For et par indlæg siden interviewede jeg Torben Sangild om Elektronisk musik. Det afstedkom følgende relevante svar på hans egen blog:

Til Torben Eiks egen kommentar vil jeg sige, at musikken efter min mening ikke behøver en musiker, for at have det han kalder “sjæl”. Jeg vil hellere tale om intensitet, idet jeg ikke mener at “sjæl” giver mening. En musiker på scenen er en performance. Og selv om der er mange spændende blandinger mellem det elektroniske og det spillede, så er det ikke nogen nødvendighed for intensitet, at man kan se nogen, der spiller. Ellers ville det også være dødssygt at høre CD’er.

Jeg må give ret i, at begrebet “sjæl” er et begreb, der er ladet med mange forskellige betydninger og det er derfor problematisk at bruge. Mange vil opfatte det som noget religiøst eller mytisk, og det er selvfølgelig ikke den betydning jeg ønskede. Intensitet er klart bedre. Jeg foretrækker måske begrebet overskud. 

Pointen er nemlig, at musik har muligheden for at bære noget ekstra. Noget, der ikke hører til i tonerne, rytmerne elle lydbølgerne selv – Et indhold, der opstår i en kompleks relation imellem musik, musiker, lytter, tid, sted og mange andre faktorer. Blandet på den rigtige måde kan musikken have en helt særlig effekt på lytteren – en intensitet, et overskud – en sjæl. En følelse eller stemning de fleste af os har oplevet. Stemning er også et godt begreb. Musikken skaber ofte noget, som ikke er indbygget i den på forhånd – en stemning omkring sig. Den rører os og appellerer til os, uden at vi rigtig kan forklare hvorfor. 

Når debatten drejer sig om elektroniske musik, er spørgsmålet derfor, om den i samme grad er i stand til at have sådan et overskud? Kan elektronisk musik skabe denne stemning, følelse og appel? – Svaret er selvfølgelig ja, men samtidig er det svært at slippe følelsen af at den grundlæggende er anderledes. 

På Sangilds blog er der opstået en en diskussion om emnet. Har den elektroniske musik det overskud, vi kender fra andet musik? Der er ingen tvivl om, at den elektroniske musik gør op med en masse myter og klicheer i musikken. For eksempel den romantiske forestilling om sjæl eller myten om musikeren. Hvis den elektroniske musik kan besidde dette overskud eller intensitet, så beviser den på en måde, at begrebet sjæl intet har at gøre i terminologien, og at musikeren ikke er en nødvendig del af selve musikoplevelsen. Og det er jo ret interessant!

På Sangilds blog kan man følge eller blande sig i debatten

Læs også:

• Ingen lignende indlæg

4. maj er Marie Fisker klar med debut albummet ‘Ghost of Love’. En begivenhed, der ses frem til her på Organgrinder. Jeg har anmeldt den forudgående EP for diskant.dk – læs den her. Soundvenue har lavet denne rare optagelse fra Søren Solkær Starbirds ‘Closer’-udstilling i Øksnehallen. Det er som om billederne fra rockhistorien i baggrunden underbygger stemningen og gøre oplevelsen større.

Er det ikke dejligt?

Læs også:

• Marie Fisker – Mirror Mirror
• Yderligere ros til det nye Soundvenue.dk
• Om det ny Soundvenue

Atoi er et band jeg personligt følger nært og det var derfor en ære at møde dem til en snak om elektroniske musik. Her er hvad jeg skrev på Spot-bloggen om samtalen.

 

Atoi artwork af MAMAMO

På en afslappet cafe på Vesterbro mødtes jeg med Atois Emil og Ida. Målet var at komme nærmere svaret på gåden om den elektroniske musik. Atoi benytter sig selv af blanding af elektroniske og ikke-elektronisk elementer i deres musik, så jeg håbede, at de kunne kaste lys over sagen.  

Jeg lagde ud med at spørge Atoi, om de ser sig selv som ‘elektroniske’. Tøvende fortalte Emil, at den måde de skriver musik på, altid starter elektronisk. Sangene begynder som et beat på computeren, som derefter tilføres sang og instrumenter – så en slags elektronisk musik må det siges at være. Dette spørgsmål var relevant, fordi jeg ville vide om den elektroniske musik udgør et bestemt tilhørsforhold eller en måde at tænke på. Det gør det ikke for Atoi. For dem drejer det sig om den gode musik, og computeren er bare et rigtig godt redskab til at nå dette mål. ‘Det elektroniske’ er altså hverken noget, de i særlig grad identificerer sig med, eller tager afstand fra. 

