Jeg har en svaghed for god americana og folkrock. Navne som Bon Iver, Fleet Foxes, Band og Horses, Bowerbirds, Neil Young, The Band, The Bee Good Tanyas, Mountain Man, Iron and Wine, The Tallest man on Earth og Cody er navne, der ofte optræder i mine playlister (Anbefal mig gerne flere!).

Mit nyeste fund er The Cave Singers. Bandet er ligesom flere af navnene foroven fra Musikmetropolen Seattle og passer i stil og attitude, perfekt ind i bølgen af folk’ede skæg-bands fra den forhenværende grunge-by. Bandet er dannet i 2007, hvor de udgav albummet “Invitation Songs”, hvor Dancing on our Graves også er fra. Siden har de udgivet “Welcome Joy” i 2009 og varsler i 2011 et nyt album med titlen “No Witch”.

Selvom jeg ofte ønsker at frigøre mig fra sådanne genreklichéer, synes jeg nummeret og videoen er fede og det er grund nok til at dele.

SE mere på myspace.com/thecavesingers

Læs også:

• Cody – ”Songs”

Nu er det på tide med en god gammeldags pladeanmeldelse. Jeg kan godt li’ at beskæftige mig med branchestof og et holde fulgeperspektiv på musikken, men jeg vil heller ikke miste jordforbindelsen og kærligheden til det enkelte stykke musik. Derfor håber jeg fra tid til anden fortsat at få tid til omtaler og anmeldelser af forskellig art.

Cover by Cecilie Heering

Sensommerens store danske hit på lirekassen i husholdningen Organgrinder bliver utvivlsomt det kommende album ”songs” fra danske Cody. Jeg er så heldig allerede at have fået tilsendt en kopi af skiven fra mine venner hos Slowshark Records og den har kørt i A-rotation lige siden.

Jeg har tidligere skrevet i rosende vendinger om Cody, da bandet udgav deres selvbetitlede EP ”Cody” i starten af 2009. Den trendy folk-ensemble har imidlertid overgået sig selv på deres albumdebut! Stilen, sangskrivningen og produktion er blevet rendyrket og mine ører synes at fortælle mig, at bandets musik nu har nået internationale standarder. Jeg håber oprigtigt for Cody og for hele Danmark, at det store udland vil få øjnene op for deres talent og potentiale. Stilen er stadig rolig, organisk folk-rock-amerikcana. Hele oplevelsen har air af en jordnær forståelse for selve roots-musikkens inderst væsen.

Jeg har nemt ved at lade rosen løbe af sted med mig, når jeg sidder og lytter til fed ny musik og jeg har forsøgt at mane mig selv til ro, men det er svært at finde noget negativt at skrive om Cody på nuværende tidspunkt. Jeg håber bandet formår at holde fast i nerven og spændingen i  musikken og hvis de endda formår at finpudse stilen yderligere, ser jeg uanede muligheder forude.

Ps.

Jeg har allerede oplevet Cody på både Spot og Roskilde og vil blot gære opmærksom på at bandet på live-siden, bestemt også er værd at opsøge.

Læs også:

• From Sarah – Demons
• The Cave Singers – Dancing on our Graves
• Will Stratton og noget om min bås
• Fleet Foxes – The Shrine / An Argument
• Siskiyou – Never Ever Ever Ever Again