Jeg har en irriterende svaghed for indadvendt skovmandsmusik som det Will Stratton skriver og spiller. Irriterende fordi det gør mig nem at sætte i bås. Skægget, filosofiuddannelsen, de ternede skjorter og Neil Young pladerne – her er jeg. Jeg gør hvad jeg kan, for at udfordre min smag. Jeg tager på lange lytteekspeditioner dybt ind i fremmede genrer og stilarter. Jeg går på opdagelse i musik jeg næste ikke kan holde ud at lytte til. Jeg læser og diskuterer. Jeg vil ikke være så nem at regne ud, men det er jeg altså.

Jeg vidste næsten med det samme, at Strattons musik ville falde i min smag og jeg prøvede at beslutte mig for ikke at falde for det. Det virkede ikke. Det ville også have være dumt, for hvorfor benægte sig selv en god oplevelse? Allerede efter få toner (Og jeg har lyttet meget i mellemtiden) kunne jeg mærke min bås. Det var både velspillet, roligt og nærmest porøst i sin lyd og der var ikke noget at gøre. For en stund vil jeg derfor overgive mig til min bås. Finde mig til rette her hvor jeg åbenbart hører hjemme. Jeg trøst mig selv og prøve at huske, at en bås ikke kun er noget man er nem at placere i, men også et sted man er tryg og sikker og et sted man kan hvile og gemme sig. I aften vil jeg være at finde i min bås med Will Stratton i ørerne.

Will Stratton @ Spotifyf

willstratton.bandcamp.com

willstratton.com

Josh Tillman er tidligere trommeslager i Fleet Foxes – et band der har været svært at komme udenom, hvis du har kigget med her på bloggen. Tillman er nu, under pseudonymet Father John Misty, på trapperne med et debut-album. Første smagsprøve fra albummet, sangen “Hollywood Forever Cemetery Sings”, lover godt, selvom Tillman ikke stilmæssigt har bevæget sig langt væk fra sine skæggede venner i Fleet Foxes. Men hvad gør det, når sangen er så iørefaldende.  Under påskud af at det er musikmandag og at jeg derfor ikke behøver uddybe min anbefaling yderligere, vil jeg lade ovenstående stå alene.

Jeg skriver det som det er. Denne video er god. Den vil mig noget. Den er provokerende. Den får mig til at tænke og føle og den tegner et billede af et band, der vil mere med deres kunst, end at adsprede og underholde. Det er appellerende synes jeg. Der foregår noget skummelt, noget uetisk og noget ulækkert. Der adresseres ikke et specifikt debatemne, men seksualitet, alder og underkastelse er nøgleord.

Director: Lasse Martinussen
DoP: Nadim Carlsen
Editor: Nicolaj Monberg
Producer: Thor Brammer Jacobsen
Production Manager: Cathrine Bjørn
Wardrobe: Stephanie Loa Flindt
Make-up: Lone Bidstrup
Production Design: Anne Gry Skovdahl
Colourist: Virgil Kastrup
Production: Spoiled Productions

whomadewho.dk

Bob hund er tilbage og de er gode til at levere indhold til lige netop denne blog. Vi forstår hinanden, Bob Hund og jeg. Vi har samme smag i underspillet humor med et budskab og vi kan godt li’ når musikken ikke er for nem at kategorisere men at heller ikke for svær at lytte til. Jeg kunne fortsætte på den her måde. Jeg kunne skrive op ad stolper og ned ad vægge med langstrakte analyser af musikken, ironien, budskabet og alle de andre finurlige virkemidler, der gør produktet Bob hund så godt. Slige analyser vil jeg dog skåne læseren for her og blot at opfordre til selvsyn og selvhør af bandets nyeste video og første single fra det kommende album “Låter som miljarder”.

bobhund.se

Det er ikke ofte, hård guitardrevet rock finder vej til bloggen. Og da slet ikke den 90er inspirerede, post-grundgede af slagsen. Den oboservante læser vil vide, at jeg fra tid til anden ligefrem langer ud efter rock-genren. Jeg kan f.eks. finde på at skrive, at den skal forny sig radikalt eller overgive sig til sin skæbne som fortidsmusik. Fornyelse hører jeg ikke meget af på Mastodons nyeste album The hunter og alligevel er jeg ikke på et negativt ærinde i dag. Faktisk har jeg sat mig til tasterne for varmt at anbefale pladen. The Hunter er et habilt og veludført stykke rockhåndværk. Det bedste i lang tid.

Jeg ved ikke helt hvor filmen knækker for mig. Jeg modsiger jo mig selv. Heldigvis er der et bidskab at udlede. En pointe, som jeg ikke selv havde set, da jeg begyndte at skrive: Musik kan ikke sættes på formel! Genrer er, og vil altid være, et uperfekt forsøg på at ordne musikken. Vi har brug for orden og tilstræber det i mange sammenhænge, der ikke lader sig ordne. Ofte bryder musikken imidlertid ud af sin genre, overrasker os indenfor sin genre eller lader sig slet og ret ikke indfange i en genre. Det er der en grund til. Musikkens æstetiske sjæl lader sig nemlig ikke indfange og det er lige præcis, hvor jeg fejler, når jeg prøver at skriver noget generelt om rockmusikken. Jeg tror jeg har fået øje på en tendens, men bliver modbevist af mit øre. Mit øre får næsten altid det sidste ord i når det kommer til min musiksmag, uanset hvor hårdt jeg kæmper imod. Mit øre overtrumfer fornuften og trangen til orden og dikterer hvad jeg kan lide og ikke lide, også selvom jeg ikke havde ønsket eller regnet med at kunne lide det. Kære øre, tak for det! De situationer, hvor min spontane fascination af et stykke musik går i clinch med min intellektuelle forståelse er meget værdifulde. De får det til at kildre i og jeg vågner og koncentrerer mig om musikken, for jeg ved pludselig ikke helt hvad der foregår.

