Kære læser,

For tiden kører der en sag, der kan blive afgørende for bloggens fremtid. Faktisk ikke kun for denne blog, men for hele den danske musikblogosfære. Jeg skriver ikke for at opildne til debat, det håber jeg gøre ordentligt på et andet tidspunkt, men blot at oplyse om sagen og dens mulige konsekvenser for Organgrinder.dk

Sagen kort

Det hele startede med et indlæg på bloggen Wonders Make Joy. Her berettede bloggerne Lukas og Mia om en e-mail de havde modtaget fra KODAs markedsafdeling. En e-mail, der gjorde dem opmærksomme på, at bloggen ikke havde en download-aftale og dermed ikke havde tilladelse til at lægge musik til download. Det gjaldt selvom de på forhånd havde lavet aftaler med alle respektive ophavsmænd.

Kombineret med en pressemeddelelse fra to forbløffede bloggere, blev der hurtigt skabt debat om emnet. KODA reagerede prompte. De meldte sig i debatten bla. på Twitter og indkaldte til et debatmøde ugen efter. Her fremlagde de en alternativ betalingsmodel for ikke-kommercielle blogs, som man kan læse om her. Jeg var desværre ikke til stede selv.

Hidtil har KODA mere eller mindre bevidst, set igennem fingre med den slags, ligesom de har gjort med Myspace, YouTube og alle de andre sociale sites, hvor man kan høre musikken. Uanset hvad men synes om forslaget og hvordan KODA tidligere har håndhævet reglerne, er sagen nu kommet i fokus og truer med at dræbe mange musikblogs i danmark. Om denne indgriben har, eller nogensinde vil få en håndgribelig gevinst for musikerne, er jeg i tvivl om.

Wonders Make Joy afsluttede for deres vedkommende sagen med indlægget “28 days later“, som jeg synes er læseværdigt.

Og Organgrinder?

“Jamen, du lægger da ikke musik til download på din blog?”, tænker du måske og det har du ret i. Desværre gælder reglerne også for indlejringer af både musikvideoer og andre afspillere fra f.eks. Soundcloud og Bandcamp. Da jeg indlejrer videoer i stort set alle min indlæg, er jeg formelt set også forpligtet til at betale nævnte vederlag til KODA. Uanset hvad man på et principielt niveau synes om forslaget, er det galimatias at forsøge at håndhæve brugen af indlejringer – og det er måske også grunden til at KODA ikke har gjort det indtil nu.

Selvom jeg ikke overstiger de 2000 streams og dermed kun skal betale den billigste vederlags-sats, hvis jeg da vælger at lave en aftale med KODA, har hele sagen fået mig til at overveje bloggens fremtid. Grunden er ikke, at jeg ikke vil betale for musik eller at jeg ikke synes musikken har værdi – musikkens vigtighed er hele grunden til at jeg bruger tid på bloggen overhovedet – jeg synes bare ikke det giver mening at betale afgifter for videoer jeg har indlejret fra Youtube. Især ikke, når jeg gerne må linke til videoen, så længe jeg ikke laver en indlejring. For os, der er vandt til at manøvrere på internettet, og det vil især sige den hastigt voksende generation af digitale indfødte, virker det både som en absurd ting at bruge tid på og som en dum lille hæmsko for den nye digitale kulturformidling, som allerede i rigt mål har bevist sin positive værdi for udbredelsen af ny musik.

“Hvis du ikke vil betale kan du jo bare lukke din blog” er måske din indvending. Og ja, det er også en mulighed jeg overvejer. Ikke fordi jeg er børnefornærmet eller ønsker at provokere, men fordi det simple regnestykke [Torbens tid + fordele for musikken + bidraget til en tiltrængt alternativ musikformidling = Torben skal punge ud], ikke giver mening. Hverken i min privatøkonomi, ift. min retfærdighedfølelse eller når det kommer til min personlige indsats for at få musikken meningsfuldt ind i den nye digitale virkelighed.

