Jeg har fødsesdag i dag og det bryder jeg mig ikke om. Dagen minder mig mere om, at der er et år mindre tilbage, end at der er gået et år. Jeg er derfor nedtrygt og gnaven hver gang datoen bliver 11. november. Når jeg konfronteres mit fødselsdagslede og får at vide at jeg skal slappe af og nyde dagen, svarer jeg at jeg er positiv, livsglad og energisk 364 dage om året og at jeg derfor vil have lov til at at være nedtrykt på min fødselsdag, hvor jeg pludselig blive meget opmærksom på livets finitte karakter.

Det har jeg det egentlig fint med. Normalt holder jeg bare lav profil eller skjuler helt at det er min fødselsdag. Mine nærmeste ved at de ikke skal gøre et stort nummer ud af det og jeg plejer at komme igennem dagen uden varige men. I år har jeg dog været været splittet. På den ene side er jeg ligeså nedtrykt og aldersirritabel som jeg plejer, men på den anden side er datoen meget speciel – d. 11-11-11!. Efter lange overvejeler er jeg derfor endt med at overgive mig til omstændighederne og har forfattet dette lille palindromdato-fødselsdags-indlæg.

For at afhjælpe smerten en smule og for at gøre noget rart og trygt i dagens anledning, har jeg fundet et gammel hit frem. En video jeg forleden (gen)fandt, mens jeg YouTube’ede 90er musikvideoer (Hvilket jeg gør oftere end jeg har lyt til at indrømme).

Tak til Fatboy Slim og glædelig Torbens fødselsdag til jer alle!

-

Læs også:

• Wugazi – Mashup af Fugazi og Wu-Tang
• Grant Lee Buffalo – “Fuzzy”
• My Bloody Valentine – “Somtimes”

Klokken er 21:15. Det er mørkt omkring mig. Skærmen fra min computer er den altdominerende lyskilde i rummet. Efter en hjemmelavet espresso imod træthed og stor efterårs-cognac imod snue, er mine sanser skærpede og min lyst til poetisk udfoldelse vågnet. Jeg beklager på forhånd alle de scener det måtte forårsage.

Pludselig rammes jeg af bandet Pure X. Det sker via videoen nedenfor, som jeg finder på en musikblog med et mærkeligt navn. Den tunge bas, det sløve tempo og den uambitiøse vokal er ren honning i min aftenkontekst. Ordene begynder langsomt at sive fra mine fingre ned i tasterne, der kvitterer med små klikkelyde, der til tider er synkrone med musikkens rytme.

Nu vil jeg nødigt fremstille mig selv og min aften alt for iscenesat. Jeg har ondt i nakken, jeg har lige skrevet en e-mail til min bankrådgiver vedrørende dankort til min hustrus og min fælles budgetkonto og og jeg har en lille smule kvalme efter at have spist for mange billige frugtkarameller fra Lidl. Alligevel gør musikken mig opstemt (men på en nedtonet måde).

Pure X spiller videre. uberørt af mine identitetskonflikter og kvalmen fra Lidl-karamellerne. Musikken vil noget helt andet end jeg og det passer mig godt lige nu. Sangene dikterer at jeg går ned i tempo og holder op med at tage tingene så tungt og det har jeg brug for. Jeg lader mig derfor døse hen efter en stresset dag på kontoret og en baby, der var svær at få til at falde i søvn og skriver endnu et prætentiøst blogindlæg i stedet. Tak Pure X.

Derfor, kære, stakkels læser, der er kommet hele vejen hertil, vil jeg stille lidt af bandets musik til rådighed for dig også. Først en video, derefter et par spor fra Soundcloud.

PS. Det kan anbefales at drikke cognac til.

-

-
Dry Ice by PURE X

Twisted Mirror by PURE X

You’re in it Now by PURE X

pure-x.info

Læs også:

• Sébastien Tellier – Cochon Ville. Pornografi og religion
• Bob hund er tilbage! Låter som miljarder
• Sébastien Tellier har gang i noget stort!

