det er spændende, når man blander virkemidlerne i musik, som f.eks. et rockband og et symfoniorkester. Jeg vil således være at finde til koncerten på SPOT med en fadøl og en operakikkert! – læs mere her.

bandbase.dk/ave

Jeg vender tilbage med et separat indlæg om selve musikken, når jeg har haft tid til fordybelse. EP’en Follow your Saint, som jeg har fået tilsendt, er allerede i rotation herhjemme og selvom den er udgivet helt tilbage 2006, håber jeg den kan tegne et billede af musikken. Rygterne siger at AVE er klar med et debutalbum senere i år og muligvis med en liveoptagelse af den omtalte koncert.

Anmeldelse af et promo-brev

I dette indlæg vil jeg gerne dvæle lidt ved selve det brev jeg fik albumet tilsendt i. Jeg har fotodokumenteret det, så læseren kan dele lidt af min fornøjelse. Det er fedt at få tilsendt et promo-musik man godt kan li’, men i dette tilfælde var brevet en oplevelse i sig selv.

Brevet var først og fremmest lavet af lækker, groft og rustikt papir. Det var forseglet med et gammeldags, mørkerødt laksegl, stemplet med bandets logo. I Danmark siger man, at man ikke må dømme en bog på omslaget, men i Japan siger man at man først spiser man med øjnene og derefter med munden (I dette tilfælde: ørerne). I disse digitaliserede Itunes- og TDC PLAY -tider, var det en derfor en spændende oplevelse at modtage denne type promo-CD. Jeg må derfor tilstå at jeg var den perfekte modtager til denne markedsføringsstrategi.

-

Læs også:

• Hvad er elektronisk musik? del 8. – Hvad er en genre overhovedet? – Et interview med Oh No Ono
• Hvad er elektronisk musik? del 6. – Muligheder og faldgruber – Atoi og elektronisk musik
• Hvad er elektronisk musik?
• Bloggen krydser sine spor – en Video fra AVE

For et par uger siden skrev jeg om det betagende islandske orkester Hjaltalín. Siden har jeg været i kontakt med bandets islandske pladeselskab Kimi Records, fået tilsendt albummet og er blevet større fan af islandsk musik. Både Hjaltalín og Kimi Records udmærker sig på en række punktet og følgende indlæg handler derfor om dem begge.

Hjaltalín

Først og fremmest en kort anmeldelse og nogle ord om bandets musik. Jeg har lyttet til albummet ”Sleepdrunk seasons” hvis titel giver er meget forkert indtryk af stemningen. Det unikke ved hjaltalíns stil er den glæde og legesyge, der skinner igennem. Normalt bliver jeg hurtigt træt af musik, der udstråler for meget begejstring og ’feel-good’, men det gør jeg bare ikke af Hjaltalíns musik.

Selvom der spilles og skrives med store armbevægelser bliver ambitionsniveauet aldrig flyvsk, og lader sig aldrig friste billige teatralske metoder. Der er tale om sofistikeret indie-musik, uanset hvordan man vender og drejer det. Af denne grund er jeg også meget mere tilbøjelig til at hyldes den postivie energiudladning og rendyrkede glædesfølelse, der ustråler fra musikken. Det skal siges, at bandet også behersker det melankolske og mørke i enkelte passager, men det er ikke omdrejningspunktet.

Grundformen er rytmisk – Rocket og flirtende, gennemstrømmet af verdensmusikrytmer. Melodistemmen er for det meste simpel og let at følge. I modsætning hertil står den meget farverige brug af instrumenter. Jeg har et sted hørt musikken omtalt som kammer-pop og det er en rammende beskrivelse. Elementer hentet fra den klassiske musik, blandes med de folkede poprytmer og resultatet er enestående.

Kimi Records

Kreative pladeselskaber med alternative tilgange til musikindustrien er ofte lige så interessant, som musikkens selv. Jeg ser det som en stor befrielse af musikkens potentiale, hver gang de store mainstream-pladeselskaber giver afkald på blot den mindste smule af deres monopol. At et pladeselskab ikke nødvendigvis er en pengegrisk kapitalistisk kooperation, er Kimi Records et levende bevis på. – Det handler om god musik og ikke om gode regnskaber, og det varmer om hjertet på en gammel indie-nørd som mig. Store dele af selskabets daglige drift sker fra ejerens køkken i byen Akureyri og det siger noget om engagementet. For at bevare kunstnernes kunstneriske frihed, har pladeselskabet et princip om at de aldrig binder artisterne mere end et album ad gangen.

Jeg har tilladt mig at sakse lidt tekst fra Kimi.net.

”The labels owner, Baldvin Esra, is fed up with bad music brainwashing the icelandic public through bad radio and glamourous commercials and kimi records is his way to fight the machine. Kimi is an icelandic word for corner.”

