Jeg har tidligere anbefalet Father John Misty her på bloggen. Jeg har også ofte skrevet om, nævnt eller refereret til Fleet Foxes. Og ja, der er en grund til at jeg nævner de to sammen.

Drivkraften i Father John Misty er en skægget fyr ved navn Josh Tillman. Han er tidligere trommeslager i Fleet Foxes. Josh har allerede udgivet egne albums under navnet J. Tillman, men overgår klart sig selv i Father John Misty. Fortiden i Fleet Foxes spøger i FTM’s musik, men den er også helt sin egen. Der er masser af akustisk guitar og folk-inspirerede kor-arrangementer – helt som man kunne forvente – men Tillman bryder flere gange med den skabelon til fordel for en mere rocket, blueset og til tider ligefrem country-inspireret lyd. Det fungerer godt!

Herunder kan du streame hele det kommende album “Fear Fun”.

fatherjohnmisty.com

Læs også:

• Father John Misty – Hollywood Forever Cemetery Sings
• Jonathan Wilson – Desert Raven
• Fleet Foxes – The Shrine / An Argument
• First Aid Kit – The Lion’s Roar
• Dark Mean – Happy Banjo

Jeg har en irriterende svaghed for indadvendt skovmandsmusik som det Will Stratton laver. Irriterende fordi det gør mig nem at sætte i bås. Skægget, filosofiuddannelsen, de ternede skjorter og samlingen af Neil Young Albums – her er jeg. Jeg gør hvad jeg kan, for at udfordre min smag. Jeg tager på lange lytteekspeditioner dybt ind i fremmede genrer og stilarter. Jeg går på opdagelse i musik jeg næste ikke kan holde ud at lytte til. Jeg læser og diskuterer. Jeg vil ikke være så nem at regne ud, men det er jeg altså nogle gange.

Jeg vidste næsten med det samme, at Strattons musik ville falde i min smag. Jeg prøvede at beslutte mig for ikke at kunne li’ det, men det virkede ikke. Det ville jo også have være dumt, for hvorfor benægte sig selv en god oplevelse på grund af et dumt princip, som ikke at ville sættes i bås.

Allerede efter få toner (Og jeg har lyttet meget i mellemtiden) kunne jeg mærke min bås omkring mig. Jeg fandt musikke både velspillet, roligt og nærmest porøst i sin lyd og der var ikke meget at gøre. Jeg overgav mig til min bås. Jeg fandt mig til rette der, hvor jeg åbenbart hører hjemme. Jeg trøstede mig selv ved at tænke at en bås ikke kun er noget man er nem at placere i, men også et trygt sted og et sted hvor man kan gemme sig fra den farlige verden af nye ting. I dette indlæg vil jeg derfor være at finde i min bås med Will Stratton i ørerne.

Will Stratton @ Spotifyf

willstratton.bandcamp.com

willstratton.com

Læs også:

• Falloe – Mere australsk musik
• Jonas David – Shield
• Father John Misty – Fear Fun
• Fleet Foxes – The Shrine / An Argument
• Siskiyou – Never Ever Ever Ever Again

Du ved sikkert lige så meget om Fleet Foxes, som jeg gør, så lad os ikke spilde plads på overflødige informationer. Sangen “The Shrine / An Argument” er fra albummet Helplessness Blues fra 2011. Et album, der på mange måder skuffede i forhold til debuten Fleeet Foxes fra 2008, men som alligevel rummer mange lækkerier. Videoen her er en animatiosnfilm a la de russiske og tjekkiske børnefilm, DR var glade for at sende i min barndom, hvor der stadig var masser af rød indflydelse i sendefladen (Så gammel er jeg trods alt).

Læs også:

• Father John Misty – Fear Fun
• First Aid Kit – The Lion’s Roar
• The Wooden Birds – Two Matchsticks
• Fleet Foxes – “Grown Ocean”
• Archibald og cirklen

Siskiyou har være på bloggen en enkelt gang før. I forhold til denne musikblog besidder bandet den perfekte blanding af at være canadiske, forholdsvis ukendte, folk-inspirerede, indie-undgivet og rent faktisk lave god musik.

