Søndag og Sufjan Stevens
17-07-2011
Forleden faldt jeg over videoen til “Get Real, Get Right” med Sufjan Stevens og det slog det mig at jeg aldrig har skrevet om Stevens her på bloggen. Og det til trods for at han iflg. Last.fm er min mest lyttede-til kunstner nogensinde – dvs. i den periode og i det omfang jeg har benyttet tjenesten. Måske har jeg tænkt at det var for nemt, måske har jeg glemt ham i bloggerøjemed fordi jeg var optaget af selv at nyde hans musik eller måske har jeg bare for meget tid til at tænke over den slags, når det er søndag. at jeg har “glemt” ham bevidner i hvert fald at jeg ikke har en dagsorden om at promovere min personline favoritmusik eller musiksmag, men at bloggen her er til at dele de spontane indfald og de ting jeg falder over på mine daglige musikture rundt i cyberspace.
Jeg vil især anbefale EP’en All Delighted People EP , som kan høres i sin helhed her. For at understrege hvor meget jeg ønsker at anbefale den, skriver jeg også denne sætning, der kun tjener det formål at understege hvor meget jeg ønsker at anbefale EP’en All Delighted People og tilføjer iøvrigt et “høhø” for at vise at jeg godt er klar over at det var en plat manøvre.
“Get real, get right” er fra det nyeste album Age of Adz. Et album, der sammen med hele Sufjans bagkatalog, er lige til at smide i ørerne og nyde livet. Især på den regnvåd søndag, der for nogen – ikke mig – er midt i ferien. Start evt. med videoen herunder. Den er ikke genial, men hyggelig og hvis billederne keder dig, kan du med fordel surfe videre på nettet i et andet faneblad, mens musikken kører.
-
-
Læs også:
Tags: Age of adz, All delighted people EP, Indie, regn, Sufjan Stevens, Søndag








