Kære læser,

For tiden kører der en sag, der kan blive afgørende for bloggens fremtid. Faktisk ikke kun for denne blog, men for hele den danske musikblogosfære. Jeg skriver ikke for at opildne til debat, det håber jeg gøre ordentligt på et andet tidspunkt, men blot at oplyse om sagen og dens mulige konsekvenser for Organgrinder.dk

Sagen kort

Det hele startede med et indlæg på bloggen Wonders Make Joy. Her berettede bloggerne Lukas og Mia om en e-mail de havde modtaget fra KODAs markedsafdeling. En e-mail, der gjorde dem opmærksomme på, at bloggen ikke havde en download-aftale og dermed ikke havde tilladelse til at lægge musik til download. Det gjaldt selvom de på forhånd havde lavet aftaler med alle respektive ophavsmænd.

Kombineret med en pressemeddelelse fra to forbløffede bloggere, blev der hurtigt skabt debat om emnet. KODA reagerede prompte. De meldte sig i debatten bla. på Twitter og indkaldte til et debatmøde ugen efter. Her fremlagde de en alternativ betalingsmodel for ikke-kommercielle blogs, som man kan læse om her. Jeg var desværre ikke til stede selv.

Hidtil har KODA mere eller mindre bevidst, set igennem fingre med den slags, ligesom de har gjort med Myspace, YouTube og alle de andre sociale sites, hvor man kan høre musikken. Uanset hvad men synes om forslaget og hvordan KODA tidligere har håndhævet reglerne, er sagen nu kommet i fokus og truer med at dræbe mange musikblogs i danmark. Om denne indgriben har, eller nogensinde vil få en håndgribelig gevinst for musikerne, er jeg i tvivl om.

Wonders Make Joy afsluttede for deres vedkommende sagen med indlægget “28 days later“, som jeg synes er læseværdigt.

Og Organgrinder?

“Jamen, du lægger da ikke musik til download på din blog?”, tænker du måske og det har du ret i. Desværre gælder reglerne også for indlejringer af både musikvideoer og andre afspillere fra f.eks. Soundcloud og Bandcamp. Da jeg indlejrer videoer i stort set alle min indlæg, er jeg formelt set også forpligtet til at betale nævnte vederlag til KODA. Uanset hvad man på et principielt niveau synes om forslaget, er det galimatias at forsøge at håndhæve brugen af indlejringer – og det er måske også grunden til at KODA ikke har gjort det indtil nu.

Selvom jeg ikke overstiger de 2000 streams og dermed kun skal betale den billigste vederlags-sats, hvis jeg da vælger at lave en aftale med KODA, har hele sagen fået mig til at overveje bloggens fremtid. Grunden er ikke, at jeg ikke vil betale for musik eller at jeg ikke synes musikken har værdi – musikkens vigtighed er hele grunden til at jeg bruger tid på bloggen overhovedet – jeg synes bare ikke det giver mening at betale afgifter for videoer jeg har indlejret fra Youtube. Især ikke, når jeg gerne må linke til videoen, så længe jeg ikke laver en indlejring. For os, der er vandt til at manøvrere på internettet, og det vil især sige den hastigt voksende generation af digitale indfødte, virker det både som en absurd ting at bruge tid på og som en dum lille hæmsko for den nye digitale kulturformidling, som allerede i rigt mål har bevist sin positive værdi for udbredelsen af ny musik.

“Hvis du ikke vil betale kan du jo bare lukke din blog” er måske din indvending. Og ja, det er også en mulighed jeg overvejer. Ikke fordi jeg er børnefornærmet eller ønsker at provokere, men fordi det simple regnestykke [Torbens tid + fordele for musikken + bidraget til en tiltrængt alternativ musikformidling = Torben skal punge ud], ikke giver mening. Hverken i min privatøkonomi, ift. min retfærdighedfølelse eller når det kommer til min personlige indsats for at få musikken meningsfuldt ind i den nye digitale virkelighed.

