Jeg holder for tiden ferie og ferier kan hurtigt blive lange lykkelige begivenheder med hyggelige stunder og godt vejr. Det er i sig selv ikke dårligt, men det er alligevel rart at blive mindet om det grimme og skæve i livet også. Livet er ikke en lang sommerferie og det har Bonnie Prince Billy forstået og er villig til at vise os.

Videoen er ikke en barsk socialrealistisk kommentar til et eller anden aktuelt politisk emne, men kæler for det skæve, disharmoniske og grimme. En slag meneto mori. Videoen indeholder både et bryllup, sport, sex, alderdom, fattigdom og død og bemærk hvordan kunstneren selv uprætentiøst lader sig udstille i slutningen af filmen i al sin kiksethed. Jeg kan lide det fordi det er et afbræk fra den jubeloptimistiske og selvhøjtidelige musikkultur jeg eksponeres for i radio, på TV og på internettet til dagligt. Den giver mig derfor troen tilbage på kunsten og musikken, lysten tilbage til at høre P3 og læse overgearede musikblogs og meningen tilbage med at  holde sommerferie med alt hvad der hører med af klicheer om softice, cykkelture og afvaskede yndlings-t-shirts.

Videoen er instrueret af http://www.harmony-korine.com/paper/index/i_workhorse.html">Harmony Korine og sangen “No More Workhouse Blues” er 2. single fra albummet Bonnie ‘Prince’ Billy Sings Greatest Palace Music fra 2004.

Jeg ved godt at musikken her er indiesmart på den selvfede måde, jeg indrømmer gerne at jeg er nem at fange, når det hele er indhyllet i undergund og ekserimentalisme som her og ja, jeg har fundet det på Pitchfork.com. Ikke desto mindre er jeg både draget og fascineret af billeder og musik. Det er skævt, ustemt, upænt og ude af takt og netop deri finder jeg en charmen og en udfordring, som jeg gerne tager op.

Det er som minusserne i musikken tilsammen gir’ plus. Musikken får mig til at lytte efter, lægger mærke til detaljer og være sanseligt tilstede. Men det provokerer mig også og udfordrer mine forestillinger. Der er masser af genkendelighed i musikken – så det er aldrig helt umuligt at lytte til. Akkorderne er rene og simple, instrumenterne er velkendte og opbygningen er i sig selv ikke revolutionerende. Værdien ligger i spæningsfeltet imellem det grimme og det smukke, imellem det rene og det skæve, imellem det velkendte og det udfordrende.

JULIAN LYNCH – “SEED” Fra albummet “Orange You Glad” 2009

Baggrundsmusik og forgrundsmusik.

Jeg hører musik hele tiden. I Radioen, i TV, når jeg ser film, når jeg handler ind og alle mulige andre steder. Den musikjeg møder i disse kontekster er baggrundsmusik. Den er ofte helt som den skal være – nemlig i baggrunden. Jeg inviteres ikke til at lytte grundigt efter – musikken må ikke stjæle min opmærksomhed fra det, der er i forgrunden. Det gør Julian Lynch. Her har musikken et selvstændigt budskab, som jeg skal afkode med mine sanser og det er et kritisk budskab. Musikken tvinger mig ubevidst til at forholde mig til hvad musik er, hvad det kan være og hvad jeg får ud af det, men der er et spørgsmål uden et svar. Det er et æstetisk spørgsmål, som jeg gerne vil stilles igen og igen.

Julian Lynch - "Mare"

Jeg lover at jeg snart poster noget pop her på bloggen, for pop har også en værdi! Jeg kan godt li’ pop og jeg kan godt li’ mainstream, for det tjener et formål og det har en værdi for mange mennesker, men jeg passer på ikke at blande alle typer af musik sammen. Det er klart at jeg ikke kan lytte til udfordrende musik døgnet rundt – det har jeg ikke koncentrationsevne til. Nogle gange foretrækker jeg de trygge toner fra musik jeg kender, nogle gange vil jeg synge med og en sjælden gang vil jeg endda danse og så er det ikke Julian Lynch jeg sætter på. Jeg kan også godt li’ den musak, der spilles i supermarkeder – den giver en rolig oplevelse og afstresser mig, mens jeg vælger hvilken shampoo jeg skal prøve denne gang. Jeg kan godt li’ filmmusik – den underbygger spændigsmomenter i filmens handlings-dynamikker og øger intensiteten i oplevelsen. Jeg kan i det hele taget godt li’ baggrundmusik, for den tjener en vigtige funktion i min hverdag. Men! – Jeg er også fan af forgrundsmusik. Musik der kræver min opmærksomhed, musik, der er svær at lytte til og som udfordrer mine forestillinger og vaner. Og det er det jeg finder hos Julian Lynch og det er det, der er sjovest at blogge om og det er derfor jeg hele tiden udskyder at skrive om Lady Gaga, som jeg også holder meget af.