Hvad det hele ender med ved jeg ikke endnu. Der er flere muligheder. Jeg kan melde mig hos KODA og spørge om det virkelig kan passe, at min blog også skal betale, jeg kan finde en mæcen eller en sponsor, der gerne vil støtte min blog (Men som under ingen omstændigheder får indflydelse på indholdet), jeg kan lade som ingenting og se om KODA nogensinde opdager mig eller jeg kan lukke lortet ned og bruge min tid på noget, der slet ikke skaber værdi for musikken.

Hvis du er kommet for at høre musik er du ikke gået forgæves!

Indtil jeg har taget stilling, vil jeg tilbyde dig noget andet – for jeg kan ikke helt lade være. Noget, der så vidt jeg ved, ikke er i strid med nogen regler. Jeg har nemlig lavet en lille playliste på streamingtjenesten WiMP, som du kan finde et link til nedenfor. Det kræver selvfølgelig at du er abbonent hos WiMP, men så betaler du også penge for dit musikforbrug, som i sidste ende vil komme musikerne til gode.

Playlisten har fået den opfindsomme titel “Organgrinder #1″ og den indeholder en tilfældig blanding af sange, der har det til fælles at jeg i løbet af de sidste måneder er faldet over dem og har fundet dem deleværdige.

Lyt til Organgrinder #1 på WiMP

Jeg vil med stor sandsynlighed også fortsætte med at poste links til videoer på bloggens Facebookside, hvor de på magisk vis bliver indlejret af sig selv (Hvilket garanteret også i princippet burde koste mig penge). Besøg den på: facebook.com/organgrinder.dk

Læs også:

• Ingen lignende indlæg

Som du måske har bemærket er jeg stor fan af genbrug. Musikvideoer klippet sammen af gamle filmklip eller ligefrem baseret på hele spillefilm giver en helt særlig virkning, som ikke kan opnås med originalt materiale (Hvad det så end betyder?) men jeg er også meget interesseret i musik, der benytter andet musik, lydbidder og referencer til at skabe nye kunstværker.

Desværre er den fremgangsmåde ofte forbudt. Remix- og mashup-kulturen holdes nede af vores trang til at beskytte og eje og på en eller anden snedig måde er det lykkes jurister at gøre toner og billeder til noget man kan gøre krav på, på samme måde som et avlsdyr eller arvestykker. Argumentet er at det skal kunne betale sig at være kunstner og det har jeg al respekt for, men logikken i at et stykke musik kan ejes i en tid hvor især internettet gør det muligt at så mange spndende ting ud af gamle vragstykker, bliver sværere og sværere at forsvare.

I mine øjne er det en udokumenteret, teoretisk og diskuterbar påstand, at originalkunst er bedre end kopi-kunst og at der overhovedet findes sådan noget som et originalt eller autentisk kunstværk. Desværre er den moderne verden ofte drevet af økonomiske interesser og markedstænkning og i dette tilfælde er genbrugskunsten taberen. Jeg har desværre ikke de vises sten, når der kommer til en løsningen på problemet. Jeg ser ikke en økonomisk frigørelse af kunsten forude og tror heller ikke det ville være specielt gavnligt, men jeg synes debatten er vigtig og trænger sig på i den digital tidsalder vi har bevæget os ind i.

Hvis du selv er kunstner vil jeg gerne opfordre dig til at tage et kig på: www.creativecommons.dk. Creative Commons er en international organisation, der hjælper kunstnere og andre med behov for det, med at kontrollere deres ophavsret på en mere fleksibel måde, hvor man i sin licensering bla. kan gøre det muligt og lovligt for andre at remixe, genbruge og bygge videre på din kunst.

Jeg vil også gerne anbefale artiklen “Tyveri, kreativitebt eller begge dele?” Skrevet af Ralf Christensen i Information d. 14. aug. 2011. Christen er iøvrigt en mand jeg deler mange musikalske holdninger med.

Med det sjældne holdningsudbrud vil jeg overlade dig med bandet Craft Spells og sangen “Scandinavian Crush”, hvis musikvideo er lavet med klip fra den erotiske kultfilm 9½ Weeks fra 1986.