Hvad det hele ender med ved jeg ikke endnu. Der er flere muligheder. Jeg kan melde mig hos KODA og spørge om det virkelig kan passe, at min blog også skal betale, jeg kan finde en mæcen eller en sponsor, der gerne vil støtte min blog (Men som under ingen omstændigheder får indflydelse på indholdet), jeg kan lade som ingenting og se om KODA nogensinde opdager mig eller jeg kan lukke lortet ned og bruge min tid på noget, der slet ikke skaber værdi for musikken.

Hvis du er kommet for at høre musik er du ikke gået forgæves!

Indtil jeg har taget stilling, vil jeg tilbyde dig noget andet – for jeg kan ikke helt lade være. Noget, der så vidt jeg ved, ikke er i strid med nogen regler. Jeg har nemlig lavet en lille playliste på streamingtjenesten WiMP, som du kan finde et link til nedenfor. Det kræver selvfølgelig at du er abbonent hos WiMP, men så betaler du også penge for dit musikforbrug, som i sidste ende vil komme musikerne til gode.

Playlisten har fået den opfindsomme titel “Organgrinder #1″ og den indeholder en tilfældig blanding af sange, der har det til fælles at jeg i løbet af de sidste måneder er faldet over dem og har fundet dem deleværdige.

Lyt til Organgrinder #1 på WiMP

Jeg vil med stor sandsynlighed også fortsætte med at poste links til videoer på bloggens Facebookside, hvor de på magisk vis bliver indlejret af sig selv (Hvilket garanteret også i princippet burde koste mig penge). Besøg den på: facebook.com/organgrinder.dk

Desværre er den fremgangsmåde ofte forbudt. Remix- og mashup-kulturen holdes nede af vores trang til at beskytte og eje og på en eller anden snedig måde er det lykkes jurister at gøre toner og billeder til noget man kan gøre krav på, på samme måde som et avlsdyr eller arvestykker. Argumentet er at det skal kunne betale sig at være kunstner og det har jeg al respekt for, men logikken i at et stykke musik kan ejes i en tid hvor især internettet gør det muligt at så mange spndende ting ud af gamle vragstykker, bliver sværere og sværere at forsvare.

I mine øjne er det en udokumenteret, teoretisk og diskuterbar påstand, at originalkunst er bedre end kopi-kunst og at der overhovedet findes sådan noget som et originalt eller autentisk kunstværk. Desværre er den moderne verden ofte drevet af økonomiske interesser og markedstænkning og i dette tilfælde er genbrugskunsten taberen. Jeg har desværre ikke de vises sten, når der kommer til en løsningen på problemet. Jeg ser ikke en økonomisk frigørelse af kunsten forude og tror heller ikke det ville være specielt gavnligt, men jeg synes debatten er vigtig og trænger sig på i den digital tidsalder vi har bevæget os ind i.

Hvis du selv er kunstner vil jeg gerne opfordre dig til at tage et kig på: www.creativecommons.dk. Creative Commons er en international organisation, der hjælper kunstnere og andre med behov for det, med at kontrollere deres ophavsret på en mere fleksibel måde, hvor man i sin licensering bla. kan gøre det muligt og lovligt for andre at remixe, genbruge og bygge videre på din kunst.

Jeg vil også gerne anbefale artiklen “Tyveri, kreativitebt eller begge dele?” Skrevet af Ralf Christensen i Information d. 14. aug. 2011. Christen er iøvrigt en mand jeg deler mange musikalske holdninger med.

Med det sjældne holdningsudbrud vil jeg overlade dig med bandet Craft Spells og sangen “Scandinavian Crush”, hvis musikvideo er lavet med klip fra den erotiske kultfilm 9½ Weeks fra 1986.

