Forleden sad jeg og manglede noget god arbejdsmusik. Til det formål søger jeg ofte musik med akustisk guitar – gerne i genren folk eller noget beslægtet. Du finder derfor også meget af slagsen her på bloggen. Denne jagt resulterede i fundet af Jonas David. Genremæssigt er han i familie med Bon Iver, som du sikkert også vil bemærke i videoen nedenfor, men befinder sig, i mine ører, ikke helt på samme niveau.

Afvigelsen ved Jonas David, der gør ham anderledes end mange af de folk-navne jeg normalt finder frem, er at han ikke er fra Nord-USA eller Seattle. Faktisk er han slet ikke fra USA. Han er noget så overraskende som tysker. Det har dog ikke forhindret ham i at gro et stort skæg, iføre sig en skovmandsskjorte og købe en akustisk guitar og synge ømme hjemmeskrevne viser. Ironi til side. Jonas David laver god musik. Især at arbejde til.

.

Jonas David – Shield from Jonas David on Vimeo.

jonasdavid.bandcamp.com

Læs også:

• Will Stratton og noget om min bås
• Falloe – Mere australsk musik
• Father John Misty – Fear Fun
• 13&God – Armored Scarves
• Fleet Foxes – The Shrine / An Argument

Indrømmet! Jeg har en svaghed for banjoer – ikke ligeså svag som den jeg har for ukuleler, men en svaghed ikke desto mindre. Det er heller ikke en svaghed for banjoer for enhver pris – blugrass-musik bliver f.eks. ofte en tand for bøvet til min smag – men som et virkemiddel i andre genrer og ubrugte kontekster. I dette tilfælde synes jeg f.eks. det støvede westerninstrument kommer til sin ret. Videoen, der blot er et sammenklip af forskellige billeder og små filmklip bandet selv har lavet, er overraskende stemningsfuld. Sammenlagt sneg det sig ind under huden på mig og er nu kommet på bloggen.
-

-

darkmean.com

Læs også:

• Father John Misty – Fear Fun
• Will Stratton og noget om min bås
• Fleet Foxes – The Shrine / An Argument
• Siskiyou – Never Ever Ever Ever Again
• First Aid Kit – The Lion’s Roar

Jeg vil ikke skjule på det. Jeg er helt solgt til Bon Iver, hans melankolske melodier og smertende sangteknik. Når jeg om 10 eller 20 år ser tilbage på denne periode i mit liv,  tror jeg Bon Iver vil stå meget stærkt. Hans musik har været lydsporet til mange definerende øjeblikke i mit liv. Sidst fald offentliggørelsen af singlen “Calgary” sammen med fødslen af min dejlige søn. Vi lyttede faktisk til den mens vi stadig var på hospitalet. Stilen på den nye single er anderledes end tidligere. Mindre akustisk og bjælkehytte-indspillet og mere elektrisk, studiebearbejdet og varieret i sin instrumentering – men nerven er helt intakt.

Nu er der så kommet en video til “Calgary” og den fortjener en plads her på sitet.

-

-

Læs også:

• Megafaun – Bon Ivers skæggede venner
• Falloe – Mere australsk musik
• The Antlers – Every Night My Teeth Are Falling Out
• Kys den du elsker!
• Father John Misty – Fear Fun

Bandet her hedder Portugal. The Man. Det har jeg svært ved at tage seriøst. Til gengæld er musikken god og det er første gang jeg har haft anledning til at skrive om et band fra Alaska.

Lad os lade dette indlæg være kort. Se filmen, hør musikken og skriv hvad du synes i kommentarfeltet.
-

-

portugaltheman.com

-
In the Mountain in the Cloud fra 2011

In The Mountain In The Cloud by Portugaltheman

American Ghetto fra 2010

American Ghetto by Portugaltheman

-

Læs også:

• Father John Misty – Fear Fun
• Will Stratton og noget om min bås
• Fleet Foxes – The Shrine / An Argument
• Siskiyou – Never Ever Ever Ever Again
• First Aid Kit – The Lion’s Roar

Mine damer og herrer: Marie Fisker.
-

Mirror Mirror from eiramreksif on Vimeo.

-

DP: Jens-Jakob Thorsen
DP assistant: Sille Staun Martens
Direction and editing: Diana Tørsløv
Production: Marie Fisker and Diana Tørsløv
Visual effects: Kim Lykke

http://www.mariefisker.com/

Steam hele EP’en – Mirror Mirror:

Mirror Mirror Mirror Mirror EP by Marie Fisker

Læs også:

• Father John Misty – Fear Fun
• Will Stratton og noget om min bås
• Fleet Foxes – The Shrine / An Argument
• Siskiyou – Never Ever Ever Ever Again
• First Aid Kit – The Lion’s Roar

The Shallow Man er en dansk sekstet. Genren betegner de selv som “folk noir”. En blanding af Nick Cave -inspireret rock, bluegrass og banjodrevet folkemusik. ganske unikt i mit øre.

Det er videoen nedenfor, der var bandets adgangsbillet til bloggen her. Med få virkemidler fortælles der en fin lille historie.
-

Hent bandets EP her: theshallowman.bandcamp.com/

myspace.com/theshallowman

Læs også:

• When Saints Go Machine – “Add Ends”
• Murder – At My Place. Koncert hjemme hos Anders
• Father John Misty – Fear Fun
• Will Stratton og noget om min bås
• WhoMadeWho – Inside World

The Civil Wars spiller sydstatsamericana uden de store overraskelser. Det meste af deres musik er lidt kedelig og klichefyldt. En enkelt perle har dog fundet vej til mit hjerte, nemelig sangen “Barton Hollow”.

http://www.myspace.com/thecivilwars

Læs også:

• Father John Misty – Fear Fun
• Will Stratton og noget om min bås
• Fleet Foxes – The Shrine / An Argument
• Siskiyou – Never Ever Ever Ever Again
• First Aid Kit – The Lion’s Roar

Jeg har en svaghed for god americana og folkrock. Navne som Bon Iver, Fleet Foxes, Band og Horses, Bowerbirds, Neil Young, The Band, The Bee Good Tanyas, Mountain Man, Iron and Wine, The Tallest man on Earth og Cody er navne, der ofte optræder i mine playlister (Anbefal mig gerne flere!).

Mit nyeste fund er The Cave Singers. Bandet er ligesom flere af navnene foroven fra Musikmetropolen Seattle og passer i stil og attitude, perfekt ind i bølgen af folk’ede skæg-bands fra den forhenværende grunge-by. Bandet er dannet i 2007, hvor de udgav albummet “Invitation Songs”, hvor Dancing on our Graves også er fra. Siden har de udgivet “Welcome Joy” i 2009 og varsler i 2011 et nyt album med titlen “No Witch”.

Selvom jeg ofte ønsker at frigøre mig fra sådanne genreklichéer, synes jeg nummeret og videoen er fede og det er grund nok til at dele.

SE mere på myspace.com/thecavesingers

Læs også:

• Cody – ”Songs”

Nu er det på tide med en god gammeldags pladeanmeldelse. Jeg kan godt li’ at beskæftige mig med branchestof og et holde fulgeperspektiv på musikken, men jeg vil heller ikke miste jordforbindelsen og kærligheden til det enkelte stykke musik. Derfor håber jeg fra tid til anden fortsat at få tid til omtaler og anmeldelser af forskellig art.

Cover by Cecilie Heering

Sensommerens store danske hit på lirekassen i husholdningen Organgrinder bliver utvivlsomt det kommende album ”songs” fra danske Cody. Jeg er så heldig allerede at have fået tilsendt en kopi af skiven fra mine venner hos Slowshark Records og den har kørt i A-rotation lige siden.

Jeg har tidligere skrevet i rosende vendinger om Cody, da bandet udgav deres selvbetitlede EP ”Cody” i starten af 2009. Den trendy folk-ensemble har imidlertid overgået sig selv på deres albumdebut! Stilen, sangskrivningen og produktion er blevet rendyrket og mine ører synes at fortælle mig, at bandets musik nu har nået internationale standarder. Jeg håber oprigtigt for Cody og for hele Danmark, at det store udland vil få øjnene op for deres talent og potentiale. Stilen er stadig rolig, organisk folk-rock-amerikcana. Hele oplevelsen har air af en jordnær forståelse for selve roots-musikkens inderst væsen.

Jeg har nemt ved at lade rosen løbe af sted med mig, når jeg sidder og lytter til fed ny musik og jeg har forsøgt at mane mig selv til ro, men det er svært at finde noget negativt at skrive om Cody på nuværende tidspunkt. Jeg håber bandet formår at holde fast i nerven og spændingen i  musikken og hvis de endda formår at finpudse stilen yderligere, ser jeg uanede muligheder forude.

Ps.

Jeg har allerede oplevet Cody på både Spot og Roskilde og vil blot gære opmærksom på at bandet på live-siden, bestemt også er værd at opsøge.

Læs også:

• From Sarah – Demons
• The Cave Singers – Dancing on our Graves
• Father John Misty – Fear Fun
• Will Stratton og noget om min bås
• Fleet Foxes – The Shrine / An Argument