Jeg blev mindet om det islandske band Hjaltalín forleden, da deres promoter skrev og gjorde min opmærksom på en ny single fra bandet. Singlen ha jeg ikke hørt endnu, så jeg vil hellere dele denne video, der stilmissægt passer godt til mit nye banner-logo-billde.
Hør mere her: http://www.myspace.com/hjaltalinband
For et par uger siden skrev jeg om det betagende islandske orkester Hjaltalín. Siden har jeg været i kontakt med bandets islandske pladeselskab Kimi Records, fået tilsendt albummet og er blevet større fan af islandsk musik. Både Hjaltalín og Kimi Records udmærker sig på en række punktet og følgende indlæg handler derfor om dem begge.
Først og fremmest en kort anmeldelse og nogle ord om bandets musik. Jeg har lyttet til albummet ”Sleepdrunk seasons” hvis titel giver er meget forkert indtryk af stemningen. Det unikke ved hjaltalíns stil er den glæde og legesyge, der skinner igennem. Normalt bliver jeg hurtigt træt af musik, der udstråler for meget begejstring og ’feel-good’, men det gør jeg bare ikke af Hjaltalíns musik.
Selvom der spilles og skrives med store armbevægelser bliver ambitionsniveauet aldrig flyvsk, og lader sig aldrig friste billige teatralske metoder. Der er tale om sofistikeret indie-musik, uanset hvordan man vender og drejer det. Af denne grund er jeg også meget mere tilbøjelig til at hyldes den postivie energiudladning og rendyrkede glædesfølelse, der ustråler fra musikken. Det skal siges, at bandet også behersker det melankolske og mørke i enkelte passager, men det er ikke omdrejningspunktet.
Grundformen er rytmisk – Rocket og flirtende, gennemstrømmet af verdensmusikrytmer. Melodistemmen er for det meste simpel og let at følge. I modsætning hertil står den meget farverige brug af instrumenter. Jeg har et sted hørt musikken omtalt som kammer-pop og det er en rammende beskrivelse. Elementer hentet fra den klassiske musik, blandes med de folkede poprytmer og resultatet er enestående.
Kreative pladeselskaber med alternative tilgange til musikindustrien er ofte lige så interessant, som musikkens selv. Jeg ser det som en stor befrielse af musikkens potentiale, hver gang de store mainstream-pladeselskaber giver afkald på blot den mindste smule af deres monopol. At et pladeselskab ikke nødvendigvis er en pengegrisk kapitalistisk kooperation, er Kimi Records et levende bevis på. – Det handler om god musik og ikke om gode regnskaber, og det varmer om hjertet på en gammel indie-nørd som mig. Store dele af selskabets daglige drift sker fra ejerens køkken i byen Akureyri og det siger noget om engagementet. For at bevare kunstnernes kunstneriske frihed, har pladeselskabet et princip om at de aldrig binder artisterne mere end et album ad gangen.
Jeg har tilladt mig at sakse lidt tekst fra Kimi.net.
”The labels owner, Baldvin Esra, is fed up with bad music brainwashing the icelandic public through bad radio and glamourous commercials and kimi records is his way to fight the machine. Kimi is an icelandic word for corner.”
Jeg kan med garanti love at jeg vender tilbage med flere interessante Historier fra Kimi Records, for de har et overflødighedhorn af spændende kunstnere i stald, men indtil da kan du selv gå på opdagelse her:
Torsdag i sidste uge var jeg til koncert på Rust, med det helt nye islandske indienavn Hjaltalín. Island har længe været et godt sted at kigge efter uprætentiøs indie-musik – og Hjaltalín er ingen undtagelse. Det særlige ved netop dette nordskandinaviske navn er en livsglæde og legesyge, der bestemt finder sin berettigelse i genren. Det er intelligent kompositionsrock og glad dansepop på en gang – og det er i hvert fald en anbefaling værd.
Nedenstående er et uddrag af min anmeldelse på diskant.dk – læs hele anmeldelsen her.
“Koncerten bar præg af den legesyge og kreative energi, som er bandets varemærke. Bandets karakteristik er en blanding af symfonisk stemningsmusik og pop-rocket dansemusik og det fungerede bedre end godt på scenen. Hjaltalín bliver omtalt som skandinaviens svar på Arcade Fire, men paralleller kan også trækkes til navne som Sigur Rós, Animal Collective og vores egne Efterklang. Forskellen til ovennævnte orkestre er en mere barnlig og udadvendt lyd – og faktisk en mere dansevenlig. Musikken gør flittigt brug af elementer fra folkemusikken, men uden nogensinde at tabe tilhørsforholdet til den moderne popscene. Desværre varede koncerten kun under en time – alt for kort tid. Forhåbentligt får vi lejlighed til at høre Hjaltalín igen senere på året.“
Jeg er blevet lovet et anmeldereksemplar af albummet “Sleepdrunk Seasons” fra Hjaltalín og jeg glæder mig til senere at følge op på dette indlæg med mere omtale af bandet.
