13&God er en kollaboration imellem nogle tysle og nogle amerikanske musikere. De kommer bla. fra de to grupper The notwist og Themselves. Musikken lander i et utraditionel blandingspunkt imellem indie-pop, electronica og hip hop. Et velfungerende et, vel at mærke. Det skyldes primært de lækre produktioner, fængende hooks og i dette tilfælde den meget stemningsskabende video.
I foråret havde jeg en lille flirt med sangen “Old Age”, som var i heftig rotation. Den kan høres herunder. Både “Old Age” og “Armored Scarves” er at finde på albummet Own Your Ghost fra 211.
The Maccabees er på trapperne med et nyt album – deres 3. Den nøjagtige udgivelsesdato er 9. Januar 2012. I den forbindelse har de været så venlige/snedige at offentliggøre en sang med tilhørende video fra albummet, der har titlen “Given to The Wild”. I mit tilfælde virker det efter hensigten. Jeg er opmærksom på albummets forestående udgivelse og nysgerrig efter at høre mere ag musikken.
C2C er fire franske DJs. De er tidligere verdensmestre i DJ – flere gange. Det er ikke en musikform jeg dyrker specielt meget selv – faktisk er det først nu jeg erfarer, at man overhovedet kan blive verdensmester i den slags. Det skyldes ikke ond vilje eller manglende interesse. De her gutter er jo vildt fede! Jeg måtte overgive mig totalt til musikken og videoen her, da jeg fandt den. Af mangle på en mere poetisk måde at formulere det, er det baremøg-godt! De formår at inkludere både det storladene, det stilfulde, det ironiske og det iørefaldende. Mere kan man ikke forlange.
Low Roar er min seneste opdagelse indefor god kontormusik. Men det er også mere end det. Det er ikke kedeligt at lytte til. Low Roar er et soloprojekt fra Ryan Karazija. Bag musikken gemmer sig en snedig lille historie, der bliver genfortalt alle de steder jeg er stødt på ham. En af den slags historier, hvor man tænker “Ja, det kan jeg da egentlig godt høre”. Historien er at Ryan, der efter nogle moderate successer med bandet Audrye Sessions, forlod sin solrige hjemstavn San Fransisco og rejste til mørke Island, hvor han fandt inspiration til projektet Low Roar. Kontrasten imellem de to steder og følelsen af at lyttet til en musiker, der har rykket teltpælene op og fundet sit sande hjem, giver musikken en ektra dimension for et gammel barometerbarn som mig.
Gi’ også lige Tonight, Tonight Tonight en lytter, hvis du ikke er overbevist. Det er viser Low Roars musik i den anden ende af hans musikalske spektrum.
Normalt handler det om musik her på siden, men i dag skal det handle om film. Jeg elsker film. Jeg er eskapist af den værste slags. Jeg er afhængig af flugten, eventyret og den alternative virkelighed man finder i i filmens verden. Jeg afskyr socialrealisme. Jeg vil underholdes. Jeg vil tages væk og ikke mindes om virkeligheden.
Kees van Dijkhuizen jr. er en 18årig filmskole-studernde fra Holland. Han deler tilsyneladende min smag. Han har lavet en serie af montager med titlen [The films of]. Her hylder han i korte billedkollager sine (Og mine) favoritinstruktører. Hvis man som jeg har ser de fleste af filmene, er det et hurtigt film-fix af gide minder fra nogle af filmhistoriens helt store øjeblikke. Fik jeg sagt at jeg elsker film?
Jeg har en indrømmelse. Jeg bruger bloggen her som en øvelse i at skrive god tekst i en fart. Det er en evne jeg har brug for i min professionelle hverdag. Ofte har jeg ikke tænkt over hvad der skal stå, før jeg sætter mig til tasterne. Øvelsen består i bare at begynde at skrive og få det redigeret og rettet så hurtigt som muligt. Fidusen er selvfølgelig at jeg ikke mister læsere på det samtidig. Normalt vil jeg derfor lave lidt mere research end jeg har gjort her eller forsøge at gøre indlægget personligt eller humoristisk. I dette tilfælde derimod, havde jeg ikke meget at sige om musikken eller andre vedkommende ting, for den salgs skyld. Derfor blev det til et lille kig bag kulisserne i stedet.
Selvom jeg ikke kan byde på noget interessant at læse, skal det stadig være relevant at besøge siden, så du skal ikke snydes for musik. Jeg har fundet og indsat to videoer med Bandet Yellow Ostrich (Gul Struds, hvis du var i tvivl), som jeg synes er gode. Bandet er en trio fra New York og udsendte tidligere på året debuten “The Mistress”.
Jeg tillader mig at antage, at du allerede ved hvem MODESELEKTOR (Der jo for nyligt har optrådt i Danmark) og Thom Yorke er. Derfor vil jeg ikke bruge lange spalter på at introducere de to. Videoen er lækker og kobler sig på tidens zombie-trend.
The Weeknd er sådan noget man ofte ville kalde et fænomen. Jeg kunne således have startet indlægget med at skrive: “Fænomenet The Weeknd er ude med en ny video“. Det skyldes, at The Weeknd er et af de navne, der slipper afsted med at gribe tingene helt anderledes an og som stadig høster både anerkendelse og succes. På slige vis synes den canadiske sanger, med det borgerlige navn Abel Tesfaye, at være dukket op af ingenting. Navnet The Weeknd var fra begyndelsen omgærdet af mystik. Han blev genstand for massiv interesse på internettet i 2010 efter en række veltilrettelagt mixtape-lækager. Til at begynde med var der ingen der vidste hvem der stod bag eller hvad det var de lyttede til – bare at det var godt.
Et af virkemidlerne bag successen er et hold af loyale og velorganiserede digitale fodsotldater, der hjælper med at skabe en strategisk online-hype. Betagende for en der, som jeg, beskæftiger sig med digital kommunikation. Derudover er der rimeligvis også en tyngde og et strejf af kunstnerisk geni over det mørke tekstunivers og de sprøde melodier. Musikken, sangeren og hele imaget skiller sig ud fra mængden af R&B-genren, som The Weeknds musik genremæssigt tilhører.
Videoen er en af den mest gennemførte og betagende, for ikke at sige intelligente, jeg har set fra denne genreverden, der ofte falder tilbage på klicheer og banaliteter. Vi befinder os her i et nyt og velfungerende miks af mystiske og symboldrevne virkemidler og en lettilgængelig poppet musikalske stil. Det fungerer godt!
Hent de to Mixtaps Thursday og House og Balloons på the-weeknd.com
Du ved sikkert lige så meget om Fleet Foxes, som jeg gør, så lad os ikke spilde plads på overflødige informationer. Sangen “The Shrine / An Argument” er fra albummet Helplessness Blues fra 2011. Et album, der på mange måder skuffede i forhold til debuten Fleeet Foxes fra 2008, men som alligevel rummer mange lækkerier. Videoen her er en animatiosnfilm a la de russiske og tjekkiske børnefilm, DR var glade for at sende i min barndom, hvor der stadig var masser af rød indflydelse i sendefladen (Så gammel er jeg trods alt).
Det her var en af de videoer jeg blev nødt til at have på bloggen. Helheden er virkelig lækker. Nummeret er godt og uventet valg til en coverversion, fortolkningen er stilfuld, smagfuld og gennemtænkt og videoen binder det hele sammen og minder os om humoren i den dystre tekst og de mørke akkorder. Perfekt til en tågen musikmandag.
