Archive for the ‘sjov’ Category
17 lister jeg synes nogen burde lave
søndag, maj 27th, 2012
17 lister jeg synes nogen burde lave
- 3 gode råd til at lave en liste der er bedre end “17 lister jeg synes nogen burde lave”
- 25 fordele ved lister om lister
- Verdens 10 dummeste lister
- top 3 lister blandt verdens 10 kedeligste lister
- 8 grunde til at denne liste ikke burde eksistere
- 3 tips til hvad man kan skrive i punkt nr. 6 på en liste
- 30 ting du kan lave, som er mere relevant end at læse listen “17 lister jeg synes nogen burde lave”
- De 5 mest almidlelige fejl i lister
- 100 ting du ikke vidste om lister
- 1001 kager du skal smage inden du dør
- 3 grunde til at læse denne liste
- 3 grunde til ikke at læse denne liste
- 1o skøre ting du ikke vidste om listen “17 lister jeg synes nogen burde lave”
- Sådan tjener du en million på at lave ligegyldige lister i 3 lette trin
- De 17 bedste punkter på listen “17 lister jeg synes nogen burde lave”
- Top 1 listeskrivere, der ikke burde have en internetopkobling
- 10 ting du kan gøre
- 5 mega sjove bonuspunkter man kan tilføje til en liste, så læseren husker hvor de har læst den vender tilbage igen senere
Læs også: Ting jeg for alvor værdsætter efter jeg er blevet 30
Læs også:
Sébastien Tellier – Cochon Ville. Pornografi og religion
mandag, maj 14th, 2012
Det er ikke første gang jeg skriver om Sébastien Tellier. Jeg er betaget af hans megalomaniske univers, hans ublu brug af sex i sin musik og så morer jeg mig over hans fortid som vinder af det franske melodigrandprix i 2008 med noget så kontroversielt som en engelsksproget sang.
I videoen til “Cochon Ville” (Griseby) går det hele endnu en gang op i en højere enhed. Tellier troner i midten af lokalet som spirituel leder fra en science fiction film. Han er iført en blå silkekåbe, langt skæg, spiller på en af de der V-fornmede glamrock-guitar og er omgivet af seksuelt opstemte, nøgne mennesker på et dansegulv i disco-stil.
Jeg er næsten helt sikker på, at det er et ironiske setup og jeg er endda villig til at påstå at de seksuelle og religiøse referencer i hans musik og videoer er en samfundskommentar, men det fede ved Sébastien Tellier er at jeg ind imellem bliver i tvivl.
Læs også:
Blogindlæg
onsdag, april 11th, 2012
Dette er et blogindlæg. Intet mere, intet mindre. Et plat blogindlæg, men et blogindlæg ikke desto mindre. For nogle vil det måske være blandt de bedste blogindlæg de har læst, men for de fleste vil det være irriterende at læse det.
Blogindlægget her fører ingen vejene. Det kan jeg garantere. Videre læsning er på egen ansvar. I det lange løb vil det givetvis være spild af tid. Der er nemlig intet at hente i dette blogindlæg. Fortvivl ikke. Det er ikke et krav til et blogindlæg at det skal føre nogen vejene.
Her fortsætter blogindlægget. Indlægget har stadig hverken en funktion eller et formål. Det skal dog ikke forhindre mig i at skrive videre. Jeg ved endnu ikke hvor langt det bliver. Måske bliver det langt eller måske bliver jeg træt af dette fjolleri og afslutter det midt i en sæt
http://dårligtlink.dk
Læs også:
Cavemen – Der er nøgne damer i denne musikvideo
torsdag, februar 9th, 2012
Nu hvor jeg har din opmærksomhed, vil jeg gerne reklamere for bloggens facebookside. Jeg har ikke noget at sælge, så jeg skammer mig ikke over at reklamere for den. Jeg finder dagligt store mængder af musik og hobevis af videoer jeg gerne vil dele – meget mere end jeg har tid til at skrive om på bloggen. Det der ikke bliver tid til, der ikke nødvendigvis er det dårligste, deler jeg i stedet på facebook. Grunden til at jeg gerne vil have dit ‘synes godt om’ er selvfølgelig af hensyn til min selvtillid og forfængelighed som blogger, det indrømmer jeg gerne, men det er også fordi det er sjovere at dele noget, når der er nogen at dele det med. Jeg garanterer fuld anonymitet. Ingen behøver at vide, at du har fundet siden via et indlæg om nøgne damer.
