Bob hund er tilbage og de er gode til at levere indhold til lige netop denne blog. Vi forstår hinanden, Bob Hund og jeg. Vi har samme smag i underspillet humor med et budskab og vi kan godt li’ når musikken ikke er for nem at kategorisere men at heller ikke for svær at lytte til. Jeg kunne fortsætte på den her måde. Jeg kunne skrive op ad stolper og ned ad vægge med langstrakte analyser af musikken, ironien, budskabet og alle de andre finurlige virkemidler, der gør produktet Bob hund så godt. Slige analyser vil jeg dog skåne læseren for her og blot at opfordre til selvsyn og selvhør af bandets nyeste video og første single fra det kommende album “Låter som miljarder”.
Sebastian Tellier er et interessant bekendskab af en sær snegl at være. Jeg har været meget sen til at give hans musik en chance og det skyldes formodentlig at han fik sit gennembrud som repræsentant for Frankrig ved det internationale melodigrandprix i 2008. Da jeg endelig overvandt frygten for udslet i øregangen og gav musikken en chance, blev jeg hooked. Måske skyldtes det musikkens legesyge og poppede grænsesøgen, måske det tykke lag af skøn ironi der gennemstrømmer kompositionerne, og som for mig udgør forklaringen på hvorfor han valgte at stille op i den mest kitsch musikkonkurrence i verden, eller måske begge dele. Det vides ikke.
Nu er Tellier snart aktuel med et nyt album. My God Is Blue. At dømme ud fra videoen er der enten noget meget stort eller noget meget skuffende i vente. Personligt håber jeg at videoen og sangen, der begge minder om en slags intro, er begyndelsen til et større sammenhængende værk.
Mine damer og herrer. Sebastian Tellier!
Hvis du mangler en indgangsvinkel til Sebastian Tellier, vil jeg anbefale at starte med albummet sexuality fra 2008 (Ja, det er her sangen “Devine”, der var med i MGP findes)
Klokken er 21:15. Det er mørkt omkring mig. Skærmen fra min computer er den altdominerende lyskilde i rummet. Efter en hjemmelavet espresso imod træthed og stor efterårs-cognac imod snue, er mine sanser skærpede og min lyst til poetisk udfoldelse vågnet. Jeg beklager på forhånd alle de scener det måtte forårsage.
Pludselig rammes jeg af bandet Pure X. Det sker via videoen nedenfor, som jeg finder på en musikblog med et mærkeligt navn. Den tunge bas, det sløve tempo og den uambitiøse vokal er ren honning i min aftenkontekst. Ordene begynder langsomt at sive fra mine fingre ned i tasterne, der kvitterer med små klikkelyde, der til tider er synkrone med musikkens rytme.
Nu vil jeg nødigt fremstille mig selv og min aften alt for iscenesat. Jeg har ondt i nakken, jeg har lige skrevet en e-mail til min bankrådgiver vedrørende dankort til min hustrus og min fælles budgetkonto og og jeg har en lille smule kvalme efter at have spist for mange billige frugtkarameller fra Lidl. Alligevel gør musikken mig opstemt (men på en nedtonet måde).
Pure X spiller videre. uberørt af mine identitetskonflikter og kvalmen fra Lidl-karamellerne. Musikken vil noget helt andet end jeg og det passer mig godt lige nu. Sangene dikterer at jeg går ned i tempo og holder op med at tage tingene så tungt og det har jeg brug for. Jeg lader mig derfor døse hen efter en stresset dag på kontoret og en baby, der var svær at få til at falde i søvn og skriver endnu et prætentiøst blogindlæg i stedet. Tak Pure X.
Derfor, kære, stakkels læser, der er kommet hele vejen hertil, vil jeg stille lidt af bandets musik til rådighed for dig også. Først en video, derefter et par spor fra Soundcloud.