Nyeste album fra Julian Lynch hedder “Mare”. Pitchfork’s giver den 8.5 ud af 10 point. Læs anmeldelsen her.

Jeg har en svaghed for utraditionelle musikinstrumenter. Det skyldes at jeg har brug for at blive udfordret, når jeg lytter til musik. Jeg har brug for eksperimenter, der stikker til de fordomme og italesættelser musikken er indhyldet i. Jeg har brug for at vide at musik er en dynamisk størrelse, der aldrig lader sig indfange, men er legesyg og altid i forandring.

Musisk dekonstruktion?

Når jeg skriver det går jeg ind i en mere kompleks udlægning af hvad jeg mener om musikalsk æstetik. En udredning et kort blogindlæg som dette ingenlunde kan rumme. Jeg mener (Og du er velkommen til at mene noget andet) at æstetiske musikalske oplevelser altid opstår i et spændingsfelt imellem det velkendte og det ukendt – imellem det forståelige og det kritiske. Jeg mener imidlertid ikke at sande æstetiske oplevelser er den eneste grund til at høre musik.

Musik har mange egenskaber. Det kan skaber genkendelse og association, det kan underbygge en fællesskabsfølelse, det er ofte meget identitetsskabende hos de kulturer det florerer i og musikens tekstindhold kan mere eller mindre direkte, kommunikere et budskab til modtageren. Grunden til at jeg finder nydelse i disse to videoer har ikke noget med disse at gøre. Jeg finder ikke musikken særligt vellydende, den minder mig ikke om noget bestemt, jeg kender ikke og har et forhold til kunstnerne og jeg kan ikke forestille mig at lytte til det samme med mine venner, men de udfordrer mig! De får mig til at forholde mig til hvad musik er og kan være. De bruger nemlig begge et simpelt kneb. De tager musikken ude af sine vante kontekster og stiller indirekte et kritisk spørgsmål – Er dette også musik? Jeg tør ikke love at du får den samme oplevelse ud af dem og jeg vil heller ikke påstå at de er repræsentanter for ægte æstetiske oplevelser og måske får du iøvrigt noget ud af dem på et helt andet niveau, men et er sikkert – de er spændende nok til at fremprovokere al denne tekst fra min hånd …

Et velkendt instrument?

Overskriften på 6. arrangement i musikparlamentet er i virkeligheden “Er dansk musik ramt af janteloven?”, men det er måske en lidt formildet udgave af det vi i musikparlamentet i samarbejde med Rytmisk center vil undersøge. Spørgsmålet er hvorfor dansk musik klarer sig så dårlig som eksportvare (Hvis det da er sandt), når anmelderne og musikjournalisterne kaster om sig med stjerner og rosende. Sidder Danmark fast i en ukonstruktiv musikalsk selvopfattelse eller er dansk musik bare misfortsået? (det følgende er udtryk for egne holdninger)

Når man vil debattere noget må man stille emnet skarpt op og nogle gange må man søge efter selve kernen i et problem, før man kan begynde at løse skinproblemer. De to ting har vi i musikparlamentet forsøgt at kombinere i arrangementet “Er dansk musik ramt af janteloven?”. Hvis det skal give mening at forsvare dansk musik som en god eksportvare, bør man overveje om vi overhovedet selv kan stå inde for produktet. Det er her man kan komme i tvivl. Går vi i virkeligheden rundt og har for alt for store tanker om dansk musik? Er journalister og anmeldere for selvglade og gavmilde, når det kommer til musik og er der generelt sket en andedams-skævvridning i den danske musikalske selvopfattelse?