I anmeldelser er Atoi blevet betegnet som et musikalsk cirkus, og de har derfor været tvunget til at konkretisere deres udtryk, så musikken ikke fremstod forvirret. De var i forbindelse hermed flere gange inde på, at det er hårdt arbejde at bruge det elektroniske i musikken – og på ingen måde en nem genvej. Der er så mange muligheder, at man hele tiden er i farezonen for at miste fodfæstet. Det tegner et billede af nutidens dygtige musiker, som en, der forstår at begrænse, og ikke som en, der kaster sig ud af enhver tangent. Det siger noget om det væld af muligheder og faldgruber, der knytter sig især til brugen af computer i musik. Det bragte mig dog kun et lille skridt nærmere mit mål.

Adskiller den elektroniske musik sig fra andre genrer ved at være mere futuristisk og fremadrettet? Både ja og nej. På den ene side er den elektroniske musiks skarpe og rene lyd måske et udtryk for lytterens behov for at identificere sig med den teknologiske. På den anden side refererer Atoi i høj grad til traditionen. Brugen af banjo og ustemt klaver blev nævnt som eksempler på en lidt gammeldags og folket indflydelse. For dem er det en helt naturlig frihed at kunne kombinere det teknologiske og det klassiske. Jeg fik et indtryk af at denne dobbelthed faktisk var helt afgørende for Atois musik – ja faktisk, at den gør sig gældende for en stor del af den rytmiske musik i dag.

Jeg sporede samtalen ind på den elektroniske musiks holdbarhed, om den er kommet for at blive. Igen fik jeg både et ja og et nej. Hvad man er villig til at kalde musik er noget, der skifter med tiderne, men de virkemidler computeren har tilført musikken, er kommet for at blive. Alt andet ville simpelthen være ressourcespild. Endelig kom vi ind på livescenen. Elektronisk musik har åbnet op for en ny tilstrømning til koncerter, og både de delvist elektroniske navne som Atoi, og de mere laptop-baserede, som Mike Sheridan og Trentemøller, trækker mange til. Hvorfor? I følge Emil og Ida handler det ikke så meget om, hvad der sker på scenen, som det handler om at se giraffen, som Ida så smukt formulerede det. Om at være fælles, om at dyrke sine idealer, og om at møde sine musikmæssige fæller.

Læs også:

• Hvad er elektronisk musik? del 8. – Hvad er en genre overhovedet? – Et interview med Oh No Ono
• Hvad er elektronisk musik?
• Justice – On’n'on
• Young Galaxy – Blown Minded
• Columbus

Jagten på den elektroniske musiks sjæl fortsætter. Et interessant aspekt blev tilføjet, da jeg mailede med Torben Sangild – læs mit blogindlæget fra spotfestivalens hjemmeside nedenfor:

Jeg gav Torben Sangild frit valg imellem de spørgsmål jeg opstillede i et tidligere indlæg. Sangild valgte at besvare spøgsmålet: ”Hvad kendetegner elektronisk musik?”. Her er, hvad der kom ud af det. 

“I modsætning til andre former for musik, er elektronisk musik ikke direkte afhængig af spillende musikere. Der formes direkte i lyd. Lydene kan enten være elektronisk genererede, samplede eller mikrofonoptagede, og de kan formes, forvrænges, processeres og sættes sammen i collager. Det er faktisk en afgørende forskel, bl.a. fordi klangfarven er med i materialet fra begyndelsen. Den elektroniske musik er desuden ikke bundet til instrumenternes fysiske begrænsninger, så alt er i princippet muligt.”

“Lytteren hører altså en collage af lydobjekter frem for en spillende musiker. Det burde måske ikke gøre den store forskel, men den spillende musiker er bare spundet ind i autenticitetsmyter og udtryksmyter, der handler om at være inderlig og autentisk og at udtrykke “sig selv”. Disse myter kan den elektroniske musik langt hen ad vejen undgå, fordi det her er så indlysende at musikken handler om et objektiveret udtryk. Dette udtryk er ikke af den grund mindre kropsligt eller mindre følelsesmæssigt, men tager del i en “objektiv sensibilitet”, som jeg har kaldt det.”

