Sommerperioden har som altid været sløv. Ferie har en tendens til at dræne min kreativitet og desuden sker der ikke ret meget i musikbranchen, hvis man ikke ligefrem er på festival hele sommeren. Jeg vil derfor begynde at hive mig selv ud af min sommerdvale i takt med at vejret bliver koldere og dagene kortere.
Jeg synes det er passende at lægge ud med en lille hyldest til musikken – eller rettere en hyldest til de instrumentere hvori musikken finder sin lyd og klang. Vi glemmer undertiden hvor forskellige de kan lyde, selv hvis man holder sig til instrumenter fra pop og rock.
Videoen er en blære-film fra det amerikanske produktionsselskab Robot Repair, der laver musik, lyde og lyd-branding til reklamefilm og deslige.
Jeg har tidligere anbefalet Father John Misty her på bloggen. Jeg har også ofte skrevet om, nævnt eller refereret til Fleet Foxes. Og ja, der er en grund til at jeg nævner de to sammen.
Drivkraften i Father John Misty er en skægget fyr ved navn Josh Tillman. Han er tidligere trommeslager i Fleet Foxes. Josh har allerede udgivet egne albums under navnet J. Tillman, men overgår klart sig selv i Father John Misty. Fortiden i Fleet Foxes spøger i FTM’s musik, men den er også helt sin egen. Der er masser af akustisk guitar og folk-inspirerede kor-arrangementer – helt som man kunne forvente – men Tillman bryder flere gange med den skabelon til fordel for en mere rocket, blueset og til tider ligefrem country-inspireret lyd. Det fungerer godt!
Herunder kan du streame hele det kommende album “Fear Fun”.
Sebastian Tellier er et interessant bekendskab af en sær snegl at være. Jeg har været meget sen til at give hans musik en chance og det skyldes formodentlig at han fik sit gennembrud som repræsentant for Frankrig ved det internationale melodigrandprix i 2008. Da jeg endelig overvandt frygten for udslet i øregangen og gav musikken en chance, blev jeg hooked. Måske skyldtes det musikkens legesyge og poppede grænsesøgen, måske det tykke lag af skøn ironi der gennemstrømmer kompositionerne, og som for mig udgør forklaringen på hvorfor han valgte at stille op i den mest kitsch musikkonkurrence i verden, eller måske begge dele. Det vides ikke.
Nu er Tellier snart aktuel med et nyt album. My God Is Blue. At dømme ud fra videoen er der enten noget meget stort eller noget meget skuffende i vente. Personligt håber jeg at videoen og sangen, der begge minder om en slags intro, er begyndelsen til et større sammenhængende værk.
Mine damer og herrer. Sebastian Tellier!
Hvis du mangler en indgangsvinkel til Sebastian Tellier, vil jeg anbefale at starte med albummet sexuality fra 2008 (Ja, det er her sangen “Devine”, der var med i MGP findes)
Forleden læste jeg en Interessant artikel om indiebands, der med succes har markedsført sig igennem bevidst tavshed. Strategien er at skabe mystisk omkring musikken, hvilke tryllebinder visse modtagere nok til at de hjælper med at skabe hype på internettet. Det kan se ud som om Dead Skeletons benytter sig af netop af denne strategi og med fordel (I hvert fald hvis jeg er målgruppen). Det er nemlig noget af det, der gør det sjovt at skrive om dem her.
Bare rolig – jeg hopper ikke med på hvad som hest. Jeg lytter rent faktisk til det jeg skriver om, hvilket jeg mistænker mange andre bloggere og musikskribenter for ikke at gøre. Jeg skriver om noget, når jeg har forholdt mig til det. Det har jeg gjort med Dead Skeletons. Faktisk opdagede jeg dem for nogle måneder siden og har besøgt deres hjemmeside flere gange, indtil jeg idag besluttede mig for at skrive om dem.
Det er svært at placere musikken genremæssigt, men derfor er den ikke hverken mærkelig eller svær at lytte til. Stilen låner tydeligvis tyngde og mørke fra metal-genren, men at placere det her ville være meget misvisende. Der er også klare elementer af punk og post rock og et strejf af Islands folkemusik – for ja, Dead Skeletons er selvfølgelig fra Island. Det er klart. Resten af miksturen består af noget unikt, som bandet selv byder ind med og som gør det til et spændende musikalsk bekendtskab.
Noget, der især fanger min opmærksomhed, er brugen af døden som et virkemiddel. Det gotiske i musikken har jeg skrevet om før og kommer til at skrive om igen. Dead skeletons kredser om døden – både i deres tekster og i deres univers i det hele taget. Se bare logoet eller bandnavnet. Måden at bruge døden er ikke som i Metalmusik eller gyserfilm. Den kan bedre sammenlignes med den årlige mexicanske dødsfest Día de los Muertos (dødens dag), hvor døden anerkendes og fejres som en del af livet. Slogannet rundt om logoet foroven kan oversættes til “Den som frygter døden kan ikke nyde livet” og på bandets hjemmeside mødes man, som det første, af sætningen “Good and evil exist as they have always existed – listen to the Dead Skeletons.“. Det har jeg valgt at adlyde.