Hvis dansk musik skal stå distancen i den enorme internationale konkurrence på kvalitet og markedsføring skal det en gang for alle slås fast om dansk musik overhovedet kan være med. Hvis ikke, er det på tide at vågne op og stille højere krav til os selv. Jeg vil ikke uden videre diskussion gøre mig til dommer i denne sag, men håber der kan komme afklaring ud af debatten til musikparlamentets 6. arrangement. Debatten er allerede godt i gang på Bandbase.dk. bandbase.dk/News/40239/Er-dansk-musik-ramt-af-janteloven

Se mere her: http://musikparlamentet.dk/">musikparlamentet.dk/

RSVP @ Facebook

PS.
Nu kan man også følge Musikparlamentet på Mikro-blog-platformen Twitter. Twitter.com/musikparlament (Hvorfor skal man følge MP på Twitter? – fordi vi her fodrer jer med opdateringer, nyheder, debatindlæg, links, billeder og meget andet, der gør det nemt at følge Musikparlamentet fra sidelinien)

Jeg har googlet og googlet, søgt på biblioteket og spurgt omkring, men begrebet “plugging” er svært at finde reel info om. – Især, når man som jeg, er på jagt efter kritiske udtalelser. Jeg er derfor startet fra bunden. Hvad er plugging, hvordan bruges det og hvad er konsekvenserne? Formålet er at gøre opmærksom på det skadelige og ødelæggende ved metoden, der i mange år har domineret udbredelsen af musik. Der er meget at skrive om emnet, så dette indlæg bliver en slag føljeton i flere afsnit.

Hvad er Plugging?

“Plug” er et engelsk ord – Det betyder et “stik” eller en “prop”. Måske er det bedst at tage udgangspunkt i den engelske term “hair plug” – et hår-implantat eller en hårprop. Metoden her er at man tvinger en lille tot af hår ind i issehuden, et sted hvor hårvæksten er gået i stå. Man “propper” eller “plugger” det nye hår kunstigt ned i issen. Det samme er grundlæggende metoden i plugging. Den store forskel imellem hår og musik er, at hvor det på issen skal dække et reelt hul, skaber det i musikken et kunstigt behov, et sted hvor der sagtens kunne have været noget andet.

Teknikken er simpel – Man forsøger at indprente musik direkte i hoved på den intetanende forbruger. I radioens tidlige dage opdagede man gentagelsens magt. Man behøvede ikke en specielt god sang, for at sætte den fast i hovedet på lytteren, men behøvede blot spille den nok gange for ham. Meget lig de metoder vi i politik ville kalde propaganda. Ved at gentage sangene, blev de hos lytteren til sidst forbundet med tryghed, følelsen af social samhørighed og at være med på noderne. Man tvang simpelthen sangene ind i lytterens smag – og hvad er det man ikke må i moderne kultur? – “diskutere smag” (Et sidespor jeg håber at forfølge i et senere indlæg).

Jeg kan ikke forstå, at der ikke er nogen før mig, der har fået øje på det kritisable ved dette fænomen. Forbrugeren, der jo helst skal forblive helt ubevidst om denne metode for at den virker, vil jeg ikke umiddelbart give skylden, det ville være for nemt – han følger blot rottefængerens melodi. Jeg undrer mig over hvor kritikerne er henne? (Skriv til mig, hvis i ved noget!) Der er ingen tvivl om at det er økonomisk vinding, der fostrer metoder som plugging og vi ved alle at kommercialisering er skadelig for æstetikken. Men hvorfor er der ikke flere, der fortæller forbrugeren at de ligger under for manipulation og styring, når de som ignorante nikkedukker lader sig implantere med standardiseret hitmusik? (og endnu et interessant sidespor: Hvorfor har vi et licensbetalt public service system i Danmark, der bidrager til, snarere end modvirker, sådanne metoder?)

Et nært familiemedlem af plugging er “product placement”. Mange tror at placement betyder at et produkt placeres i et medium, som f.eks. en film, men det er helt forkert. Det handler om at placere et produkt direkte i forbrugerens bevidsthed. De er sejt at gå med et bestemt ur eller køre en bestemt bil, når James Bond gør det og det er in at bære bestemte solbriller eller drikke bestemte læskedrikke, når de store R n’B-kunstnere gør det. Har mainstreamkulturen virkelig reduceret os fra sansende individer til sultne fugleunger med åbent gab, der tager imod reklameindustriens forfordøjede ormeføde? Tillad mig lige den grovhed!

