Desværre er den fremgangsmåde ofte forbudt. Remix- og mashup-kulturen holdes nede af vores trang til at beskytte og eje og på en eller anden snedig måde er det lykkes jurister at gøre toner og billeder til noget man kan gøre krav på, på samme måde som et avlsdyr eller arvestykker. Argumentet er at det skal kunne betale sig at være kunstner og det har jeg al respekt for, men logikken i at et stykke musik kan ejes i en tid hvor især internettet gør det muligt at så mange spndende ting ud af gamle vragstykker, bliver sværere og sværere at forsvare.

I mine øjne er det en udokumenteret, teoretisk og diskuterbar påstand, at originalkunst er bedre end kopi-kunst og at der overhovedet findes sådan noget som et originalt eller autentisk kunstværk. Desværre er den moderne verden ofte drevet af økonomiske interesser og markedstænkning og i dette tilfælde er genbrugskunsten taberen. Jeg har desværre ikke de vises sten, når der kommer til en løsningen på problemet. Jeg ser ikke en økonomisk frigørelse af kunsten forude og tror heller ikke det ville være specielt gavnligt, men jeg synes debatten er vigtig og trænger sig på i den digital tidsalder vi har bevæget os ind i.

Hvis du selv er kunstner vil jeg gerne opfordre dig til at tage et kig på: www.creativecommons.dk. Creative Commons er en international organisation, der hjælper kunstnere og andre med behov for det, med at kontrollere deres ophavsret på en mere fleksibel måde, hvor man i sin licensering bla. kan gøre det muligt og lovligt for andre at remixe, genbruge og bygge videre på din kunst.

Jeg vil også gerne anbefale artiklen “Tyveri, kreativitebt eller begge dele?” Skrevet af Ralf Christensen i Information d. 14. aug. 2011. Christen er iøvrigt en mand jeg deler mange musikalske holdninger med.

Med det sjældne holdningsudbrud vil jeg overlade dig med bandet Craft Spells og sangen “Scandinavian Crush”, hvis musikvideo er lavet med klip fra den erotiske kultfilm 9½ Weeks fra 1986.

90erne er de nye 80ere. Med 20 år på bagen er 90erne nu mere fortid end samtid – i hvert fald hvad musik angår. Dermed har de overtaget positionen som den nærmest fjerne fortid fra 80erne. Det giver anledning til flere og flere kærlige, ironiske og nostalgiske tilbageblik også fra min side. Således har to de to musikere Cecil Otter og Swiss Andy under pseudonymet ”Wugazi • 13 Chambers” været på jagt i 90er-diskografierne hos to store musikfænomener fra dekaden. Det drejer sig om punck-rock-ikonerne Fugazi og hip hop kollektiv Wu-Tang Clan.

Albummet, der kan streames herunder eller på hjemmesiden wugazi.com, er lavet udelukkende med bidder af musik fra de Wu-Tang og Fugazi. Det lyder muligvis ikke som noget, der kan komme noget seriøst ud af og måske er det netop derfor man bliver så overrasket. Resultatet er nemlig både spændende og anbefalelsesværdigt.

-
Wugazi • 13 Chambers by WUGAZI

-

Se mere på jtylerhelms.com/

-

Videoen til “Lofticries” af Purity Ring er lavet udelukkende med klip fra den sveske film “Thriller: A Cruel Picture” fra 1974. Filmens kvindelige, enøjede hovedperson har efter sigende været inspirationskilde til figuren Elle Driver (Spillet Daryl Hannah) fra Kill Bill trilogien.

Dette er i mit perspektiv en små-genial måde at lave musikvideoer på. Jeg har tidligere skrevet om et uofficielt mashup af en Arcade Fire og en Sergio Leone film, der benytter sig af det selv samme virkemiddel. Denne gang ser videoen ud til at komme fra bandets selv. Effekten er lige kraftfuld og fascinerende i begge tilfælde. Jeg tror aldrig jeg havde aldrig lyttet til eller opdaget Purity Ring, havde det ikke været for denne video.

Purity Ring- Lofticries from David Dean Burkhart on Vimeo.