Læs også:

• Wugazi – Mashup af Fugazi og Wu-Tang
• Naturfilm, insekter, Radiohead – “All I Need”
• Purity Ring – “Lofticries”
• Chapel Club – Surfacing
• Kurt Vile – Freeway

Forleden læste jeg en Interessant artikel om indiebands, der med succes har markedsført sig igennem bevidst tavshed. Strategien er at skabe mystisk omkring musikken, hvilke tryllebinder visse modtagere nok til at de hjælper med at skabe hype på internettet. Det kan se ud som om Dead Skeletons benytter sig af netop af denne strategi og med fordel (I hvert fald hvis jeg er målgruppen). Det er nemlig noget af det, der gør det sjovt at skrive om dem her.

Bare rolig – jeg hopper ikke med på hvad som hest. Jeg lytter rent faktisk til det jeg skriver om, hvilket jeg mistænker mange andre bloggere og musikskribenter for ikke at gøre. Jeg skriver om noget, når jeg har forholdt mig til det. Det har jeg gjort med Dead Skeletons. Faktisk opdagede jeg dem for nogle måneder siden og har besøgt deres hjemmeside flere gange, indtil jeg idag besluttede mig for at skrive om dem.

Det er svært at placere musikken genremæssigt, men derfor er den ikke hverken mærkelig eller svær at lytte til. Stilen låner tydeligvis tyngde og mørke fra metal-genren, men at placere det her ville være meget misvisende. Der er også klare elementer af punk og post rock og et strejf af Islands folkemusik – for ja, Dead Skeletons er selvfølgelig fra Island. Det er klart. Resten af miksturen består af noget unikt, som bandet selv byder ind med og som gør det til et spændende musikalsk bekendtskab.

Noget, der især fanger min opmærksomhed, er brugen af døden som et virkemiddel. Det gotiske i musikken har jeg skrevet om før og kommer til at skrive om igen. Dead skeletons kredser om døden – både i deres tekster og i deres univers i det hele taget. Se bare logoet eller bandnavnet. Måden at bruge døden er ikke som i Metalmusik eller gyserfilm. Den kan bedre sammenlignes med den årlige mexicanske dødsfest Día de los Muertos (dødens dag), hvor døden anerkendes og fejres som en del af livet. Slogannet rundt om logoet foroven kan oversættes til “Den som frygter døden kan ikke nyde livet” og på bandets hjemmeside mødes man, som det første, af sætningen “Good and evil exist as they have always existed – listen to the Dead Skeletons.“. Det har jeg valgt at adlyde.

Der er rig adgang til musikken Facebook, youtube og på bandets egen hjemmeside. Jeg har derfor indsat nogle forskellige lytteoptioner nedenfor. Jeg håber du vil give det en chance.

Dead Skeletons – Dead Mantra

Dead Skeletons – Dead Magic (Hele albummet)

Dead Skeletons – Player fra Facebook

.

deadskeletons.com

Læs også:

• 13&God – Armored Scarves
• Low Roar – Give up
• Hospital Ships
• Hjemme hos Olafur Arnalds
• Gardens & VIlla – Black Hills

For helvede hvor er jeg vred og jeg har ikke noget sted at gøre af det. Derfor må musikken vige pladsen for vreden i dette indlæg, så jeg kan få afløb for nogle af de ubehagelige tanker, der plager mig.  Lige nu er verden for ond, kold og meningsløs til musik og det er sjældent jeg har det sådan. Jeg håber derfor jeg kan få lysten tilbage ved at skrive om det.

I dag er en sort dag. I går mistede mange uskyldige mennesker livet i Oslo på grund af gud-ved-hvilken tåbelig ideologi. Dødstallet stiger stadig mens jeg skriver. De døde og pårørende er mennesker jeg kan tale med på mit eget sprog, mennesker jeg ligner i udseende og mennesker med hvem jeg deler prædikatet skandinavisk. Det føles meget tæt på.

