Bandet Goat er svære at placere. Jeg går ud fra at det er et bevidst virkemiddel fra deres side. Det er sjældent det lykkes for bands at iscenesætte sig selv som mystiske og det ender ofte i klicheer eller det der er værre, når de forsøger. Har Goat bedre held end det?…

Genremæssigt finder man i Goats musik elementer af 70′er-inspireret syrerockrock, afrikanske rytmer, funk, salsa, calypso, støjrock og shoegaze, men i en lettilgængelig blanding, der ikke forfalder til de alt for eksperimenterende ekstremer. Gruppen skriver på deres facebook-side at de stammer fra landsbyen Korpolombolo i det dybeste, mørkeste sverige. En landsby hvis beboere iflg. bandet selv dyrker og tilbeder voodoo-magi. omvendelsen fra kristendom, der øjensynligt foregik  under dramatiske omstændigheder, skete efter en heksedoktor og hans følge bosatte sig i byen på et ikke angivet tidspunkt.

Jeg har valgt ikke at undersøge om historien er sand. Jeg ved ikke om landsbyen Korpolombolo rent faktisk findes eller om der overhovedet foregår nogen form for voodoo-dyrkelse i Sverige. Det er ikke relevant, for jeg ved at det er en historie og at den har til formål at udvide min oplevelse af musikken – og det virker.

For at have succes med sådan en form for historiefortælling, skal man selvfølgelig også lave god musik. Få iscenesættelser er gode nok til at gøre dårlig musik god og det er der mange der har misforsår, når de forsøger sig med lignende gimmicks. De to ting skal supplere hinanden. Historien skal gøre os mere interesserede i musikken, men musikken skal også gøre os mere interesserede i historien. Ellers fungerer det ikke. Den symbiose får Goat til at fungere. I hvert fald for mig. At bandets hjemmeside og internettilstedeværelse sagtens kunne udvide universet og øge effekten yderligere, er en anden sag.

Jeg er selv blevet trukket langsomt ind i bandets univers. Først opdagede jeg videoen til “Goatlord”, som ifølge titlen skulle være en live-optagelse. Der var noget dragende ved videoen, der gjorde mig nysgerrig. Efter et par gennemlytninger opsægte jeg mere fra bandet og faldt over de mærkelige tekster bandet har skrevet om sig selv. De gav mig lyst til at høre endnu mere af deres musik. Både fordi jeg nu var tiltrukket af helheden, men også for at finde ud af om de var i stand til at fortsætte fortællingen i deres musik også.

Nu venter jeg blot på at deres kommende album “World Music” skal udkomme. Det gør det d. 10 oktober.

Goatlord (live)

 Let It Bleed

Goathead

Trailer til albummet World Music, der udkommert 10. oktober (2012)

goatsweden.blogspot.co.uk

Goat – Run To Your Mama @Spotify

Goat @ WiMP

Goat @ YouTube

Læs også:

• Bob hund er tilbage! Låter som miljarder

Jeg er helt pjattet med æstetikken i denne video. Så er det sagt! Både billederne og musikken. At lave en “kunstvideo” som denne er en svær disciplin der ofte ender i noget prætentiøst eller bare fjollet. Det er der måske også nogle der vil mene om denne video, men jeg er solgt.

Bag musikken står Jacob Bellens. Ham finder man normalt i front for bandet I Got You On Tape og som den ene halvdel af duoen Murder. Bag billederne står Malthe Fischer. Han var tidligere en del af Oh No Ono og har siden bandets opløsning slået sine folder som musikvideoinstruktør med det abstrakte og udsyrende som sine kendetegn.

Læs også:

• Murder – “No Room For Mistakes”
• Murder – At My Place. Koncert hjemme hos Anders
• Murder – “Help the dead” – Xsessions, en gammel cigarrygende mand og en udstoppet hund…?
• I Got You On Tape
• Organgrinder på Roskilde Festival

Sommerperioden har som altid været sløv. Ferie har en tendens til at dræne min kreativitet og desuden sker der ikke ret meget i musikbranchen, hvis man ikke ligefrem er på festival hele sommeren. Jeg vil derfor begynde at hive mig selv ud af min sommerdvale i takt med at vejret bliver koldere og dagene kortere.

