Go’ Weekend!

Devo – Satisfaction

Som en anden vaneforbryder der vender tilbage gerningsstedet, vender jeg altid tilbage til Kraftwaerks elektroniske retrounivers. På det sidste er det dog sket oftere og oftere. Et slags afhængighedsforhold har tilsyneladende taget sin begyndelse.

Det er som om Krafwerks musik har en rensende effekt på mig. Lidt på samme måde som pizza og cola kan tage de værste tømmermænd. – Måske er det tanken om den enorme indflydelse krafværket har haft på musikken siden de i 70′erne skabte musikalsk progression med deres elektroniske toner og måske er det bare forbandet god musik…?

I dag er bandets lyd hverken unik eller banebrydende mere og de sidste par udspil, og især det katastrofale Tour de france -album, har nærmest devalueret bandets status. Når jeg derimod tager turen tilbage til Trans-Europa express, The Man Machine og Autobahn bliver jeg varm og glad i mellemøret. Sidstnævnte motorvejsmusik har jeg fået ind med modermælken i mit eget barndomshjem, hvilket muligvis er endnu en forklaring på min tilknytning og fascination.

Her producerer kraftværket rå energi i en bizar tysk TV-optagelse fra en glemt tid:

Kraftwerk – “Die Roboter” (The Robots) 1978

Hold da op det er klichemættet det her! Alt fra optagelsens lokation i bakkerne med udsigt til Golden Gate Bridge i San Fransisco til de usminkede hippiepiger, der efter min bedste fordoms-kunst må bo i et kvindekollektiv. Og ja – det er en ældre bibelsk salme og nej, jeg er hverkel religiøs eller interesseret i salmer eller bibler.

Med alle disse forbehold og med frygt for at cementere billedet af min musikalske type som en indie-folk-hipster, vælger jeg alligevel at dele denne video. Jeg er helt solgt til harmonierne! Jeg kan lide den måde pigernes uslebne og lidt ru stemmer giver sangen en slags let forvrængning og udefinerbar kant af noget råt og grimt. Sangen er en udmyg klagesang og det synes jeg trioen fanger bedre end mange traditionelle kirkekor ville kunne.

Mountain Man “Babylon”

Mountain man er paradoksalt nok en kvinde-trio. Inspirationen er hentet i den nordamerikanske folkemusik. En inspirationskilde de deler med hippe navne som Bon Iver, Band of Horses 0g Fleet foxes. Bandet er i UK er signet til pladeselsbaet Bella Union, der også lægger stald til tjekkede indie-navne som Beach House, Andrew Bird, Department of Eagles og vores egne Kissaway Trail og Chimes and Bells. Bandet har for nyligt udgivet albummet “Made the Harbor”.

myspace.com/mountainmansquint

Jeg holder for tiden ferie og ferier kan hurtigt blive lange lykkelige begivenheder med hyggelige stunder og godt vejr. Det er i sig selv ikke dårligt, men det er alligevel rart at blive mindet om det grimme og skæve i livet også. Livet er ikke en lang sommerferie og det har Bonnie Prince Billy forstået og er villig til at vise os.

Videoen er ikke en barsk socialrealistisk kommentar til et eller anden aktuelt politisk emne, men kæler for det skæve, disharmoniske og grimme. En slag meneto mori. Videoen indeholder både et bryllup, sport, sex, alderdom, fattigdom og død og bemærk hvordan kunstneren selv uprætentiøst lader sig udstille i slutningen af filmen i al sin kiksethed. Jeg kan lide det fordi det er et afbræk fra den jubeloptimistiske og selvhøjtidelige musikkultur jeg eksponeres for i radio, på TV og på internettet til dagligt. Den giver mig derfor troen tilbage på kunsten og musikken, lysten tilbage til at høre P3 og læse overgearede musikblogs og meningen tilbage med at  holde sommerferie med alt hvad der hører med af klicheer om softice, cykkelture og afvaskede yndlings-t-shirts.

Videoen er instrueret af http://www.harmony-korine.com/paper/index/i_workhorse.html">Harmony Korine og sangen “No More Workhouse Blues” er 2. single fra albummet Bonnie ‘Prince’ Billy Sings Greatest Palace Music fra 2004.

