Pladeselskabet Slowshark har sendt mig forestående udgivelse fra Århusianske Jacob Faurholt. – Det har været et spændende lyt, der fortjener et par ord. Desværre må jeg konstatere, at det ikke er det bedste fra Faurholt, der tidligere har fanget min opmærksomhed bl.a. på det elektriske barometer. Albummet rummer dog alligevel en melankoli, en ro og en musisk excentricitet, som placerer den i en egen særlig og interessant verden.

Hvis man ikke kender Jacob Faurholt, så er hans stil minimalistisk ufortænkt singer/songwriter-musik. I sig selv ikke et nyt eller uudforsket terræn, og Jacobs musik kan nemt, stilmæssigt, sættes i bås med bl.a. Jeff Buckley, Daniel Lanoir og Elliott Smith. Alligevel er Jacobs sange ikke uoriginale eller plagierende, som det ses hos mange danske sanger/sangskrivere. Især den humoristiske uforudsigelighed ved mange af sangene giver musikken særpræg – f.eks. de skæve og de grimme guitarsoloer og de hæse korsangere.

Selvom pladen har været interessant lytning, og Jacob Faurholt fortsat er en musiker, som jeg værdsætter for sin musikalske selvstændighed og integritet, må jeg gentage, at “Are you in the mood for love?” ikke er det bedste, jeg har hørt fra hans side. F.eks. synes jeg ikke han når op på siden af barometerhittet fra 2007 Young Mothers , hvor han er langt mere både subtil og finurlig.

Her på bloggen stræber jeg imod at forholde mig så selvstændigt til musikken som muligt. Normalt betragter jeg ikke pressemateriale, som andet end en støttemeddelelser og salgstekster, der skal spare dovne journalister og anmeldere for researcharbejde og stillingstagen – men denne gang tillader jeg mig at copy-paste et lille pressecitat. På bedste kortfattede vis, som jeg ikke ville kunne gøre efter, siger det en masse – og jeg må sige, at jeg er enig:

“Faurholts nye album “Are you in the mood for love?” er en samling, som består af ni mørke ballader samt en enkelt harsk sang, med en snert af country. Sangene står klart i sin enkelthed, og er krydret med fordrukne backingvokaler, kor og ambient guitarspil.

“Are you in the mood for love?” er indspillet med Kristian Westergård, som også har produceret og mikset. De ti sange er desuden indspillet live i studiet. Pladen er masteret af Jason Ward (Arcade Fire, Lambchop) i Chicago og udgives af Slow Shark Records d. 16. februar 2009. “

www.bandbase.dk/JacobFaurholt

Læs også:

• Ingen lignende indlæg

Femte danske rockanbefaling fra Organgrinder hedder Howl Baby Howl og er beskidt, svedigt og rå dansk rock. Nærmeste slægtskab findes hos Black Rebel Motorcycle Club. Bandets Pladeselskab Lolita Industri har været så venlige at sende mig det aktuelle album “There´s No Team in Fuck You” til anmeldelse. Bandet udfylder en niche for beskidt, ufortænkt indie-blues-rock i Danmark. Jeg tror, at det kan føre dem langt.

Howl Baby Howl - There´s No Team in Fuck You

Jeg vil starte med det dårlige. Howl Baby Howl lyder - ofte i påfaldende grad – som amerikanske Black Rebel Motorcycle Club. Jeg kan ikke ignorere dette lydsammenfald, som især skinner igennem produktionen. Det er ikke den værste kritik, man kan få – BRMC er ikke et dårligt sted at hente sin inspiration! En så tydelig inspiration må dog trække noget ned på selvstændighedskontoen. Som musik-entusiast må jeg dog indskyde, at mere indflydelse af den art ville være den danske rockscene til gode.