Jeg synes det er passende at lægge ud med en lille hyldest til musikken – eller rettere en hyldest til de instrumentere hvori musikken finder sin lyd og klang. Vi glemmer undertiden hvor forskellige de kan lyde, selv hvis man holder sig til instrumenter fra pop og rock.

Videoen er en blære-film fra det amerikanske produktionsselskab Robot Repair, der laver musik, lyde og lyd-branding til reklamefilm og deslige.

Instruments of Robot Repair from robot repair on Vimeo.

Læs også:

• Musikparlamentet – Tema: musikblogging. – Fortsat

Andromeda Mega Express Orchestra er, så vidt jeg kan regne ud, et bigband eller er i hvert fald noget i den stil. Og ja, det er vel primært jazz de spiller, selvom der er tale om et grænseland imellem mange genrer. Nu håber jeg ikke min beskrivelse, får dig til at tro at AMEOs musik er et eller andet utilgængelig fusionsmusik. Det er det ikke. AMEO blander rigtignok genrene og er svære at placere i det musikalske spektrum, men det er en fordel i deres tilfælde. Deres musik er en hyldest til energi,  ironi og science fiction, hvilket kommer til udtryk i et intelligent miskmask af forskellige stilarter og genre-referencer. Det mest gennemgående i musikken er rum-temaet, som også findes i orkesterets navn. Der bliver lånt flittigt af virkemidler fra sci-fi-film fra 50erne og 60erne og tilført energi med elementer af funk, jazz, balkan, rock, hiphop og alle de andre.

Andromeda Mega Express Orchestra @ Spotify

Læs også:

• “So What” – En 8 bit hyldest til Miles Davis

Jeg har allerede afsløret det i overskriften og med billedet herover. I musikvideoen til det mystiske band Roadgeek er alle øjne skiftet ud med munde. Det lyder åndssvagt og det er det også, men det er også veludført at det er sjovt. Der er i øvrigt også munde andre utraditionelle steder. I stedet for brystvorter f.eks.

Når jeg skriver at Roadgeek er et “mystisk” band er det fordi der ikke er mange informationer at finde om det endnu. At kalde det et band er måske også en overdrivelse – ensemblet består nemlig udelukkende af australske Michael Shanks og er imponerende nok beskrevet som et fritidsprojekt. Hvis man er interesseret i musikken må man indtil videre stille sig tilfreds med en Facebook-side.

facebook.com/roadgeekmusic

Læs også:

• Falloe – Mere australsk musik
• Jinja Safari
• Boy & Bear
• San Cisco – Golden Revolver
• Papa Vs Pretty

Bowerbird er en fuglefamilie fra spurveordenen. På dansk kalder man dem gartnerfugle. De er som regel sorte og kan for en dum bybo, som undertegnede, let forveksles med en solsort. Gartnerfulgen er især kendt for sit parringsritual. Her bygger hannen en lille hytte-lignende struktur af kviste, som han pynter med blanke og farvede genstande for at tiltrække sig en stilbevidst hun. Om det er derfor bandet har tager navnet ved jeg ikke.

Nu må du ikke tro, kære læser, at jeg er fugleintresseret eller naturmenneske for den sags skyld. Jeg har aldrig set en gartnerfulg udenfor internettet og ville sikkert ikke lægge mærke til det, hvis jeg gjorde. Jeg er dog godt tilfreds med indledningen til videoen herunder. Iøvrigt handler videoen mest om fisk…

Mine damer og herrer (og fugle og fisk): Bowerbirds – “Tuck the Darkness In”.

Se mere på bowerbirds.org

Bowerbirds @Spotify

Læs også:

• Communist Daughter – Speed of sound
• Hospital Ships
• Endnu en musikblog kommer med anbefalinger til Roskilde festival 2012
• Exitmusic – Passage
• Father John Misty – Fear Fun

Yoann Lemoine er en fransk grafiker og musikvideoinstruktør. Han har lavet musikvideoer for kunstnere som Moby, Katy Perry, Taylor Swift, Lana Del Ray og Drake. Ved siden af musikvideokarrieren er Lemoine og musiker under navnet Woodkin. I 2011 udgav han sin første EP – Iron EP. Her finder man singlen “Iron”, som jeg blev helt blæst væk af da den udkom og naturligvis blev akkompagneret af en formfuldendt og cool musikvideo.