Jeg er ligeglad, om det er tro eller politik der ligger bag og jeg er ligeglad med hvilken nationalitet eller baggrund de skyldige har. Jeg er også ligeglad om medierne kalder det terror eller en maskre – det gør ingen forskel. Der er så lidt mening at finde i hele situationen, at de ligeså godt kunne kalde det fiktion.

Hvad helvede er det, der foregår?! Hvad er det, der får mennesker til at ty til den slags ekstremer? For mig er det total kynisme, afstumpethed og mangle på respekt for livet. Jeg kan ikke forstå det. Der må være koldt og ensomt i deres hjerter. Det strækker langt ud over min fatteevne, at man kan komme dertil hvor man overvejer at gøre noget så forfærdeligt og slet ikke at man rent faktisk kan udføre det.

Jeg er et meget positivt og optimistisk menneske, men hændelserne i Oslo i går har for en stund, fået mig til at tvivle på det gode i verden. Det skal nok vende tilbage. Jeg skal nok genfinde glæden, lysten, lyset og musikken, men lige nu er jeg nede – helt nede. Jeg plejer ikke at blogge om verdens tragedier her på siden – og så kunne jeg jo heller ikke lave andet – men tragedien i Oslo i går har givet mig en mental mavepuster og jeg har brug for at dele nogle af tankerne.

På twitter og Facebook sender mine venner medfølende tanker til de pårørende og stemningen synes mest sørgende og trist, men jeg er mest vred. Jeg er harm på en måde jeg sjældent oplever. Jeg har selvfølgelig den dybeste medfølelse og sympati med alle pårørende og vil gerne kondolere, men den dominerende følelse i mit indre er vrede. Grim, mørk, vrede.

Jeg er lige blevet far. Det er jeg fortsat meget glad for. Når jeg får øje på min uskyldige søn, der sover ved siden af mig i barnevognen hjælper det lidt på det hele, men det er også ham jeg har i tankerne, når jeg forholder mig til tragedien. Hvad er det for en fucket-up, utryg og utilregnelig verden jeg har sat ham i? Er det overhovedet værd at fortsætte menneskeracen? Som far er jeg er hadefuld overfor alle de idioter rundt omkring på kloden, der igennem feje handlinger som dem i Oslo er med til at gøre mit barns verden usikker og utryk.

Når jeg tænker på det, får jeg ondt i hovedet og ondt i maven. Derfor besluttede jeg mig for at lukke nogle af tankerne ud her. På den måde kan jeg lægge det bag mig eller bare fra mig og komme videre med min dag. Når det sidste punktum er sat i teksten her, vil jeg atter forsøge at rette min opmærksomhed imod min søn og imod musikken. Jeg vil slukke radioen, TV’et, Twitter og Facebook et par timer og lave noget rart og meningsfuld. Tasterne er snart ligeså rødglødende som min sindstilstand var, da jeg begyndte at skrive, så jeg håber jeg har fået overført noget af smerten til sætningerne.

Hvad der er sket er ufatteligt, umenneskeligt, ufordøjeligt, uformidleligt og meningsløst – meget meningsløst!

Læs også:

• Ingen lignende indlæg

Forleden blev jeg ringet op af en journalist fra avisen Urban, der gerne ville høre min mening om DRs nye radiokanal P6 Beat. Den var jeg selvfølgelig mere end villig til at give hende. Jeg har selv skrevet i rosende vendinger om kanalen her på bloggen.

Jeg tillader mig at dele den i en affotograferet version. Det gør mig nemlig både stolt og glad at jeg tituleres som musiknørd. Om det er fortjent vil jeg ikke gøre mig til herre over.

-

-

Læs også:

• P6 Beat – Radio efter mit hjerte

Bemærk omkvæddet. Første gang 0:55. Kan du kende det? Det er genbrug – måske endda en form for ikke-digital Mashup. Hvis du frekventerer bloggen her ved du måske at jeg ofte er meget tiltrukket af musikalsk spænding. Ikke forstået som dramatiske højdepunkter, men som ting i musikken, der trækker i forskellige retninger og derved kræver ørets opmærksomhed. F.eks. som her, at placere et velkendt stykke musik i en en ny og uforudsigelig kontekst. I dette tilfælde er det et velkendt tekststykke, der bruges som omkvæd i et helt nyt stykke musik og med lidt anderledes melodi.

