Mother Lewinsky er et sammenskudsgilde af medlemmer fra tre andre bands. Hun består af Søren Stensby, der også spiller i Tako Lako, Marc Facchini-Madsen fra Mescalin, Baby og Michael Vitus fra Surf in Stereo. Tre meget forskellige bands. Når de tre herrer mødes og skriver musik, sker der tilsyneladende noget spændende. Selvom der ikke er meget at lytte til endnu, tror jeg vi kan forvente os noget stort bandet.
Videoen til “Some Kind of Fight” er det første bandet slipper ud, ud over et par små lydklip og videooptagelser fra studiet. Det er modigt at starte med en sang som denne, for man bliver hurtigt sat i bås. Jeg tror dog ikke bandets potentiale begrænser sig til dette ene nummer. Jeg kender personligt to af drengene og fornemmer at projektet er drevet af legesyge og lyst til eksperimenter, men også høje ambitioner, teknisk kunnen og masser af musikalsk talent.
The Eclectic Moniker, er blandt årets tre vindere af karrierekanonen og et navn man skal holde øje med. Jeg håber at gå i dybden med bandet ved en senere lejlighed, men her er i første omgang, et par hurtige smagsprøver.
-
Jeg har været alt for længe om at skive om dette projekt. Især fordi jeg selv har været involveret i web-delen af det. Jeg synes projektet er spændende fordi det er ambitiøst, fordi det udfordrer den traditionelle måde at udgive og sælge musik og sidst men ikke mindst fordi det hele er lykkes!
Michael Møller, der også er frontmand i Moi Caprice, har skrevet og indspillet 31 sange om ugengældt kærlighed – én til hver dag i maj. De 31 sange har været tilgængelige i løbet af maj måned på hjemmesiden amonthofunrequitedlove.com, hvor de i øvrigt stadig kan streames. Efterfølgende er det lagt ud til brugerne, om de finder projektet værd at investere i inden der trykkes fysiske eksemplarer. Doneres der penge nok får alle donatorer de 31 sange tilsendt på enten CD eller Vinyl.
Der er tale om 31 smukke og meget velskrevne sange. Den høje kvantitet er tilsyneladende ikke gået ud over kvaliteten og det er en imponerende bedrift fra Møllers side. Jeg kan ikke anbefale det nok, at du giver sangene et lyt. Der er skrevet mange pæne ord om projektet allerede. Ord, der også afspejler hvordan jeg har det og ord der er meget bedre end mine. Tillad mig derfor at henvise til en anmeldelse i Information d. 6. juni 2011 af Klaus Lynggaard. Her er i øvrigt hvad han skriver om konceptets forretningmodel.
“At Møller hver dag, i løbet af de 31 af slagsen, som tilsammen udgjorde maj måned, valgte at give én af disse sange gratis væk på et dertil indrettet site, skal vel ikke kun tolkes som et udslag af godhed. Men snarere som en logisk konsekvens af, at den jungle, som internettet nu engang er, har muliggjort en musikspredning uden sidestykke. Oven i købet fuldstændig vederlagsfrit, for man downloader jo lortet gratis, det er godt nok illegalt,but who cares? Personligt lider jeg jo af den vrangforestilling, at folk skal have penge for deres arbejde ikke kun rørlæggere og advokater, men såmænd også sangskrivere. Men da de færreste er indstillet på det, har Møller altså valgt at give dem bort, og så kan folk betale for dem, hvis de har lyst. Det er helt sikkert billigere end at få lavet en cd, som ingen vil købe. Hvorom alting er skaf Dem dog adgang til denne sangskat, hvordan De end bærer Dem ad. De vil ikke fortryde det. Den er nemlig helt fantastisk, ja, man fristes til at sige alle pengene værd.”
Du kan stadig nå at donere penge til projektet og blive ejer af et fysisk eksemplar af sangene – se mere her.
Jeg har været længe om at give Thulebasen en chance. Jeg plejer ellers at være meget opsøgende og interesseret i eksperimenterende og grænseprøvende populærmusik og “eksperimenterende” og “grænseprøvende” er to prædikater, jeg ikke er sen til at bruge om Thulebasen, nu hvor jeg endelig har fået lyttet. Jeg er ikke blæst væk, men jeg er interesseret og splittet og det har givet anledning til en lille anmeldelse.
Stilen i Thulebasens musik er usammenhængende på den fede og kontrollerede måde. Rytmen er stabil og pumpende, mens toner, klange og tekster får friere spil. Musikken bevæger sig hele tiden imellem to positioner. Én hvor den er harmonisk og iørefaldende og én hvor den er støjende og skæv. Det gør det til en udfordrende og til tider anstrengende oplevelse at lytte til, men i kraft heraf også en spændende oplevelse som er værd at give en chance.
