Thulebasen – Hvad synes jeg om dem?
11-06-2011
Jeg har været længe om at give Thulebasen en chance. Jeg plejer ellers at være meget opsøgende og interesseret i eksperimenterende og grænseprøvende populærmusik og “eksperimenterende” og “grænseprøvende” er to prædikater, jeg ikke er sen til at bruge om Thulebasen, nu hvor jeg endelig har fået lyttet. Jeg er ikke blæst væk, men jeg er interesseret og splittet og det har givet anledning til en lille anmeldelse.
Stilen i Thulebasens musik er usammenhængende på den fede og kontrollerede måde. Rytmen er stabil og pumpende, mens toner, klange og tekster får friere spil. Musikken bevæger sig hele tiden imellem to positioner. Én hvor den er harmonisk og iørefaldende og én hvor den er støjende og skæv. Det gør det til en udfordrende og til tider anstrengende oplevelse at lytte til, men i kraft heraf også en spændende oplevelse som er værd at give en chance.
Lyden og produktionsstilen sender mine tanker tilbage til de grimme 90ere, hvor grunge-musikken med sine støjende guitareffekter og tre barré akkorder spillede sig til en plads i mit forvirrede teenagehjerte. Dengang som nu var det en befriende modvægt til det rene og pæne i mainstreammusikken. Den modvægt finder jeg også i noget af i Thulebasens musik. En modvægt jeg – og musikken i det hele taget – har brug for. En modvægt, der sikrer at udviklingen ikke går i stå. Jeg er tiltrukket af musikere, der med deres musik råber vagt i gevær overfor ensretning og populisme på hitlisterne. Musikere der med deres musik fortæller os, at der er andet end skabelonhits og kendisser at komme efter i musikken og at al “populær” musik ikke behøver være midtersøgende eller rette sig ind efter mindste fællesnævner for at have en berettigelse i verden. Det er musik som denne, der gør at jeg igen kan nyde en god popsang fra Lady Gaga uden at føle at musikkens lod er ren massetilfredsstillelse og efterspørgselsdækning.
Her stopper min begejstring for Thulebasen imidlertid også. Jeg tager, som du måske kan fornemme, hatten af for unge musikere der tør udfordre konventionerne på en intelligent måde og ikke måle deres succes i massernes gunst og penge. Spørgsmålet er bare om det er det, der sker her? Thulebasen er også overeksponerede, overhypede og overfladiske i deres udtryk. Især i den måde de profilerer sig ved siden af musikken – og det går mig på nerverne. I en tid hvor hipsteren står så meget for skud savner jeg nogen, der tør stå frem med et mere menneskeligt og usnobbet ansigt. Jeg foretrækker ærlig virkelyst og spilleglæde frem for påtaget ironisk distance og niche-arrogance. Sidstnævnte vibe er desværre den jeg samler op, når jeg tager en tur rundt i Thulebasens univers.
Splittelse er godt. Det får mig til tasterne og det får mig til at huske hvorfor jeg holder af musik. Uanset hvad jeg ender med at synes om Thulebasens musik, skylder jeg dem en tak for ikke at gøre det for nemt.
Videoen herunder er Thulebasen, når de er bedst. De syrede billeder og overdrevne effekter underbygger musikken perfekt.-
Thulebasen – Monster from TAMBOURHINOCEROS on Vimeo.
-
Læs også:
Tags: dansk, dansk musik, Thulebasen
06-11-2011 at 14:50
Jeg har ikke før stødt på Thulebasens musik, men jeg synes, at det er en cool video
Hilsen
Lauge
cafeikøbenhavn