Siden jeg opdagede og første gang skrev om Timber Timre, er jeg mange gange vendt tilbage til bandets mørke univers. Nu er der sluppet endnu en lækker video ud fra deres dunkle hule. Den holder stilen fra tidligere. Denne gang er billedsproget hentet fra en forsvunden, men velkendt tid et sted i de amerikanske sydstaters støvede sumpområder. Referencer til negerslaver og Ku Klux Klan giver filmen sin stemning og supplerer musikken godt.
Forleden læste jeg en Interessant artikel om indiebands, der med succes har markedsført sig igennem bevidst tavshed. Strategien er at skabe mystisk omkring musikken, hvilke tryllebinder visse modtagere nok til at de hjælper med at skabe hype på internettet. Det kan se ud som om Dead Skeletons benytter sig af netop af denne strategi og med fordel (I hvert fald hvis jeg er målgruppen). Det er nemlig noget af det, der gør det sjovt at skrive om dem her.
Bare rolig – jeg hopper ikke med på hvad som hest. Jeg lytter rent faktisk til det jeg skriver om, hvilket jeg mistænker mange andre bloggere og musikskribenter for ikke at gøre. Jeg skriver om noget, når jeg har forholdt mig til det. Det har jeg gjort med Dead Skeletons. Faktisk opdagede jeg dem for nogle måneder siden og har besøgt deres hjemmeside flere gange, indtil jeg idag besluttede mig for at skrive om dem.
Det er svært at placere musikken genremæssigt, men derfor er den ikke hverken mærkelig eller svær at lytte til. Stilen låner tydeligvis tyngde og mørke fra metal-genren, men at placere det her ville være meget misvisende. Der er også klare elementer af punk og post rock og et strejf af Islands folkemusik – for ja, Dead Skeletons er selvfølgelig fra Island. Det er klart. Resten af miksturen består af noget unikt, som bandet selv byder ind med og som gør det til et spændende musikalsk bekendtskab.
Noget, der især fanger min opmærksomhed, er brugen af døden som et virkemiddel. Det gotiske i musikken har jeg skrevet om før og kommer til at skrive om igen. Dead skeletons kredser om døden – både i deres tekster og i deres univers i det hele taget. Se bare logoet eller bandnavnet. Måden at bruge døden er ikke som i Metalmusik eller gyserfilm. Den kan bedre sammenlignes med den årlige mexicanske dødsfest Día de los Muertos (dødens dag), hvor døden anerkendes og fejres som en del af livet. Slogannet rundt om logoet foroven kan oversættes til “Den som frygter døden kan ikke nyde livet” og på bandets hjemmeside mødes man, som det første, af sætningen “Good and evil exist as they have always existed – listen to the Dead Skeletons.“. Det har jeg valgt at adlyde.
Der er rig adgang til musikken Facebook, youtube og på bandets egen hjemmeside. Jeg har derfor indsat nogle forskellige lytteoptioner nedenfor. Jeg håber du vil give det en chance.
Efter et indlæg jeg skrev for leden om Esben and the Witch blev jeg på Twitter anbefalet at lytte til Timber Timbre. Det var en god anbefaling.For at være loyal overfor Timber Timbres stil og for at lave lidt afveksling her på siden har jeg gjort baggrunden sort i dette indlæg.Her er tre videoer.-
Esben And The Witch er fra Brighton i England, men hvis du synes, at det klinger dansk, er der en grund til det. Bandet har nemlig taget navn efter et dansk eventyr. Eventyret handler om drengen Esben, der sammen med sine 12 ældre brødre, drager ud i verden for at søge lykken. En drabelig fortælling hvor Esben med sin snuhed må overliste en ond heks, og blandt andre blodige hændelser narrer hende til at skære halsen over på sine 11 døtre.
Med den introduktion er tonen sat. En sådan mørk, mytisk og fortællende stemning er bandets kendetegn – og jeg synes personligt, at den er mega fed.
Det mest interessante ved Esben And The Witch er, at de udfordrer nogle indgroede genrer. De henter tydeligvis inspiration i det gotiske. Stilen er tung, og stemningen er som sagt mørk og dyster. Alligevel passer lyden ikke helt ind i de genrer, der normalt benytter sig af dette udtryksunivers – nemlig metal-genrerne, hvis tilhørende subkultur da også betegnes som “goth”. På den måde både benytter og udfordrer bandets lyd sit genremæssige slægtskab med metal. Det er ganske vist gjort før, men Esben and the Witch er alligevel værd at fremhæve blandt mange forsøg.
Esben And The Witch dyrker ikke bare det mørke ved menneskesindet, men også det okkulte og overnaturlige. De udmærker sig ved “at holde hvad de lover” lytteren, altså at fastholde spænding, ildevarslen og uhygge – både klangligt, visuelt og lyrisk.
Bandet udgav debutalbummet Violet cries i starten af 2011 og jeg vil anbefale, at man netop lytter til det i sin fulde længde og helhed. Det er gennemarbejdet, sammenvævet og hele vejen stemningsfuldt. Hvis man som jeg har behov for at tage et ordentlig dyk ned i mørket fra tid til anden er det virkelig en anbefaling værd.
Her er et par videoer, så du selv kan danne dig et indtryk.
–
Se også billedgalleriet fra bandets hjemmeside for et bedre indtryk. –
For ikke at slutte af med opløftende kommentar, men netop en kop heldyrket mørke mere er her nogle billeder fra bandets universet i form af to covers fra hhv. en EP og en single.
