Nu er de her! Vuggevise-versionerne af alle de store rock og pop-klassikere. Perfekt til den musikglade far eller mor, der er allergisk overfor smølfehits, børne-melodigrandprix og Jonas brothers. Med Rockabye Baby! slår du hele to fluer med et smæk. Du kan påvirke dine børns musiksmag i en positiv retning mens de sover og du kan holde ud at være i lokalet når dit barn hører musik.

Hvis du tror at min ironiske tone betyder at det er noget jeg finder på, tager du fejl. Pladeselskabet Rockabye Baby! eksisterer og har udgivet en serie på 46 albums, med søvndyssende fortolkninger af kendte pop og rock-numre. Fra Madonna og Björk til Metallica og Kanye West. Der er noget for enhver smag (og meget for min).

Albummene, hvoraf de fleste kan høres på Spotify, løser to væsentligt problemer i min hverdag: 1.) De gør markant sjovere at høre musik sammen med min søn og 2.) De giver mig mulighed for at præge min søns musiksmag med nogle af de melodier jeg holder allermest af, inden han ukritisk og sårbar overfor gruppepres og aggressive markedsføringsteknikker, slippes løs i mainstreamkulturen som egenrådig forbruger.

Og nej, der er ikke tale om et billigt samlebåndsprodukt. Folkene bag fremstår som mere end snedige købmænd, der har øjnet en chance for at tjene penge på dumme musiknørder som mig. I de fleste sange skinner respekten til musikken igennem og nogle af fortolkningerne er ligefrem spændende. Den ægte vare er selvfølgelig bedste, men det er sgu svært at få ungen til at sove når man hører AC/DC – som jo skal høres højt.

Testen

Tidligere i dag fik jeg lejlighed til at teste musikken, da min søn skulle have sin formiddagslur. Jeg varmede op med et par sange fra Lullaby Renditions Of Metallica og spillede derefter hele Lullaby Renditions Of Radiohead. Det var effektivt! Ikke alene faldt min søn hurtigt i søvn, men jeg måtte også give efter og tage en halv time på øjet. Vi vågnede begge af os selv, da musikken sluttede små 40min senere. Friske og velstimulerede. Selvom det kun er et par timer siden eksponeringen, synes jeg allerede, jeg kan mærke en forbedring i min søns musiksmag.

Se mere på rockabyebabymusic.com

Jeg har lavet en playliste på Spotify med 83 udvalgte vuggeviser, som jeg har tænkt mig at spille for min søn, når han skal sove.

Jeg vil ikke belæmre læseren med for mange unødvendige analyser, perspektiveringer eller vurderinger af Alabama Shakes. Det kræver ikke et trænet øre at placere bandet genremæssigt – eller geografisk for den sags skyld (Altså ud over at de afslører deres oprindelse i deres bandavn). De fire medlemmer hedder: Brittany Howard, Heath Fogg, Zac Cockrell og Steve Johnson. Det er klichefuld på den fede måde.

Nu kommer det måske til at lyde, som om jeg gør grin med bandet og det skal jeg heller ikke sige mig helt fri fra, men jeg er også begejstret. Meget begejstret. Musikken er uhyre nem at gå til, men også veludført, energisk og fyldig. Nerven, hvis jeg må beskrive det med så abstrakt en term, skinner igennem fra første akkord og det er efterhånden sjældent, at jeg personligt har den følelse med et band.

alabamashakes.com

Det er ikke første gang jeg skriver om Sébastien Tellier. Jeg er betaget af hans megalomaniske univers, hans ublu brug af sex i sin musik og så morer jeg mig over hans fortid som vinder af det franske melodigrandprix i 2008 med noget så kontroversielt som en engelsksproget sang.

I videoen til “Cochon Ville” (Griseby) går det hele endnu en gang op i en højere enhed. Tellier troner i midten af lokalet som spirituel leder fra en science fiction film. Han er iført en blå silkekåbe, langt skæg, spiller på en af de der V-fornmede  glamrock-guitar og er omgivet af seksuelt opstemte, nøgne mennesker på et dansegulv i disco-stil.

Jeg er næsten helt sikker på, at det er et ironiske setup og jeg er endda villig til at påstå at de seksuelle og religiøse referencer i hans musik og videoer er en samfundskommentar, men det fede ved Sébastien Tellier er at jeg ind imellem bliver i tvivl.

sebastientellier.bandcamp.com

“The Rifle’s Spiral” er åbningsnummeret på The Shins nyeste album Port of Morrow der udkom tidligere i år. Et album jeg der har fået en del afspilninger herhjemme. Det er både et godt nyt album og et trygt musikask univers at vende tilbage til. Jeg er vel sådan en slags fan.

Videoen er ikke revolutionerende. Det behøver de ikke være hver gang. Den er flot og passer godt til The Shins stil, til sangen og ikke mindst til bloggen her.

Hør hele Port of Morrow på Spotify

Jeg har tidligere anbefalet Father John Misty her på bloggen. Jeg har også ofte skrevet om, nævnt eller refereret til Fleet Foxes. Og ja, der er en grund til at jeg nævner de to sammen.