I dag er en sort dag. I går mistede mange uskyldige mennesker livet i Oslo på grund af gud-ved-hvilken tåbelig ideologi. Dødstallet stiger stadig mens jeg skriver. De døde og pårørende er mennesker jeg kan tale med på mit eget sprog, mennesker jeg ligner i udseende og mennesker med hvem jeg deler prædikatet skandinavisk. Det føles meget tæt på.

Jeg er ligeglad, om det er tro eller politik der ligger bag og jeg er ligeglad med hvilken nationalitet eller baggrund de skyldige har. Jeg er også ligeglad om medierne kalder det terror eller en maskre – det gør ingen forskel. Der er så lidt mening at finde i hele situationen, at de ligeså godt kunne kalde det fiktion.

Hvad helvede er det, der foregår?! Hvad er det, der får mennesker til at ty til den slags ekstremer? For mig er det total kynisme, afstumpethed og mangle på respekt for livet. Jeg kan ikke forstå det. Der må være koldt og ensomt i deres hjerter. Det strækker langt ud over min fatteevne, at man kan komme dertil hvor man overvejer at gøre noget så forfærdeligt og slet ikke at man rent faktisk kan udføre det.

Jeg er et meget positivt og optimistisk menneske, men hændelserne i Oslo i går har for en stund, fået mig til at tvivle på det gode i verden. Det skal nok vende tilbage. Jeg skal nok genfinde glæden, lysten, lyset og musikken, men lige nu er jeg nede – helt nede. Jeg plejer ikke at blogge om verdens tragedier her på siden – og så kunne jeg jo heller ikke lave andet – men tragedien i Oslo i går har givet mig en mental mavepuster og jeg har brug for at dele nogle af tankerne.

På twitter og Facebook sender mine venner medfølende tanker til de pårørende og stemningen synes mest sørgende og trist, men jeg er mest vred. Jeg er harm på en måde jeg sjældent oplever. Jeg har selvfølgelig den dybeste medfølelse og sympati med alle pårørende og vil gerne kondolere, men den dominerende følelse i mit indre er vrede. Grim, mørk, vrede.

Jeg er lige blevet far. Det er jeg fortsat meget glad for. Når jeg får øje på min uskyldige søn, der sover ved siden af mig i barnevognen hjælper det lidt på det hele, men det er også ham jeg har i tankerne, når jeg forholder mig til tragedien. Hvad er det for en fucket-up, utryg og utilregnelig verden jeg har sat ham i? Er det overhovedet værd at fortsætte menneskeracen? Som far er jeg er hadefuld overfor alle de idioter rundt omkring på kloden, der igennem feje handlinger som dem i Oslo er med til at gøre mit barns verden usikker og utryk.

Når jeg tænker på det, får jeg ondt i hovedet og ondt i maven. Derfor besluttede jeg mig for at lukke nogle af tankerne ud her. På den måde kan jeg lægge det bag mig eller bare fra mig og komme videre med min dag. Når det sidste punktum er sat i teksten her, vil jeg atter forsøge at rette min opmærksomhed imod min søn og imod musikken. Jeg vil slukke radioen, TV’et, Twitter og Facebook et par timer og lave noget rart og meningsfuld. Tasterne er snart ligeså rødglødende som min sindstilstand var, da jeg begyndte at skrive, så jeg håber jeg har fået overført noget af smerten til sætningerne.

Hvad der er sket er ufatteligt, umenneskeligt, ufordøjeligt, uformidleligt og meningsløst – meget meningsløst!

Videoen er ikke en barsk socialrealistisk kommentar til et eller anden aktuelt politisk emne, men kæler for det skæve, disharmoniske og grimme. En slag meneto mori. Videoen indeholder både et bryllup, sport, sex, alderdom, fattigdom og død og bemærk hvordan kunstneren selv uprætentiøst lader sig udstille i slutningen af filmen i al sin kiksethed. Jeg kan lide det fordi det er et afbræk fra den jubeloptimistiske og selvhøjtidelige musikkultur jeg eksponeres for i radio, på TV og på internettet til dagligt. Den giver mig derfor troen tilbage på kunsten og musikken, lysten tilbage til at høre P3 og læse overgearede musikblogs og meningen tilbage med at  holde sommerferie med alt hvad der hører med af klicheer om softice, cykkelture og afvaskede yndlings-t-shirts.