Svaret fra Sangild siger ikke så meget om, hvad elektronisk musik er, men siger meget om, hvad den kan. Den elektroniske musik er først og fremmest en teknik, men en teknik, der har konsekvenser for den måde man lytter til og opfatter musik. Den elektroniske musik har flyttet fokus i forhold til meget tidligere musik. – Den er skiftet fra et subjektivt udtryk, til et objektivt udtryk – Fra musikeren i centrum til at klangen i centrum. Det har naturligvis indflydelse på lytteoplevelsen. 

Jeg tror Sangild har fat i noget. Det handler om, hvor musikken får sit udtryk fra. – Kommer det fra den udøvende musiker eller fra musikken selv? Elektronik, der jo på ingen måde er noget nyt, har gjort det muligt at fremføre musik uden en musikere. Det er et væsentligt skift i musikken. De musikere der vedkender sig ”elektronisk” som genre, er måske dem, der har indset disse teknikkers sande potentiale. Den holdning jeg møder, når jeg spørger til den elektroniske musik, er ofte at ”alt er muligt” – som Sangild også skriver. Nu forstår jeg, hvorfor det er vigtigt at have dette aspekt med. 

Elektronikken, og især computeren, har bragt musikken ind i en helt anden virkningsverden. Det er klart, at man mister aspekter af det musikalske udtryk, ved at forvise musikeren fra scenen, men det er jo langt fra tilfældet. – Kombinationen af indspillet musik og udøvende musikere har i virkeligheden vist sig at være enormt potent. Pludselig kan man blande den indspillede musiks klarhed, med den udøvede musiks menneskelige sjæl (den sidste konklusion står helt for egen regning).

Sangild fører selv den gennemarbejdede og inspirerende blog, Torben Sangilds weblog, hvor man kan læse mere om beslægtede emner.

Læs også:

• Ingen lignende indlæg

Vejen til det globale musikmarked kan ikke sættes på skema. En gang var det nemmere at gennemskue proceduren, men i dag er alting mere forvirrende og ugennemsigtigt. Det betyder dog ikke, at mulighederne ikke findes – de skal blot søges af helt nye veje. Når der således blev lagt op til debat om dansk musik i udlandet, handlede det lige så meget om faldgruber og farezoner, som reelle rejseforslag og turguides. Først og fremmest skal man gøre sig klart, hvad der er motivationen og drømmen – det er de faktorer, der skal fungere som brændstof på turen. Læs et sammendrag af debatten her. 

Motorvejen

I løbet af aftenens musikparlament blev det mere og mere tydeligt, at tiderne er skiftet i musikbranchens eksportafdelinger. De store pladeselskaber, der i manges drøm repræsenterer den lige vej til udenlandseventyret, er langt fra det eneste og bedste sted at investere sin vision. De store labels er pressede. Turneer og udenlandssatsninger udgør ikke sikre investeringer i disse dage og der tages ikke økonomiske chancer hos de store koncerner. Hvis man alligevel har fået hul igennem til en af de store musikmagnater, begiver man sig ofte ind i farefuldt territorium med luskede pladekontrakter, kompromisløse A&R folk og et urimeligt præstationspres. Der var klart en tendens i panelet til at fraråde denne vej.

Motorvejen er altså gået i trafikal hårknude. Aldrig har der været så mange bands som nu, aldrig har det været så nemt at komme i gang, indspille, producere og udbrede sin musik – og aldrig har det været sværere at få en god gammeldags pladekontrakt. Langt de fleste bands holder i dag kø på denne motorvej, men den er smal, misvedligeholdt og fuld af betalingsbomme. Alligevel er vi midt i en myldretid! Et andet væsentligt problem, hvis vi skal bliver ved motorvejsanalogien, er at de fleste bands vil det samme sted hen. De går direkte efter Englands og USA’s guldbeskinnede forjættede kyster. Det er forståeligt nok, for disse to lande danner zenit i musikindustrien. Her holder de allerstørste musikinvestorer til, her sætter den musikalske verdenspresse sin dagsorden og her synes drømmene indenfor rækkevidde. Sagen er bare, at det er de ikke! Skal man følge panelets råd, er en sådan satsning en dårlig initial markedsstrategi. Det er dyrt at rejse til USA og England, der er adskilt fra os af store mængder vand, især hvis man i bandet er flere medlemmer med en masse udstyr. Man skal også huske, at de – præcis som herhjemme – tænker meget lokalt og ikke er så åbne overfor udenlandsk musik, som man kunne ønske. Så vælg et mere realistisk mål, der ikke også er pilgrimsdestinationen for resten af verdens nye bands.