Drivkraften i Father John Misty er en skægget fyr ved navn Josh Tillman. Han er tidligere trommeslager i Fleet Foxes. Josh har allerede udgivet egne albums under navnet J. Tillman, men overgår klart sig selv i Father John Misty. Fortiden i Fleet Foxes spøger i FTM’s musik, men den er også helt sin egen. Der er masser af akustisk guitar og folk-inspirerede kor-arrangementer – helt som man kunne forvente – men Tillman bryder flere gange med den skabelon til fordel for en mere rocket, blueset og til tider ligefrem country-inspireret lyd. Det fungerer godt!

Herunder kan du streame hele det kommende album “Fear Fun”.

fatherjohnmisty.com

Musik-streamingtjenesten Spotify, som jeg ofte linker til, når jeg skriver om musik, har netop lanceret noget smart. På deres hjemmesiden stiller de nu et simpelt lille redskab til rådighed, der gør det muligt at labve indlejringskoder til sange, albums og playlister, som f.eks. kan indsættes i et blogindlæg som dette. Hvis du ikke forstår havd det betyder, skal du scrolle ned og se de fire eksempler jeg har indsat (God musik også selvfølgelig). Der kræver at du har Spotify installeret på den enhed du læser indlægget fra og er logget ind, men så kan du også høre sangene direkte her fra bloggen.

Jeg har indsat sangene “Brains” med Lower Dens, “Up On high” med Daniel Rossen, albummet “Le voyage dans la lune” med Air og playlisten “Torbens  totusindeogelleve top-tracks”.

For at gøre det samme på din egen blog skal du blot følge  disse tre nemme trin.

Tak Spotify!

Dette er et blogindlæg. Intet mere, intet mindre. Et plat blogindlæg, men et blogindlæg ikke desto mindre. For nogle vil det måske være blandt de bedste blogindlæg de har læst, men for de fleste vil det være irriterende at læse det.

Blogindlægget her fører ingen vejene. Det kan jeg garantere. Videre læsning er på egen ansvar. I det lange løb vil det givetvis være spild af tid. Der er nemlig intet at hente i dette blogindlæg. Fortvivl ikke. Det er ikke et krav til et blogindlæg at det skal føre nogen vejene.

Her fortsætter blogindlægget. Indlægget har stadig hverken en funktion eller et formål. Det skal dog ikke forhindre mig i at skrive videre. Jeg ved endnu ikke hvor langt det bliver. Måske bliver det langt eller måske bliver jeg træt af dette fjolleri og afslutter det midt i en sæt

http://dårligtlink.dk

Normalt er spalten her dedikeret til musik og det er der en god grund til. Det er min passion – for stor til at holde for mig selv. I dag afviger jeg dog fra musikken til fordel for en lille tegnefilm. Hvorfor begrænse sig, når internettet er fuld af gode oplevelser, som er værd at dele?

Filmen er instrueret og animeret af den fransk/hollandske grafiker Kadavre Exquis, der ligeledes har skrevet musikken. Filmen stil er tidsløs og retro-sjov og minder mig om danske og europæiske børnefilm fra min egen barndom og det er formodentlig filmens stærkeste virkemiddel. Handlingen kredser om det sære væsen Archibald, der en dag forfølger en cirkel til verdens ende.

Directed and Animated by Kadavre Exquis
kadavrexquis.com/
More to discover on facebook:
facebook.com/Kadavrexquis
Sound design by John Kassab
johnkassab.com/
Voice over by Julian Smith
julianaubreysmith.com/
Foley sounds by Adrian Medhurst

Music by Kadavre Exquis & guests

Get the Full soundtrack of 11 tracks, the poster, the full film, and other goodies here:kadavrexquis.bandcamp.com/album/childhood-of-the-circle-ost

Simian Mobile Disco udgiver albummet Unpatterns d. 14. maj i år (2012). Den britiske DJ-duo er i løbet af sine sidste to udgivelser blevet et kendt og anerkendt navn på den elektroniske scene verden over. Deres musik er klub-egnet, men har også fundet en plads i mit hjerte. Måske fordi duoen bruger mange analoge indspilningsteknikker i studiet – ikke at der er noget galt med de digitale.

I videoen herunder er det den visuelle æstetik jeg er tiltrukket af. De simple former, farver og bevægelser er ophidsende ikke-ophidsende. Det supplerer musikken optimalt og skaber en tidsløs stil.

Der er to klichefulde, men sande moraler at hente i det: 1.) “Less is more” og 2.) “Keep et simple stupid” (Også kendt som KISS-metoden). Det var der mange, der kunne tage ved lære af.

simianmobiledisco.co.uk

Bloggen her må godt gå ned i tempo når jeg har travlt – og det har jeg for tiden – men den må ikke dø! Derfor nærer jeg den lige hurtigt med en charmerende indie-folk-natur-dukke-musikvideo fra britiske Keaton Henson. Jeg er klar over at vi for tiden bevæger os hastigt ind i foråret – både mereroelogisk og mentalt – og at ugens store temaer har været sol, varme og jævndøgn, men derfor kan man godt glæde sig til, eller mindes, efteråret. Det må være logikken bag videoen her, der blev offentliggjort for få dage siden og som tydeligt gør brug af en jordfarvet efterårsæstetik.

Keaton Henson @ Spotify

keatonhenson.com

Keaton Henson @ WiMP