Der er rig adgang til musikken Facebook, youtube og på bandets egen hjemmeside. Jeg har derfor indsat nogle forskellige lytteoptioner nedenfor. Jeg håber du vil give det en chance.
Jeg er ikke sentimentalt anlagt og jeg ønsker ikke at bruge bloggen her til at formidle mit privatliv eller mine følelser. Det er ikke fordi jeg ikke vil eller fordi jeg er privat anlagt, men fordi mit følelsesliv er aldeles uinteressant. Jeg er imidlertid meget forelsket, lykkeligt gift og snart far til en smuk baby. Derfor vil jeg gerne hylde kærligheden for en kort bemærkning. Det ultimative symbol på kærlighed er kysset imellem to elskende og dem sparres der ikke på i denne video.
Det er sparsomt hvad der findes af oplysninger om Among Giants. Så vidt jeg har forstået er der tale om en slags konceptindspilning lavet på en enkelt aften et sted i tyskland af nogle folk, der arbejder med lyddesign. Under alle omstændigheder er der blevet produceret en flot video til en af sangene. En video der rummer et uhyggeligt budskab fortalt med en tegneserie-associerende stil. -
Jeg er faldet over denne utroligt lækre video, som jeg gerne vil dele. Jeg ved ikke meget om Houses, ej heller om instruktørerne. Musikken er dog god og videoen ligeså, så giv den en chance og tilføj gerne mere info i kommentarfeltet.
Foråret er kommet. Det meste af danmarks befolkning er rykket udenfor på plæner, pladser og cafeer og står i kø for at købe grillkul og softice. Jeg tror, at det er udsigten til sommer, der får de fanatiske horder af shorts-klædte, skærm-blege danskere ud i naturen, selvom temperaturen ikke er højere end 10-12 grader.
Som du måske kan regne ud, er jeg ikke den der iklæder mig billige solbriller og bestiller en caffe latte på det første og bedste sted med udendørsservering, men jeg kan godt li den musikalske lyd af sommer.
I løbet af foråret begynder musikken i takt med antallet af soltimer at tage smag af varme fra et udvalg af eksotisk, orientalske og sydlige tone-krydderier, der inviterer til skjulte smil og små vrik med hoften.
Hos Dirty Gold er vi i surfer-land og Californiens varme. Vi er afslappede, ubekymrede og en lille smule dovne, men klar på fest.
Esben And The Witch er fra Brighton i England, men hvis du synes, at det klinger dansk, er der en grund til det. Bandet har nemlig taget navn efter et dansk eventyr. Eventyret handler om drengen Esben, der sammen med sine 12 ældre brødre, drager ud i verden for at søge lykken. En drabelig fortælling hvor Esben med sin snuhed må overliste en ond heks, og blandt andre blodige hændelser narrer hende til at skære halsen over på sine 11 døtre.
Med den introduktion er tonen sat. En sådan mørk, mytisk og fortællende stemning er bandets kendetegn – og jeg synes personligt, at den er mega fed.
Det mest interessante ved Esben And The Witch er, at de udfordrer nogle indgroede genrer. De henter tydeligvis inspiration i det gotiske. Stilen er tung, og stemningen er som sagt mørk og dyster. Alligevel passer lyden ikke helt ind i de genrer, der normalt benytter sig af dette udtryksunivers – nemlig metal-genrerne, hvis tilhørende subkultur da også betegnes som “goth”. På den måde både benytter og udfordrer bandets lyd sit genremæssige slægtskab med metal. Det er ganske vist gjort før, men Esben and the Witch er alligevel værd at fremhæve blandt mange forsøg.
Esben And The Witch dyrker ikke bare det mørke ved menneskesindet, men også det okkulte og overnaturlige. De udmærker sig ved “at holde hvad de lover” lytteren, altså at fastholde spænding, ildevarslen og uhygge – både klangligt, visuelt og lyrisk.
Bandet udgav debutalbummet Violet cries i starten af 2011 og jeg vil anbefale, at man netop lytter til det i sin fulde længde og helhed. Det er gennemarbejdet, sammenvævet og hele vejen stemningsfuldt. Hvis man som jeg har behov for at tage et ordentlig dyk ned i mørket fra tid til anden er det virkelig en anbefaling værd.
Her er et par videoer, så du selv kan danne dig et indtryk.
–
Se også billedgalleriet fra bandets hjemmeside for et bedre indtryk. –
For ikke at slutte af med opløftende kommentar, men netop en kop heldyrket mørke mere er her nogle billeder fra bandets universet i form af to covers fra hhv. en EP og en single.
Jeg har ingen anelse om, hvad det betyder, men festligt ser det ud…