Folk fra musik og Pr-branchen er måske endda stødt på termen “plugging” i Danmark. Begrebet bruges nemlig hos den allerstørste spiller i dansk musik – DR. Hvis man vil præsentere sin musik for playliste-udvalget på P3 eller P4 booker man et “pluggingmøde”. Hvis man er heldig, får audiens hos udvalget, der afgør om de vil plugge en sang eller ej. Falder sangen i deres smag, kommer den i “rotation” det vil sige bliver spillet gentagende gange i radioen – kan i se hvor det bærer hen? Hele radiosystemet er bygget op omkrig denne metode, men der er muligvis bedre tider på vej.

Fortsættelse følger…

Som optakt til musikparlamentets arrangement om musikbranchens fremtid d. 28. januar, bringer jeg hermed nogle refleksioner om Cd’ens funktion og fremtid. Jeg er så småt ved at indse, at ikke blot Cd’en er død, men at også selve albumformatet dermed er på retræte. Når jeg tænker over det, er det mest nostalgi og gamle vaner, der holder fast i formatet, og ikke nødvendigvis en kunstnerisk fordel. Når kunstneren indser dette og dropper de benspænd, der også er indbygget i albummets fikserede rammer, åbner der sig forhåbentlig en helt ny verden af muligheder for udgivelse af musik. Derfor har jeg skrevet albummets historie, som kan læses her.

Indrømmet – jeg fulgte med i sidste sæson af X-Factor, og skammer mig lidt over det. Jeg tog mig selv i at være underholdt, når deltagerne virkelig var pinlige på skærmen, men ærgrer mig nu lidt over, at jeg har støttet det. Tv-programmet er på mange måder blevet et symbol på tidens kulturånd, og den ærgerlige erkendelse sætter en masse tanker i gang. Hvorfor har man f.eks. valgt at kalde programmer for “X Factor”, når de faktorer man eftersøger, er så klart givne på forhånd?

Definition af “x-faktor”
“X” er i videnskabens sprog udtryk for en ubekendt størrelse – en variabel, der kan svare til hvad som helst. En “faktor” er en årsag eller en omstændighed, som er medbestemmende for noget. En “x-faktor” betegner altså i direkte oversat en “ubekendt årsag eller omstændighed”. Der er åbenbart mange, der ikke har forstået denne simple betydning – for programmet udlægger det, som om termen slet og ret betyder “talent”. Det, der søges hos deltagerne er talent for at underholde seerne – og det er der intet ubekendt over. Når der faktisk dukker noget nyt og anderledes op, bliver det enten afvist af de tre lalleglade dommere, eller i bedste fald rettet til undervejs i programmet, så alle deltagerne til sidst lyder ens. Hvis meningen virkelig var at fremhæve en x-faktor, skulle nogle helt andre elementer have været fremhævet. Det velkendte og salgbare blev efterstræbt – intet andet. Slutresultatet havde nemlig aldrig til formål at være en musisk nyhed eller et frisk navn på markedet, men endnu en poppet mega-star – som DR kunne lukrere på publicitetsmæssigt. Det ønskede resultat var intet andet end at finde en kunstner, der ramte lige ned midt i tidens mainstreamlyd, og altså en kunstner, der ud fra helt velkendte og gennemprøvede faktorer var i stand til at sælge plader. Om det blev en Martin, en Laura eller en hvilken som helst anden sanger, var i sidste ende ligegyldigt. Selvom dommerne måske reelt havde intentionen om at opspore x-faktor, lægger programmet bånd på disse gode intentioner, da det er indrettet som en konkurrence imellem de tre dommere. Det betød, at der ikke blev taget nogen chancer, hvilket jeg anser som essentielt i jagten efter originalitet. Resultatet var da også derefter. Belejligt valgtes endda en vinder, der var populær hos den mest købestærke forbrugergruppe, nemlig de helt unge, og som oven i købet modtog sejren bukkende og skrabende med bedste danske Jantelovsk ydmyghed.

Hvis man stadig vedholder, at finalisterne i x-factor-udsendelsen reelt havde en eller anden form for ubekendt talentfaktor, der gør dem værdigere end andre, er min påstand, at man er meget forblændet af populærkulturens glitrende og farvestrålende facadeverden. Der var ikke ret meget af det, jeg så i tv, der udfordrede, udvidede eller på nogen anden måde faldt udenfor det helt klassiske billede af en mainstream popstjerne. Og ja, jeg ved godt at konceptet ikke er dansk, men det gør overhovedet ikke sagen bedre – det vidner blot om uopfindsomhed.

