Hvad er elektronisk musik? del 8. – Hvad er en genre overhovedet? – Et interview med Oh No Ono
tirsdag, maj 5th, 2009Jeg er meget tiltrukket af den energi og kreative rastløshed, som bandet Oh No Ono lægger for dagen. Bandets musik demonstrerer mod, spontanitet og legesyge, samtidigt med kontrol. På samme måde udviste trommeslager Nis Svoldgård og pianist Nicolai Koch en ivrig tilgang til musikken, og efterhånden som vi talte stod det klart, at legesygen var underbygget af stor viden om musik. Samtalen gled fra Mike Sheridan og Portishead, over Rihanna, Animal Collective, My Bloody Valentine og Mike Oldfield til Stravinsky og Arnold Schönberg.
Interviewet kom til at handle om selve begrebet genre. At genrer har deres eget liv, afhængigt af musikkens indhold, blev den tese som var omdrejningspunkt for samtalen. Måske har den elektroniske musik engang refereret til en fællesnævner i musikken, til en teknik eller en bestemt musikforståelse, men det gør den ikke længere. Genren ‘elektronisk musik’ har gennemlevet så mange modeluner og trends, og har været så præget af udefrakommende påvirkninger, at den næsten ikke siger noget klart længere. Efter min mening en væsentlig pointe.
Vi talte om, hvor svært det er at sætte ord på musik, og hvorfor man overhovedet forsøger at tale om musik? Jeg spurgte til Oh No Ono’s egen musik. “Pop” var svaret – “Det handler om at lave musik der holder!”. For bandet gav det ikke rigtig mening at indordne deres musik under en snæver subgenre. Det var ikke afgørende, om musikken blev kaldt det ene eller det andet. Nis pointerede, at genrekravene nogle gange bliver så snævre, at alt musikken i praksis bliver ens. Det smukke består jo også i at gøre op med genrerne og skabe noget nyt, hævdede han. Hvis han har ret i det, hvilket jeg tror han har, er genrerne altid under pres. Også en stor en som ‘elektronisk musik.’ Beviset for denne lille tese er åbenlys: Det er meget vanskeligt at definere en genre!
På den måde vokser og udvikler genrer sig hele tiden. Først opstår de som et forsøg på at beskrive en type af musik, siden bliver de formet af musikere og lyttere med mange forskellige interesser. Nogle forsøger at definere en genre efter, hvordan musikken musisk set er sammensat. Men man kan ikke nødvendigvis høre hvordan musikken er skabt. Desuden knytter genrer sig til mange andre faktorer end blot det tekniske. Det forklarer en del om, hvorfor det er så svært at finde svar i min jagt på den elektroniske musik.
Jeg fortalte om den tekniske definition, jeg kom frem til i et tidligere indlæg. Altså at elektronisk musik er kendetegnet ved at være genereret på elektroniske instrumenter, men at hovedvægten af arbejdet i dag gøres på en computer. “Al musik er jo elektronisk på den ene eller anden måde”, sagde Nicolai – “det, du søger, er snarere snæver datamatmusik” (et ord jeg med det samme forelskede mig i!).
Hver gang jeg interviewer musikere og musikkyndige, udvides mit perspektiv, og i mødet med Oh No Ono kom endnu et spørgsmål i spil. Hvorvidt en genre har sit eget liv – og hvordan den udleves. I samtale kom vi frem til, at en genre har et slags selvstændigt liv, at den bevæger sig og ændrer sig, og kan blive til noget andet, end den var til at starte med. Vigtigst af alt for mig var dog snakken om, at et ord eller et begreb aldrig rigtigt kan indfange musikkens karakter, men at man må være klar over, at man famler, når man forsøger at tale om og beskrive musik. En pointe jeg vil have med mig i min fortsatte søgen.