Nu er Woodkid tilbage med mere musik og endnu en video og min begejstring er blusset op på ny. Jeg synes Lemoine burde lægge klaptræet på hylden og koncentrere sig om sin musikalske karriere. Nej vent! Jeg ville også gerne se hvad der skete, hvis han instruerede en hel spillefilm. Måske skal han bare holde op med at arbejde for andre og lade sit eget udtryg komme til orde. Indtil da må vi nøjes med en EP, en single og to musikvideoer.

Jeg har indsat begge videoer i indlægget jer. Jeg fik nemlige aldrig postet videoen til “Iron”, da jeg i sin tid faldt over den.

www.yoannlemoine.com/woodkid

Læs også:

• The Shins – Wes Andersonsk musikvideo til “Simple Song”
• Musikmandagsmusikvideoer
• Mother Lewinsky – Some Kind of Fight
• Cavemen – Der er nøgne damer i denne musikvideo
• St. Vincent og den manglende taleboble

Mother Lewinsky er et sammenskudsgilde af medlemmer fra tre andre bands. Hun består af Søren Stensby, der også spiller i Tako Lako, Marc Facchini-Madsen fra Mescalin, Baby og Michael Vitus fra Surf in Stereo.  Tre meget forskellige bands. Når de tre herrer mødes og skriver musik, sker der tilsyneladende noget spændende. Selvom der ikke er meget at lytte til endnu, tror jeg vi kan forvente os noget stort bandet.

Videoen til “Some Kind of Fight” er det første bandet slipper ud, ud over et par små lydklip og videooptagelser fra studiet. Det er modigt at starte med en sang som denne, for man bliver hurtigt sat i bås. Jeg tror dog ikke bandets potentiale begrænser sig til dette ene nummer. Jeg kender personligt to af drengene og fornemmer at projektet er drevet af legesyge og lyst til eksperimenter, men også høje ambitioner, teknisk kunnen og masser af musikalsk talent.

facebook.com/motherlewinsky

Læs også:

• Hvem er Indians?
• The Eclectic Moniker – We’re Soldiers in a Silent War
• Michael Møller – A Month of Unrequited Love
• Thulebasen – Hvad synes jeg om dem?
• Woodkid – Run Boy Run

Det er ikke første gang jeg skriver om Sébastien Tellier. Jeg er betaget af hans megalomaniske univers, hans ublu brug af sex i sin musik og så morer jeg mig over hans fortid som vinder af det franske melodigrandprix i 2008 med noget så kontroversielt som en engelsksproget sang.

I videoen til “Cochon Ville” (Griseby) går det hele endnu en gang op i en højere enhed. Tellier troner i midten af lokalet som spirituel leder fra en science fiction film. Han er iført en blå silkekåbe, langt skæg, spiller på en af de der V-fornmede  glamrock-guitar og er omgivet af seksuelt opstemte, nøgne mennesker på et dansegulv i disco-stil.

Jeg er næsten helt sikker på, at det er et ironiske setup og jeg er endda villig til at påstå at de seksuelle og religiøse referencer i hans musik og videoer er en samfundskommentar, men det fede ved Sébastien Tellier er at jeg ind imellem bliver i tvivl.

sebastientellier.bandcamp.com

Læs også:

• Sébastien Tellier har gang i noget stort!
• 17 lister jeg synes nogen burde lave
• Cavemen – Der er nøgne damer i denne musikvideo
• Bob hund er tilbage! Låter som miljarder
• Pure X – og en cognac

“The Rifle’s Spiral” er åbningsnummeret på The Shins nyeste album Port of Morrow der udkom tidligere i år. Et album jeg der har fået en del afspilninger herhjemme. Det er både et godt nyt album og et trygt musikask univers at vende tilbage til. Jeg er vel sådan en slags fan.

Videoen er ikke revolutionerende. Det behøver de ikke være hver gang. Den er flot og passer godt til The Shins stil, til sangen og ikke mindst til bloggen her.

Hør hele Port of Morrow på Spotify

Læs også:

• Endnu en musikblog kommer med anbefalinger til Roskilde festival 2012
• The Shins – Wes Andersonsk musikvideo til “Simple Song”