Mother Lewinsky er et sammenskudsgilde af medlemmer fra tre andre bands. Hun består af Søren Stensby, der også spiller i Tako Lako, Marc Facchini-Madsen fra Mescalin, Baby og Michael Vitus fra Surf in Stereo. Tre meget forskellige bands. Når de tre herrer mødes og skriver musik, sker der tilsyneladende noget spændende. Selvom der ikke er meget at lytte til endnu, tror jeg vi kan forvente os noget stort bandet.
Videoen til “Some Kind of Fight” er det første bandet slipper ud, ud over et par små lydklip og videooptagelser fra studiet. Det er modigt at starte med en sang som denne, for man bliver hurtigt sat i bås. Jeg tror dog ikke bandets potentiale begrænser sig til dette ene nummer. Jeg kender personligt to af drengene og fornemmer at projektet er drevet af legesyge og lyst til eksperimenter, men også høje ambitioner, teknisk kunnen og masser af musikalsk talent.
Jeg skriver det som det er. Denne video er god. Den vil mig noget. Den er provokerende. Den får mig til at tænke og føle og den tegner et billede af et band, der vil mere med deres kunst, end at adsprede og underholde. Det er appellerende synes jeg. Der foregår noget skummelt, noget uetisk og noget ulækkert. Der adresseres ikke et specifikt debatemne, men seksualitet, alder og underkastelse er nøgleord.
Director: Lasse Martinussen
DoP: Nadim Carlsen
Editor: Nicolaj Monberg
Producer: Thor Brammer Jacobsen
Production Manager: Cathrine Bjørn
Wardrobe: Stephanie Loa Flindt
Make-up: Lone Bidstrup
Production Design: Anne Gry Skovdahl
Colourist: Virgil Kastrup
Production: Spoiled Productions
Sleep Party People er et af de koncepter man enten elsker eller hader. Deres lyd er krævende og deres gennemkonceptutaliserede univers kræver at modtageren overgiver sig helt til det skæve og ukendte i stilen. Jeg har for længst overgivet mig og bliver mere og mere betaget af fæn0mentet Sleep Party People. Alle behøver ikke kunne li’ alting, men at dømme ud fra antallet af fans og kommentarer på bandets Facebookside, er jeg langt fra alene om at være begejstret.
Filmen herunder finder jeg i høj grad værd at dele. Den har en visuel æstetik, som man sjældent ser i danske musikvideoer og en forbundethed imellem musik og handling, der hiver den et godt stykke op over gennemsnittet for musikvideoer indenfor sin genre (Som jeg ikke vil prøve at definere her).
Instruktøren Marie Limkilde får derfor en tydelig kreditering med på vejen.
Danske Let Me Play Your Guitar har i dag, på en regnvåd august-torsdag, offentliggjort videoen til sangen “Sun”. Videoen er lavet af billeder og filmklip indsendt af fans og venner. Det er en smart måde at lave en visuel præsentation af sin musik, men det hjælper selvfølgelig når sangen, som det er tilfældet her, er dejlig at lytte til.
Lad samtidig dette være en anbefaling af Let Me Play Your Guitar i det hele taget.
The Eclectic Moniker, er blandt årets tre vindere af karrierekanonen og et navn man skal holde øje med. Jeg håber at gå i dybden med bandet ved en senere lejlighed, men her er i første omgang, et par hurtige smagsprøver.
-
From Sarah er et dansk band, jeg synes er et indlæg værd. Hvis ikke andet, så for den flotte video som de har sendt mig fra Slow Shark Records. Bandet er en del af Copenhagen Collaboration, som jeg både har blogget om og arbejdet sammen med.
From Sarah kan opleves live på Paper Planes Festival 2011 sammen med en masse andre spændende danske vækstlagsbands.
Jeg er begyndt at bruge Organgrinders Facebook-side til alle de opdagelser og tips jeg ikke har tid til at skrive om her. Hvis du kan li’ hvadjeg skriver om her og synes det er for besværligt at skifte browservindue hver gang du skal besøge bloggen, kan du passende følge med der i stedet.
Albummet Dolly fra Larsen & Furious Jane udråbes allerede nu af flere, som et af årets bedste danske albums. Det kor er jeg tilbøjelig til at råbe med i. Oveni det hele har bandet vlagt at give det væk kvit og frit via deres nyoprettede digitale pladeselskab Momowave.
Jeg har været alt for længe om at skive om dette projekt. Især fordi jeg selv har været involveret i web-delen af det. Jeg synes projektet er spændende fordi det er ambitiøst, fordi det udfordrer den traditionelle måde at udgive og sælge musik og sidst men ikke mindst fordi det hele er lykkes!
Michael Møller, der også er frontmand i Moi Caprice, har skrevet og indspillet 31 sange om ugengældt kærlighed – én til hver dag i maj. De 31 sange har været tilgængelige i løbet af maj måned på hjemmesiden amonthofunrequitedlove.com, hvor de i øvrigt stadig kan streames. Efterfølgende er det lagt ud til brugerne, om de finder projektet værd at investere i inden der trykkes fysiske eksemplarer. Doneres der penge nok får alle donatorer de 31 sange tilsendt på enten CD eller Vinyl.
