I den indspillede musiks tidligste morgen kunne musikken kun distribueres vha. fysiske albums. Det betød, at den let kunne behandles som en vare. Man solgte den fra hylderne i forretninger ved siden af bananer, cowboybukser og gummilister. I starten var alting nemt for pladehandlerne. Det krævede et overordentlig dyrt og stort udstyr at skære en LP, så forbrugeren var nødt til at betale det, udbyderen krævede. Pladeselskabsfolk og udvalgte musikere grinede hele vejen i banken.

Siden blev det nemmere at kopiere musikken derhjemme – en udvikling, der desværre ikke fulgte med indenfor banan- og cowboybukseindustrien. Først kom de store spolebånd og snart efter de smarte kassettebånd. Disse nedsatte dog kvaliteten i væsentlig grad og gav derfor stadig grund til  at investere i de dyre lakplader, hvis materiale i mellemtiden var skiftet til vinyl. Siden kom minidisc og CD-brænder, der bibeholdte kvaliteten ved kopiering. Horder af jurister blev hyret for at regne ud, hvordan indusrialisterne kunne beholde den økonomiske magt over musikken, når den ikke længere havde monopol på indspilning – og alt så faktisk ud til at lykkes for dem i en overgang. Det var ganske vist blevet nemmere for forbrugeren at kopiere end at købe, men loven dikterede, at man ikke kopierede til andet end sikkerhedskopier og kopieringen var forbundet med en del besvær, fordi CD-rommen, om end billig, kun kunne benyttes én gang.

Men så indtraf katastrofen for pladeindustrien: Internettet, der havde været under udvikling i mange år begyndte pludseligt at brede sig hurtigere, end nogen brancheorganisation kunne følge med. Nu havde musikken på magisk vis mulighed for at være på alle computere på en gang, hvor og når man ønskede det. Når først et stykke musik havde fundet vej ind i internettets verden kunne den kopieres ned i mindste detalje, og distribueres lige så hurtigt, som man kunne sige “antipiratgruppe”. Distributionsbetingelserne for musik var uigenkaldeligt ændret, men pladeindustrien insisterede på at behandle musik, som de altid havde gjort – som en stykvis salgbar fysisk vare. Efterhånden svarede dette til at sælge vand pr. dråbe. De griske kapitalister i toppen af pladebranchen var blevet rige og forvænte af deres 70 år lange industrieventyr, så de tog endnu en gang bravt kampen op imod udviklingen. Anerkende det nye uudnyttede potentiale ville de ikke – og hvad værre er, forhindrede de effektivt andre i at gøre det med diverse dekreter og lovtekster. Det blev Herkules’ kamp imod hydraen. Hver gang man stoppede én ulovlig fildelingstjeneste, voksede mange nye frem. Ved stædigt at ville holde fast i denne model - hvor musik betragtes som en vare, der kan sælges og derfor også stjæles - opnåede man ikke andet end at kriminalisere op i mod 90% af de yngste internetbrugere.

Efter mange års hård kamp kunne de lovkyndige ikke længere forsvare den gamle verdensorden, og pladeindustrien måtte se sig ramt af “dårlige tider”. Først nu begyndte omstillingsparatheden at vise sig, først nu kom der forslag på bordet, der søgte at indrette sig efter de ændrede omstændigheder. Man begyndte at digitalisere musikmarkedet. Det gjorde det en smule nemmere, men stadig lige så dyrt at være musikforbruger. Selvom internettet havde bevist, at musik ikke er en vare – på samme måde som den omtalte banan - insisterede man fortsat på at opfatte den sådan. Man begyndte blot at afskaffe CD-mediet til fordel for et andet lukrativt medie – nemlig internetdistributionen. Albummet, der netop knyttede sig til den fysiske udgivelsesform, blev truet på sin eksistens. Musikken havde ændret sig, musikforbrugeren ligeså - som nu uden moralsk omtanke downloadede og kopierede musik til egen fornøjelse. Ligesom CD’en og albummet, var selve musikkens varestatus døende og skulle afløses af noget nyt. Musikken blev fanget imellem de desperate musikkapitalister og de skruppelløse konsumpirater. Problemet var, at ingen var villige til at se denne konflikt i øjnene – først og fremmest af økonomiske årsager. For hvordan skulle man nu tjene penge på musikken?

Det er her, vi står nu. Hvad fremtiden vil bringe er mere usikkert end nogensinde, men at CD’en roterer på sidste sang, og at albummet dermed også mister sin eksistensberettigelse og sætter sine fagmænd – både udgivere og kunstnere - på prøve, er ved at være ubestrideligt.