…og så er det også længe siden jeg har haft rockmusik på bloggen.

-

chapelclub.com/

myspace.com/chapelclub

Læs også:

• Rourke og Basinger i Genbrugsmusikvideo med Craft Spells
• Wugazi – Mashup af Fugazi og Wu-Tang
• Naturfilm, insekter, Radiohead – “All I Need”
• Purity Ring – “Lofticries”
• Kurt Vile – Freeway

Vejen til det globale musikmarked kan ikke sættes på skema. En gang var det nemmere at gennemskue proceduren, men i dag er alting mere forvirrende og ugennemsigtigt. Det betyder dog ikke, at mulighederne ikke findes – de skal blot søges af helt nye veje. Når der således blev lagt op til debat om dansk musik i udlandet, handlede det lige så meget om faldgruber og farezoner, som reelle rejseforslag og turguides. Først og fremmest skal man gøre sig klart, hvad der er motivationen og drømmen – det er de faktorer, der skal fungere som brændstof på turen. Læs et sammendrag af debatten her. 

Motorvejen

I løbet af aftenens musikparlament blev det mere og mere tydeligt, at tiderne er skiftet i musikbranchens eksportafdelinger. De store pladeselskaber, der i manges drøm repræsenterer den lige vej til udenlandseventyret, er langt fra det eneste og bedste sted at investere sin vision. De store labels er pressede. Turneer og udenlandssatsninger udgør ikke sikre investeringer i disse dage og der tages ikke økonomiske chancer hos de store koncerner. Hvis man alligevel har fået hul igennem til en af de store musikmagnater, begiver man sig ofte ind i farefuldt territorium med luskede pladekontrakter, kompromisløse A&R folk og et urimeligt præstationspres. Der var klart en tendens i panelet til at fraråde denne vej.

Motorvejen er altså gået i trafikal hårknude. Aldrig har der været så mange bands som nu, aldrig har det været så nemt at komme i gang, indspille, producere og udbrede sin musik – og aldrig har det været sværere at få en god gammeldags pladekontrakt. Langt de fleste bands holder i dag kø på denne motorvej, men den er smal, misvedligeholdt og fuld af betalingsbomme. Alligevel er vi midt i en myldretid! Et andet væsentligt problem, hvis vi skal bliver ved motorvejsanalogien, er at de fleste bands vil det samme sted hen. De går direkte efter Englands og USA’s guldbeskinnede forjættede kyster. Det er forståeligt nok, for disse to lande danner zenit i musikindustrien. Her holder de allerstørste musikinvestorer til, her sætter den musikalske verdenspresse sin dagsorden og her synes drømmene indenfor rækkevidde. Sagen er bare, at det er de ikke! Skal man følge panelets råd, er en sådan satsning en dårlig initial markedsstrategi. Det er dyrt at rejse til USA og England, der er adskilt fra os af store mængder vand, især hvis man i bandet er flere medlemmer med en masse udstyr. Man skal også huske, at de – præcis som herhjemme – tænker meget lokalt og ikke er så åbne overfor udenlandsk musik, som man kunne ønske. Så vælg et mere realistisk mål, der ikke også er pilgrimsdestinationen for resten af verdens nye bands.