Lyden og produktionsstilen sender mine tanker tilbage til de grimme 90ere, hvor grunge-musikken med sine støjende guitareffekter og tre barré akkorder spillede sig til en plads i mit forvirrede teenagehjerte. Dengang som nu var det en befriende modvægt til det rene og pæne i mainstreammusikken. Den modvægt finder jeg også i noget af i Thulebasens musik. En modvægt jeg – og musikken i det hele taget – har brug for. En modvægt, der sikrer at udviklingen ikke går i stå. Jeg er tiltrukket af musikere, der med deres musik råber vagt i gevær overfor ensretning og populisme på hitlisterne. Musikere der med deres musik fortæller os, at der er andet end skabelonhits og kendisser at komme efter i musikken og at al “populær” musik ikke behøver være midtersøgende eller rette sig ind efter mindste fællesnævner for at have en berettigelse i verden. Det er musik som denne, der gør at jeg igen kan nyde en god popsang fra Lady Gaga uden at føle at musikkens lod er ren massetilfredsstillelse og efterspørgselsdækning.
Her stopper min begejstring for Thulebasen imidlertid også. Jeg tager, som du måske kan fornemme, hatten af for unge musikere der tør udfordre konventionerne på en intelligent måde og ikke måle deres succes i massernes gunst og penge. Spørgsmålet er bare om det er det, der sker her? Thulebasen er også overeksponerede, overhypede og overfladiske i deres udtryk. Især i den måde de profilerer sig ved siden af musikken – og det går mig på nerverne. I en tid hvor hipsteren står så meget for skud savner jeg nogen, der tør stå frem med et mere menneskeligt og usnobbet ansigt. Jeg foretrækker ærlig virkelyst og spilleglæde frem for påtaget ironisk distance og niche-arrogance. Sidstnævnte vibe er desværre den jeg samler op, når jeg tager en tur rundt i Thulebasens univers.
Splittelse er godt. Det får mig til tasterne og det får mig til at huske hvorfor jeg holder af musik. Uanset hvad jeg ender med at synes om Thulebasens musik, skylder jeg dem en tak for ikke at gøre det for nemt.
Videoen herunder er Thulebasen, når de er bedst. De syrede billeder og overdrevne effekter underbygger musikken perfekt.-
Jeg ved intet om Indians… Jeg er stødt på de to sange i indlægget her via et Tweet fra Sleep Party People. Ud over en Vimeo-kanal tilhørende en vis Mademoistella og denne Facebookside, har jeg ikke fundet andre informationer. Det gør ikke så meget, for i dette tilfælde er mystikken spændende!
Jeg håber der kommer mere. Musikken er helt fortryllende synes jeg. Tillad mig derfor at dele disse to videre imens jeg venter.
Overskriften på 6. arrangement i musikparlamentet er i virkeligheden “Er dansk musik ramt af janteloven?”, men det er måske en lidt formildet udgave af det vi i musikparlamentet i samarbejde med Rytmisk center vil undersøge. Spørgsmålet er hvorfor dansk musik klarer sig så dårlig som eksportvare (Hvis det da er sandt), når anmelderne og musikjournalisterne kaster om sig med stjerner og rosende. Sidder Danmark fast i en ukonstruktiv musikalsk selvopfattelse eller er dansk musik bare misfortsået? (det følgende er udtryk for egne holdninger)
Når man vil debattere noget må man stille emnet skarpt op og nogle gange må man søge efter selve kernen i et problem, før man kan begynde at løse skinproblemer. De to ting har vi i musikparlamentet forsøgt at kombinere i arrangementet “Er dansk musik ramt af janteloven?”. Hvis det skal give mening at forsvare dansk musik som en god eksportvare, bør man overveje om vi overhovedet selv kan stå inde for produktet. Det er her man kan komme i tvivl. Går vi i virkeligheden rundt og har for alt for store tanker om dansk musik? Er journalister og anmeldere for selvglade og gavmilde, når det kommer til musik og er der generelt sket en andedams-skævvridning i den danske musikalske selvopfattelse?
Hvis dansk musik skal stå distancen i den enorme internationale konkurrence på kvalitet og markedsføring skal det en gang for alle slås fast om dansk musik overhovedet kan være med. Hvis ikke, er det på tide at vågne op og stille højere krav til os selv. Jeg vil ikke uden videre diskussion gøre mig til dommer i denne sag, men håber der kan komme afklaring ud af debatten til musikparlamentets 6. arrangement. Debatten er allerede godt i gang på Bandbase.dk. bandbase.dk/News/40239/Er-dansk-musik-ramt-af-janteloven
PS.
Nu kan man også følge Musikparlamentet på Mikro-blog-platformen Twitter. Twitter.com/musikparlament (Hvorfor skal man følge MP på Twitter? – fordi vi her fodrer jer med opdateringer, nyheder, debatindlæg, links, billeder og meget andet, der gør det nemt at følge Musikparlamentet fra sidelinien)