Nu er det på tide at få Duran Duran på bloggen, så jeg har et indlæg at linke til, når jeg i fremtiden referer til bandet. For ja, jeg har en svaghed for Duran Duran. Ikke en guilty pleasue (Et begreb jeg i øvrigt afskyr), men et realt og erklæret nydelsesforhold.  Det er en type af popmusik, jeg savner i det aktuelle musiklandskab og som mange den dag i dag finder inspiration i, men som kun kunne eksistere i 80erne. Alt var bedre i gamle dage, du ved…

Videoen har det hele: skulderpude-jakkesæt i farver og snit, der for længst er taget af hylden, lange nakkefrisurer, azurblå strandlandskaber, giftigt udseende cocktails, stramtsiddende kjoler i pangfarver og en saxofonsolo spillet på en tømmerflåde. Alt det gør det overflødigt at argumentere for at vi har med sand kunst at gøre – ironi eller ej.

Kære læser. Nyd det! Der laves bare ikke musik af den kaliber mere.

-

-

Duran Duran – “Rio” @ WiMP

Duran Duran – “Rio” @ Spotify

-

Læs også:

• Yellow Ostrich
• Violens – “It Couldn’t Be Perceived”
• Yacht – Utopia / Dystopia
• Columbus
• Bruce Springsteen – I’m On Fire (1986)

Videoen herunder er måske lidt kedelig, men musikken er god og bandet er spændende, så jeg lader You Can’t Win, Charlie Brown slippe igennem nåleøjet. Jeg kunne nemt have afvist det hele pga. navnet, der ved første øjekast kan synes fjollet. Det rummer imidlertid en morsom og intelligent reference, som jeg gerne vil skære ud i pap for læseren.

Charlie Brown er den oprindelige amerikanske version af den pessimistiske Søren Brun, som du måske kender fra tegneserie-striben Radiserne af Charles M. Schultz. Det er den med hunden Nuser og den lille gule fugl Woodstock. Serien, der af mange  fejlagtigt betragtes som barnlig og primitiv rummer både dybde, indsigt og ironi. Den benytter et børneunivers (Uden synlige forældre) bestående af meget indsigtsfulde børnehavebørn, til at sige noget om den måde voksne tænker og opfører sig på. Især de tidlige udgaver af striben fra 50′erne er anbefalelsesværdig læsning.

“You can’t Win Charlie Brown” er en fast vending fra serien, som især Schrøder (Schroeder) og Trine (Lucy) belærende siger til Søren, når han forsøger sig med sportsgrenene baseball og football.

10 pil op for en sjov og interessant reference.
-

myspace.com/youcantwincharlieb

You Can’t Win, Charlie Brown – Chromatic @ Spotify

PS.

Jeg er begyndt at bruge Organgrinders Facebook-side til alle de opdagelser og tips jeg ikke har tid til at skrive om her. Hvis du kan li’ hvadjeg skriver om her og synes det er for besværligt at skifte browservindue hver gang du skal besøge bloggen, kan du passende følge med der i stedet.

Læs også:

• Archibald og cirklen
• Among Giants
• Chad Vangaalen – “Molten Light”
• Bjork – “Innocence”

Jeg har overhovedet ikke lavet noget research på Grass Wodow og det er desværre ved at blive lidt af en tendens her på bloggen. Til gengæld har jeg lavet en længere overskrift end jeg plejer. Take it or leave it.

Grass Widow “Milo Minute” from what rabbit on Vimeo.

myspace.com/grasswidowmusic

Se også: 

wizardmountain.org/grasswidow/tester2.php

animalmadness.com/music-for-animals

Læs også:

• Cold mailman – Time is of the essence
• TV On The Radio – Nine Types of Light
• Radiohead + Franco Zeffirelli
• Purity Ring – “Lofticries”

Der behøver ikke altid være sammenhæng imellem tekst og indhold i et blogindlæg. Derfor er teksten mest til beregnet som fyld, så det ved første udkast ser ud som om, jeg har noget at sige om musikken. Det har jeg egentlig også, men jeg synes det er sjovere at gøre dette i dag. Måske vil det endda afsløre sig, om der overhovedet er nogen, der læser hvad jeg skriver eller om læserne bare kigger billeder og hopper direkte til de videoer jeg som regel poster…
.