Offroad

Jeg indrømmer, at billedsproget bliver lidt tyndt her, men pointen er klar: Det er den utraditionelle, snedige, innovative, opfindsomme, viljestærke, dristige pionervej, der er bedst. Man kommer længst ved at give afkald på nogle af dogmerne og prøve at tænke anderledes end resten af rosset. Det store musikalske eksporteventyr hører til i en fortid, hvor mægtige branchefolk havde vilje og enorme resurser til at plante dansk musik på fremmede markeder. Det hører til i en tid, hvor der var store nemme penge at tjene, og hvor det gjaldt om blot at blive opdaget og derefter båret til succes. Hvis markedet nogensinde har set ud på denne måde, gør det det ikke længere. Betyder det, at drømmen er udslukt? Nej! Der er stor værdi i at rejse ud med sin musik. Jeg er personligt stolt, når jeg hører om et dansk band der har succes i udlandet, uanset hvordan denne succes ser ud og kan måles. Jeg er stolt af mit musikalske lokalområde og jeg ønsker at dansk musik skal vises frem til hele den uvidende verden på alle tilgængelige måder. I Danmark er der trods alt mange muligheder for at få støttet sine musikprojekter og realisere sine drømme, men arbejdet stopper aldrig. I sidste ende skal musikerne forberede sig på at trække det tungeste læs selv – det er dem, der skal bære drømmen, troen og viljen uanset, hvor meget støtte og hjælp de får.

Der var masser af råd til, hvad et band selv kan gøre uden hjælp. Det betaler sig at have et overblik over markedet, lave masser af research og gennemtænke sine budgetter. For mange bands vil det være en fordel at finde en engageret manager, booker eller en tilsvarende person, der kan varetage logistiske og praktiske opgaver. Et væsentligt råd er at tænke over substans og integritet. Bandsene skal være bedre til at fortælle en historie og tilbyde et musisk produkt, der er mere gennemtænkt og helhedsorienteret end bare en håndfuld gode sange. Kort sagt, at være et band eller en musiker i dag er mere end blot en genert kunstnerrolle. Man driver egentligt en slags dynamisk kreativ virksomhed. I bund og grund har man et produkt, som appellerer til en bestemt forbrugertype. Dette gælder uanset om visionen er at tjene penge, eller bare at udbrede et kunstnerisk indhold. Som musiker begiver man sig ud på et hårdt konkurrencemarked fuldt af andre musikere, der vil nogenlunde det samme – man gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis man lukker øjnene for dette og gemmer sig væk i drømmen om opdagelsen. Det gælder derfor om altid at være et skridt foran konkurrenterne. Man skal ikke føle sig for fin til f.eks. at kaste sig ud i markedsanalyser, salgsstrategier, branding, promotion og storytelling.
Indrømmet – ovenstående lyder alt sammen lidt tørt og jakkesæts-beklædt. Den gode nyhed er dog, at løsningen for det enkelte band afhænger af det enkelte band. Det hele skal ultimativt passe til bandets temperament, udtryk, stil, genre, evner, ambitioner osv. Så hvis du er en arbejdsom og opfindsom musiker, med et produkt du kan stå inde for og et højt ambitionsniveau, er du rigtig godt hjulpet på vej!

Til sidst i debatten kom spørgsmålet fra publikum: “Har dansk musik et fælles brand, der kan sælge i udlandet?” Svaret fra panelet hældte imod et nej. Et ellers interessant emne, der desværre ikke var tid til at gå i dybden med det. Det må altså høre et andet debatarrangement til – men indtil da kan spørgsmålet måske give stof til eftertanke…

Læs også:

• Er dansk musik god nok? (ikke org. titel) – Musikparlament # 6 – Om eksport, jantelov, journalistisk og musikalsk selvværd.
• Er du Musikparlamentets nye blogger?
• Organgrinder – nu på nedsat tid
• Musikparlamentet debatterer livescenen
• Musikparlamentet Goes Global

Jeg har googlet og googlet, søgt på biblioteket og spurgt omkring, men begrebet “plugging” er svært at finde reel info om. – Især, når man som jeg, er på jagt efter kritiske udtalelser. Jeg er derfor startet fra bunden. Hvad er plugging, hvordan bruges det og hvad er konsekvenserne? Formålet er at gøre opmærksom på det skadelige og ensrettende ved metoden, der i mange år har domineret udbredelsen af musik.

Hvad er Plugging?