Om Cavemen.
Det er egentlig tarveligt at starte indlægget på den måde. Videoen herunder er hverken vulgær eller pornografisk, men derim0d smuk og stemningsfuld. Instruktøren er sluppet afsted med nogle effektfulde undervandsoptagelser, der er både smukke, magiske og lidt uhyggelige. Cavemen er et femmandsorkester fra New York. De har eksisteret siden 2010 og udgav debutalbummet Coco Beware i 2011, hvor begge nedendelte sange er at finde. Jeg har lyttet nogle gang til albummet den sidste uges tid og kan godt stå inde for den. Nøgenhed eller ej.
Læs også:
House of the Rising Sun, som du ikke har hørt den før!
onsdag, februar 8th, 2012
Bered dig på at læse noget positivt. Jeg er helt blæst væk af denne video. I århundrende har musikere og instrumentbyggere forfinet musikens lyde, øvet sig utallige timer på kedelige skalaer og jagtet den perfekte klang udi det absurde, men uden held. Min opmærksomhed fanges sjældent af det forfinede. Ind fra højre kommer en HP Scanjet 3P. Den er ikke beregnet til at spille musik, den har ikke øvet sig og den besidder hverken sjæl eller følelser og pludselig hører jeg efter. Griner, men hører efter. Lydene i denne video er både provokerende og sjove, men gør også krav på en unik æstetik. Øret er pirret og koncentrerer sig pludselig om det den hører, hvilket i virkeligheden sjældent sker. Det meste musik er i mit perspektiv baggrundsmusik – også det jeg deler her på bloggen. Ophavsmanden har jeg ikke fundet megen informationer om. Han gør ikke krav på sin berømmelse og det er ubegribeligt. Der er et link til en Facebook-siden sidst i indlægget. Klik og støt.
Læs også:
St. Vincent og den manglende taleboble
tirsdag, februar 7th, 2012
Lad os lige få det formelle overstået, så jeg kan komme til det med taleboblen. Videoen her er med den charmereden St. Vincent aka Annie Erin Clark. Sangen hedder “Cheerleader” og er fra albummet Strange Mercy fra 2011. Videoen god, sjov, interessant, helt ny og i høj grad værd at dele for både lyd og billeder.
Jeg bruger bloggen her til at øve mig i at skrive. Jeg vil gerne præsentere nye musikalske oplevelser for læseren og tilbyde baggrundsviden i det omfang jeg er i stand til at frembringe den, men selve teksten er også vigtig. Der er mange musikblogs derude og vi konkurrerer om relativt få læsere. De fleste blogs er skrevet af lynhurtige og ihærdige unge aktualitetseksperter med masser af fritid. Dem kan og vil jeg ikke konkurrere med. Jeg må altså tilføre indlæggene en ekstra dimension, hvis jeg ikke vil forsvinde helt i det store cyberspace. Det forsøger jeg at gøre med det jeg skriver og måden jeg skriver det på. Ikke kun med ordene, selvom det er dem jeg gerne vil øve mig i at bruge, men også med skæve vinkler, selvscenesættelse, humor og overraskelser.
så hvorfor en taleboble?… Jeg beklager, men det er bare et kneb. Jeg ville skrive noget i overskrifte, der gjorde dig nysgerrig. Hvis du er kommet hertil i teksten har det virket. Jeg kiggede på billedet, der er et stilbillede fra videoen, og tænkte “Det kunne i grunden være sjovt, hvis der var en taleboble ud for St. Vincents mund. Hvad ville hun mon sige?“. Du skal selvfølgelig være mere end velkommen til at forestille dig at hun siger noget. Du må også gerne skrive det i kommentarfeltet, hvis det hjælper på din kreativitet.
St. Vincent – Strange Mercy @ Spotify
http://www.ilovestvincent.com/
Læs også:
Will Stratton og noget om min bås
mandag, februar 6th, 2012
Jeg har en irriterende svaghed for indadvendt skovmandsmusik som det Will Stratton laver. Irriterende fordi det gør mig nem at sætte i bås. Skægget, filosofiuddannelsen, de ternede skjorter og samlingen af Neil Young Albums – her er jeg. Jeg gør hvad jeg kan, for at udfordre min smag. Jeg tager på lange lytteekspeditioner dybt ind i fremmede genrer og stilarter. Jeg går på opdagelse i musik jeg næste ikke kan holde ud at lytte til. Jeg læser og diskuterer. Jeg vil ikke være så nem at regne ud, men det er jeg altså nogle gange.
