De her skeletter er meget mere “Hahahaha” end de er “Muahahahaha”. Musikken ligeså. Faktisk er det hele lige til at blive godt og grundigt glad i låget af. Det stemmer helt overens med mit humør i dag, så hvorfor ikke videregive det til dig, kære læser.
Bandet er Islands – et Canadisk indierock-band, der netop har udgivet deres fjerde album A Sleep & A Forgetting, hvorfra sangen “Hallways” stammer.
Så kom der endelig en video fra det nye album (Metals 2011) fra den canadiske sangerinde Feist. Jeg har glædet mig til at præsentere hende her på bloggen og det nye album får hermed en varm anbefaling med på vejen. Jeg er betaget af hendes intime og karakteristiske sangstil, hendes finurlige klaverfigurerer og hele stemningen i hendes musik. Videoen er ikke videre ophidsende, men underbygger stemningen i sangen godt.
Siskiyou har være på bloggen en enkelt gang før. I forhold til denne musikblog besidder bandet den perfekte blanding af at være canadiske, forholdsvis ukendte, folk-inspirerede, indie-undgivet og rent faktisk lave god musik.
Det var netop sangen “Never Ever Ever Ever Again”, der i sin tid fangede min opmærksomhed. I dag opdagede jeg ved et tilfælde, at der nu også er lavet en video til sangen. Endda en meget flot en af slagsen med et meget fint lille plot, der underbygger stemningen i musikken godt.
Jeg vil gerne understrege denne anbefaling, for jeg synes virkelig sangen her er god. Jeg håber derfor du vil dele den videre, ‘synes godt om’ eller bare lagre navnet i din hukommelse til fremtidig brug.
Forleden tikkede der en e-mail ind fra et bookingbureau, der reklamerede for en forestående koncert med det canadiske band Karkwa. I underrubrikken stod: “Arcade Fire’s konkurrenter kommer til København“. Det var nok til at få min opmærksomhed. Jeg kendte til Karkwa, men havde savnet en lejlighed til at tjekke dem ordentligt ud og denne e-mail var lige så god en lejlighed som allemulige andre.
Nu vil jeg ikke kede læseren med en gengivelse af e-mailen, men blot afsløre at der med overskriften var tale om et blikfang. Der eksisterer ingen reel konkurrence imellem de to bands. Ud over at have været nomineret i nogle af de sammen kategorier ved forskellige prisuddelinger, synes de to grupper at have det helt fin med hverandre og har tilmed turnet sammen.
Karkwas musik har fællestræk med Arcade Fire, men ikke nok til at nævne Arcade Fire flere gange i indlægget her. Stilen er eksperimenterende og kan hverken betegnes som pop eller og rock, men et blandingsprodukt med indie-aspirationer. Der bliver malet med både de fine og de brede penselstrøg på det musikalske lærred og lytteoplevelsen er både alsidig og interessant, omend lidt kedelig i længden. Unikt for Karkwan er at at der synges på fransk. Det fungerer fint og trækker opmærksomheden helt væk fra teksterne for en ikke-fransktalende person som mig.
Under alle omstærndigheder var det rart at få taget hul på Karkwan. Jeg må tilstå at jeg ikke er blæst helt væk. Mest skuffet og uinteresseret. Måske er det anderledes for dig. Videoen herunder er til åbningsnumeret “Le pyromane” fra det nyeste album Les chemins de verre fra 2011. Et af albummets og bandets højdepunkter.
Karkwa kommer til Danmark d. 5 november på det lille spillested BETA på lorteøen Amager. Se mere her. NB: “Lorteøen skal ikke forstås som en spydighed eller en provokation, men blot en henvisning til BETAs slogan “Shit Island Clubbing.
Videoen herunder er ikke noget særligt. Faktisk er den lidt forudsigelig og fjollet. Sangen derimod, er jeg helt solgt til. Jeg har lyttet til nogle andre tracks fra Winter Gloves, men de har endnu ikke haft samme virkning på mig, som denne. Derfor vil jeg blot lade dette være en anbefaling af en enkelt sang. Du kan bla. høre mere musik på Bandets Facebook-side og selv vurdere om det er noget værd.
Det viser sig iøvrigt, og det opdagde jeg først efter jeg havde påbegyndt på indlægget, at bandet er fra Canada. Hvis du regelmæssigt læser bloggen her, vil du vide at canadisk musik har en tendens til at finde vej hertil ofte.
Siden jeg opdagede og første gang skrev om Timber Timre, er jeg mange gange vendt tilbage til bandets mørke univers. Nu er der sluppet endnu en lækker video ud fra deres dunkle hule. Den holder stilen fra tidligere. Denne gang er billedsproget hentet fra en forsvunden, men velkendt tid et sted i de amerikanske sydstaters støvede sumpområder. Referencer til negerslaver og Ku Klux Klan giver filmen sin stemning og supplerer musikken godt.
Forleden efterspurgte jeg anbefalinger af gode musikvideoer på Twitter. Det kom der mange gode ting ud af. En af anbefalingerne var denne video med Chad Vangaalen (Tak til @Lyager). Musikken og billederne gjorde et meget stærkt førstehåndsindtryk på mig. Efter lidt research viste det sig endda at Chad Vangaalen ikke alene er ophavsmand til musikken, men også til billederne.
Hvis du ligesom jeg gerne vil have mere, efter du har set denne video, kan du hente en gratis EP på www.softairplane.com.
Søndag formiddag er altid et godt tidspunkt at gå på opdagelse i ny musik og drikke kaffe. Dagens fund er Canadiske Ruby Coast (Jeg ved ikke hvorfor det så ofte er canadiske bands, der finder vej til bloggen her). Der er ikke tale om stor musikalsk kunst, men om rar, glad søndagspoprock.
Jeg har fundet to videoer. Den første i glade pastelfarver og 80′er retro-æstetik, den anden lavet med klip fra en gammel sort-hvid gyser.