“Plug” er et engelsk ord – Det betyder et “stik” eller en “prop”. Måske er det bedst at tage udgangspunkt i den engelske term “hair plug” – et hår-implantat eller en hårprop. Metoden her er at man tvinger en lille tot af hår ind i issehuden, et sted hvor hårvæksten er gået i stå. Man “propper” eller “plugger” det nye hår kunstigt ned i issen. Det samme er grundlæggende metoden i plugging. Den store forskel imellem hår og musik er, at hvor det på issen skal dække et reelt hul, skaber det i musikken et kunstigt behov, et sted hvor der sagtens kunne have været noget andet.

Teknikken er simpel – Man forsøger at indprente musik direkte i hoved på den intetanende forbruger. I radioens tidlige dage opdagede man gentagelsens magt. Man behøvede ikke en specielt god sang, for at sætte den fast i hovedet på lytteren, men behøvede blot spille den nok gange for ham. Meget lig de metoder vi i politik ville kalde propaganda. Ved at gentage sangene, blev de hos lytteren til sidst forbundet med tryghed, følelsen af social samhørighed og at være med på noderne. Man tvang simpelthen sangene ind i lytterens smag – og hvad er det man ikke må i moderne kultur? – “diskutere smag” (Et sidespor jeg håber at forfølge i et senere indlæg).

Jeg kan ikke forstå, at der ikke er nogen før mig, der har fået øje på det kritisable ved dette fænomen. Forbrugeren, der jo helst skal forblive helt ubevidst om denne metode for at den virker, vil jeg ikke umiddelbart give skylden, det ville være for nemt – han følger blot rottefængerens melodi. Jeg undrer mig over hvor kritikerne er henne? (Skriv til mig, hvis i ved noget!) Der er ingen tvivl om at det er økonomisk vinding, der fostrer metoder som plugging og vi ved alle at kommercialisering er skadelig for æstetikken. Men hvorfor er der ikke flere, der fortæller forbrugeren at de ligger under for manipulation og styring, når de som ignorante nikkedukker lader sig implantere med standardiseret hitmusik? (og endnu et interessant sidespor: Hvorfor har vi et licensbetalt public service system i Danmark, der bidrager til, snarere end modvirker, sådanne metoder?)

Et nært familiemedlem af plugging er “product placement”. Mange tror at placement betyder at et produkt placeres i et medium, som f.eks. en film, men det er helt forkert. Det handler om at placere et produkt direkte i forbrugerens bevidsthed. De er sejt at gå med et bestemt ur eller køre en bestemt bil, når James Bond gør det og det er in at bære bestemte solbriller eller drikke bestemte læskedrikke, når de store R n’B-kunstnere gør det. Har mainstreamkulturen virkelig reduceret os fra sansende individer til sultne fugleunger med åbent gab, der tager imod reklameindustriens forfordøjede ormeføde? Tillad mig lige den grovhed!

Folk fra musik og Pr-branchen er måske endda stødt på termen “plugging” i Danmark. Begrebet bruges nemlig hos den allerstørste spiller i dansk musik – DR. Hvis man vil præsentere sin musik for playliste-udvalget på P3 eller P4 booker man et “pluggingmøde”. Hvis man er heldig, får man audiens hos udvalget, der afgør om de vil plugge en sang eller ej. Falder sangen i deres smag, kommer den i “rotation” det vil sige bliver spillet gentagende gange i radioen – kan i se hvor det bærer hen? Hele radiosystemet og store dele af musikbranchen i det hele taget, er bygget op omkring denne metode.

Læs også:

• Ingen lignende indlæg

I kraft af at færre og færre køber fysiske albums, med rigtige albumcovers, må kunsterne finde alternative medier for deres visuelle udtryk. For kun få år siden var album-omslaget en væsentlig del af oplevelsen ved at købe musik, men med overgangen til digital musik er coveret også i fare. Til gengæld er det i samme periode blevet nemmere både at lave og udbrede musikvideoer, og derfor ser vi flere og flere af dem. Hertil kommer det “virale” markedsføringspotentiale, der gør videoen til en meget attraktiv størrelse.