Vi befinder os i et pumpende, stikkende, skrigende, slidende, raslende bumlende og møgbeskidt lydbillede. Alligevel har vi at gøre med et meget stilbevidst band – og det er en kombination, der fungerer. Støjende forvrængede guitarer, blandes med skingre mundharper, buldrende trommer og klagende råbe-sang. Numrene bevæger sig beslutsomt fremad, drevet af en sikker rockenergi og ensformighed er vendt til et effektivt virkemiddel. Grundelementerne kommer fra den blues-rockede del af americana-musikken. Begreber som harmoni, renhed og ynde bliver nærmest gjort til grin, og jeg tror operaen i Københavns ville styrte i grus, hvis HBHs musik skulle spilles derinde. Det er som om, at de har greb om selve musikkens vildskab og ur-nerve. Hernede er det legitimt at være grim, skæv, ensformig og støjende. Melodien er til stede – men bliver holdt i kort snor til fordel for energi og livsglæde.

www.soundvenue.com/artist/howlbabyhowl
(Bemærk: det er en Soundvenue-profil – sådan en har jeg da vidst ikke set før…)

www.myspace.com/howlbabyhowl

Læs også:

• Søndagsanbefaling – Public Radio fra Minnesota

Dette indlæg handler om en julegave.  En bog der giver sit bud på de 1001 mest betydningsfulde albums fra de sidste 50 år. Selvom det på en måde kan betragtens som arrogant at fortælle mig hvad jeg skal høre inden jeg dør, fik dette værk øjeblikkeligt en central plads i min samling. Det er 960 siders kompakt musiknørderi og selvom jeg ikke er enig i alle 1001 albums, har bogen allerede givet mig blod på tanden efter en lytterejse tilbage i tiden.

(Indlægget er redigeret d. 15-05-2011)

Der er tale om smagsdommeri på højeste niveau. De 1001 albums er nemlig personligt udvalgt af anmeldere. Jeg er dog villig til at accepterer det, for jeg forbeholder mig retten til at være kritisk og uenig undervejs. Et indeks over de 1001

bedst sælgende eller mest populære albums ville jeg ikke kunne bruge til noget. Bogen indrømmer i sin indledning at den er skrevet men en personlig indgangsvinkel og det er hvad gør den interessant.

Originaltitlen er “1001 Albums You Must Hear Before You Die”, men den danske version har, udover at være oversat, fået tilføjet 18 betydningsfulde danske albums af Jan Sneum.

Tager jeg udfordringen op?

Først gav bogen mig en følelse af manglende indsigt i musikhistorien. Især min viden om 50′erne og 60′erne glimrede ved sit fravær. straks efter blev jegf dog grebet af en enorm lyst til at følge bogens anvisninger, og lytte til alle titlerne. Selvom jeg var klar over at det var en omfattende og tidskrævende opgave, kunne jeg ikke dy mig for at gå igang. Jeg bladrede bogen igennem, satte kryds ved alle de albums jeg allerede har hørt og begyndt at overveje hvordan jeg skulle gribe projektet an…

Næste skridt bliver anskaffelsen af alle de mange albums – en svær men ikke umulig opgave. Som borger i Københavns kommune har jeg f.eks. via biblioteket adgang til en stor del af titlerne. Jeg har bestilt de første 10-20 albums hjem og glæder mig til at få dem hjem.

Uanset om jeg når at lytte til alle 1001 albums, er jeg sikker på, at det bliver en berigende rejse. Projektet vil med stor sandsynlighed få indflydelse på mine indlæg her på bloggen og det er min forhåbning at projektet vil hjælpe mig med at sætte nutidens musik i perspektiv.

Bogen er udgivet på Politiks forlag – læs mere her

Læs også:

• Ingen lignende indlæg

Den kommende selvbetitlede EP fra Cody viser ansatsen til et habilt sangskrivertalent. Der er noget roligt og tiltalende ved Kaspar Kaaes sange. De sætter sig blidt i sindet uden dog at være kedelige. Lyden er afvekslende, gennemtænkt og fedt produceret. - Ep’en bliver frigivet d. 12. januar, men jeg har haft æren af et smuglyt inden da, og min dom er klart positiv.