Nok af mit selvfede sludder for nu. Tillad mig nu at henlede opmærksomheden på musikken og videoen. Mit øre og mit øje, der nu også havde noget at skulle have sagt, fældede en positiv dom og hjernen fulgte snart efter. Om du kommer til at opleve det samme tør jeg ikke garantere, men for mig var det rejsen værd og jeg synes virkelig, videoen er et kig værd.

Mastodon – The Hunter @ Spotify

Hvis du følger med her på bloggen, vil du vide at jeg er meget glad for Feist. Ikke at du behøver følge med. Du er lige så velkommen til bare at besøge en enkelt gang. Du må selvfølgelig gerne komme flere gang, men jeg forventer det ikke. Altså, det er dejligt, når du kommer, bevares, men jeg bliver ikke ked af det, hvis dette er dit eneste besøg, hvilket jeg efter denne omgang overflødige fyld-tekst godt kan forstå. Altså: Hvad enten du kommer igen eller ikke og hvad enten du er her eller ej, så er jeg glad og du skal ikke føle dig presset til noget. Sådan.

Tilbage til Feist. Jeg bloggede også sidst hun udsendte en video fra sit nysta, og i min mening rigtig habile, album Metals. Dengang var det sangen “How Come You Never Go There”, der havde fået billeder til. Nu er det “The Bad In Each Other”. Videoen er egentlig lidt kedelig. Den er flot og alt det der, men selvom handlingen tydeligvis forsøger at være gribende og vedkommende, synes jeg den er ligegyldig og social-realistisk. Til gengæld er musikke så god, så jeg poster den alligevel.

 

Feist – Metals @ Spotify
Feist – MEtals @ WiMP

Den forgangne uge har været domineret af to 80er-band i min musikalske verden. Talk Talk og Echo & The Bunnymen. Hvorfor netop disse to dukkede op, kan jeg ikke huske, men har begge har været med til at bringe mig sikkert igennem nogle lange aftener med hjembragt arbejde. Grupper er dannet næsten samtidig i hhv. 1981 og  1979 og opløst i hhv. 1991 0g 1993. Også geografisk er de tæt på hinanden. Talk Talk er fra London og ETB fra Liverpool. Mit øre har øjensynlig haft behov for musik med netop de spatiale og temporale kvaliteter (Jeg beklager, men jeg havde sådan lyst til at bruge det begrebspar).

Det kan være svært at finde gode videoer med bands fra den tid, så jeg blev glad da jeg fandt “rigtige” musikvideoer til to af det to bands største hits. Så kære læser, tag med et smut tilbage til midtfirserne. Tilbage til New Wave-musikkens sidste dage. Til en tid hvor et pophit stadig kunne være krydret med lidt weltschmerz.

Talk Talk – “Life’s What You Make It” fra albummet The Colour Of Spring fra 1986

Tak til @Rune_Ha

“Killing Moon” fra albummet Ocean Rain fra 1984

Talk Talk – The Colour Of Spring @ Spotify

Echo And The Bunnymen – Ocean Rain @ Spotify

Jeg kan godt li’ denne video fra amerikanske Cloud Nothings. Den minder mig om en scene fra en film. Jeg får lyst til at vide hvad der går forud for den besynderlige rejse i gulvhøjde. Jeg har lyttet en smule til musikken inden jeg faldt over videoen her, men har nu atter smidt deres aktuelle album Cloud Nothings på playlisten.

Jeg har for vane at skrive hvor et band er fra, når de havner på blogger her. Hvis de er fra USA noterer jeg endda gerne hvilken stat de kommer fra. Det gør for traditionens skyld, men også fordi det er nemmere at slå fast en genrer og musikalske referencer. Clouds Nothing er fra Cleveland Ohio. Bandet er iøvrigt mere eller mindre et soloforetagende fra en vis Dylan Baldi.

facebook.com/cloudnothings

Cloud Nothings @ Spotify

Cloud Nothings @ WiMP

Sebastian Tellier er et interessant bekendskab af en sær snegl at være. Jeg har været meget sen til at give hans musik en chance og det skyldes formodentlig at han fik sit gennembrud som repræsentant for Frankrig ved det internationale melodigrandprix i 2008. Da jeg endelig overvandt frygten for udslet i øregangen og gav musikken en chance, blev jeg hooked. Måske skyldtes det musikkens legesyge og poppede grænsesøgen, måske det tykke lag af skøn ironi der gennemstrømmer kompositionerne, og som for mig udgør forklaringen på hvorfor han valgte at stille op i den mest kitsch musikkonkurrence i verden, eller måske begge dele. Det vides ikke.

Nu er Tellier snart aktuel med et nyt album. My God Is Blue. At dømme ud fra videoen er der enten noget meget stort eller noget meget skuffende i vente. Personligt håber jeg at videoen og sangen, der begge minder om en slags intro, er begyndelsen til et større sammenhængende værk.

Mine damer og herrer. Sebastian Tellier!

Hvis du mangler en indgangsvinkel til Sebastian Tellier, vil jeg anbefale at starte med albummet sexuality fra 2008 (Ja, det er her sangen “Devine”, der var med i MGP findes)

Sébastien Tellier – Sexuality @ Spotify

For nogle dage siden skrev jeg i begejstrede vendinger om det britiske Band of Skulls. De havde netop udsendt en video til sangen “The Devil Takes Care of His Own” fra det forestående album Sweet Sour, som jeg nu for alvor glæder mig til at høre i sin helhed.

Band of Skulls by Band of Skulls

bandofskulls.com