Nu hvor jeg har din opmærksomhed, vil jeg gerne reklamere for bloggens facebookside. Jeg har ikke noget at sælge, så jeg skammer mig ikke over at reklamere for den. Jeg finder dagligt store mængder af musik og hobevis af videoer jeg gerne vil dele – meget mere end jeg har tid til at skrive om på bloggen. Det der ikke bliver tid til, der ikke nødvendigvis er det dårligste, deler jeg i stedet på facebook. Grunden til at jeg gerne vil have dit ‘synes godt om’ er selvfølgelig af hensyn til min selvtillid og forfængelighed som blogger, det indrømmer jeg gerne, men det er også fordi det er sjovere at dele noget, når der er nogen at dele det med. Jeg garanterer fuld anonymitet. Ingen behøver at vide, at du har fundet siden via et indlæg om nøgne damer.

Om Cavemen.

Det er egentlig tarveligt at starte indlægget på den måde. Videoen herunder er hverken vulgær eller pornografisk, men derim0d smuk og stemningsfuld. Instruktøren er sluppet afsted med nogle effektfulde undervandsoptagelser, der er både smukke, magiske og lidt uhyggelige. Cavemen er et femmandsorkester fra New York. De har eksisteret siden 2010 og udgav debutalbummet Coco Beware  i 2011, hvor begge nedendelte sange er at finde. Jeg har lyttet nogle gang til albummet den sidste uges tid og kan godt stå inde for den. Nøgenhed eller ej.

Caveman @ Spotify

cavemantheband.com

facebook.com/CavemanBand

Læs også:

• St. Vincent og den manglende taleboble
• WhoMadeWho – Inside World
• Musikmandagsmusikvideoer
• The Vaccines – Instagrammusikvideoen
• Get People – Rain Tears

Bered dig på at læse noget positivt. Jeg er helt blæst væk af denne video. I århundrende har musikere og instrumentbyggere forfinet musikens lyde, øvet sig utallige timer på kedelige skalaer og jagtet den perfekte klang udi det absurde, men uden held. Min opmærksomhed fanges sjældent af det forfinede. Ind fra højre kommer en HP Scanjet 3P. Den er ikke beregnet til at spille musik, den har ikke øvet sig og den besidder hverken sjæl eller følelser og pludselig hører jeg efter. Griner, men hører efter. Lydene i denne video er både provokerende og sjove, men gør også krav på en unik æstetik. Øret er pirret og koncentrerer sig pludselig om det den hører, hvilket i virkeligheden sjældent sker. Det meste musik er i mit perspektiv baggrundsmusik – også det jeg deler her på bloggen. Ophavsmanden har jeg ikke fundet megen informationer om. Han gør ikke krav på sin berømmelse og det er ubegribeligt.   Der er et link til en Facebook-siden sidst i indlægget. Klik og støt.  

facebook.com/PURETUNE

Læs også:

• Extra Classic – Give Me Your Love
• Wugazi – Mashup af Fugazi og Wu-Tang
• Bruce Springsteen – I’m On Fire (1986)
• Grant Lee Buffalo – “Fuzzy”
• My Bloody Valentine – “Somtimes”

Lad os lige få det formelle overstået, så jeg kan komme til det med taleboblen. Videoen her er med den charmereden St. Vincent aka Annie Erin Clark. Sangen hedder “Cheerleader” og er fra albummet Strange Mercy fra 2011. Videoen god, sjov, interessant, helt ny og i høj grad værd at dele for både lyd og billeder.