Videoen er instrueret af http://www.harmony-korine.com/paper/index/i_workhorse.html">Harmony Korine og sangen “No More Workhouse Blues” er 2. single fra albummet Bonnie ‘Prince’ Billy Sings Greatest Palace Music fra 2004.

Det er som minusserne i musikken tilsammen gir’ plus. Musikken får mig til at lytte efter, lægger mærke til detaljer og være sanseligt tilstede. Men det provokerer mig også og udfordrer mine forestillinger. Der er masser af genkendelighed i musikken – så det er aldrig helt umuligt at lytte til. Akkorderne er rene og simple, instrumenterne er velkendte og opbygningen er i sig selv ikke revolutionerende. Værdien ligger i spæningsfeltet imellem det grimme og det smukke, imellem det rene og det skæve, imellem det velkendte og det udfordrende.

JULIAN LYNCH – “SEED” Fra albummet “Orange You Glad” 2009

Baggrundsmusik og forgrundsmusik.

Jeg hører musik hele tiden. I Radioen, i TV, når jeg ser film, når jeg handler ind og alle mulige andre steder. Den musikjeg møder i disse kontekster er baggrundsmusik. Den er ofte helt som den skal være – nemlig i baggrunden. Jeg inviteres ikke til at lytte grundigt efter – musikken må ikke stjæle min opmærksomhed fra det, der er i forgrunden. Det gør Julian Lynch. Her har musikken et selvstændigt budskab, som jeg skal afkode med mine sanser og det er et kritisk budskab. Musikken tvinger mig ubevidst til at forholde mig til hvad musik er, hvad det kan være og hvad jeg får ud af det, men der er et spørgsmål uden et svar. Det er et æstetisk spørgsmål, som jeg gerne vil stilles igen og igen.

Julian Lynch - "Mare"

Jeg lover at jeg snart poster noget pop her på bloggen, for pop har også en værdi! Jeg kan godt li’ pop og jeg kan godt li’ mainstream, for det tjener et formål og det har en værdi for mange mennesker, men jeg passer på ikke at blande alle typer af musik sammen. Det er klart at jeg ikke kan lytte til udfordrende musik døgnet rundt – det har jeg ikke koncentrationsevne til. Nogle gange foretrækker jeg de trygge toner fra musik jeg kender, nogle gange vil jeg synge med og en sjælden gang vil jeg endda danse og så er det ikke Julian Lynch jeg sætter på. Jeg kan også godt li’ den musak, der spilles i supermarkeder – den giver en rolig oplevelse og afstresser mig, mens jeg vælger hvilken shampoo jeg skal prøve denne gang. Jeg kan godt li’ filmmusik – den underbygger spændigsmomenter i filmens handlings-dynamikker og øger intensiteten i oplevelsen. Jeg kan i det hele taget godt li’ baggrundmusik, for den tjener en vigtige funktion i min hverdag. Men! – Jeg er også fan af forgrundsmusik. Musik der kræver min opmærksomhed, musik, der er svær at lytte til og som udfordrer mine forestillinger og vaner. Og det er det jeg finder hos Julian Lynch og det er det, der er sjovest at blogge om og det er derfor jeg hele tiden udskyder at skrive om Lady Gaga, som jeg også holder meget af.

Nyeste album fra Julian Lynch hedder “Mare”. Pitchfork’s giver den 8.5 ud af 10 point. Læs anmeldelsen her.

Musisk dekonstruktion?

Når jeg skriver det går jeg ind i en mere kompleks udlægning af hvad jeg mener om musikalsk æstetik. En udredning et kort blogindlæg som dette ingenlunde kan rumme. Jeg mener (Og du er velkommen til at mene noget andet) at æstetiske musikalske oplevelser altid opstår i et spændingsfelt imellem det velkendte og det ukendt – imellem det forståelige og det kritiske. Jeg mener imidlertid ikke at sande æstetiske oplevelser er den eneste grund til at høre musik.

