Forleden tikkede der en e-mail ind fra et bookingbureau, der reklamerede for en forestående koncert med det canadiske band Karkwa. I underrubrikken stod: “Arcade Fire’s konkurrenter kommer til København“. Det var nok til at få min opmærksomhed. Jeg kendte til Karkwa, men havde savnet en lejlighed til at tjekke dem ordentligt ud og denne e-mail var lige så god en lejlighed som allemulige andre.

Nu vil jeg ikke kede læseren med en gengivelse af e-mailen, men blot afsløre at der med overskriften var tale om et blikfang. Der eksisterer ingen reel konkurrence imellem de to bands. Ud over at have været nomineret i nogle af de sammen kategorier ved forskellige prisuddelinger, synes de to grupper at have det helt fin med hverandre og har tilmed turnet sammen.

Karkwas musik har fællestræk med Arcade Fire, men ikke nok til at nævne Arcade Fire flere gange i indlægget her. Stilen er eksperimenterende og kan hverken betegnes som pop eller og rock, men et blandingsprodukt med indie-aspirationer. Der bliver malet med både de fine og de brede penselstrøg på det musikalske lærred og lytteoplevelsen er både alsidig og interessant, omend lidt kedelig i længden. Unikt for Karkwan er at at der synges på fransk. Det fungerer fint og trækker opmærksomheden helt væk fra teksterne for en ikke-fransktalende person som mig.

Under alle omstærndigheder var det rart at få taget hul på Karkwan. Jeg må tilstå at jeg ikke er blæst helt væk. Mest skuffet og uinteresseret. Måske er det anderledes for dig. Videoen herunder er til åbningsnumeret “Le pyromane” fra det nyeste album Les chemins de verre fra 2011. Et af albummets og bandets højdepunkter.

Karkwa kommer til Danmark d. 5 november på det lille spillested BETA på lorteøen Amager. Se mere her. NB: “Lorteøen skal ikke forstås som en spydighed eller en provokation, men blot en henvisning til BETAs slogan “Shit Island Clubbing.

karkwa.com

Karkwa @ Spotify
Karkwa @ WiMP

Et af de bands er Arcade Fire. De to tidligere albums fra det canadiske band har været fast lytteinventar i casa del Organgrinder siden bandets gennembrud i 2004. Ikke mindst fordi jeg deler passionen med min hustru, der ved flere lejligheder har gjort mig opmærksom på tyngden og godset på tekstsiden af sangene og det er jo hendes ekspertiseområde.

Jeg har hørt rygter om at “The Suburbs” allerede er blevet leaket og jeg har måske og måske ikke sneget mig til et par appetitvækkende smug-lyt, der måske og måske ikke tegner sig som en god og lytteværdig gentagelse af AF’s gedigene indielyd. Der er under alle omstændigheder ikke lang tid til at hele verden kan lytte med på ganske lovlig vis. Og uanset om jeg måske eller måske ikke har brugt pirateriske metoder til at lytte til musikken, har jeg penge sat til side til denne udgivelse. Forleden læste jeg en anmeldelse på Rollingstone.com, hvis anmelder giver albummet fire ud af fem stjerner. Endnu en indikator for at vi kan se frem til en glimrende plade.

Nå, men for at forkorte ventetiden for de af os, der er fans nok til at være utålmodige, har jeg fundet et klip frem, som de altid sagde i TV da jeg var barn. Det er fra den dokumentariske musikfilm “Miroir Noire” og er en akustisk optagelse af sangen Neon Bible i en elevator – og som der står i den mest populære af kommentarerne på YouTube “Best elevatormusic ever”.

Bon appetit!

Nedenstående er et uddrag af min anmeldelse på diskant.dk – læs hele anmeldelsen her.

“Koncerten bar præg af den legesyge og kreative energi, som er bandets varemærke. Bandets karakteristik er en blanding af symfonisk stemningsmusik og pop-rocket dansemusik og det fungerede bedre end godt på scenen. Hjaltalín bliver omtalt som skandinaviens svar på Arcade Fire, men paralleller kan også trækkes til navne som Sigur Rós, Animal Collective og vores egne Efterklang. Forskellen til ovennævnte orkestre er en mere barnlig og udadvendt lyd – og faktisk en mere dansevenlig. Musikken gør flittigt brug af elementer fra folkemusikken, men uden nogensinde at tabe tilhørsforholdet til den moderne popscene. Desværre varede koncerten kun under en time – alt for kort tid. Forhåbentligt får vi lejlighed til at høre Hjaltalín igen senere på året.“

Jeg er blevet lovet et anmeldereksemplar af albummet “Sleepdrunk Seasons” fra Hjaltalín og jeg glæder mig til senere at følge op på dette indlæg med mere omtale af bandet.