Offroad

Jeg indrømmer, at billedsproget bliver lidt tyndt her, men pointen er klar: Det er den utraditionelle, snedige, innovative, opfindsomme, viljestærke, dristige pionervej, der er bedst. Man kommer længst ved at give afkald på nogle af dogmerne og prøve at tænke anderledes end resten af rosset. Det store musikalske eksporteventyr hører til i en fortid, hvor mægtige branchefolk havde vilje og enorme resurser til at plante dansk musik på fremmede markeder. Det hører til i en tid, hvor der var store nemme penge at tjene, og hvor det gjaldt om blot at blive opdaget og derefter båret til succes. Hvis markedet nogensinde har set ud på denne måde, gør det det ikke længere. Betyder det, at drømmen er udslukt? Nej! Der er stor værdi i at rejse ud med sin musik. Jeg er personligt stolt, når jeg hører om et dansk band der har succes i udlandet, uanset hvordan denne succes ser ud og kan måles. Jeg er stolt af mit musikalske lokalområde og jeg ønsker at dansk musik skal vises frem til hele den uvidende verden på alle tilgængelige måder. I Danmark er der trods alt mange muligheder for at få støttet sine musikprojekter og realisere sine drømme, men arbejdet stopper aldrig. I sidste ende skal musikerne forberede sig på at trække det tungeste læs selv – det er dem, der skal bære drømmen, troen og viljen uanset, hvor meget støtte og hjælp de får.

Der var masser af råd til, hvad et band selv kan gøre uden hjælp. Det betaler sig at have et overblik over markedet, lave masser af research og gennemtænke sine budgetter. For mange bands vil det være en fordel at finde en engageret manager, booker eller en tilsvarende person, der kan varetage logistiske og praktiske opgaver. Et væsentligt råd er at tænke over substans og integritet. Bandsene skal være bedre til at fortælle en historie og tilbyde et musisk produkt, der er mere gennemtænkt og helhedsorienteret end bare en håndfuld gode sange. Kort sagt, at være et band eller en musiker i dag er mere end blot en genert kunstnerrolle. Man driver egentligt en slags dynamisk kreativ virksomhed. I bund og grund har man et produkt, som appellerer til en bestemt forbrugertype. Dette gælder uanset om visionen er at tjene penge, eller bare at udbrede et kunstnerisk indhold. Som musiker begiver man sig ud på et hårdt konkurrencemarked fuldt af andre musikere, der vil nogenlunde det samme – man gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis man lukker øjnene for dette og gemmer sig væk i drømmen om opdagelsen. Det gælder derfor om altid at være et skridt foran konkurrenterne. Man skal ikke føle sig for fin til f.eks. at kaste sig ud i markedsanalyser, salgsstrategier, branding, promotion og storytelling.
Indrømmet – ovenstående lyder alt sammen lidt tørt og jakkesæts-beklædt. Den gode nyhed er dog, at løsningen for det enkelte band afhænger af det enkelte band. Det hele skal ultimativt passe til bandets temperament, udtryk, stil, genre, evner, ambitioner osv. Så hvis du er en arbejdsom og opfindsom musiker, med et produkt du kan stå inde for og et højt ambitionsniveau, er du rigtig godt hjulpet på vej!

Til sidst i debatten kom spørgsmålet fra publikum: “Har dansk musik et fælles brand, der kan sælge i udlandet?” Svaret fra panelet hældte imod et nej. Et ellers interessant emne, der desværre ikke var tid til at gå i dybden med det. Det må altså høre et andet debatarrangement til – men indtil da kan spørgsmålet måske give stof til eftertanke…

Læs også:

• Er dansk musik god nok? (ikke org. titel) – Musikparlament # 6 – Om eksport, jantelov, journalistisk og musikalsk selvværd.
• Er du Musikparlamentets nye blogger?
• Organgrinder – nu på nedsat tid
• Musikparlamentet debatterer livescenen
• Musikparlamentet Goes Global

En blog som denne er et privilegium. Det er en kanal hvorigennem man jeg delagtiggøre verden i de opdagelser jeg gør, når jeg er på opdagelse i musikken. Således begejstret af at have ramt, hvad jeg synes er en lille guldåre, anbefaler jeg jer alle at slå et lyttesmut forbi Alexander Wolfe Myspace. Det er uprætentiøs akustisk siger-songwriter-ekvilibrisme, når det er bedst. Jeg tror vi kommer til at se meget mere til denne musiker.

