Musikparlamentet vol. 3 – Analyse og kommentarer
Musikken står overfor store historiske forandringer. Årsagen er, at det tekniske fremskridt byder musikken et væld af nye muligheder – nogle som hurtigt er blevet adopteret og accepteret, og andre, der har været svære at fordøje. Især digitaliseringen og overgangen fra det fysiske medium til det elektroniske er ved at forskubbe musikkens grundlag. Man kan derfor med rette betragte nutiden som en brydningstid.
Brydningstider er kendetegnet ved, at de gør det notorisk svært at se ind i fremtiden – musikkens fremtid må da også siges at se noget abstrakt ud. Paneldebatten til musikparlamentets debataften bar derfor præg af forsigtige gætterier. Det gjorde – og gør – debatten meget livlig og spændende. Man er simpelthen nødt til at holde sig det store perspektiv for øje. 14 år ud i fremtiden er egentligt ikke en lang udsigtsperiode – alligevel synes det næsten umuligt for deltagerne at blive enige om detaljerne for musikbranchens udseende i år 2025.
Tekniske muligheder
Forefaldende var det selvfølgelig først og fremmest at forestille sig og gætte på, hvordan teknikken vil se ud. Der blev talt om adgang kontra ejerskab, om downloads, digitale albums, vinyler, remixes, mixtapes, streaming, kopiering, sci-fi-mobiltelefoner og meget mere. At de teknologiske muligheder er mange og spraglede, siger dog intet om, hvordan forbrugeren vil tage imod dem.
Uanset hvor innovativ branchen er, falder det hele altid tilbage på forbrugeren. Vil forbrugeren f.eks. nogensinde acceptere adgang frem for fysisk eller digital samling? Vil forbrugeren finde sig i, at skulle undvære albumcoveret? Er den gennemsnitlige musiklytter så konservativ, at de altid vil vende tilbage til de samme gamle hits? Spørgsmål som disse, synes at optage panelet mest – og med rette. Musikbranchen kan nemt tilpasse sig teknologien – det er den allerede i færd med – men hvis ikke forbrugeren er med i processen, er det omsonst. Goodiepal (billedet) pointerede på et tidspunkt, at det fremskridtet sikrer, ofte er ren og skær bekvemmelighed – og at bekvemmelighed ikke nødvendigvis er det alle forbrugerne er ude efter.
Musikforbrugeren
Efterspørgslen på bekvemmelighed er et godt parameter at inddele forbrugerne efter. For det første er der de opsøgende nørder, som aldrig vil stille sig tilfredse med løsninger, som “TDC PLAY”, der synes at tilgodese mainstream. Ved en rask håndsoprækning afsløredes det i øvrigt at kun én blandt de omtrent 100 fremmødte benyttede sig af denne service. For det andet er der de bekvemmelighedssøgende forbrugere. Disse er primært interesserede i at få nem adgang til den musik, de kender i forvejen.
Begge grupper ser i virkeligheden ud til at få kronede dage i de tekniske fremtidsscenarier. Der vil komme flere og flere nemme løsninger, f.eks. i form af abonnementsordninger eller licensbetaling. De opsøgende nørder, der altid har været dem, der lægger flest penge i branchen, vil derimod aldrig få dækket deres behov med kommercielle ordninger som PLAY. De får til gengæld større mulighed for at gå på opdagelse i musikken via websites som Last.fm eller BandBase.dk. De holder ikke op med at være klar til at investere penge i interessen, fordi det bliver nemmere at få adgang til musik og deres lidenskab slukkes ikke, blot fordi det koster penge. Så længe disse to typer forbrugere eksisterer side om side, vil der med sikkerhed også være tilsvarende markeder. At markedet altid indretter sig efter forbrugernes behov, er efter min mening et af de sikreste principper, man kan spekulere ud fra.
Økonomi
Det skal gøres klart, at størstedelen af de fremmødte til arrangementet ikke blot bekymrede sig om den “etablerede musikbranches” fremtid. Det var et spørgsmål om at sikre overlevelsen af “kvalitetsmusik” – af musikken som en kunstart. Debatten kom derfor i høj grad til at handle om det håbefulde ukendte talent og det lille nicheband. Er der en fremtid for disse? Eller rettere: Er der en økonomisk fremtid til disse?
Hvis jeg må tage mig den frihed, at konkludere på vegne af debattørerne – på et punkt, hvor jeg faktisk fornemmede enighed – så ser fremtiden forholdsvist uforandret ud for denne gruppe. Der vil altid være et segment af upcoming-musik og blandt disse vil der altid være nogen, der ikke kan tjene penge på det. Jo større indstrømning af penge, der er i branchen, jo flere kan selvfølgelig leve af det, men jo flere bliver der også trukket til. – Christiane Vejlø pointerede indsigtsfuldt, at musik er en interesseprofession, og at den derfor altid vil tiltrække flere munde, end den kan føde.
Det store spørgsmål om, hvordan pengene skal genereres i fremtiden, blev omgået med forsigtighed – igen med rette. Det klogeste, jeg kan referere til fra denne del af debatten, er Martin Gormsens udtalelse om, at musik er et fantastisk produkt, og at man derfor altid vil kunne tjene penge på det. Spørgsmålet er bare: Hvor mange? Måske vidner den økonomiske nedgang i musikindustrien i virkeligheden om, at der har været for mange penge i musik før i tiden. Hvis det er rigtigt, tegner det rigtignok en dyster fremtidsudsigt for de unge håbefulde musikere, som satser på musikken i dag. Derfor var panelet flere gange inde på, at musikerne skal begynde at tænke i alternative baner. Desværre var panelet tilbageholdende med konkrete nye ideer på dette punkt.
Konklusion
Den forsimplede og lidt provokerende konklusion på debatten er altså som følger: Der vil bestemt komme til at ske ændringer i løbet af de næste 14 år, men de vil først og fremmest være tekniske. Fantastiske nye muligheder for at tjene nemme penge vil ikke umiddelbart åbenbare sig. Branchen vil sandsynligvis beholde sin “løgrings-struktur”, hvor kun dem i midten tjener de store penge. Til gengæld vil de økonomiske magthavere i løgets midte med stor sandsynlighed være blevet skiftet ud.
Mobiltelefonselskaber, computerfabrikanter og andre virksomheder vil vove sig ind på markedet og skubbe til magtbalancen, men disse vil langt hen ad vejen have de samme interesser, som de nuværende magthavere. Hvilken betydning dette vil have for musikkens kvalitet, er ikke til at sige. Hvis man skal tro panelet, er det altså desværre kun sikkert, at der ingen åbning står på klem til et eldorado for morgendagens udøvende musikere – de må til stadighed kæmpe hårdt for mad på bordet, ganske som de altid har gjort. For forbrugeren åbner der sig derimod muligheder – og hermed sandsynligvis også faldgruber – men heller ikke i denne retning gives der lovning om økonomisk gevinst i form af billigere musik.
Bedste råd er altså at have øjne på stilke i forhold til udviklingen. De tidligste pionerer og dem, der løber de største risici, er også dem, der står til at vinde mest. Fremtiden visen ingen nåde til nostalgikeren, men belønner den driftige.
Læs mere fra musikparlamentets tredje arrangement her.
www.bandbase.dk/musikparlamentet
Læs også:
