Posts Tagged ‘Oh No Ono’

Organgrinder på Roskilde Festival

torsdag, juni 18th, 2009

Jeg må endnu en gang beklage, at der er så lav en aktivitet her på bloggen i disse dage. Jeg lover et strålende comeback hen over sommeren. Til gengæld går min tid ikke tant og fjas eller pjat og pjank! En af grundende til at bloggen ligger stille er at jeg har lagt en masse arbejde i at arrangere debatter og andre podie-events til YourSpace på Roskilde Festivalen. Jeg vil på det kraftigste opfordre alle mine læsere til at svinge forbi (mudder eller ej) og bliv klogere på musik og musikbranche. I den følgende tekst kan man læse mere om YourSpace-området og senere vil jeg også offentliggøre det endelige program for podiet her på Organgrinder.dk.

Bliv fan af YourSpace på Facebook her og RSVP her.

YourSpace en legeplads for musikere og musiknørder!

YourSpace er et åbent alternativ til Roskilde festivalens aflukkede medieby. En legeplads for musik-nørder af enhver slags. Måske falder du over din yndlingskunstner, eller en interessant debat, hvor du kan lufte og udfordre dine holdninger. Det drejer sig om at forsøge at kigge om bag musikken til dens mange ansigter og nuancer.

Mange af Danmarks alternative og uafhængige pladeselskaber er samlet i en stand i området, hvor du kan diskutere genrer, købe en plade, eller skabe opmærksomhed omkring din egen musik. Navne som Rumraket, Escho, Statler & Waldorf, Jenka Music, Rump Recordings, Lolita Industri, Morningside Records, Bad Afro, SMASH!BANG!POW!, Rabalder Records, Hjernespind Records, Play/Rec, Good Tape Records og Orpheus Records kan nævnes blandt de repræsenterede.
Du kan også slippe hæmningerne med computerspillet Rock U, der kobler Space Invaders med dine guitarevner i en herlig nostalgisk cocktail.
Ved lytteposterne kan du lytte til hele paletten af festivalens aktuelle musiknavne og kaste et blik eller flere på Søren Solkærs skarpe musikerportrætter. My First Record Label præsenterer sine interaktive værker i form af modulerede elguitarer i alverdens mutationer og størrelser. Musikere uden pladekontrakt kan gratis indspille sin egen musik i det fuldt udstyrede mobile pladestudie 4Sound DemoLab og få en færdig-mikset cd på samme tid, som fotohandleren reklamerer med. Rockmuseet udstiller fan-kulturen – dengang og lige nu. Udstillingen undersøger, hvordan festivalen og omverdens syn på festivalen har udviklet sig igennem årene – en udstilling, der altså ikke leveres i færdig stand, men tværtimod venter netop på dit input. I byen lægger øre til snakkesalige musiklyttere iver, begejstring og skuffelse, og tilbyder muligheden for at forfatte uafhængige anmeldelser af festivalens koncerter.
Hvor finder du YourSpace? – Lige ved siden af Pavillon-scenen – både under festival og warm up!

Læs også:

Hvad er elektronisk musik? del 8. – Hvad er en genre overhovedet? – Et interview med Oh No Ono

tirsdag, maj 5th, 2009

Jeg er meget tiltrukket af den energi og kreative rastløshed, som bandet Oh No Ono lægger for dagen. Bandets musik demonstrerer mod, spontanitet og legesyge, samtidigt med kontrol. På samme måde udviste trommeslager Nis Svoldgård og pianist Nicolai Koch en ivrig tilgang til musikken, og efterhånden som vi talte stod det klart, at legesygen var underbygget af stor viden om musik. Samtalen gled fra Mike Sheridan og Portishead, over Rihanna, Animal Collective, My Bloody Valentine og Mike Oldfield til Stravinsky og Arnold Schönberg.

Interviewet kom til at handle om selve begrebet genre. At genrer har deres eget liv, afhængigt af musikkens indhold, blev den tese som var omdrejningspunkt for samtalen. Måske har den elektroniske musik engang refereret til en fællesnævner i musikken, til en teknik eller en bestemt musikforståelse, men det gør den ikke længere. Genren ‘elektronisk musik’ har gennemlevet så mange modeluner og trends, og har været så præget af udefrakommende påvirkninger, at den næsten ikke siger noget klart længere. Efter min mening en væsentlig pointe.