Musik har mange egenskaber. Det kan skaber genkendelse og association, det kan underbygge en fællesskabsfølelse, det er ofte meget identitetsskabende hos de kulturer det florerer i og musikens tekstindhold kan mere eller mindre direkte, kommunikere et budskab til modtageren. Grunden til at jeg finder nydelse i disse to videoer har ikke noget med disse at gøre. Jeg finder ikke musikken særligt vellydende, den minder mig ikke om noget bestemt, jeg kender ikke og har et forhold til kunstnerne og jeg kan ikke forestille mig at lytte til det samme med mine venner, men de udfordrer mig! De får mig til at forholde mig til hvad musik er og kan være. De bruger nemlig begge et simpelt kneb. De tager musikken ude af sine vante kontekster og stiller indirekte et kritisk spørgsmål – Er dette også musik? Jeg tør ikke love at du får den samme oplevelse ud af dem og jeg vil heller ikke påstå at de er repræsentanter for ægte æstetiske oplevelser og måske får du iøvrigt noget ud af dem på et helt andet niveau, men et er sikkert – de er spændende nok til at fremprovokere al denne tekst fra min hånd …

Et velkendt instrument?

Når man vil debattere noget må man stille emnet skarpt op og nogle gange må man søge efter selve kernen i et problem, før man kan begynde at løse skinproblemer. De to ting har vi i musikparlamentet forsøgt at kombinere i arrangementet “Er dansk musik ramt af janteloven?”. Hvis det skal give mening at forsvare dansk musik som en god eksportvare, bør man overveje om vi overhovedet selv kan stå inde for produktet. Det er her man kan komme i tvivl. Går vi i virkeligheden rundt og har for alt for store tanker om dansk musik? Er journalister og anmeldere for selvglade og gavmilde, når det kommer til musik og er der generelt sket en andedams-skævvridning i den danske musikalske selvopfattelse?

Hvis dansk musik skal stå distancen i den enorme internationale konkurrence på kvalitet og markedsføring skal det en gang for alle slås fast om dansk musik overhovedet kan være med. Hvis ikke, er det på tide at vågne op og stille højere krav til os selv. Jeg vil ikke uden videre diskussion gøre mig til dommer i denne sag, men håber der kan komme afklaring ud af debatten til musikparlamentets 6. arrangement. Debatten er allerede godt i gang på Bandbase.dk. bandbase.dk/News/40239/Er-dansk-musik-ramt-af-janteloven

Se mere her: http://musikparlamentet.dk/">musikparlamentet.dk/

RSVP @ Facebook

PS.
Nu kan man også følge Musikparlamentet på Mikro-blog-platformen Twitter. Twitter.com/musikparlament (Hvorfor skal man følge MP på Twitter? – fordi vi her fodrer jer med opdateringer, nyheder, debatindlæg, links, billeder og meget andet, der gør det nemt at følge Musikparlamentet fra sidelinien)

]]> http://organgrinder.dk/er-dansk-musik-god-nok-ikke-org-titel-musikparlament-6-om-eksport-jantelov-journalistisk-og-musisk-selvv%c3%a6rd/feed/ 0 http://organgrinder.dk/om-begrebet-plugging-en-aldrende-pr-strategi/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=om-begrebet-plugging-en-aldrende-pr-strategi http://organgrinder.dk/om-begrebet-plugging-en-aldrende-pr-strategi/#comments Thu, 26 Feb 2009 21:47:51 +0000 T.Eik http://organgrinder.dk/?p=678 Jeg har googlet og googlet, søgt på biblioteket og spurgt omkring, men begrebet “plugging” er svært at finde reel info om. – Især, når man som jeg, er på jagt efter kritiske udtalelser. Jeg er derfor startet fra bunden. Hvad er plugging, hvordan bruges det og hvad er konsekvenserne? Formålet er at gøre opmærksom på det skadelige og ensrettende ved metoden, der i mange år har domineret udbredelsen af musik.