Blandt meritterne på Codys kunstneriske CV er opvarmningskoncerter for store profiler som Bonnie Prince Billy, The Nationals og Black Francis (Aka Frank Black – sanger i Pixies). Cody er i min optik helt i front på den danske alternative folk-scene.

De seks sange på EP’en er selvfølgelig alt for få. De tegner kun en grovskitse af Cody-universet og jeg vil have mere. På det punkt lever EP’en vel meget godt op til sit formål. Stilen er bygget op omkring Kaspars guitar, sang og sangskrivning, men der gøres brug af et stort katalog af forskellige instrumenter – fra steel-guitar over violin til en melankolsk trombone. Det løfter lyttekvaliteten og giver hele pladen spænding og dynamik. Kompositionerne cirkulerer ofte omkring simple sangstrofer eller guitarfigurer. Dette gør lytteren tryg nok ved sangene til at man også er med på leg og eksperimenter. Derved får sangene liv og sjæl, og er altid mere end blot god sangskrivning. Kaspars stemme er en behagelig og klar lederskikkelse i musikken, selvom hans fraseringer og accent irriterer mig nogle gange.

Hvis man ligesom jeg dog ikke har fået nok efter EP’ens seks skæringer, er der mere at finde på Codys Bandbase-profil:

www.bandbase.dk/cody/

Læs også:

• Copenhagen Collaboration – Funeral (Band of Horses)
• Cody – ”Songs”

Mixtune for Cully aka Aage Hedensted er en dansk kunstner med at anderledes udtryk, stærke budskaber og karakteristisk stil. Det er værd at fremhæve sådan en, for de hænger ikke på træerne. Organgrinder har således fået fingre i anmeldereksemplar af albummet ” We Know where The Aircratfs Hide”. Her er de refleksioner, det har bragt med sig.

Foto: Mads Stigberg

Jeg må indledende indrømme, at jeg ikke er helt revet væk af albummet – men jeg har alligevel en masse positivt at sige om det. Selvom “We Know Where The Aircrafts Hide” ikke får nogen æresplads i min musiksamling, synes jeg MFC indeholder nogle væsentlige kvaliteter og er derfor værd at tilegne disse spalter.

Mod
Viljen og evnen til at udtrykke sig i musikken er alene, ikke noget værd. Du skal have modet til at gøre det. “Det er da ikke særligt modigt at sidde med sin akustiske guitar, og spille blid inderock”, vil nogen sikkert indvende, men der tager de fejl! Musik er at udlevere en del af sig selv til et kræsent publikum. Som udøvende kunstner (og især singer/songwriter) er man ubeskyttet, og står alene med det man tilbyder lytteren. Der er ingen til at redde dig, hvis din musik ikke falder i publikums smag, og spotlightets lys bliver pludseligt isnende koldt, hvis du ikke fprmår at begejstre. Det kræver således mere mod at være singer/songwriter, end de fleste tror. – Jo mere udfordrende og anderledes din musik er, jo modigere skal du være. Aage Hedensted, har på den måde et helt bestemt særkende, der i høj grad skiller ham ud fra mængden. Nemlig hans indtrængende vokal. Vokalen er helt unik – måden han synges på er meget artikuleret og med en helt særegen accent. Ikke alle vil være enige, og på sin vis er det også en lidt provokerende lytteoplevelse, men hos mig går den rent ind.