Everything Is Dancing from Fair Ohs on Vimeo.

fairohs.com

Fair Ohs – Everything Is Dancing @ Spotify

Stream hele albummet “Everything Is Dancing” her.

Læs også:

• St. Vincent og den manglende taleboble
• Yellow Ostrich

Jeg kan li’ bandnavnet “Young Galaxy” – det er poetisk og storladent. Jeg kan li’ titlen på Young Galaxys nyeste album “Shapeshifting” – det er humoristisk og skævt. Jeg kan li’ billedet på forsiden af albummet  (Som ses herover) – hvorfor gør damen sådan, er hun dårlig til at svømme? Jeg kan li’ videoen (Som kan ses herunder) – den er farverig, drømmende og lækker for øjet. Jeg kan li’ titlen på sangen: “Blown Minded” (Fra videoen) – det må være den tilstand man er i, når man har oplevet noget mindblowing? Og musiken… Tja.

younggalaxy.com

Young Galaxy – Shapeshifting @ Spotify

Læs også:

• Justice – On’n'on
• Columbus
• Battles – Futura
• Metronomy – The English Riviera
• HOUSES “REDS”

Bandnavnet er ironisk, stilen er frisk og der bliver kælet for det visuelle udtryk. Det er mere end rigeligt til at få hipster-hader til at kløjs i frokost-koteletterne og skynde sig at tænde for Brødrene Price i TV. Ikke desto mindre er det møgfedt og tilpas usnobbet og energisk til at de fleste kan være med. Bandet hedder Unknown Mortal Ochestra og det samme gør deres meget anbefalelsesværdige debutalbum.

Noget helt andet er at jeg har installeret en smart Google+ knap nederst i hvert indlæg her på bloggen. Det betyder at du kan +1′e de ting jeg skriver, hvis du er til den slags. Jeg bliver i hvert fald glad for anerkendelsen.

-
unknownmortalorchestra.com

Unknown Mortal Orchestra – Unknown Mortal Orchestr @ Spotify

Læs også:

• The Shins – Wes Andersonsk musikvideo til “Simple Song”
• Father John Misty – Hollywood Forever Cemetery Sings
• The Maccabees – Pelican
• We Barbarians – Chambray
• MGMT – All We Ever Wanted Was Everything (Bauhaus-cover)

Jeg er ikke sentimentalt anlagt og jeg ønsker ikke at bruge bloggen her til at formidle mit privatliv eller mine følelser. Det er ikke fordi jeg ikke vil eller fordi jeg er privat anlagt, men fordi mit følelsesliv er aldeles uinteressant. Jeg er imidlertid meget forelsket, lykkeligt gift og snart far til en smuk baby. Derfor vil jeg gerne hylde kærligheden for en kort bemærkning. Det ultimative symbol på kærlighed er kysset imellem to elskende og dem sparres der ikke på i denne video.

Kærlig hilsen

Den forelskede blogger

We Are Augustines “Chapel Song”:-

We Are Augustines “Chapel Song” from Matthew Mills on Vimeo.

-
Besøg også bandets stilfulde website: weareaugustines.com

-

Læs også:

• The Antlers – Every Night My Teeth Are Falling Out
• Bon Iver – Calgary

Det her blev jeg bare nødt til at poste på min bog. Jeg håber du finder samme grad af fornøjelse og morskab i det som jeg. Mismatch’et imellem den improviserede og elegante jazz og den firkantede og kunstige 8 bit-musik er forstyrrende og spændende og skaber en uventet (god) lytteoplevelse.

Hvis du er i tvivl, er den oprindelige version af “So What” indspillet af Miles Davis på albummet Kind of Blue fra 1959. Faktisk findes hele albummet i en 8-bit version. Læs mere her.

-

Jeg har lavet et link-bundle med mange flere 8-bit coversange, hvis du ligesom jeg er helt “elektrisk” med fænomenet. Den kan findes her.

Hvis du er interesseret i hele albummet Kind of Bloop, kan det købes på kindofbloop.com

(Via @bjarkesvendsen)

-

Læs også:

• En hyldest til albumcoveret