Hvad er Plugging?

“Plug” er et engelsk ord – Det betyder et “stik” eller en “prop”. Måske er det bedst at tage udgangspunkt i den engelske term “hair plug” – et hår-implantat eller en hårprop. Metoden her er at man tvinger en lille tot af hår ind i issehuden, et sted hvor hårvæksten er gået i stå. Man “propper” eller “plugger” det nye hår kunstigt ned i issen. Det samme er grundlæggende metoden i plugging. Den store forskel imellem hår og musik er, at hvor det på issen skal dække et reelt hul, skaber det i musikken et kunstigt behov, et sted hvor der sagtens kunne have været noget andet.

Teknikken er simpel – Man forsøger at indprente musik direkte i hoved på den intetanende forbruger. I radioens tidlige dage opdagede man gentagelsens magt. Man behøvede ikke en specielt god sang, for at sætte den fast i hovedet på lytteren, men behøvede blot spille den nok gange for ham. Meget lig de metoder vi i politik ville kalde propaganda. Ved at gentage sangene, blev de hos lytteren til sidst forbundet med tryghed, følelsen af social samhørighed og at være med på noderne. Man tvang simpelthen sangene ind i lytterens smag – og hvad er det man ikke må i moderne kultur? – “diskutere smag” (Et sidespor jeg håber at forfølge i et senere indlæg).

Jeg kan ikke forstå, at der ikke er nogen før mig, der har fået øje på det kritisable ved dette fænomen. Forbrugeren, der jo helst skal forblive helt ubevidst om denne metode for at den virker, vil jeg ikke umiddelbart give skylden, det ville være for nemt – han følger blot rottefængerens melodi. Jeg undrer mig over hvor kritikerne er henne? (Skriv til mig, hvis i ved noget!) Der er ingen tvivl om at det er økonomisk vinding, der fostrer metoder som plugging og vi ved alle at kommercialisering er skadelig for æstetikken. Men hvorfor er der ikke flere, der fortæller forbrugeren at de ligger under for manipulation og styring, når de som ignorante nikkedukker lader sig implantere med standardiseret hitmusik? (og endnu et interessant sidespor: Hvorfor har vi et licensbetalt public service system i Danmark, der bidrager til, snarere end modvirker, sådanne metoder?)

Et nært familiemedlem af plugging er “product placement”. Mange tror at placement betyder at et produkt placeres i et medium, som f.eks. en film, men det er helt forkert. Det handler om at placere et produkt direkte i forbrugerens bevidsthed. De er sejt at gå med et bestemt ur eller køre en bestemt bil, når James Bond gør det og det er in at bære bestemte solbriller eller drikke bestemte læskedrikke, når de store R n’B-kunstnere gør det. Har mainstreamkulturen virkelig reduceret os fra sansende individer til sultne fugleunger med åbent gab, der tager imod reklameindustriens forfordøjede ormeføde? Tillad mig lige den grovhed!

Folk fra musik og Pr-branchen er måske endda stødt på termen “plugging” i Danmark. Begrebet bruges nemlig hos den allerstørste spiller i dansk musik – DR. Hvis man vil præsentere sin musik for playliste-udvalget på P3 eller P4 booker man et “pluggingmøde”. Hvis man er heldig, får man audiens hos udvalget, der afgør om de vil plugge en sang eller ej. Falder sangen i deres smag, kommer den i “rotation” det vil sige bliver spillet gentagende gange i radioen – kan i se hvor det bærer hen? Hele radiosystemet og store dele af musikbranchen i det hele taget, er bygget op omkring denne metode.

Organgrinders tommelfingerregel til fremtidige juleindkøb: “Stol aldrig på noget, der bliver udgivet op til jul!”