Slutteligt vil jeg således, på provokerende vis tillade mig at lykkeønske DR med deres succes og byde dem velkommen ind i mainstreamens ligegyldige univers. Jeg er på jeres vegne glad for, at familien Danmark så nemt lader sig fodre med jeres forfordøjede “public service”, at i end ikke længere behøver anstrenge jer for at fremstå som en kulturinstitution. Hurra for X-Factor – endnu et stort søm i den alsidige og afvekslende kulturs ligkiste.

Nu er det blevet d. 23. december og tiden til julegavekøb rinder ud. Derfor er det ligeledes blevet tid til et kritisk blik på én af julens negative effekter – nemlig på musikken. Med jul følger altid en lind strøm af opsamlinger, kompilations og “best of”-albums. De egner sig fint som den nemme julegave, men har en meget ødelæggende effekt på modtagerens kritiske sans.

Organgrinders tommelfingerregel til fremtidige juleindkøb: “Stol aldrig på noget, der bliver udgivet op til jul!”

På gaffa.dk kunne man forleden læse en denne list over årets opsamlinger. “GUIDE: JULERÆSETS OPSAMLINGSHEAT“. Selvom der er navne imellem, som jeg agter højt (især Morrissey, The Smiths og Eels), ville jeg aldrig lade mig narre af pladeindustriens forsøg på at sælge mig et “Greatest Hits” -album, som er udgivet op imod jul.

Hvorfor ikke stole på en juleudgivelse?

Bag enhver udgivelse er der et motiv - det skal man huske. Der er ikke noget galt i at udgive opsamlinger af tidligere udgivet musik, hvis det gøres af de rette årsager! Reglen for opsamlingsalbums, der udgives i julehandelen er dog desværre, at de er lavet ene og alene for at tjene penge ind. De er sammensat i stort fravær af æstetiske og kunstneriske overvejelser, og tjener derfor ikke i musikkens interesser. Af denne grund græmmes jeg personligt ved termen “Greatest Hits”. Princippet her er at samle nogle sange, der enkeltvis solgte godt, for endnu en gang at kunne lukrere på deres “hit-kvalitet”. Sådanne udgivelser er beregnet til at lokke forbrugeren i en salgsfælde. Disse udgivelser er designet til at få den stressede julegavehandlende til at tro, at det er en god julegave, eller at få den desperate ønskelisteforfatter til at tilføje dem til sin bestillingsliste. Den gavesøgende manipuleres, og beordres dermed – skjult – til at købe albummet. Med købet har man pareret pladeselskabets ordrer i stedet for at tage et selvstændigt smags-valg.

Det er uhyre nemt at putte en jule-opsamling i kurven i Føtex, men når du gør dette, giver du også afkald på dit frie valg – på den væsentlig frihed som det er, selv at kunne tage stilling. Du er slet og ret hoppet på limpinden, og har taget imod kommando fra pladebranchen. Tag dig derfor i agt for julehandelens beordrende forsøg på, at manipulere dig til at vælge et intetsigende musik-produkt. En nem måde at undgå dette er at holde sig fra juletidens opsamlinger!

Eksempler

Bemærk udgivelsen ” Motown 50 – Yesterday, Today, Forever”. – En forholdsvis interessant udgivelse fra en relevant musikhistorisk æra, men det er først til januar, at de kan fejre 50års fødselsdag. Jeg ville have meget mere tiltro til udgivelsen, hvis den rent faktisk udkom i januar, jeg ville tro meget mere på udgivelsens seriøsitet og integritet, hvis den ikke absolut skulle presses ud i julesalget. Nu kan jeg ikke andet, end at se det som et ækelt forsøg på at klemme de sidste rester af indtjeningsmulighed ud af en døende musik – og det vil jeg på ingen måde støtte.

