Frank Ocean – Pyramids (video)
17-09-2012
Jeg glemmer ofte hvordan det virker, det der med musik. Jeg søger den rene aha-oplevelse. Kærlighed ved første lyt. Men når jeg ikke er opmærksom, slår min hjerne over til at tro den er i stand til at kende god musik med det samme. Sådan er det sjældent. Ofte er det helt omvendt.
Frank Ocean er på alles læber og taster for tiden og det synes jeg indtil for ganske nyligt var ufortjent. Jeg synes at staklen, der jo tydeligvis har masser af talent, blev overeksponeret, overvurderet og red på en bølge af hipster-skabt web-hype der som regel ikke er særlig sundt i længden. Sidstnævnte mener jeg stadig, men jeg må også tilslutte mig hyldestkoret. Ocean kommer med noget så sjældent som noget nyt og bliver noget så sjældent som hyldet for det – af masserne. Det er popmusik, men det er god popmusik og det tør skille sig ud.
I splittelsen har musikken pludselig fået stor værdi for mig og det er ikke første gang det foregår på den måde, når jeg opdager nye artister. Jeg vidste ikke med det samme at jeg med tiden ville blive betaget af Frank Ocean produktioner, men da jeg begyndte at blive det var jeg splittet imellem to positioner – synes jeg det var overvurderet eller var der en god grund til den megen omtale. Det drev mig til sidst undersøge sagen og finde d af hvor jeg stod. Derfor lyttede jeg og keg lyttede grundigt. Det tog noget tid i ingenmandsland, men til sidst sejrede sangene på albummet ORANGE, men selve det at lytte efter var også en sejr. Det er noget, der sker sjældent i en forbrugsverden hvor alt er tilgængeligt hele tiden.
Måske var det kampen der omvendte mig, måske rummede musikken hele tiden noget jeg godt kunne lidt og måske var de det mange gennemlytninger der til sidst overbeviste mit øre. En ting er sikkert. Det krævede min opmærksomhed for at opdage det. Jeg er endda kommet så langt at jeg nu skriver om ham her på bloggen og deler hans musik sammen med en lækker musikvideo.
Frank Ocean – channel ORANGE @ Spotify
Læs også:
Tags: Frank ocean, pop, RnB