Jeg bruger bloggen her til at øve mig i at skrive. Jeg vil gerne præsentere nye musikalske oplevelser for læseren og tilbyde baggrundsviden i det omfang jeg er i stand til at frembringe den, men selve teksten er også vigtig. Der er mange musikblogs derude og vi konkurrerer om relativt få læsere. De fleste blogs er skrevet af lynhurtige og ihærdige unge aktualitetseksperter med masser af fritid. Dem kan og vil jeg ikke konkurrere med. Jeg må altså tilføre indlæggene en ekstra dimension, hvis jeg ikke vil forsvinde helt i det store cyberspace. Det forsøger jeg at gøre med det jeg skriver og måden jeg skriver det på. Ikke kun med ordene, selvom det er dem jeg gerne vil øve mig i at bruge, men også med skæve vinkler, selvscenesættelse, humor og overraskelser.

så hvorfor en taleboble?… Jeg beklager, men det er bare et kneb. Jeg ville skrive noget i overskrifte, der gjorde dig nysgerrig. Hvis du er kommet hertil i teksten har det virket. Jeg kiggede på billedet, der er et stilbillede fra videoen, og tænkte “Det kunne i grunden være sjovt, hvis der var en taleboble ud for St. Vincents mund. Hvad ville hun mon sige?“. Du skal selvfølgelig være mere end velkommen til at forestille dig at hun siger noget. Du må også gerne skrive det i kommentarfeltet, hvis det hjælper på din kreativitet.

St. Vincent – Strange Mercy @ Spotify

http://www.ilovestvincent.com/

Læs også:

• Fair Ohs – og en fed Batmand
• Cavemen – Der er nøgne damer i denne musikvideo
• WhoMadeWho – Inside World
• Yellow Ostrich
• Musikmandagsmusikvideoer

Jeg har en irriterende svaghed for indadvendt skovmandsmusik som det Will Stratton laver. Irriterende fordi det gør mig nem at sætte i bås. Skægget, filosofiuddannelsen, de ternede skjorter og samlingen af Neil Young Albums – her er jeg. Jeg gør hvad jeg kan, for at udfordre min smag. Jeg tager på lange lytteekspeditioner dybt ind i fremmede genrer og stilarter. Jeg går på opdagelse i musik jeg næste ikke kan holde ud at lytte til. Jeg læser og diskuterer. Jeg vil ikke være så nem at regne ud, men det er jeg altså nogle gange.

Jeg vidste næsten med det samme, at Strattons musik ville falde i min smag. Jeg prøvede at beslutte mig for ikke at kunne li’ det, men det virkede ikke. Det ville jo også have være dumt, for hvorfor benægte sig selv en god oplevelse på grund af et dumt princip, som ikke at ville sættes i bås.

Allerede efter få toner (Og jeg har lyttet meget i mellemtiden) kunne jeg mærke min bås omkring mig. Jeg fandt musikke både velspillet, roligt og nærmest porøst i sin lyd og der var ikke meget at gøre. Jeg overgav mig til min bås. Jeg fandt mig til rette der, hvor jeg åbenbart hører hjemme. Jeg trøstede mig selv ved at tænke at en bås ikke kun er noget man er nem at placere i, men også et trygt sted og et sted hvor man kan gemme sig fra den farlige verden af nye ting. I dette indlæg vil jeg derfor være at finde i min bås med Will Stratton i ørerne.

Will Stratton @ Spotifyf

willstratton.bandcamp.com

willstratton.com

Læs også:

• Falloe – Mere australsk musik
• Jonas David – Shield
• Fleet Foxes – The Shrine / An Argument
• Siskiyou – Never Ever Ever Ever Again
• First Aid Kit – The Lion’s Roar

Sebastian Tellier er et interessant bekendskab af en sær snegl at være. Jeg har været meget sen til at give hans musik en chance og det skyldes formodentlig at han fik sit gennembrud som repræsentant for Frankrig ved det internationale melodigrandprix i 2008. Da jeg endelig overvandt frygten for udslet i øregangen og gav musikken en chance, blev jeg hooked. Måske skyldtes det musikkens legesyge og poppede grænsesøgen, måske det tykke lag af skøn ironi der gennemstrømmer kompositionerne, og som for mig udgør forklaringen på hvorfor han valgte at stille op i den mest kitsch musikkonkurrence i verden, eller måske begge dele. Det vides ikke.

Nu er Tellier snart aktuel med et nyt album. My God Is Blue. At dømme ud fra videoen er der enten noget meget stort eller noget meget skuffende i vente. Personligt håber jeg at videoen og sangen, der begge minder om en slags intro, er begyndelsen til et større sammenhængende værk.

Mine damer og herrer. Sebastian Tellier!