Der er tale om 31 smukke og meget velskrevne sange. Den høje kvantitet er tilsyneladende ikke gået ud over kvaliteten og det er en imponerende bedrift fra Møllers side. Jeg kan ikke anbefale det nok, at du giver sangene et lyt. Der er skrevet mange pæne ord om projektet allerede. Ord, der også afspejler hvordan jeg har det og ord der er meget bedre end mine. Tillad mig derfor at henvise til en anmeldelse i Information d. 6. juni 2011 af Klaus Lynggaard. Her er i øvrigt hvad han skriver om konceptets forretningmodel.
“At Møller hver dag, i løbet af de 31 af slagsen, som tilsammen udgjorde maj måned, valgte at give én af disse sange gratis væk på et dertil indrettet site, skal vel ikke kun tolkes som et udslag af godhed. Men snarere som en logisk konsekvens af, at den jungle, som internettet nu engang er, har muliggjort en musikspredning uden sidestykke. Oven i købet fuldstændig vederlagsfrit, for man downloader jo lortet gratis, det er godt nok illegalt,but who cares? Personligt lider jeg jo af den vrangforestilling, at folk skal have penge for deres arbejde ikke kun rørlæggere og advokater, men såmænd også sangskrivere. Men da de færreste er indstillet på det, har Møller altså valgt at give dem bort, og så kan folk betale for dem, hvis de har lyst. Det er helt sikkert billigere end at få lavet en cd, som ingen vil købe. Hvorom alting er skaf Dem dog adgang til denne sangskat, hvordan De end bærer Dem ad. De vil ikke fortryde det. Den er nemlig helt fantastisk, ja, man fristes til at sige alle pengene værd.”
Du kan stadig nå at donere penge til projektet og blive ejer af et fysisk eksemplar af sangene – se mere her.
Jeg har været længe om at give Thulebasen en chance. Jeg plejer ellers at være meget opsøgende og interesseret i eksperimenterende og grænseprøvende populærmusik og “eksperimenterende” og “grænseprøvende” er to prædikater, jeg ikke er sen til at bruge om Thulebasen, nu hvor jeg endelig har fået lyttet. Jeg er ikke blæst væk, men jeg er interesseret og splittet og det har givet anledning til en lille anmeldelse.
Stilen i Thulebasens musik er usammenhængende på den fede og kontrollerede måde. Rytmen er stabil og pumpende, mens toner, klange og tekster får friere spil. Musikken bevæger sig hele tiden imellem to positioner. Én hvor den er harmonisk og iørefaldende og én hvor den er støjende og skæv. Det gør det til en udfordrende og til tider anstrengende oplevelse at lytte til, men i kraft heraf også en spændende oplevelse som er værd at give en chance.
Lyden og produktionsstilen sender mine tanker tilbage til de grimme 90ere, hvor grunge-musikken med sine støjende guitareffekter og tre barré akkorder spillede sig til en plads i mit forvirrede teenagehjerte. Dengang som nu var det en befriende modvægt til det rene og pæne i mainstreammusikken. Den modvægt finder jeg også i noget af i Thulebasens musik. En modvægt jeg – og musikken i det hele taget – har brug for. En modvægt, der sikrer at udviklingen ikke går i stå. Jeg er tiltrukket af musikere, der med deres musik råber vagt i gevær overfor ensretning og populisme på hitlisterne. Musikere der med deres musik fortæller os, at der er andet end skabelonhits og kendisser at komme efter i musikken og at al “populær” musik ikke behøver være midtersøgende eller rette sig ind efter mindste fællesnævner for at have en berettigelse i verden. Det er musik som denne, der gør at jeg igen kan nyde en god popsang fra Lady Gaga uden at føle at musikkens lod er ren massetilfredsstillelse og efterspørgselsdækning.
Her stopper min begejstring for Thulebasen imidlertid også. Jeg tager, som du måske kan fornemme, hatten af for unge musikere der tør udfordre konventionerne på en intelligent måde og ikke måle deres succes i massernes gunst og penge. Spørgsmålet er bare om det er det, der sker her? Thulebasen er også overeksponerede, overhypede og overfladiske i deres udtryk. Især i den måde de profilerer sig ved siden af musikken – og det går mig på nerverne. I en tid hvor hipsteren står så meget for skud savner jeg nogen, der tør stå frem med et mere menneskeligt og usnobbet ansigt. Jeg foretrækker ærlig virkelyst og spilleglæde frem for påtaget ironisk distance og niche-arrogance. Sidstnævnte vibe er desværre den jeg samler op, når jeg tager en tur rundt i Thulebasens univers.
Splittelse er godt. Det får mig til tasterne og det får mig til at huske hvorfor jeg holder af musik. Uanset hvad jeg ender med at synes om Thulebasens musik, skylder jeg dem en tak for ikke at gøre det for nemt.
Videoen herunder er Thulebasen, når de er bedst. De syrede billeder og overdrevne effekter underbygger musikken perfekt.-
The Shallow Man er en dansk sekstet. Genren betegner de selv som “folk noir”. En blanding af Nick Cave -inspireret rock, bluegrass og banjodrevet folkemusik. ganske unikt i mit øre.
Det er videoen nedenfor, der var bandets adgangsbillet til bloggen her. Med få virkemidler fortælles der en fin lille historie. -