Når jeg tidligere har skrevet “tabet”, “døden” eller “afviklingen” af albummet, har der selvfølgelig været tale om en forståelsesfremmende overdrivelse. Som mange forargede musikentusiaster har gjort mig opmærksom på, vil albummet, og al dens tilhørende romantik, være til stede i mange år endnu. Der bliver dog hovedsageligt tale om en nostalgisk æresplads, med lang mindre betydning end før. – Men hvor kan musikken så forenes med et visuelt udtryk? Det kan man i musikvideoen!

Jeg tror det visuelle er en vigtig del af den æstetiske oplevelse af musik – den hjælper os med at danne en mening om den musik vi hører, og den hjælper os med at placere oplevelsen, ved at appellere til flere sanser. Jeg har tænkt meget over emnet af den grund. For mig er internetmusikvideoen på mange måder redningen. Mange af dem jeg ser, er meget kunstneriske, veludførte og interessante.

Så hvis du høre til dem, der troede musikvideoen havde sin storhedstid på MTV i 80erne og 90erne, tager du fejl. I internettets aktuelle æra, er der opstået mange nye fordele ved at lave en video. Her er fordelene i punktform:

• En udvidet æstetisk oplevelse for forbrugeren (Antaget at man fortsætter med at øge kvalitet af lyd og billede)
• Afløsning for det tabte album-artwork – der ikke på nogen elegant måde har kunne følge med i digitaliseringsprocessen.
• Udvidede muligheder for promovering af musik.

Den sidste er værd at fremhæve, for når jeg i slutningen af dette indlæg, indsætter en video fra Danske Altmodisch, er jeg som blogger, aktivt i gang med at promovere bandet. Det har jeg selvfølgelig ikke noget imod, da jeg kan li’ musikken, men hvis de ikke havde lavet en video, var det ikke sikkert de var kommet med i et blogindlæg. Måske starter dette blogindlæg netop de ringe i vandet, der gør at videoen spredes via blogs, facebook, e-mail, eller via en af de andre tusindvis af kanaler, hvorigennem sådan noget kan foregå. Hvis det sker, har Altmodisch skab en viral reklame for sig selv – og det er både effektivt og billigt. Styrken ved den virale metode er at jeg selv bestemmer, hvilke Vira jeg vil være med til at sprede. Det er ikke længere nok for musikerne at have dygtige reklamefolk, når de vil have udbredt deres musik – der skal være et reelt kvalitetsindhold, før det er værd at sprede videre!

Så Hey! Tjek lige denne finurlige video til sangen ” We Look The Same” fra danske Altmodisch

Læs også artiklen: “Det behøver ikke at være så svært at lave en musikvideo!” fra http://bandbase.dk

Læs også:

• Bloggen krydser sine spor – en Video fra AVE
• WhoMadeWho – Inside World
• Musikmandagsmusikvideoer
• The Vaccines – Instagrammusikvideoen
• Get People – Rain Tears

Som optakt til musikparlamentets arrangement om musikbranchens fremtid d. 28. januar, bringer jeg hermed nogle refleksioner om Cd’ens funktion og fremtid. Jeg er så småt ved at indse, at ikke blot Cd’en er død, men at også selve albumformatet dermed er på retræte. Når jeg tænker over det, er det mest nostalgi og gamle vaner, der holder fast i formatet, og ikke nødvendigvis en kunstnerisk fordel. Når kunstneren indser dette og dropper de benspænd, der også er indbygget i albummets fikserede rammer, åbner der sig forhåbentlig en helt ny verden af muligheder for udgivelse af musik. Derfor har jeg skrevet albummets historie, som kan læses her.

Læs også:

• Er dansk musik god nok? (ikke org. titel) – Musikparlament # 6 – Om eksport, jantelov, journalistisk og musikalsk selvværd.
• Er du Musikparlamentets nye blogger?
• Organgrinder – nu på nedsat tid
• Musikparlamentet debatterer livescenen
• Vejen til udlandet – motorvej eller offroad. Om Fjerde udgave af musikparlament