Hvorfor er Arcade Fire så interessant et musikfænomen?
I en globaliseret verden, hvor internettet har åbnet op for et åbent hav af nye muligheder for at gå på opdagelse i musikken, er det også blevet en meget mere forvirrende færd. Hvor går man hen for at finde den musik, der virkelig rejser sig over mængden? Musik-journalister, entusiaster og bloggere træder hinanden over tæerne for at hype nye navne, men peger uundgåeligt i 1.000 forskellige retninger.

Arcade Fire er et band, der har vist sig værdigt til det nye digitale musikkosmos. Musikken i sig selv er ikke særligt moderne, fremsynet eller futuristisk, men det til trods, er det et band, hvis succes har bredt sig som tsunami -ringe i internettets mega-hav og i høj grad udenom de gængse kanaler. Det fede ved Arcade Fire er at det er bandets musiske kvaliteter, der har dannet grundlag for deres succes og ikke et eller andet kommercielt Promotion-apparat, der har presset dem igennem. Internettet har givet musikken mulighed for at vokse frem fra undergrunden, kun med den naturlige gødning af musisk kvalitet og ikke kunstigt gødet af A & R og PR. Før cyberspaces tid var den magtfulde musikbranche et filter, hvorigennem alt musik blev sigtet, før det kunne få et gennembrud. Branchen bestemte hvilken musik, der overhovedet, kom ud til publikum, og styrende dermed alle vækstbetingelserne. Internettet er den nye lyskilde, der kombineret med lytternes tilførsel af hengivenheds-næring, udgør et voksende alternativ til branchens monopol. Derfor tillægger jeg Arcade Fire så stor vægt. De er symbolet på en ny ære i musikken. En ære der gryr stille og roligt frem iblandt 0′erne og 1′tallene i cyberspace. Tilsvarende tager jeg alle sideprojekter, der associerer sig med Arcade Fire meget alvorligt. Bemærk især det sidste bande “Clues”.

Soundtrack til “The Box”
Det rygtes at de to drivkræfter i Arcade Fire, Win Butler og hans kone Régine Chassagne, i øjeblikket arbejder soundtracket til filmen “The Box”. I instruktørstolen på denne film er Richard Kelly – højt agtet, her på organgrinder, for den genistregen “Donie Darko” fra 2001. Det har ikke været muligt at opstøve smagsprøver på musikken endnu, men det kan næsten kun blive godt! Læs mere her.

Jim Bryson

Normalt slår han på tromme i Arcade Fire, men har også gang i sit helt eget soloprojekt. Bryson har skrevet nogle low-key, countryklingende singer/songwriter-sange. Her må især “Pissing on Everthing” fremhæves.

myspace.com/jimbryson

The Sway Machinery

Arcade Fires saxofonist Colin Stetson, kan findes i dette New York projekt. Det er en slags funky, syret, klesmer-inspireret indie-rock. Så vidt jeg kan tyde bliver der sunget på jiddisch, men jeg vil ikke tages til ansvar for det.

myspace.com/theswaymachinery

Team B

Trompetisterne Richard Reed Perry og Kelly Pratt er gået med i dette allstars-projekt, der også inkluderer medlemmer fra LCD soundsystem og Beirut. De fleste af sangene er indspillet mens Arcade Fire var på turne. Stilen her er spinkel, jazzet og legesyg, men stadig dybt forankret i indie-rockens særprægede univers. Tjek især sangen “No purpose necessary”.

myspace.com/teambnyc

Clues

Tidligere medlem af Arcade Fire Brendan Reed, har startet det jeg betegner som det mest interessante projekt. Der er endnu ikke meget at støve op fra bandet “Clues”, men en sampler med forskellige sangbidder, der lækket på nettet, kan høres her. – Et projekt jeg meget gerne vil høre mere til!

Hør sangen “Perfect fit” her. – Lad os kalde den en Organgrinder-favorit-hit-anbefalings-top-sang.

Det er på tide at jeg blogger lidt om Arcade Fire. Anledningen er at jeg i dag blev mindet om bandets eksistens. I øjeblikket kan Sangen “My body is cage” høres som lydspor til en teaser for filmen “The Curious Case of Benjamin Button”. Filmen har jeg ikke set endnu, men den mindede mig om en anden video jeg tidligere havde set, et sted på internettet.

Under titlen “Arcade Fire + Sergio Leone” fandt jeg for nogen tid siden video med samme stykke musik, men en helt anden handling. Videoen er øjensynligt lavet af en fan ved navn J. Tyler, hvis navn bør nævnes i ydmyg anerkendelse af hans lille kunstværk.

Scenerne i videoen er lånt fra Sergio Leones klassiker “Once Upon a time in the West” og hovedpersonerne er ingen ringere end Henry Fonda og Charles Bronson. Videoen opsummerer hele filmens handling i nogle få klip og Arcade Fires ceremonielle musik giver det hele et intenst udtryk.