Det var netop sangen “Never Ever Ever Ever Again”, der i sin tid fangede min opmærksomhed. I dag opdagede jeg ved et tilfælde, at der nu også er lavet en video til sangen. Endda en meget flot en af slagsen med et meget fint lille plot, der underbygger stemningen i musikken godt.

Jeg vil gerne understrege denne anbefaling, for jeg synes virkelig sangen her er god. Jeg håber derfor du vil dele den videre, ‘synes godt om’ eller bare lagre navnet i din hukommelse til fremtidig brug.

Rigtig god fornøjelse!

myspace.com/siskiyou

siskiyouband.com

Læs også:

• Father John Misty – Fear Fun
• Islands og skeletter der gør dig glad
• Will Stratton og noget om min bås
• Fleet Foxes – The Shrine / An Argument
• First Aid Kit – The Lion’s Roar

First Aid Kit består af søstrene Johanna og Klara Söderberg fra Enskede (Det hedder det) i Sverige. Det er overflødigt at skrive at stilen er meget retrospektiv og jeg behøver ikke nævne inspirationskilder som Nick Drake, Neil Young, Joan Baez eller Fleet Foxes for den sags skyld. De to unge søstre gjorde sig i øvrigt bemærkede i 2008 med en netop med en coververion af det smukke FleetFoxes-nummer “Tiger Mountain Pesant Song”, som jeg for en god ordens skyld også har sat ind i indlægget her.

Nu er der snart førstehjælp fra Söderberg-pigerne igen. Der skulle være et nyt album tilgængeligt næste år en gang og derfor offentliggjorde de i går videoen “The Lions Roar” og den er god!

The Lion’s Roar

Tiger Mountain Peasant Song

thisisfirstaidkit.com

Læs også:

• Father John Misty – Fear Fun
• Jonathan Wilson – Desert Raven
• Fleet Foxes – The Shrine / An Argument
• Chromatics fortolker Neil Young
• Will Stratton og noget om min bås

Radical Faces har muligvis en ekstremt dårlig hjemmeside, men det skal ikke afholde mig fra at give dem en lille anbefaling med på vejen. Bag navnet står Ben Cooper, en ung fyr fra Florida. Meget mere ved jeg ikke. Ud over Radical Faces Her han også en del af projektet Electric President, der heller ikke er helt interessant. Måske de også finder vej til bloggen en dag.

Radical Face @ Spotify

Electric President @ Spotify

Læs også:

• Megafaun – Bon Ivers skæggede venner
• Woodkid – Run Boy Run
• Mother Lewinsky – Some Kind of Fight
• Father John Misty – Fear Fun
• The Shins – Wes Andersonsk musikvideo til “Simple Song”

Jeg har glædet mig til at præsentere Mirel Wagner her på bloggen. Hun har ligge i køen mens jeg har holdt pause, men nu er det på tide at skrive lidt om hende, for hun er i sandhed et spændende bekendtskab. Jeg formoder at det er første gang jeg skriver om en sort finsk kvinde, der spiller mørke akustiske folkeviser og jeg tror heller ikke det kommer til at ske igen.

Nu tænker du måske at det lyder for mærkeligt til også at lyde godt, men så tager du fejl. Mirels sange er dystre, grænsende til depressive, men også både intense og dragende. Til tider er stilen blues-inspireret og Mississippisk og til tider kan den bedst sammenlignes med lyden fra Leonard Cohens tidligste albums. Gennemgående er simple guitarkompositioner, Mirels fine stemme og spartanske tekster og melodier, der kendetegn for folkemusik. Hele oplevelsen er tilført en tidssvarende musikforståelse, der gør Mirels musik mere tilgængeligt end mange af hendes genre-kollegaer.

I februar måned udgav hun debuten “Mirel Wagner”, der i sin helhed kan høres på en regnvejrsdag eller i en stille aftenstund med en kop kaffe, men ikke ved festlige lejligheder.