Og så er der Nik og Jay. De har udgivet tre albums og har reelt set kun eksisteret i seks år. At der er nogen, som vil give penge for “Nik og Jay – De største” overgår min forstand. Også  selvom man faktisk kan holde musikken ud. Skal man virkeligt ikke gøre sig lidt mere fortjent til at udgive et “største hits” album, end snoldede seks år med nogle hurtigt glemte ørehængere? Svaret fra pladebranchens side er selvfølgelig nej, for hvis pengene skal tjenes, skal det jo ske inden musikken forsvinder fra folks erindring. Jeg har i øvrigt masser af respekt for N&J som musikere – også selvom deres musik ligger langt fra min smag – men som pengegriske underholdningsindustrialister kan jeg ikke holde grovfilen i ro. Køb dog deres rigtige albums, hvis det endelig skal være!

Brug de kommende ca. 330 dage på at tænke over dette, og overvej om ikke du skal holde dig fra opsamlingerne næste jul. – Du gør dig selv, dem du køber gaver til, og selve musikken en stor tjeneste.

Se også indlægget “Om musik og jul”

Glædelig Jul

Jeg vil gerne gøre opmærksom på begrebet “blogosfære“. Til dem af jer der allerede er helt tilstoppede af nye begreber og slang fra internettets kosmologiske verden, er dette indlæg roligt et, man kan springe over.

“Blogosfære” er betegnelsen for den samlede verden af blogs. Det smarte ved billedsproget i ‘det sfæriske’ er at blogs og blogging, når de sammentænkes, danner deres eget univers. Der er igennem meget få år opstået en blog-verden hen over internettet. Disse blogs påvirker hinanden og er i øvrigt sammenflettede på alle mulige måder.

Den sfære jeg er interesseret i, er mindre end den samlede blogosfære. Den begrænser sig nemlig til Danmark og til musik. Nærværende blog er blot en beskeden prik i et voksende kosmos af musikblogs herhjemme. Det er klart, at der er tale om svingende kvalitet, men der er be

stem blogs, der er værd at besøge. Jeg vil utvetydigt anbefale læseren og den musikinteresserede at bruge så mange musikblogs som muligt. Jeg vil derfor løbende bidrage med links og anbefalinger, efterhånden som de kommer for min opmærksomhed. På den måde kan jeg være med til at vedligeholde og måske endda udvide den danske musikblogosfære.

I første omgang har jeg to anbefalinger:

One Weekly Gun
Netop denne side bryder faktisk lidt med den traditionelle blog. Konceptet er spændende: Der blogges om aktuelle emner – politik, historie og kultur, men det hele tvistes, når der samtidigt skrives en sang om emnet. Én gang ugentlig lyder der, på sådan facon, et skud fra den kreative pistol. Sangene kan efterfølgende høres og downloades fra bloggen. Bagtanken er dog mere end blot musik og blogging. – Hele projektet er nemlig også et forsøg på at gentænke musikkens status i en internet-tid og udforske nye måder at skrive og distribuere musik i dag. Jeg er ofte selv forbi siden for at se, hvad der opstår når denne ide føres ud i livet.

www.oneweeklygun.dk

All Scandinavian
En anden anbefaling, der kun for nyligt er blevet mig bekendt er bloggen “All Scandinavian”. Bloggen er som sådan ikke dansk, men favner hele Skandinavien i sit genstandsfelt. Bloggen er hverken personlig eller perspektiverende, men har en enorm informationskarakter. Jeg bruger den til at bevare det kolde overblik over en hektisk musikscene. Bloggen bringer nyheder fra den skandinaviske populærmusik og er især god til at fremhæve de bands der er på vej frem. En fed detalje er, at man kan isolere indlæg fra de forskellige lande, således at man kan få de danske nyheder frem alene. – Personligt synes jeg ogsp det er interessant at følge med i udviklingen på Færøerne og i Island. Her skiller musikken sig ofte meget ud fra mængden og det kan være befriende.

www.allscandinavian.com

Jeg er altid på jagt efter de gode musikblogs, så hvis du kender en, så send mig endelig et link.

For nogle få dage siden skrev jeg et indlæg om blogging, her på bloggen. Tankerne jeg fremlagde var inspireret af et debat-arrangement, jeg deltog i nogle dage tidligere. Hvis man er interesseret i endnu mere indsigt i sagen, kan man læse meget mere om de forskellige holdninger og spørgsmål, der kom til udtryk, i artiklen” Musikparlamentet “Blogging skal være personligt” på bandbase.dk

Jeg er meget interessert i de tanker og ideer, denne debat vækker hos forskellige folk – både andre bloggere og “almindelige borgere” – Så kommenter endelig her på bloggen, eller skriv til misinfo@organgrinder.dk.