Vi talte om, hvor svært det er at sætte ord på musik, og hvorfor man overhovedet forsøger at tale om musik? Jeg spurgte til Oh No Ono’s egen musik. “Pop” var svaret – “Det handler om at lave musik der holder!”. For bandet gav det ikke rigtig mening at indordne deres musik under en snæver subgenre. Det var ikke afgørende, om musikken blev kaldt det ene eller det andet. Nis pointerede, at genrekravene nogle gange bliver så snævre, at alt musikken i praksis bliver ens. Det smukke består jo også i at gøre op med genrerne og skabe noget nyt, hævdede han. Hvis han har ret i det, hvilket jeg tror han har, er genrerne altid under pres. Også en stor en som ‘elektronisk musik.’ Beviset for denne lille tese er åbenlys: Det er meget vanskeligt at definere en genre!

På den måde vokser og udvikler genrer sig hele tiden. Først opstår de som et forsøg på at beskrive en type af musik, siden bliver de formet af musikere og lyttere med mange forskellige interesser. Nogle forsøger at definere en genre efter, hvordan musikken musisk set er sammensat. Men man kan ikke nødvendigvis høre hvordan musikken er skabt. Desuden knytter genrer sig til mange andre faktorer end blot det tekniske. Det forklarer en del om, hvorfor det er så svært at finde svar i min jagt på den elektroniske musik.

Jeg fortalte om den tekniske definition, jeg kom frem til i et tidligere indlæg. Altså at elektronisk musik er kendetegnet ved at være genereret på elektroniske instrumenter, men at hovedvægten af arbejdet i dag gøres på en computer. “Al musik er jo elektronisk på den ene eller anden måde”, sagde Nicolai – “det, du søger, er snarere snæver datamatmusik” (et ord jeg med det samme forelskede mig i!).

Hver gang jeg interviewer musikere og musikkyndige, udvides mit perspektiv, og i mødet med Oh No Ono kom endnu et spørgsmål i spil. Hvorvidt en genre har sit eget liv – og hvordan den udleves. I samtale kom vi frem til, at en genre har et slags selvstændigt liv, at den bevæger sig og ændrer sig, og kan blive til noget andet, end den var til at starte med. Vigtigst af alt for mig var dog snakken om, at et ord eller et begreb aldrig rigtigt kan indfange musikkens karakter, men at man må være klar over, at man famler, når man forsøger at tale om og beskrive musik. En pointe jeg vil have med mig i min fortsatte søgen.

Læs også:

OH No Ono – “Swim”. – Om ambitioner i dansk musik.

søndag, maj 3rd, 2009

Oh No Ono er et dansk band jeg følger meget nært for tiden. De fangede mig ikke med deres første albums lettilgængelige pop-toner, men nu har de vist sig fra en helt anden side. Oh No Ono lægger et ambitionsniveau for døren som, som hele dan danske musikbranche kunne lære noget af. Det gælder både albummet i sig selv, de enkelte sange og nu også den medrivende og intense video til sangen “Swim”.

Videoen skildrer en ung drengs oplevelser og involverer uproblematisk temaerne død og sex – endda blandet sammen. At fortolke meget mere på indholdet er at tage en del af oplevelsen fra beskueren, så jeg stopper her.
 

Jeg håber Oh No Ono også i fremtiden vil være garant for det kvalitetsbevidst musisk produkt, som det de lægger for dagen her. Jeg synes de har skabt et utroligt spændende og alsidigt univers omkring deres musik og det løfter sig høj over standarden for dansk populærmusik. Det er f.eks. uendeligt befriende at bandet uden at tøve, kaster sig ud i melankolien og livets dystre sider, såvel som at lave glade hyldester til livets lykke og energi. Det gør musikken meget mere spændingsfyldt og dermed meget mere spændende. I videoen balanceres der stilfuldt imellem det vulgære og forkastelige og det normale og acceptable – og sådan er livet jo! Derfor er indholdet meget mere værd for mig, end så mange andre musikvideoer.

Læs også: