Det er ikke første gang jeg skriver om Sébastien Tellier. Jeg er betaget af hans megalomaniske univers, hans ublu brug af sex i sin musik og så morer jeg mig over hans fortid som vinder af det franske melodigrandprix i 2008 med noget så kontroversielt som en engelsksproget sang.
I videoen til “Cochon Ville” (Griseby) går det hele endnu en gang op i en højere enhed. Tellier troner i midten af lokalet som spirituel leder fra en science fiction film. Han er iført en blå silkekåbe, langt skæg, spiller på en af de der V-fornmede glamrock-guitar og er omgivet af seksuelt opstemte, nøgne mennesker på et dansegulv i disco-stil.
Jeg er næsten helt sikker på, at det er et ironiske setup og jeg er endda villig til at påstå at de seksuelle og religiøse referencer i hans musik og videoer er en samfundskommentar, men det fede ved Sébastien Tellier er at jeg ind imellem bliver i tvivl.
“The Rifle’s Spiral” er åbningsnummeret på The Shins nyeste album Port of Morrow der udkom tidligere i år. Et album jeg der har fået en del afspilninger herhjemme. Det er både et godt nyt album og et trygt musikask univers at vende tilbage til. Jeg er vel sådan en slags fan.
Videoen er ikke revolutionerende. Det behøver de ikke være hver gang. Den er flot og passer godt til The Shins stil, til sangen og ikke mindst til bloggen her.
Normalt er spalten her dedikeret til musik og det er der en god grund til. Det er min passion – for stor til at holde for mig selv. I dag afviger jeg dog fra musikken til fordel for en lille tegnefilm. Hvorfor begrænse sig, når internettet er fuld af gode oplevelser, som er værd at dele?
Filmen er instrueret og animeret af den fransk/hollandske grafiker Kadavre Exquis, der ligeledes har skrevet musikken. Filmen stil er tidsløs og retro-sjov og minder mig om danske og europæiske børnefilm fra min egen barndom og det er formodentlig filmens stærkeste virkemiddel. Handlingen kredser om det sære væsen Archibald, der en dag forfølger en cirkel til verdens ende.
The Shins udgiver d. 16. marts albummet Port of Morrow. Det er fem år siden, bandet sidst udgav et studiealbum, så forventningerne er store – også herfra. At dømme ud fra singlen er der da også noget at glæde sig til. Dertil synes jeg bandet er sluppet godt afsted med musikvideoen, som er den jeg gerne vil vise frem her på bloggen.
Jeg synes det er fedt, når der snakkes og larmes ovenpå musikken i en musikvideo. det er med til at gøre video-oplevelsen anderledes en musikoplevelsen i sig selv. I dette tilfælde giver det plottet får en højere vægt end det normalt er tilfældet i musikvideoer. Det løfter i sidste ende hele oplevelsen.
Stemningen i filmen og temaet med den dysfunktionelle familie minder mig meget om Wes Andersons film og i dette tilfælde især The Royal Tenenbaums. Det er ikke det værste at minde om, hvis man spørger mig.
Videoen blev uploadet i fredags og jeg opdagede den næsten med det samme, men jeg har gemt den til i dag. Det skyldes at jeg synes den er et perfekt bidrag til musikmandag.
De her skeletter er meget mere “Hahahaha” end de er “Muahahahaha”. Musikken ligeså. Faktisk er det hele lige til at blive godt og grundigt glad i låget af. Det stemmer helt overens med mit humør i dag, så hvorfor ikke videregive det til dig, kære læser.
Bandet er Islands – et Canadisk indierock-band, der netop har udgivet deres fjerde album A Sleep & A Forgetting, hvorfra sangen “Hallways” stammer.
Fixers er fra Oxford i England – Universitetsbyen hvor også Radiohead blev dannet for mere end 25 år siden. Musikmagasinet NME har betegnet musikken som en avant-garde version af Beach Boys. Wikipedia betegner genren som psykedelisk pop og selvom jeg ikke er den store tilhænger af genrebetegnelser, synes jeg det er meget sigende. Tidligere på måneden blev Fixers offentliggjort som opvarmningsband for Kaiser Chiefs. Jeg håber at disse informationsfragmenter kan være med til at tegne et billede af musikken (Burde det ikke hedde “spille en sang om”…?). Sangen er god, energisk, velproduceret og hvis ikke direkte iørefaldende, så spækket med vanedannende hooks. Videoen er mærkelig og ironisk og det kan man godt blive lidt træt af, hvis man læser bloggen her jævnligt, men gi’ den lige en chance alligevel.
Fixers udsendte EP’en Imperial Goddess of Mercy i 2011 og udgiver, i følge deres hjemmeside, debutalbummet We’ll Be the Moon d. 3 marts 2012.
Nu hvor jeg har din opmærksomhed, vil jeg gerne reklamere for bloggens facebookside. Jeg har ikke noget at sælge, så jeg skammer mig ikke over at reklamere for den. Jeg finder dagligt store mængder af musik og hobevis af videoer jeg gerne vil dele – meget mere end jeg har tid til at skrive om på bloggen. Det der ikke bliver tid til, der ikke nødvendigvis er det dårligste, deler jeg i stedet på facebook. Grunden til at jeg gerne vil have dit ‘synes godt om’ er selvfølgelig af hensyn til min selvtillid og forfængelighed som blogger, det indrømmer jeg gerne, men det er også fordi det er sjovere at dele noget, når der er nogen at dele det med. Jeg garanterer fuld anonymitet. Ingen behøver at vide, at du har fundet siden via et indlæg om nøgne damer.