-

Mirel Wagner by Playground Music

Mirel Wagner @ WiMP

Mirel Wagner @ Spotify

Læs også:

• Father John Misty – Fear Fun
• Will Stratton og noget om min bås
• Fleet Foxes – The Shrine / An Argument
• Siskiyou – Never Ever Ever Ever Again
• First Aid Kit – The Lion’s Roar

Jeg benytter ofte lejligheden til at nævne eller skrive om Bon Iver her på bloggen. Det kan du synes om hvad du vil, men nu gør jeg det altså igen. Denne gang vil jeg fremhæve bandet Megafaun, der ud over at være indehavere af tre flotte skægpragter, netop har udgivet albummet “Megafaun”. Genremæssigt er vi ikke langt fra Bon Ivers tidssvarende og følsomme folk-lyd, men relationen er tættere end det. Sammen med Justin Vernon, manden bag Bon Iver, dannede Brad Cook, Phil Cook og Joe Westerlund gruppen DeYarmond Edison fra 2002 – 2006. Efter opbruddet af denne gruppe, flyttede Vernon ifølge den velkendte myte, i en træhytte og skrev gennembrudsalbummet “For Emma, Forever Ago”. De resterende tre musikere slog sig sammen i en ny konstellation uden Vernon og tog navnet Megafaun. Selvom de aldrig er slået igennem på samme skala som Bon Iver, er de bestemt værd at lytte til.

Jeg har fundet lidt forskellige smagsprøver frem, så du ikke selv behøver Google.

Teaser til albummet “Megafaun”

These Words

Megafaun “These Words” by Hometapes

Tides fra A Take Away Show

Volunteers fra A Take Away Show

Megafaun – Megafaun @ Spotify

Foto: Mike Schaedler

Læs også:

• Radical Face – Welcome Home
• Bon Iver – Calgary
• Woodkid – Run Boy Run
• Mother Lewinsky – Some Kind of Fight
• Father John Misty – Fear Fun

Jeg smider lige en hurtig anbefaling afsted. Forleden skrev jeg, at anbefalinger af australsk musik var ved at bliv en tendens her på bloggen. Den tendens vil jeg gerne føje yderligere et navn til, nemlig Melbourne-gruppen Falloe. Sangen “Science of The Heart” har krøbet sig godt og grundigt ind under huden på mig, men har ligge ind indlægs-køen i et stykke tid, mens jeg lod den bestå tidens prøve. Det har den gjort og nu er det på tide at give anbefalingen videre.

Mine damer og herrer: Falloe.

falloe.com.au

soundcloud.com/falloe

myspace.com/falloe

Læs også:

• Will Stratton og noget om min bås
• Jonas David – Shield
• Bon Iver – Calgary
• Father John Misty – Fear Fun
• Fleet Foxes – The Shrine / An Argument

The Wooden Birds er et band jeg har lyttet en del til på det sidste. De har været på en playliste, som jeg af bekvemmelige årsager har lyttet meget til på det sidste. Jeg har dog ikke overvejet at skrive om dem på bloggen, før jeg faldt over videoen herunder. Pludselig gik det op for mig, hvor fedt nummeret er og hvor meget musikken ubevidst er krøbet ind under huden på mig.

Sangen hedder “Two Matchsticks” og det er også titlen på bandets andet fulde album, der udkom tidligere i år. Vi er i det folkede, men relativt langt fra den traditionelle americana og på vej over i den eksperimenterende popmusik. Musikken er dog båret og præget af akustisk guitar og sløv skovmandssang, så den lander kategorien folk trods alt.

-

thewoodenbirds.com

The Wooden Birds – Two Matchsticks @ Spotify

.

Læs også:

• Fleet Foxes – The Shrine / An Argument
• Father John Misty – Fear Fun
• Will Stratton og noget om min bås
• Siskiyou – Never Ever Ever Ever Again
• First Aid Kit – The Lion’s Roar