Jeg vidste næsten med det samme, at Strattons musik ville falde i min smag. Jeg prøvede at beslutte mig for ikke at kunne li’ det, men det virkede ikke. Det ville jo også have være dumt, for hvorfor benægte sig selv en god oplevelse på grund af et dumt princip, som ikke at ville sættes i bås.
Allerede efter få toner (Og jeg har lyttet meget i mellemtiden) kunne jeg mærke min bås omkring mig. Jeg fandt musikke både velspillet, roligt og nærmest porøst i sin lyd og der var ikke meget at gøre. Jeg overgav mig til min bås. Jeg fandt mig til rette der, hvor jeg åbenbart hører hjemme. Jeg trøstede mig selv ved at tænke at en bås ikke kun er noget man er nem at placere i, men også et trygt sted og et sted hvor man kan gemme sig fra den farlige verden af nye ting. I dette indlæg vil jeg derfor være at finde i min bås med Will Stratton i ørerne.
Læs også:
Sébastien Tellier har gang i noget stort!
onsdag, januar 25th, 2012
Sebastian Tellier er et interessant bekendskab af en sær snegl at være. Jeg har været meget sen til at give hans musik en chance og det skyldes formodentlig at han fik sit gennembrud som repræsentant for Frankrig ved det internationale melodigrandprix i 2008. Da jeg endelig overvandt frygten for udslet i øregangen og gav musikken en chance, blev jeg hooked. Måske skyldtes det musikkens legesyge og poppede grænsesøgen, måske det tykke lag af skøn ironi der gennemstrømmer kompositionerne, og som for mig udgør forklaringen på hvorfor han valgte at stille op i den mest kitsch musikkonkurrence i verden, eller måske begge dele. Det vides ikke.
Nu er Tellier snart aktuel med et nyt album. My God Is Blue. At dømme ud fra videoen er der enten noget meget stort eller noget meget skuffende i vente. Personligt håber jeg at videoen og sangen, der begge minder om en slags intro, er begyndelsen til et større sammenhængende værk.
Mine damer og herrer. Sebastian Tellier!
Hvis du mangler en indgangsvinkel til Sebastian Tellier, vil jeg anbefale at starte med albummet sexuality fra 2008 (Ja, det er her sangen “Devine”, der var med i MGP findes)
Sébastien Tellier – Sexuality @ Spotify
Læs også:
Extra Classic – Give Me Your Love
fredag, december 23rd, 2011
Jeg har lige haft en af den slags oplevelser, der ville gøre mig til en dårlig blogger, hvis jeg ikke deler den. En af den slags musikalske opdagelser, hvor man smider hvad man har i hænderne og fordyber sig spontant og betingelsesløst i nogle nye toner. Det drejer sig om bandet Extra Classic Fra San Francisco. Indtil for en time siden var de mig totalt ukendte. Nu føles det som om de har været der altid, hvilket givetvis også hænger sammen med bandets tilbageskuende stil.
Det var sangen “Give Me Your Love”, der trods sin klichefulde velkendthed ramte mig lige i min følelsesmæssige akilleshæl. Stilen er 70er-lækker og soulinspireret med 1-2-3-4-trommer og masser af veludnyttede retro-instrumentering. Efter at have lyttet til sangen 4-5 gange i træk gik jeg på opdagelse i resten af deres lydunivers. Til min forundring, og hurtigt også min fornøjelse, var resten af sangene under en kraftig Jamaica-indflydelse. Det i en grad, så en reference til Boney M er på sin plads.
Jeg ved ikke om musikken er langtidsholdbart eller om jeg bare trængte til nogle varme og trygge toner i decmbergråvejeret, men den umiddelbare oplevelse ved at opdage dem, var så stor at gravede mig ned foran computeren midt i gaveindpakning og rødkålskogning for at dele den.
“Give Me Your Love” er afslutningsnummeret på debutalbummet Your Light Like White Lightning, Your Light Like A Laser Beam, som fandt vej til offentligheden tidligere på året. Først har jeg indsat den officielle video til sangen og derefter en optagelse fra sitet theneighborhood.tv, hvor jeg selv opdagede den.
I fald jeg ikke få blogget i morgen vil jeg lige indskyde et hurtigt “glædelig Jul”.
Give Me your Love fra neighborhood.tv