Om Cavemen.
Det er egentlig tarveligt at starte indlægget på den måde. Videoen herunder er hverken vulgær eller pornografisk, men derim0d smuk og stemningsfuld. Instruktøren er sluppet afsted med nogle effektfulde undervandsoptagelser, der er både smukke, magiske og lidt uhyggelige. Cavemen er et femmandsorkester fra New York. De har eksisteret siden 2010 og udgav debutalbummet Coco Beware i 2011, hvor begge nedendelte sange er at finde. Jeg har lyttet nogle gang til albummet den sidste uges tid og kan godt stå inde for den. Nøgenhed eller ej.
Jeg har en irriterende svaghed for indadvendt skovmandsmusik som det Will Stratton laver. Irriterende fordi det gør mig nem at sætte i bås. Skægget, filosofiuddannelsen, de ternede skjorter og samlingen af Neil Young Albums – her er jeg. Jeg gør hvad jeg kan, for at udfordre min smag. Jeg tager på lange lytteekspeditioner dybt ind i fremmede genrer og stilarter. Jeg går på opdagelse i musik jeg næste ikke kan holde ud at lytte til. Jeg læser og diskuterer. Jeg vil ikke være så nem at regne ud, men det er jeg altså nogle gange.
Jeg vidste næsten med det samme, at Strattons musik ville falde i min smag. Jeg prøvede at beslutte mig for ikke at kunne li’ det, men det virkede ikke. Det ville jo også have være dumt, for hvorfor benægte sig selv en god oplevelse på grund af et dumt princip, som ikke at ville sættes i bås.
Allerede efter få toner (Og jeg har lyttet meget i mellemtiden) kunne jeg mærke min bås omkring mig. Jeg fandt musikke både velspillet, roligt og nærmest porøst i sin lyd og der var ikke meget at gøre. Jeg overgav mig til min bås. Jeg fandt mig til rette der, hvor jeg åbenbart hører hjemme. Jeg trøstede mig selv ved at tænke at en bås ikke kun er noget man er nem at placere i, men også et trygt sted og et sted hvor man kan gemme sig fra den farlige verden af nye ting. I dette indlæg vil jeg derfor være at finde i min bås med Will Stratton i ørerne.
Bob hund er tilbage og de er gode til at levere indhold til lige netop denne blog. Vi forstår hinanden, Bob Hund og jeg. Vi har samme smag i underspillet humor med et budskab og vi kan godt li’ når musikken ikke er for nem at kategorisere men at heller ikke for svær at lytte til. Jeg kunne fortsætte på den her måde. Jeg kunne skrive op ad stolper og ned ad vægge med langstrakte analyser af musikken, ironien, budskabet og alle de andre finurlige virkemidler, der gør produktet Bob hund så godt. Slige analyser vil jeg dog skåne læseren for her og blot at opfordre til selvsyn og selvhør af bandets nyeste video og første single fra det kommende album “Låter som miljarder”.
Det er ikke ofte, hård guitardrevet rock finder vej til bloggen. Og da slet ikke den 90er inspirerede, post-grundgede af slagsen. Den oboservante læser vil vide, at jeg fra tid til anden ligefrem langer ud efter rock-genren. Jeg kan f.eks. finde på at skrive, at den skal forny sig radikalt eller overgive sig til sin skæbne som fortidsmusik. Fornyelse hører jeg ikke meget af på Mastodons nyeste album The hunter og alligevel er jeg ikke på et negativt ærinde i dag. Faktisk har jeg sat mig til tasterne for varmt at anbefale pladen. The Hunter er et habilt og veludført stykke rockhåndværk. Det bedste i lang tid.
Jeg ved ikke helt hvor filmen knækker for mig. Jeg modsiger jo mig selv. Heldigvis er der et bidskab at udlede. En pointe, som jeg ikke selv havde set, da jeg begyndte at skrive: Musik kan ikke sættes på formel! Genrer er, og vil altid være, et uperfekt forsøg på at ordne musikken. Vi har brug for orden og tilstræber det i mange sammenhænge, der ikke lader sig ordne. Ofte bryder musikken imidlertid ud af sin genre, overrasker os indenfor sin genre eller lader sig slet og ret ikke indfange i en genre. Det er der en grund til. Musikkens æstetiske sjæl lader sig nemlig ikke indfange og det er lige præcis, hvor jeg fejler, når jeg prøver at skriver noget generelt om rockmusikken. Jeg tror jeg har fået øje på en tendens, men bliver modbevist af mit øre. Mit øre får næsten altid det sidste ord i når det kommer til min musiksmag, uanset hvor hårdt jeg kæmper imod. Mit øre overtrumfer fornuften og trangen til orden og dikterer hvad jeg kan lide og ikke lide, også selvom jeg ikke havde ønsket eller regnet med at kunne lide det. Kære øre, tak for det! De situationer, hvor min spontane fascination af et stykke musik går i clinch med min intellektuelle forståelse er meget værdifulde. De får det til at kildre i og jeg vågner og koncentrerer mig om musikken, for jeg ved pludselig ikke helt hvad der foregår.
Nok af mit selvfede sludder for nu. Tillad mig nu at henlede opmærksomheden på musikken og videoen. Mit øre og mit øje, der nu også havde noget at skulle have sagt, fældede en positiv dom og hjernen fulgte snart efter. Om du kommer til at opleve det samme tør jeg ikke garantere, men for mig var det rejsen værd og jeg synes virkelig, videoen er et kig værd.