På gaffa.dk kunne man forleden læse en denne list over årets opsamlinger. “GUIDE: JULERÆSETS OPSAMLINGSHEAT“. Selvom der er navne imellem, som jeg agter højt (især Morrissey, The Smiths og Eels), ville jeg aldrig lade mig narre af pladeindustriens forsøg på at sælge mig et “Greatest Hits” -album, som er udgivet op imod jul.

Hvorfor ikke stole på en juleudgivelse?

Bag enhver udgivelse er der et motiv - det skal man huske. Der er ikke noget galt i at udgive opsamlinger af tidligere udgivet musik, hvis det gøres af de rette årsager! Reglen for opsamlingsalbums, der udgives i julehandelen er dog desværre, at de er lavet ene og alene for at tjene penge ind. De er sammensat i stort fravær af æstetiske og kunstneriske overvejelser, og tjener derfor ikke i musikkens interesser. Af denne grund græmmes jeg personligt ved termen “Greatest Hits”. Princippet her er at samle nogle sange, der enkeltvis solgte godt, for endnu en gang at kunne lukrere på deres “hit-kvalitet”. Sådanne udgivelser er beregnet til at lokke forbrugeren i en salgsfælde. Disse udgivelser er designet til at få den stressede julegavehandlende til at tro, at det er en god julegave, eller at få den desperate ønskelisteforfatter til at tilføje dem til sin bestillingsliste. Den gavesøgende manipuleres, og beordres dermed – skjult – til at købe albummet. Med købet har man pareret pladeselskabets ordrer i stedet for at tage et selvstændigt smags-valg.

Det er uhyre nemt at putte en jule-opsamling i kurven i Føtex, men når du gør dette, giver du også afkald på dit frie valg – på den væsentlig frihed som det er, selv at kunne tage stilling. Du er slet og ret hoppet på limpinden, og har taget imod kommando fra pladebranchen. Tag dig derfor i agt for julehandelens beordrende forsøg på, at manipulere dig til at vælge et intetsigende musik-produkt. En nem måde at undgå dette er at holde sig fra juletidens opsamlinger!

Eksempler

Bemærk udgivelsen ” Motown 50 – Yesterday, Today, Forever”. – En forholdsvis interessant udgivelse fra en relevant musikhistorisk æra, men det er først til januar, at de kan fejre 50års fødselsdag. Jeg ville have meget mere tiltro til udgivelsen, hvis den rent faktisk udkom i januar, jeg ville tro meget mere på udgivelsens seriøsitet og integritet, hvis den ikke absolut skulle presses ud i julesalget. Nu kan jeg ikke andet, end at se det som et ækelt forsøg på at klemme de sidste rester af indtjeningsmulighed ud af en døende musik – og det vil jeg på ingen måde støtte.

Og så er der Nik og Jay. De har udgivet tre albums og har reelt set kun eksisteret i seks år. At der er nogen, som vil give penge for “Nik og Jay – De største” overgår min forstand. Også  selvom man faktisk kan holde musikken ud. Skal man virkeligt ikke gøre sig lidt mere fortjent til at udgive et “største hits” album, end snoldede seks år med nogle hurtigt glemte ørehængere? Svaret fra pladebranchens side er selvfølgelig nej, for hvis pengene skal tjenes, skal det jo ske inden musikken forsvinder fra folks erindring. Jeg har i øvrigt masser af respekt for N&J som musikere – også selvom deres musik ligger langt fra min smag – men som pengegriske underholdningsindustrialister kan jeg ikke holde grovfilen i ro. Køb dog deres rigtige albums, hvis det endelig skal være!

Brug de kommende ca. 330 dage på at tænke over dette, og overvej om ikke du skal holde dig fra opsamlingerne næste jul. – Du gør dig selv, dem du køber gaver til, og selve musikken en stor tjeneste.

Se også indlægget “Om musik og jul”

Glædelig Jul