Besdst som jeg sad og vurderede nogle sange på tracktesting.dk, der ellers sjældent byder på noget spændende, tonede sangen “til’ you Ship Comes in” in pludselig frem. Det var en af den slag musikoplevelser, hvor jeg med det samme fornemmede et potentiale. Følelsen blev kun bekræftet af et besøg på myspace.

Stilen er afvekslende og bevæger sig fra bossanova-lydende sange, igennem countryviser med skomagerbas til postbeatles popsange. Ved første ørekast tænker man sandsynligvis “er det Coldplay jeg hører?” og ja, der er bestemt sammenfald på dette punkt, men der er også meget mere. Nedenunder gemmer der sig dygtige referencer til store navne som Neil Young og Pink Floyd.

Så vidt jag kan google mig til, er der ikke blevet skrevet noget om Wolfe på dansk internet, og det forøger selvfølgelig min stolthed over opdagelsen. Er det mig, der er blændet af min musiske eventyrrus, eller kunne det her ikke blive ret stort?

www.myspace.com/alexanderwolfe

Læs også:

• Ingen lignende indlæg

Artiklen er skrevet til bandbase.dk og kan også læses her.

Musikparlamentet vol. 3 – Analyse og kommentarer

Musikken står overfor store historiske forandringer. Årsagen er, at det tekniske fremskridt byder musikken et væld af nye muligheder – nogle som hurtigt er blevet adopteret og accepteret, og andre, der har været svære at fordøje. Især digitaliseringen og overgangen fra det fysiske medium til det elektroniske er ved at forskubbe musikkens grundlag. Man kan derfor med rette betragte nutiden som en brydningstid.

Brydningstider er kendetegnet ved, at de gør det notorisk svært at se ind i fremtiden – musikkens fremtid må da også siges at se noget abstrakt ud. Paneldebatten til musikparlamentets debataften bar derfor præg af forsigtige gætterier. Det gjorde – og gør – debatten meget livlig og spændende. Man er simpelthen nødt til at holde sig det store perspektiv for øje. 14 år ud i fremtiden er egentligt ikke en lang udsigtsperiode – alligevel synes det næsten umuligt for deltagerne at blive enige om detaljerne for musikbranchens udseende i år 2025.

Tekniske muligheder

Forefaldende var det selvfølgelig først og fremmest at forestille sig og gætte på, hvordan teknikken vil se ud. Der blev talt om adgang kontra ejerskab, om downloads, digitale albums, vinyler, remixes, mixtapes, streaming, kopiering, sci-fi-mobiltelefoner og meget mere. At de teknologiske muligheder er mange og spraglede, siger dog intet om, hvordan forbrugeren vil tage imod dem.

Uanset hvor innovativ branchen er, falder det hele altid tilbage på forbrugeren. Vil forbrugeren f.eks. nogensinde acceptere adgang frem for fysisk eller digital samling? Vil forbrugeren finde sig i, at skulle undvære albumcoveret? Er den gennemsnitlige musiklytter så konservativ, at de altid vil vende tilbage til de samme gamle hits? Spørgsmål som disse, synes at optage panelet mest – og med rette. Musikbranchen kan nemt tilpasse sig teknologien – det er den allerede i færd med – men hvis ikke forbrugeren er med i processen, er det omsonst. Goodiepal (billedet) pointerede på et tidspunkt, at det fremskridtet sikrer, ofte er ren og skær bekvemmelighed – og at bekvemmelighed ikke nødvendigvis er det alle forbrugerne er ude efter.

Musikforbrugeren

Efterspørgslen på bekvemmelighed er et godt parameter at inddele forbrugerne efter. For det første er der de opsøgende nørder, som aldrig vil stille sig tilfredse med løsninger, som “TDC PLAY”, der synes at tilgodese mainstream. Ved en rask håndsoprækning afsløredes det i øvrigt at kun én blandt de omtrent 100 fremmødte benyttede sig af denne service. For det andet er der de bekvemmelighedssøgende forbrugere. Disse er primært interesserede i at få nem adgang til den musik, de kender i forvejen.