Jeg ved ikke helt hvorfor denne video har findet vej til bloggen. Det skaber en rigtig stemning synes jeg – det er mærkeligt og det passer til mit overophedede hedebølgehovede. Dertil skal også tilføjes at jeg har en svaghed for eksperimenterende tysk elektronisk musik fra 70′erne. Et tid-og-sted jeg anser som toneangivende, i noget der er tæt på ordets bogstavelige forstand, for store dele af det lydbillede vi bevæger os indenfor i den vestlige populærmusik i dag. – Også selvom videoen her er et nyere Remix. Hvad skal jeg mere skrive…? – Nå ja – Jeg kan også godt lide hjortene i videoen.

exerpt of a cassette concert – music composed by conrad schnitzler – remixed by wolfgang ‘sequenza’ seidel
nimation by Dani Haerle

Jeg er faldet over det amerikanske band Blind Pilot og vil gerne dele det med verden her på bloggen. Musikalsk er vi i et landskab, formet af bands som Bon Iver, Fleet Foxes, Bowerbirds og Band og Horses. Et landskab jeg ofte lader min ører tage på vandretur i. Jeg har ikke et godt argument for hvorfor det godt – Det er der bare! Og når nu dette er min personlige musikblog, vil jeg tage mig den frihed at poste lige hvad jeg vil. Jeg håber der er en læser eller to derude, der ligesom mig kan finde fornøjelse og velbehag i disse meget ukontroversielle, men lækre toner.

God søndag!

Hør mere på Bandets Myspace: http://www.myspace.com/blindpilot

Jeg ved godt at musikken her er indiesmart på den selvfede måde, jeg indrømmer gerne at jeg er nem at fange, når det hele er indhyllet i undergund og ekserimentalisme som her og ja, jeg har fundet det på Pitchfork.com. Ikke desto mindre er jeg både draget og fascineret af billeder og musik. Det er skævt, ustemt, upænt og ude af takt og netop deri finder jeg en charmen og en udfordring, som jeg gerne tager op.

Det er som minusserne i musikken tilsammen gir’ plus. Musikken får mig til at lytte efter, lægger mærke til detaljer og være sanseligt tilstede. Men det provokerer mig også og udfordrer mine forestillinger. Der er masser af genkendelighed i musikken – så det er aldrig helt umuligt at lytte til. Akkorderne er rene og simple, instrumenterne er velkendte og opbygningen er i sig selv ikke revolutionerende. Værdien ligger i spæningsfeltet imellem det grimme og det smukke, imellem det rene og det skæve, imellem det velkendte og det udfordrende.

JULIAN LYNCH – “SEED” Fra albummet “Orange You Glad” 2009

Baggrundsmusik og forgrundsmusik.

Jeg hører musik hele tiden. I Radioen, i TV, når jeg ser film, når jeg handler ind og alle mulige andre steder. Den musikjeg møder i disse kontekster er baggrundsmusik. Den er ofte helt som den skal være – nemlig i baggrunden. Jeg inviteres ikke til at lytte grundigt efter – musikken må ikke stjæle min opmærksomhed fra det, der er i forgrunden. Det gør Julian Lynch. Her har musikken et selvstændigt budskab, som jeg skal afkode med mine sanser og det er et kritisk budskab. Musikken tvinger mig ubevidst til at forholde mig til hvad musik er, hvad det kan være og hvad jeg får ud af det, men der er et spørgsmål uden et svar. Det er et æstetisk spørgsmål, som jeg gerne vil stilles igen og igen.