Jeg kan med garanti love at jeg vender tilbage med flere interessante Historier fra Kimi Records, for de har et overflødighedhorn af spændende kunstnere i stald, men indtil da kan du selv gå på opdagelse her:

www.kimirecords.net

Læs også:

• Dead Skeletons
• Hjaltalín – En indiefanfare til bloggens nye logo
• Hjaltalín – koncertanmeldelse af et islandsk håb

Mimas er dansk alternativ rock på nippet til et internationalt gennembrud. Du har måske ikke hørt om dem endnu, men det kommer du til. Udover hjælpefulde meritter som airplay på BBC1, flotte anmeldelser herhjemme og i udlandet, samt stor efterspørgsel på billetter til sommerens Europa-turné, har bandet nu også en fan her på bloggen. Stilen er på en gang velkendt og frisk - men først og fremmest har bandet simpelthen forståelse for at udtrykke sig musikalsk.

Jeg er blevet taget med storm af bandet Mimas. Deres unikke forståelse for rockmusikkens muligheder betager mig og jeg lader mig forføre af de spændende nye toner. I pressemeddelelsen for albummet “The Worries”, der udkom i november, sammenlignes Mimas med bands som Pavement, Broken Social Scene og Tortoise, men man kunne også trække paralleller til Mew, Bloc Party, Interpol og endda The Cure. Med andre ord er Mimas svære at kategorisere, hvilket er en stor styrke.

Lydscenariet er eksperimenterende og udfordrer ofte grænserne for form og melodi i rockmusik – men aldrig så det bliver irriterende at høre på. Instrumenterne har hvert deres liv i sangene og spiller hver en vigtig rolle i den musikalske dynamik - som derfor aldrig bliver kedelig. Til tider er kompositionerne spinkle og uden overflødige udsving, andre gange er de mægtige og dramatiske. Vekselvirkningen af de forskellige virkemidler er veludført, men det er ikke bandets eneste styrke. Der er nemlig masser af energi, spilleglæde og begejstring at spore. Teksterne holder sig til musikkens stil – poetisk med et glimt i øjet. Musikken rummer både alvor og humor.

Til sidst vil jeg - i rosende vendinger - kommentere på brugen af trompet i Mimas sange. Det er ikke så ofte, at man hører en ensom trompet i rockmusikken og langt fra alle ville slippe lige godt fra det. Trompetens tørre rene messinglyd står smukt til guitarproduktionen og understreger Mimas nuancerede udtryk.

www.myspace.com/mimas

www.bandbase.dk/mimas/

Bonus info:

Mimas spillede i marts 2008 en koncert med amerikanske Menomena på Voxhall i Århus. Menomena er bestemt også et lyt værd - jeg nok skal vende tilbage hertil!

www.myspace.com/menomena

Læs også:

• Mimas – Nu også i videoformat

Torsdag i sidste uge var jeg til koncert på Rust, med det helt nye islandske indienavn Hjaltalín. Island har længe været et godt sted at kigge efter uprætentiøs indie-musik – og Hjaltalín er ingen undtagelse. Det særlige ved netop dette nordskandinaviske navn er en livsglæde og legesyge, der bestemt finder sin berettigelse i genren. Det er intelligent kompositionsrock og glad dansepop på en gang – og det er i hvert fald en anbefaling værd.

Nedenstående er et uddrag af min anmeldelse på diskant.dk – læs hele anmeldelsen her.

“Koncerten bar præg af den legesyge og kreative energi, som er bandets varemærke. Bandets karakteristik er en blanding af symfonisk stemningsmusik og pop-rocket dansemusik og det fungerede bedre end godt på scenen. Hjaltalín bliver omtalt som skandinaviens svar på Arcade Fire, men paralleller kan også trækkes til navne som Sigur Rós, Animal Collective og vores egne Efterklang. Forskellen til ovennævnte orkestre er en mere barnlig og udadvendt lyd – og faktisk en mere dansevenlig. Musikken gør flittigt brug af elementer fra folkemusikken, men uden nogensinde at tabe tilhørsforholdet til den moderne popscene. Desværre varede koncerten kun under en time – alt for kort tid. Forhåbentligt får vi lejlighed til at høre Hjaltalín igen senere på året.“

Jeg er blevet lovet et anmeldereksemplar af albummet “Sleepdrunk Seasons” fra Hjaltalín og jeg glæder mig til senere at følge op på dette indlæg med mere omtale af bandet.

Læs også:

• Karkwa – Er band, der sikkert er træt af at blive sammenlignet med Arcade Fire.
• Panda Bear – “Last Night At The Jetty”
• Arcade Fire – mens vi venter på “The suburbs”
• Hjaltalín – En indiefanfare til bloggens nye logo
• Kimi Records og Hjaltalín – Island viser musisk format