Begge grupper ser i virkeligheden ud til at få kronede dage i de tekniske fremtidsscenarier. Der vil komme flere og flere nemme løsninger, f.eks. i form af abonnementsordninger eller licensbetaling. De opsøgende nørder, der altid har været dem, der lægger flest penge i branchen, vil derimod aldrig få dækket deres behov med kommercielle ordninger som PLAY. De får til gengæld større mulighed for at gå på opdagelse i musikken via websites som Last.fm eller BandBase.dk. De holder ikke op med at være klar til at investere penge i interessen, fordi det bliver nemmere at få adgang til musik og deres lidenskab slukkes ikke, blot fordi det koster penge. Så længe disse to typer forbrugere eksisterer side om side, vil der med sikkerhed også være tilsvarende markeder. At markedet altid indretter sig efter forbrugernes behov, er efter min mening et af de sikreste principper, man kan spekulere ud fra.

Økonomi

Det skal gøres klart, at størstedelen af de fremmødte til arrangementet ikke blot bekymrede sig om den “etablerede musikbranches” fremtid. Det var et spørgsmål om at sikre overlevelsen af “kvalitetsmusik” – af musikken som en kunstart. Debatten kom derfor i høj grad til at handle om det håbefulde ukendte talent og det lille nicheband. Er der en fremtid for disse? Eller rettere: Er der en økonomisk fremtid til disse?

Hvis jeg må tage mig den frihed, at konkludere på vegne af debattørerne – på et punkt, hvor jeg faktisk fornemmede enighed – så ser fremtiden forholdsvist uforandret ud for denne gruppe. Der vil altid være et segment af upcoming-musik og blandt disse vil der altid være nogen, der ikke kan tjene penge på det. Jo større indstrømning af penge, der er i branchen, jo flere kan selvfølgelig leve af det, men jo flere bliver der også trukket til. – Christiane Vejlø pointerede indsigtsfuldt, at musik er en interesseprofession, og at den derfor altid vil tiltrække flere munde, end den kan føde.

Det store spørgsmål om, hvordan pengene skal genereres i fremtiden, blev omgået med forsigtighed – igen med rette. Det klogeste, jeg kan referere til fra denne del af debatten, er Martin Gormsens udtalelse om, at musik er et fantastisk produkt, og at man derfor altid vil kunne tjene penge på det. Spørgsmålet er bare: Hvor mange? Måske vidner den økonomiske nedgang i musikindustrien i virkeligheden om, at der har været for mange penge i musik før i tiden. Hvis det er rigtigt, tegner det rigtignok en dyster fremtidsudsigt for de unge håbefulde musikere, som satser på musikken i dag. Derfor var panelet flere gange inde på, at musikerne skal begynde at tænke i alternative baner. Desværre var panelet tilbageholdende med konkrete nye ideer på dette punkt.

Konklusion

Den forsimplede og lidt provokerende konklusion på debatten er altså som følger: Der vil bestemt komme til at ske ændringer i løbet af de næste 14 år, men de vil først og fremmest være tekniske. Fantastiske nye muligheder for at tjene nemme penge vil ikke umiddelbart åbenbare sig. Branchen vil sandsynligvis beholde sin “løgrings-struktur”, hvor kun dem i midten tjener de store penge. Til gengæld vil de økonomiske magthavere i løgets midte med stor sandsynlighed være blevet skiftet ud.

Mobiltelefonselskaber, computerfabrikanter og andre virksomheder vil vove sig ind på markedet og skubbe til magtbalancen, men disse vil langt hen ad vejen have de samme interesser, som de nuværende magthavere. Hvilken betydning dette vil have for musikkens kvalitet, er ikke til at sige. Hvis man skal tro panelet, er det altså desværre kun sikkert, at der ingen åbning står på klem til et eldorado for morgendagens udøvende musikere – de må til stadighed kæmpe hårdt for mad på bordet, ganske som de altid har gjort. For forbrugeren åbner der sig derimod muligheder – og hermed sandsynligvis også faldgruber – men heller ikke i denne retning gives der lovning om økonomisk gevinst i form af billigere musik.