Hvis du mangler en indgangsvinkel til Sebastian Tellier, vil jeg anbefale at starte med albummet sexuality fra 2008 (Ja, det er her sangen “Devine”, der var med i MGP findes)

Sébastien Tellier – Sexuality @ Spotify

Læs også:

• Bob hund er tilbage! Låter som miljarder
• C2C – F.U.Y.A
• Pure X – og en cognac

Jeg har lige haft en af den slags oplevelser, der ville gøre mig til en dårlig blogger, hvis jeg ikke deler den. En af den slags musikalske opdagelser, hvor man smider hvad man har i hænderne og fordyber sig spontant og betingelsesløst i nogle nye toner. Det drejer sig om bandet Extra Classic Fra San Francisco. Indtil for en time siden var de mig totalt ukendte. Nu føles det som om de har været der altid, hvilket givetvis også hænger sammen med bandets tilbageskuende stil.

Det var sangen “Give Me Your Love”, der trods sin klichefulde velkendthed ramte mig lige i min følelsesmæssige akilleshæl. Stilen er 70er-lækker og soulinspireret med 1-2-3-4-trommer og masser af veludnyttede retro-instrumentering. Efter at have lyttet til sangen 4-5 gange i træk gik jeg på opdagelse i resten af deres lydunivers. Til min forundring, og hurtigt også min fornøjelse, var resten af sangene under en kraftig Jamaica-indflydelse. Det i en grad, så en reference til Boney M er på sin plads.

Jeg ved ikke om musikken er langtidsholdbart eller om jeg bare trængte til nogle varme og trygge toner i decmbergråvejeret, men den umiddelbare oplevelse ved at opdage dem, var så stor at gravede mig ned foran computeren midt i gaveindpakning og rødkålskogning for at dele den.

“Give Me Your Love” er afslutningsnummeret på debutalbummet Your Light Like White Lightning, Your Light Like A Laser Beam, som fandt vej til offentligheden tidligere på året. Først har jeg indsat den officielle video til sangen og derefter en optagelse fra sitet theneighborhood.tv, hvor jeg selv opdagede den.

I fald jeg ikke få blogget i morgen vil jeg lige indskyde et hurtigt “glædelig Jul”.

Give Me your Love fra neighborhood.tv

soundcloud.com/extra_classic

Extra Classic @ Spotify

theneighborhood.tv

Læs også:

• House of the Rising Sun, som du ikke har hørt den før!
• Wugazi – Mashup af Fugazi og Wu-Tang
• Bruce Springsteen – I’m On Fire (1986)
• Grant Lee Buffalo – “Fuzzy”
• My Bloody Valentine – “Somtimes”

Hvis du havde set denne video og jeg på forhånd havde fortalt dig at det er min yndlignsjulesang, ville du sikkert hurtigt have regnet ud at jeg ikke er glad for jul. Det skammer jeg mig ikke over. For mig er december lig med stress, kulde, dårlig økonomi, dårlig samvittighed over manglende tid til venner og familie, dansktop-lydende bjældemusik, billig julepynt, fed mad med tilhørende julefedme og stærke alkoholiske drikke. Sidstenævnte værende en absolut nødvendighed for overhovedet at overleve højtiden. Det hjælper dog en smule at brokke sig og med et par afspilninger af Lows mørke julehymne får jeg som regel troen på menneskeheden tilbage.

God jul siger jeg bare!

 

Læs også:

• Søndagsanbefaling – Public Radio fra Minnesota
• Om opsamlings-albums i julegavetiden og deres destruktive effekt
• Om musik og jul

C2C er fire franske DJs. De er tidligere verdensmestre i DJ – flere gange. Det er ikke en musikform jeg dyrker specielt meget selv – faktisk er det først nu jeg erfarer, at man overhovedet kan blive verdensmester i den slags. Det skyldes ikke ond vilje eller manglende interesse. De her gutter er jo vildt fede! Jeg måtte overgive mig totalt til musikken og videoen her, da jeg fandt den. Af mangle på en mere poetisk måde at formulere det, er det bare møg-godt! De formår at inkludere både det storladene, det stilfulde, det ironiske og det iørefaldende. Mere kan man ikke forlange.

www.onandon-records.com

Læs også:

• Sébastien Tellier har gang i noget stort!

