Low Roar er min seneste opdagelse indefor god kontormusik. Men det er også mere end det. Det er ikke kedeligt at lytte til. Low Roar er et soloprojekt fra Ryan Karazija. Bag musikken gemmer sig en snedig lille historie, der bliver genfortalt alle de steder jeg er stødt på ham. En af den slags historier, hvor man tænker “Ja, det kan jeg da egentlig godt høre”. Historien er at Ryan, der efter nogle moderate successer med bandet Audrye Sessions, forlod sin solrige hjemstavn San Fransisco og rejste til mørke Island, hvor han fandt inspiration til projektet Low Roar. Kontrasten imellem de to steder og følelsen af at lyttet til en musiker, der har rykket teltpælene op og fundet sit sande hjem, giver musikken en ektra dimension for et gammel barometerbarn som mig.
Gi’ også lige Tonight, Tonight Tonight en lytter, hvis du ikke er overbevist. Det er viser Low Roars musik i den anden ende af hans musikalske spektrum.
- Jeg er lige faldet over denne video. Lige nu, mens jeg sad med morgenkaffen og lukkede hverdags-virkeligheden ind efter nattens drømmerier. Videoen hjorde mig rolig og det er ikke en dårlig ting, når man skal lige til at tjekke ind i en hæsblæsende verden af e-mails, nyhedssider, blogs og sociale meider. Organgrinder er sat i verden for at dele sådanne oplevelser, så jeg besluttede at tage mig tid til at videreformidle denne også.
Jeg har haft den ære at møde Olafur ved flere lejligheder. Han er en lille genert mand med meget store musikalske og kunstneriske ambitioner. Hans musik befinder sig et spændende men udefinerbart sted imellem elektronisk og klassisk musik. En kombination, han som en af meget få, slipper godt afsted med.
Jeg vil iøvrigt også fremhæve ham som kunster, der er god til at bruge internettet. Ikke alene til at promovere sin musik globalt, men også til at formidle den og skabe oplevelser med lyd og billeder på min skærm. I stedet for først at skrive musikken og gøre ligesom alle de andre bands og musikere, skaber han en kontekst af oplevelser og historiefortælling omkring sine kompositioner, der øger oplevelses-værdien for modtageren. Det afspejler sig da også i mængden af fans, followers og interessenter han har samlet rundtomkring på internettet.
Det er iøvrigt ikke Olafur man ser på billedet, men en af violinisterne fra filmen. Olafur Arnalds er ham ved klaveret.
Forleden læste jeg en Interessant artikel om indiebands, der med succes har markedsført sig igennem bevidst tavshed. Strategien er at skabe mystisk omkring musikken, hvilke tryllebinder visse modtagere nok til at de hjælper med at skabe hype på internettet. Det kan se ud som om Dead Skeletons benytter sig af netop af denne strategi og med fordel (I hvert fald hvis jeg er målgruppen). Det er nemlig noget af det, der gør det sjovt at skrive om dem her.
Bare rolig – jeg hopper ikke med på hvad som hest. Jeg lytter rent faktisk til det jeg skriver om, hvilket jeg mistænker mange andre bloggere og musikskribenter for ikke at gøre. Jeg skriver om noget, når jeg har forholdt mig til det. Det har jeg gjort med Dead Skeletons. Faktisk opdagede jeg dem for nogle måneder siden og har besøgt deres hjemmeside flere gange, indtil jeg idag besluttede mig for at skrive om dem.
Det er svært at placere musikken genremæssigt, men derfor er den ikke hverken mærkelig eller svær at lytte til. Stilen låner tydeligvis tyngde og mørke fra metal-genren, men at placere det her ville være meget misvisende. Der er også klare elementer af punk og post rock og et strejf af Islands folkemusik – for ja, Dead Skeletons er selvfølgelig fra Island. Det er klart. Resten af miksturen består af noget unikt, som bandet selv byder ind med og som gør det til et spændende musikalsk bekendtskab.
Noget, der især fanger min opmærksomhed, er brugen af døden som et virkemiddel. Det gotiske i musikken har jeg skrevet om før og kommer til at skrive om igen. Dead skeletons kredser om døden – både i deres tekster og i deres univers i det hele taget. Se bare logoet eller bandnavnet. Måden at bruge døden er ikke som i Metalmusik eller gyserfilm. Den kan bedre sammenlignes med den årlige mexicanske dødsfest Día de los Muertos (dødens dag), hvor døden anerkendes og fejres som en del af livet. Slogannet rundt om logoet foroven kan oversættes til “Den som frygter døden kan ikke nyde livet” og på bandets hjemmeside mødes man, som det første, af sætningen “Good and evil exist as they have always existed – listen to the Dead Skeletons.“. Det har jeg valgt at adlyde.
Der er rig adgang til musikken Facebook, youtube og på bandets egen hjemmeside. Jeg har derfor indsat nogle forskellige lytteoptioner nedenfor. Jeg håber du vil give det en chance.