Resten
For at bruge de sidste linier på, at gå lidt i dybden med albummets helhed, er der tale om en flot over-middel præstation. Sangene er af den type, der er skrevet på en akustisk guitar, og orkestreret efterfølgende, men det er jo også en af de mest efterprøvede metoder i moderne musik. tracksene er varierede i stil, mens tempoet er lidt ensartet sløvt. Hele pladen er flot produceret og endnu flottere instrumenteret. Der bygges nogle hjemlige, men meget smukke klangrum og de ægte strygere giver et autentisk præg. Teksterne er bestemt også værd at fremhæve – De bærer en nordisk melankoli, som en rød tråd igennem albummet og det giver hele projektet sjæl. Jeg ville gerne give tekstuniverset meget mere opmærksomhed, men føler mig nu begrænset af pladsen. Det kan være jeg følger op med en regulær tekstanalyse på et senere tidspunkt.

myspace.com/mixtuneforcully

Læs også:

• Ingen lignende indlæg

1 2 3 4! – buldrende retrorock fra Highway Child er 4. Danske Rockanbefaling

I morges kunne man læste på bandbase.dk at den danske rockkvartet Highway Child, har skrevet kontrakt med det tyske pladeselskab Elektrohasch. Det betyder at albummet ”On The Old Kings Road” udgives i Tyskland i 2009. Samme album blev udgivet i april i Danmark, men her desværre ikke været igennem mine høretelefoner endnu. Anbefalingen bygger jeg faktisk rent på en koncertoplevelse fra i sommers. I løbet af de kun 4 -5 sange jeg nåede at høre, blev jeg helt overbevist om bandets talent og potentiale. Et smut på bandets Bandbase-side bekræfter hurtigt dette.

Der er egentlig ikke så mange at skrive om bandets stil og ly. Det er en god gammeldags gennemprøvet rocklyd, der fungerer! Elementer af blues og røvballerock fletter sig smidigt sammen med psykedelia og syrerock og det hele serveres i en energisk og ærlig pakke. Guitarriff’ene leder an, som de skal det i god roc,k og der gøres tid til en gedigen guitarsolo ind imellem, hvilket ikke mange rockbands egentlig gør længere.

www.bandbase.dk/HighwayChild

Læs også:

• Danske rockanbefalinger # 7 – Twins Twins
• Danske Rockanbefalinger #3 – The Good The Bad
• Danske Rockanbefalinger #2 – The Hors d’Oeuvres
• Danske rockanbefalinger #1

Det er på tide at jeg blogger lidt om Arcade Fire. Anledningen er at jeg i dag blev mindet om bandets eksistens. I øjeblikket kan Sangen “My body is cage” høres som lydspor til en teaser for filmen “The Curious Case of Benjamin Button”. Filmen har jeg ikke set endnu, men den mindede mig om en anden video jeg tidligere havde set, et sted på internettet.

Under titlen “Arcade Fire + Sergio Leone” fandt jeg for nogen tid siden video med samme stykke musik, men en helt anden handling. Videoen er øjensynligt lavet af en fan ved navn J. Tyler, hvis navn bør nævnes i ydmyg anerkendelse af hans lille kunstværk.

Scenerne i videoen er lånt fra Sergio Leones klassiker “Once Upon a time in the West” og hovedpersonerne er ingen ringere end Henry Fonda og Charles Bronson. Videoen opsummerer hele filmens handling i nogle få klip og Arcade Fires ceremonielle musik giver det hele et intenst udtryk.

Læs også:

• Karkwa – Er band, der sikkert er træt af at blive sammenlignet med Arcade Fire.
• Danger Mouse & Daniele Luppi present: Rome, starring Jack White & Norah Jones
• Arcade Fire – mens vi venter på “The suburbs”
• Hjaltalín – koncertanmeldelse af et islandsk håb
• Arcade Fire-sideprojekter – Og om hvorfor de er særligt interessante

Dårligt har alle fået brokket sig færdig over det nye bandbase.dk (tidligere Mymusic.dk) og det nye Gaffa.dk, før Danmarks tredje store musik-portal går med på bølgen og fornyer sig. Faktisk synes jeg de to ovenstående sider på mange måder nærmede sig Soundvenues gamle design, hvorfor det så også er naturligt at SV vil gå sine egne veje.

www.soundvenue.dk

Soundvenue har lige siden sin begyndelse i 2004 slået sig op på at være Danmarks mest tjekkede, design-lækre og up-to-date musikprtal. Endnu en gang må jeg sige at det er lykkes dem at stå helt i front på de punkter. Der er mange ulemper ved Soundvenues meget snævre og lidt indadvendte musik-profil, men på den visuelle og indtryksmæssige side tager de alle priser.