Bedste råd er altså at have øjne på stilke i forhold til udviklingen. De tidligste pionerer og dem, der løber de største risici, er også dem, der står til at vinde mest. Fremtiden visen ingen nåde til nostalgikeren, men belønner den driftige.

Læs mere fra musikparlamentets tredje arrangement her.

www.bandbase.dk/musikparlamentet

Læs også:

• Musikbrancen i år 2025 – Musikparlamentet # 3
• Er dansk musik god nok? (ikke org. titel) – Musikparlament # 6 – Om eksport, jantelov, journalistisk og musikalsk selvværd.
• Er du Musikparlamentets nye blogger?
• Organgrinder – nu på nedsat tid
• Musikparlamentet debatterer livescenen

1 2 3 4! – buldrende retrorock fra Highway Child er 4. Danske Rockanbefaling

I morges kunne man læste på bandbase.dk at den danske rockkvartet Highway Child, har skrevet kontrakt med det tyske pladeselskab Elektrohasch. Det betyder at albummet ”On The Old Kings Road” udgives i Tyskland i 2009. Samme album blev udgivet i april i Danmark, men her desværre ikke været igennem mine høretelefoner endnu. Anbefalingen bygger jeg faktisk rent på en koncertoplevelse fra i sommers. I løbet af de kun 4 -5 sange jeg nåede at høre, blev jeg helt overbevist om bandets talent og potentiale. Et smut på bandets Bandbase-side bekræfter hurtigt dette.

Der er egentlig ikke så mange at skrive om bandets stil og ly. Det er en god gammeldags gennemprøvet rocklyd, der fungerer! Elementer af blues og røvballerock fletter sig smidigt sammen med psykedelia og syrerock og det hele serveres i en energisk og ærlig pakke. Guitarriff’ene leder an, som de skal det i god roc,k og der gøres tid til en gedigen guitarsolo ind imellem, hvilket ikke mange rockbands egentlig gør længere.

www.bandbase.dk/HighwayChild

Læs også:

• Danske rockanbefalinger # 7 – Twins Twins
• Danske Rockanbefalinger #3 – The Good The Bad
• Danske Rockanbefalinger #2 – The Hors d’Oeuvres
• Danske rockanbefalinger #1

Det er på tide at jeg blogger lidt om Arcade Fire. Anledningen er at jeg i dag blev mindet om bandets eksistens. I øjeblikket kan Sangen “My body is cage” høres som lydspor til en teaser for filmen “The Curious Case of Benjamin Button”. Filmen har jeg ikke set endnu, men den mindede mig om en anden video jeg tidligere havde set, et sted på internettet.

Under titlen “Arcade Fire + Sergio Leone” fandt jeg for nogen tid siden video med samme stykke musik, men en helt anden handling. Videoen er øjensynligt lavet af en fan ved navn J. Tyler, hvis navn bør nævnes i ydmyg anerkendelse af hans lille kunstværk.

Scenerne i videoen er lånt fra Sergio Leones klassiker “Once Upon a time in the West” og hovedpersonerne er ingen ringere end Henry Fonda og Charles Bronson. Videoen opsummerer hele filmens handling i nogle få klip og Arcade Fires ceremonielle musik giver det hele et intenst udtryk.

Læs også:

• Karkwa – Er band, der sikkert er træt af at blive sammenlignet med Arcade Fire.
• Danger Mouse & Daniele Luppi present: Rome, starring Jack White & Norah Jones
• Arcade Fire – mens vi venter på “The suburbs”
• Hjaltalín – koncertanmeldelse af et islandsk håb
• Arcade Fire-sideprojekter – Og om hvorfor de er særligt interessante

Det nye Organgrinder markerer ikke en ændring i indhold, men helt og holdent i udseende, design og funktionalitet. Det er blevet nemmere og sjovere at skrive kommentarer, så fyr løs! – Også gerne de småfornærmede af slagsen, der uundgåeligt kommer, når jeg bliver allermest kritisk.
Det er også blevet nemmere for mig at ændre og korrigere sidens visuelle fremtoning, så skriv endelig din mening om sidens nye udseende. Selvom det betyder meget for mig, hvordan min side fremstår, er det trods alt læserne der er vigtigst.
Har du ris, ros, brok eller kender du en god musikblog, der skal på min blogroll, så skriv til

misinfo (@) organgrinder (.) dk

Læs også:

• Ingen lignende indlæg