Bloggen krydser sine spor – en Video fra AVE
mandag, februar 16th, 2009Jeg kunne sagtens lave en ren musik-video-blog – det ville endda være meget nemmere. Der er interessante videoer nok at lægge på bloggen og jeg synes det er en spændende ny måde at gå på opdagelse i musikken. I denne omgang vil jeg blot fremvise en enkelt video. Anledningen er to tidligere indlæg, hvis spor krydser hinanden og giver anledning til en at præsentere netop denne video. Jeg vil afslutte denne overskrift med en cliff-hanger – Hvis du vil kende sammenhængen i det hele, skal du læse videre i det følgende…
Videoen du muligvis lige har set er med bandet AVE – sangen hedder “If Ever Any Beauty”. Bandet har jeg for nyligt omtalt her på bloggen: “AVE om en koncert og et brev” . Videoen er både flot og professionel og fortæller i løbet af sine knap fire minutter en barsk og medrivende historie. Underlægget af de dramatiske toner fra AVE sammen med den velfortalte historie skaber en stemningsfuld video, som jeg er meget imponeret over. Det fede ved det hele er at der er tale om et forholdsvist ukendt band og ung instruktør, der sammen formår at skabe et yderst interessant udtryk. Det bringer meget glæde i mit sind, at det ikke længere kun er de etablerede navne eller store pladeselskaber, der kan lave teknisk flotte og overbevisende videoer. Det er fedt at se at der er resurser i undergrunden, der kan bringe spændende og velfungerende musik og video til overfladen.
Det er instruktøren selv, Justin Ulbrichsen, der har taget kontakt til mig og gjort mig opmærksom på videoen og det er ham, der er bindeled til et andet indlæg jeg tidligere har postet. Han er nemlig også manden bag Altmodisch-videoen til sangen “We Look the Same” fra indlægget: “Musikvideoen er det nye albumcover“. Jeg håber snart at vende tilbage med flere lækre videoer – tip mig gerne, hvis du opdager noget spændende.