Julian Lynch - "Mare"

Jeg lover at jeg snart poster noget pop her på bloggen, for pop har også en værdi! Jeg kan godt li’ pop og jeg kan godt li’ mainstream, for det tjener et formål og det har en værdi for mange mennesker, men jeg passer på ikke at blande alle typer af musik sammen. Det er klart at jeg ikke kan lytte til udfordrende musik døgnet rundt – det har jeg ikke koncentrationsevne til. Nogle gange foretrækker jeg de trygge toner fra musik jeg kender, nogle gange vil jeg synge med og en sjælden gang vil jeg endda danse og så er det ikke Julian Lynch jeg sætter på. Jeg kan også godt li’ den musak, der spilles i supermarkeder – den giver en rolig oplevelse og afstresser mig, mens jeg vælger hvilken shampoo jeg skal prøve denne gang. Jeg kan godt li’ filmmusik – den underbygger spændigsmomenter i filmens handlings-dynamikker og øger intensiteten i oplevelsen. Jeg kan i det hele taget godt li’ baggrundmusik, for den tjener en vigtige funktion i min hverdag. Men! – Jeg er også fan af forgrundsmusik. Musik der kræver min opmærksomhed, musik, der er svær at lytte til og som udfordrer mine forestillinger og vaner. Og det er det jeg finder hos Julian Lynch og det er det, der er sjovest at blogge om og det er derfor jeg hele tiden udskyder at skrive om Lady Gaga, som jeg også holder meget af.

Nyeste album fra Julian Lynch hedder “Mare”. Pitchfork’s giver den 8.5 ud af 10 point. Læs anmeldelsen her.

Jeg har en svaghed for utraditionelle musikinstrumenter. Det skyldes at jeg har brug for at blive udfordret, når jeg lytter til musik. Jeg har brug for eksperimenter, der stikker til de fordomme og italesættelser musikken er indhyldet i. Jeg har brug for at vide at musik er en dynamisk størrelse, der aldrig lader sig indfange, men er legesyg og altid i forandring.

Musisk dekonstruktion?

Når jeg skriver det går jeg ind i en mere kompleks udlægning af hvad jeg mener om musikalsk æstetik. En udredning et kort blogindlæg som dette ingenlunde kan rumme. Jeg mener (Og du er velkommen til at mene noget andet) at æstetiske musikalske oplevelser altid opstår i et spændingsfelt imellem det velkendte og det ukendt – imellem det forståelige og det kritiske. Jeg mener imidlertid ikke at sande æstetiske oplevelser er den eneste grund til at høre musik.

Musik har mange egenskaber. Det kan skaber genkendelse og association, det kan underbygge en fællesskabsfølelse, det er ofte meget identitetsskabende hos de kulturer det florerer i og musikens tekstindhold kan mere eller mindre direkte, kommunikere et budskab til modtageren. Grunden til at jeg finder nydelse i disse to videoer har ikke noget med disse at gøre. Jeg finder ikke musikken særligt vellydende, den minder mig ikke om noget bestemt, jeg kender ikke og har et forhold til kunstnerne og jeg kan ikke forestille mig at lytte til det samme med mine venner, men de udfordrer mig! De får mig til at forholde mig til hvad musik er og kan være. De bruger nemlig begge et simpelt kneb. De tager musikken ude af sine vante kontekster og stiller indirekte et kritisk spørgsmål – Er dette også musik? Jeg tør ikke love at du får den samme oplevelse ud af dem og jeg vil heller ikke påstå at de er repræsentanter for ægte æstetiske oplevelser og måske får du iøvrigt noget ud af dem på et helt andet niveau, men et er sikkert – de er spændende nok til at fremprovokere al denne tekst fra min hånd …

Et velkendt instrument?

Nu er det på tide at jeg erklærer min kærlighed til det danske band I Got You on Tape. Jeg har ikke nævnt dem endnu her på bloggen og det må høre op! Jeg har fundet det passende at begynde med videoen nedenfor. Den er fra det nystartede  musikvideo-koncept Xsessions.

Jeg synes bare i skal høre det. Senere vil jeg følge op med flere ord.

Se mere om bandet her: http://igotyouontape.com/

Og gå på opdagelse i Xsessions her: http://xsessions.dk/

Jeg blev mindet om det islandske band Hjaltalín forleden, da deres promoter skrev og gjorde min opmærksom på en ny single fra bandet. Singlen ha jeg ikke hørt endnu, så jeg vil hellere dele denne video, der stilmissægt passer godt til mit nye banner-logo-billde.

Hør mere her: http://www.myspace.com/hjaltalinband