Jeg har fødsesdag i dag og det bryder jeg mig ikke om. Dagen minder mig mere om, at der er et år mindre tilbage, end at der er gået et år. Jeg er derfor nedtrygt og gnaven hver gang datoen bliver 11. november. Når jeg konfronteres mit fødselsdagslede og får at vide at jeg skal slappe af og nyde dagen, svarer jeg at jeg er positiv, livsglad og energisk 364 dage om året og at jeg derfor vil have lov til at at være nedtrykt på min fødselsdag, hvor jeg pludselig blive meget opmærksom på livets finitte karakter.

Det har jeg det egentlig fint med. Normalt holder jeg bare lav profil eller skjuler helt at det er min fødselsdag. Mine nærmeste ved at de ikke skal gøre et stort nummer ud af det og jeg plejer at komme igennem dagen uden varige men. I år har jeg dog været været splittet. På den ene side er jeg ligeså nedtrykt og aldersirritabel som jeg plejer, men på den anden side er datoen meget speciel – d. 11-11-11!. Efter lange overvejeler er jeg derfor endt med at overgive mig til omstændighederne og har forfattet dette lille palindromdato-fødselsdags-indlæg.

For at afhjælpe smerten en smule og for at gøre noget rart og trygt i dagens anledning, har jeg fundet et gammel hit frem. En video jeg forleden (gen)fandt, mens jeg YouTube’ede 90er musikvideoer (Hvilket jeg gør oftere end jeg har lyt til at indrømme).

Tak til Fatboy Slim og glædelig Torbens fødselsdag til jer alle!

-

Læs også:

• Wugazi – Mashup af Fugazi og Wu-Tang
• Grant Lee Buffalo – “Fuzzy”
• My Bloody Valentine – “Somtimes”

Klokken er 21:15. Det er mørkt omkring mig. Skærmen fra min computer er den altdominerende lyskilde i rummet. Efter en hjemmelavet espresso imod træthed og stor efterårs-cognac imod snue, er mine sanser skærpede og min lyst til poetisk udfoldelse vågnet. Jeg beklager på forhånd alle de scener det måtte forårsage.

Pludselig rammes jeg af bandet Pure X. Det sker via videoen nedenfor, som jeg finder på en musikblog med et mærkeligt navn. Den tunge bas, det sløve tempo og den uambitiøse vokal er ren honning i min aftenkontekst. Ordene begynder langsomt at sive fra mine fingre ned i tasterne, der kvitterer med små klikkelyde, der til tider er synkrone med musikkens rytme.

Nu vil jeg nødigt fremstille mig selv og min aften alt for iscenesat. Jeg har ondt i nakken, jeg har lige skrevet en e-mail til min bankrådgiver vedrørende dankort til min hustrus og min fælles budgetkonto og og jeg har en lille smule kvalme efter at have spist for mange billige frugtkarameller fra Lidl. Alligevel gør musikken mig opstemt (men på en nedtonet måde).

Pure X spiller videre. uberørt af mine identitetskonflikter og kvalmen fra Lidl-karamellerne. Musikken vil noget helt andet end jeg og det passer mig godt lige nu. Sangene dikterer at jeg går ned i tempo og holder op med at tage tingene så tungt og det har jeg brug for. Jeg lader mig derfor døse hen efter en stresset dag på kontoret og en baby, der var svær at få til at falde i søvn og skriver endnu et prætentiøst blogindlæg i stedet. Tak Pure X.

Derfor, kære, stakkels læser, der er kommet hele vejen hertil, vil jeg stille lidt af bandets musik til rådighed for dig også. Først en video, derefter et par spor fra Soundcloud.

PS. Det kan anbefales at drikke cognac til.

-

-
Dry Ice by PURE X

Twisted Mirror by PURE X

You’re in it Now by PURE X

pure-x.info

Læs også:

• Bob hund er tilbage! Låter som miljarder
• Sébastien Tellier har gang i noget stort!