Soundvenue High 5

Jeg kunne bestemt godt li’ det gamle layout, men det er faktisk lykkes at gøre siden endnu mere fin og tilfredsstillende at besøge. Jeg har ikke haft chancen for at komme rundt i alle kroge på sitet, men overordnet er mange af de gamle feature bevaret. Det er mest sidens umiddelbare struktur, design og brugerflade, der er ændret.

Det første der slog mig, da jeg søndag eftermiddag klikkede mig ind på det nye site, var at formen i høj grad er ændret fra den kendte “vinduesstruktur” til et mere aflangt “scroll down -koncept”. Faktisk vil det gøre sagen klar at sige, at det nye Soundvenue i høj grad imiterer den stil mange blogs er bygget op efter. I en overgang var de fleste sider bygget op, så man skulle scrolle så lidt som muligt, men nu går trenden i en anden retning, nemlig nedad…

Om Soundvenue

Internettet flyder i dag over af valgmuligheder for, hvor den hungrende musikbruger kan tilfredsstille sine nyheds-behov. I det valg brugeren står overfor, vælger de ofte et sted med personlighed og stil der appellerer til netop dem. Derfor tror jeg mange portaler lader sig inspirere af blogging-kulturen. Her er det nemlig i høj grad det personlige udtryk, der tæller.

Jeg er ikke Soundvenues mest ihærdige bruger, men jeg besøger altid siden et par gange om ugen og det vil jeg blive ved med. Det nye design gør det fortsat til en æstetisk og lækker oplevelse at klikke sig ind, men nogen åbenbaring har jeg ikke fået. En ting jeg må rose er den nedtonede brug af reklamer og blinkende bannere på siden. – Det giver ro og overblik. Også måden man manøvrer i siden tre overordnede koloner “People”, “Opinion” og “Play” er særligt lækker og funktionel.

Læs også:

• Marie Fisker med rockhistorien i baggrunden.
• Yderligere ros til det nye Soundvenue.dk

I weekenden var jeg til debut på en ny dansk musikfestival. I de lidt utraditionelle rammer på Viften i Rødovre havde jeg en interessant oplevelse på den lille festival, der dyrker de mere eksperimenterende sider af den danske populærmusik.

Læs hele min reportage her

Især kan det anbefales at opsøge koncerter med svenske Wildbirds & Peacedrums og danske Slaraffenklang. Førstnævnte kan med mellemrum fanges på de danske spillesteder, mens Slaraffenklang (der var en fusion af bandene Slaraffenland og Efterklang) desværre er en sjældenhed.

Så råddet herfra lyder, at man skal holde øje med Sono festivalen til november næste år.

Læs også:

• Ingen lignende indlæg

I debatten om Pladeindustriens “trange tider” er det nødvendigt, at fremhæve at det ikke nødvendigvis er dårlige tider for lytteren. Internettet, der ofte fremhæves som den store synder, bliver uden tvivl også redningen – både for pladeindustri og lytterne.

Et godt sted at eksemplificere dette er det allerede meget kendte last.fm. Her har man en næsten ubegrænset adgang til tidens mest populære musik, plus en enorm mulighed for finde nye navne, der passer netop til din smag.

For ikke at gå i detaljer med alle de fordele og features her, henvises til følgende lettilgængelige artikkel af Journalist Kasper Villum Jensen.

Læs artiklen her

Besøg Last.fm

Læs også:

• Ingen lignende indlæg