Jeg har en svaghed for utraditionelle musikinstrumenter. Det skyldes at jeg har brug for at blive udfordret, når jeg lytter til musik. Jeg har brug for eksperimenter, der stikker til de fordomme og italesættelser musikken er indhyldet i. Jeg har brug for at vide at musik er en dynamisk størrelse, der aldrig lader sig indfange, men er legesyg og altid i forandring.

Musisk dekonstruktion?

Når jeg skriver det går jeg ind i en mere kompleks udlægning af hvad jeg mener om musikalsk æstetik. En udredning et kort blogindlæg som dette ingenlunde kan rumme. Jeg mener (Og du er velkommen til at mene noget andet) at æstetiske musikalske oplevelser altid opstår i et spændingsfelt imellem det velkendte og det ukendt – imellem det forståelige og det kritiske. Jeg mener imidlertid ikke at sande æstetiske oplevelser er den eneste grund til at høre musik.

Musik har mange egenskaber. Det kan skaber genkendelse og association, det kan underbygge en fællesskabsfølelse, det er ofte meget identitetsskabende hos de kulturer det florerer i og musikens tekstindhold kan mere eller mindre direkte, kommunikere et budskab til modtageren. Grunden til at jeg finder nydelse i disse to videoer har ikke noget med disse at gøre. Jeg finder ikke musikken særligt vellydende, den minder mig ikke om noget bestemt, jeg kender ikke og har et forhold til kunstnerne og jeg kan ikke forestille mig at lytte til det samme med mine venner, men de udfordrer mig! De får mig til at forholde mig til hvad musik er og kan være. De bruger nemlig begge et simpelt kneb. De tager musikken ude af sine vante kontekster og stiller indirekte et kritisk spørgsmål – Er dette også musik? Jeg tør ikke love at du får den samme oplevelse ud af dem og jeg vil heller ikke påstå at de er repræsentanter for ægte æstetiske oplevelser og måske får du iøvrigt noget ud af dem på et helt andet niveau, men et er sikkert – de er spændende nok til at fremprovokere al denne tekst fra min hånd …

Et velkendt instrument?

Læs også:

• Ingen lignende indlæg