Jeg ved godt at musikken her er indiesmart på den selvfede måde, jeg indrømmer gerne at jeg er nem at fange, når det hele er indhyllet i undergund og ekserimentalisme som her og ja, jeg har fundet det på Pitchfork.com. Ikke desto mindre er jeg både draget og fascineret af billeder og musik. Det er skævt, ustemt, upænt og ude af takt og netop deri finder jeg en charmen og en udfordring, som jeg gerne tager op.

Det er som minusserne i musikken tilsammen gir’ plus. Musikken får mig til at lytte efter, lægger mærke til detaljer og være sanseligt tilstede. Men det provokerer mig også og udfordrer mine forestillinger. Der er masser af genkendelighed i musikken – så det er aldrig helt umuligt at lytte til. Akkorderne er rene og simple, instrumenterne er velkendte og opbygningen er i sig selv ikke revolutionerende. Værdien ligger i spæningsfeltet imellem det grimme og det smukke, imellem det rene og det skæve, imellem det velkendte og det udfordrende.

JULIAN LYNCH – “SEED” Fra albummet “Orange You Glad” 2009

Baggrundsmusik og forgrundsmusik.

Jeg hører musik hele tiden. I Radioen, i TV, når jeg ser film, når jeg handler ind og alle mulige andre steder. Den musikjeg møder i disse kontekster er baggrundsmusik. Den er ofte helt som den skal være – nemlig i baggrunden. Jeg inviteres ikke til at lytte grundigt efter – musikken må ikke stjæle min opmærksomhed fra det, der er i forgrunden. Det gør Julian Lynch. Her har musikken et selvstændigt budskab, som jeg skal afkode med mine sanser og det er et kritisk budskab. Musikken tvinger mig ubevidst til at forholde mig til hvad musik er, hvad det kan være og hvad jeg får ud af det, men der er et spørgsmål uden et svar. Det er et æstetisk spørgsmål, som jeg gerne vil stilles igen og igen.

Julian Lynch - "Mare"

Jeg lover at jeg snart poster noget pop her på bloggen, for pop har også en værdi! Jeg kan godt li’ pop og jeg kan godt li’ mainstream, for det tjener et formål og det har en værdi for mange mennesker, men jeg passer på ikke at blande alle typer af musik sammen. Det er klart at jeg ikke kan lytte til udfordrende musik døgnet rundt – det har jeg ikke koncentrationsevne til. Nogle gange foretrækker jeg de trygge toner fra musik jeg kender, nogle gange vil jeg synge med og en sjælden gang vil jeg endda danse og så er det ikke Julian Lynch jeg sætter på. Jeg kan også godt li’ den musak, der spilles i supermarkeder – den giver en rolig oplevelse og afstresser mig, mens jeg vælger hvilken shampoo jeg skal prøve denne gang. Jeg kan godt li’ filmmusik – den underbygger spændigsmomenter i filmens handlings-dynamikker og øger intensiteten i oplevelsen. Jeg kan i det hele taget godt li’ baggrundmusik, for den tjener en vigtige funktion i min hverdag. Men! – Jeg er også fan af forgrundsmusik. Musik der kræver min opmærksomhed, musik, der er svær at lytte til og som udfordrer mine forestillinger og vaner. Og det er det jeg finder hos Julian Lynch og det er det, der er sjovest at blogge om og det er derfor jeg hele tiden udskyder at skrive om Lady Gaga, som jeg også holder meget af.

Nyeste album fra Julian Lynch hedder “Mare”. Pitchfork’s giver den 8.5 ud af 10 point. Læs anmeldelsen her.

Læs også:

• Ingen lignende indlæg