-
Via: gorillavsbear.net

thepurityring.tumblr.com

Bemærk omkvæddet. Første gang 0:55. Kan du kende det? Det er genbrug – måske endda en form for ikke-digital Mashup. Hvis du frekventerer bloggen her ved du måske at jeg ofte er meget tiltrukket af musikalsk spænding. Ikke forstået som dramatiske højdepunkter, men som ting i musikken, der trækker i forskellige retninger og derved kræver ørets opmærksomhed. F.eks. som her, at placere et velkendt stykke musik i en en ny og uforudsigelig kontekst. I dette tilfælde er det et velkendt tekststykke, der bruges som omkvæd i et helt nyt stykke musik og med lidt anderledes melodi.

…og så er det også længe siden jeg har haft rockmusik på bloggen.

-

chapelclub.com/

myspace.com/chapelclub

Jeg har ledt efter en anledning til at præsentere Kurt Vile her på bloggen. Jeg kan li’ hans musik. Han er klicheen på en inadvendt singer/songwritter. Fra den slidte akustiske guitar, han altid fotograferes med i hånden, til det lange 70er rockhår, er han meget nem at sætte i bås. Jeg vil alligevel gerne opfordre dig til at give musikken en chance. Det er nemlig dejlig toner, der kommer fra den amerikanske artist.

Videoen kan jeg ikke sige meget om. Den lader ikke til at være officiel. Jeg har fundet den ved en simpel google-søgning og synes den var morsom, anderledes og at den punkterer lidt af Viles selvhøjtidelighed. Der er sandsynligvis tale om en Mashup, hvor musik og video fra to forskellige kontekster blandes sammen. I dette tilfælde Viles musik med en gammel tegnefilm.

Som bonusinfo kan det  nævnes, at du kan opleve Kurt Vile på årets Roskilde festival til sommer.

myspace.com/kurtvileofphilly

Jeg kender intet til Yoya’s musik eller historie. Jeg har ikke lyttet til andre sange end nedenstående og dette bør derfor ikke betragtes som en anbefaling af bandet. Jeg synes det snedige mashup herunder er værd at dele uden for sin band-kontekst og derfor har jeg ikke lavet ret meget research. Jeg holder af begge de involverede sange hver for sig, men øjensynlig også blandet sammen.

Bemærk iøvrigt, at der ikke er tale om et “traditionelt” remix-mashup, men om en re-arrangering af to tracks ud fra de principper man normalt bruge i mashup-genren.

Se mere om Yoya på yoyatheband.com/

Helt konkret er jeg især tryllebundet af følgende video til tracket “Wake”. Konceptet i videoen bliver hurtigt klart og kalder ikke på en nærmere beskrivelse og udførelsen er upåklagelig! Bmærk især zylofonspillerne og bassisten i bandet – Det er ren stickyness.

Første indlæg på Spots nye blog, kan læses her. 

En gammel datamat

Det er pudsigt, men i denne sammenhæng bliver jeg nødt til at citere mig selv. Så her er hvad det hele handler om:

Den elektroniske musik er kommet for at blive, men hvad drejer den sig egentligt om? Det spørgsmål og andre relaterede har jeg sat sig for at undersøge. Den elektroniske musik er slet ikke så ny endda, men markerer sig for tiden, fordi den vokser med imponerende fart. Hvad skyldes denne kraftige vækst og hvilken betydning har den for musikken i det store perspektiv? – Der skal lyttes, reflekteres, skrives, interviewes og tænkes, og mit personlige mål er at have et helt nyt og mere åbent syn på genren, når vi kommer til SPOT Festivalen til sommer.

Jeg har som sædvanligt forsøgt at holde et kritisk og analyserende perspektiv:

Den elektroniske bølge, der strømmer igennem musikken i disse år er godt hjulpet af nogle andre tendenser – først og fremmest selvfølgelig den omstændighed, at det er noget nemmere at komme i gang som elektronisk musiker, end det var for 10 eller 20 år siden. En almindelig Apple-computer til lektiebrug og internet kan efterhånden fungere som et ganske godt musikinstrument. En anden tendens der synes at tegne sig, er en begyndende holdningsændring til musik. En holdningsændring, hvor mashups, remixes og alle mulige andre former for sammenblandinger udvider musikkens velkendte metoder. Sidstnævnte skyldes ikke bare computerens indtog på scenen, men også internettets store muligheder for udveksling af ideer og toner.

På den anden blog, kan man ikke kommentere, så gør det gerne her. Jeg er helt grøn nybegynder udi den elektroniske musik, så skriv gerne, hvis der er noget du er uenig eller enig i, eller hvis der er noget du mener jeg bør sætte mig ind i.

Læs hele artiklen her.